Kan I huske den her?

»Fem eller ti år fra nu har vi et helt andet parti. Så vil vi se et arbejderparti«, »et parti for folk, der er rasende over ikke at have fået en reel lønstigning i 18 år«.

Således sagde Trump i maj 2016, og eliten i Det Republikanske Parti rystede i golfbuksen, og vi andre tænkte, at han da måtte være vanvittig.

Det kan man diskutere, om vi fik ret i, men partitoppen har til gengæld i dag omfavnet nødvendigheden af, at de udvikler en retorik, der taler til den nye vælger: den hvide arbejderklasse. Og samme udvikling ses over hele den vestlige verden, ikke mindst hos De Konservative i Storbritannien. Men hvordan kan sådan en konservativ arbejderpolitik tegne sig i praksis? Mathias Sindberg har set på sagen.

Og så skal vi tale om den sag, der i den forgangne uge har lagt beslag på al politisk energi herhjemme, nemlig spørgsmålet om, hvad Danmark skal stille op med børnene i de kurdiskledede flygtningelejre i Syrien. Ifølge den aftale, der blev indgået tidligere på ugen, skal en taskforce nu undersøge mulighederne for at få dem hjem uden deres mødre. Men det bliver svært. Og heldigvis for det, siger indlandsredaktør Anton Geist. Hør hvorfor.

Sidst, men ikke mindst, så frelser chefredaktør Rune Lykkeberg din påske – for hey, de havde sgu da lovet godt vejr, så hvad er det her for noget pjask? (Skrevet på Falster langfredag morgen, red.) Heldigvis har Rune tre dugfriske anbefalinger til, hvad du skal se på tv – en fransk komedieserie, en amerikansk dokumentar og så en film om Karl Marx, der ender lykkeligt.

Må din påske gøre det samme!