"Byen er en samling af menneskelige individer, der drømmer om at være en skov." Ordene er den italienske plantefilosof Emanuele Coccias. Arkitektur er ifølge italieneren aldrig et anliggende mellem mennesket og dets omverden alene: Det er et anliggende mellem arter lige fra mennesker, dyr og bakterier til de alger og planter, hvis fotosyntese i første omgang gjorde og gør vores verden åndbar. "Den levende verden er en verden af arkitekter," som han skriver. På Bloom 2025 gik Coccia i dialog med naturdesigner og arkitekt Stig L. Andersson. Fra hver deres side af skellet mellem filosofi og arkitektur bidrager de til en aktuel naturfilosofisk strømning, der forsøger at gentænke naturens rolle i vores byer og landskaber. I århundreder har mennesket tæmmet, beskåret og ødelagt natur for at gøre plads til urbanisering. Men i en tid med klima- og miljøkriser går flere tænkere, arkitekter og landskabsdesignere nu til byarkitekturen på måder, der lader den forme og medskabe byens rum. I sin naturfilosofi har Coccia gjort sig til fortaler for en 'mellemartslig arkitektur', der ikke længere tænker på naturen som et stykke ikke-civilisation uden for bymurene, men giver naturen plads til at vokse sammen med byerne og samtidig har planternes og dyrenes livsvilkår for øje. Som grundlægger af det naturbaserede design-studio SLA har Andersson de seneste årtier sat sit unikke præg på et utal af byrum, parker og landskaber, hvor naturen sættes i den æstetiske forgrund. Spørger man ham, har arkitekturen i alt for lang tid beskæftiget sig med 'det byggede' og overset 'det groede' miljø. Med inspiration fra alt fra Immanuel Kants æstetik til Niels Bohrs komplementaritetsprincip tegner Andersson konturerne af en ny naturfilosofisk tilgang til arkitektur og design, der lader det målbare og det rationelle vige for en mere sanselig oplevelse af naturen. En tilgang, der ifølge Andersson skal skabe en "by, der føles og fungerer som en skov". Hør to at tidens store naturtænkere undersøge arkitekturens rolle i naturkrisernes tid.