Pigen på 17. Midt i det hvide rum kun møbleret med et opretstående klaver og et hvidt bord, hvor mit overfyldte ringbind i et slip flyder over med sange egnet til sangundervisning.

Bygningen er bygget til musik, og lige netop dette lokale har den perfekte akustik til sang. Ikke for tørt og ikke for levende. Her mødes vi, pigen og jeg. Hver tirsdag eftermiddag i 30 minutter.

Hun forsøger endnu engang at få stemmen til at klinge kraftigere. Og endnu engang med samme resultat; det klingende forsvinder, og en hæshed overtager. Jeg mærker et stik af dårlig samvittighed, da det jo er mig, der gennem det sidste år har haft dynamik som et fokuspunkt. "Det er det eneste, du mangler", har jeg hørt mig selv sige. "At kunne synge med mere kraft, så du kan nuancere dit udtryk". Det var ment positivt. Hun er en af de mest musikalske sangelever, jeg nogensinde har haft.

Jeg spørger hende, om hun vil være åben for at prøve noget nyt. Efter jeg er startet på kursusforløbet IPA 2, om forholdet mellem indre praksis og vores virke ud i verden, har jeg eksperimenteret med at koble femkanten på min egen sangpraksis. Og jeg er nysgerrig på, om det kunne være en vej her også.

Hun er med på den. Jeg beder hende lukke øjnene og mærke 'inderkroppen'. Efter et par dybe, bevidste suk og et slip i åndedrættet registrerer jeg, hvordan hun lander i kroppen. Nu med et roligere kropsligt tyngdepunkt og med en lettere og mere levende energi omkring sig. Alene det afføder et slip i mig. Jeg beder hende tage kontakt til hjertet. Det er sårbart kan jeg mærke. Både for hende og for mig. Hun står der midt i det hvide rum med lukkede øjnene. Og med hjertekontakt. Jeg bliver rørt over tilliden. Hun synger. Med lige delt kontakt til hjertet og til sangens tekst. Hvert ord i sangen klinger, som kom de direkte fra hende. Stemmen får pludselig subtile nuancer og smelter fuldstændig sammen med tekstens bevægelse og stemningsskift.

Jeg registrerer, hvordan energien fortættes og intensiveres i rummet, mens hun synger. Og hvordan rollerne forsvinder. Hun er ikke længere sangelev, og jeg er ikke længere sangunderviser. Vi er ligeværdige, og al min vurdering forsvinder. Det er ellers det, jeg får min løn for; at vurdere, korrigere og forbedre.

Men lige dér, er der kun et klingende nu. Nuanceret, ægte og vanvittigt rørende.

Og så er det slut. Hun vender tilbage til rummet: "Det var rart" Jeg ser resonansen i hendes øjne.

Om forfatteren:

Line Mortensen er optaget af, hvad der sker, når sang og musikalsk udtryk væves sammen med en kontakt dybere indadtil. Hun arbejder med stemmen både som sanger, sangskriver, foredragsholder og som sangunderviser.

Line er kåret som Årets Nordjyske Jazznavn 2024. Hun er sanger og sangskriver i Line Mortensen Trio og Line Mortensen Femme samt forsanger i Nick Cave Uncover. Hun er cand.mag. i Musik & Pædagogik og har studeret rytmisk sang som hovedfag på Musikkonservatoriet.
Gennem en årrække har hun desuden fulgt undervisningen på Vækstcenteret og hos Kontemplation.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]