John Scalzi (f. 1969) er amerikansk forfatter, tidligere journalist og blogger.

Han debuterede som romanforfatter med Old Man’s War i 2005 – en historie, der først blev udgivet som serie på hans hjemmeside, før et forlag opdagede den.

Scalzi regnes for en af de store moderne stemmer i den underholdende, plotdrevne science fiction. Han trækker tydeligt på klassikere som Heinlein og Haldeman, men med mere humor og mindre patos. Hans stil er hurtig, dialogdrevet og teknologisk jordnær.

Old Man’s War blev siden til en storslået space opera-serie om kolonikrige, kloner og kærlighed i rummet. Men det hele begynder her: med John Perry, på vej mod fronten i bytte for fornyet ungdom – og måske et nyt liv.

“Take a good look at your body, Mr. Perry. Because you’re about to say goodbye to it.”

John Perry er 75 år gammel, da han siger farvel til sin afdøde kone og melder sig til Colonial Defense Forces – rumhæren, der beskytter menneskehedens kolonier ude blandt stjernerne.

CDF vil ikke have gamle, skrøbelige kroppe. De vil have livserfaring – som de kan pakke ind i klonede, grønne, supermenneskelige versioner af rekrutterne selv.

Tænk at vågne op i en ung krop igen, med nanobotter i blodet, perfekt syn og en neural BrainPal, der gør det muligt at chatte telepatisk med dine soldaterkammerater.

Scalzi bruger klassisk militær-sci-fi som ramme, men gør det med et glimt i øjet og en moderne moral.

De nye rekrutter – “the old farts” – bliver kastet ud i kampe mod fremmede racer som Rraey, Consu og Covandu, hvor man nogle gange bare kan træde på fjenden, bogstaveligt talt.

“I’m stomping around this city like a goddamned monster. And I’m beginning to think that’s exactly what I am. What I’ve become. I’m a monster. You’re a monster. We’re all fucking inhuman monsters, and we don’t see a damned thing wrong with it.”

Det, der starter som ren space-action, udvikler sig til en erkendelse af, at menneskeheden måske er lige så brutal som de aliens, vi kæmper imod.

Man fornemmer hele tiden, at The Colonial Union styres af kræfter, som vælger krig uden blik for alternativer.

Vi får kun brudstykker af det større univers. Scalzi holder mange detaljer skjult for os – med vilje.

Men selv de små glimt er nok til, at man aner, der er noget galt.
Jorden er reduceret til en ressourcefarm: kolonister kommer fra de fattige lande, soldater fra de rige. Kolonierne skal forsvares, og CDF holder kortene tæt.

Efterhånden som serien skrider frem, åbner Scalzi langsomt gardinet.

Under en katastrofal invasion af planeten Coral dukker Jane Sagan op – elite-soldat og klon af John Perrys afdøde hustru, Kathy. Eller rettere sagt: en version af Kathy, der ikke aner, hvem han er.

Og så forstår vi pludselig, hvorfor bogen begyndte på kirkegården hos Kathy. Old Man’s War er i virkeligheden en kærlighedshistorie forklædt som militær-scifi.

“I know the face. I was married to it.”

Kan man elske nogen, der teknisk set er en kopi? Og kan Perry forvente, at Jane har følelser for ham? Findes der sådan noget som en genetisk soulmate?

Scalzi skriver med fart og snappy dialog – det er “popcorn-scifi”, som Anders kalder det – men der er alligevel vitaminer i stoffet.

Man mærker, at Old Man’s War står på skuldrene af Heinlein (Starship Troopers), Haldeman (The Forever War) og Orson Scott Card (Ender’s Game), men filtreret gennem Scalzis egen humor og fortællelyst.

Det er en bog, man ville ønske, man kunne se som en Netflix-serie med for mange eksplosioner og perfekt timing i punchlines. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Old Man’s War.

Anders har læst Atmosphere af Taylor Jenkins Reid og er i gang med Christopher Brookmyre (som slet ikke er sci-fi, men pyt).
Han har også genset Ang Lees Hulk – måske for at blive i temaet “grønne kroppe og vrede mænd”.

Jens har haft god tid og serie og har allerede læst videre i hele Old Man’s War-serien: The Ghost Brigades, The Last Colony og Zoë’s Tale.

Og så er der kommet post fra lytterne …

Det lader til, at flere af jer har været glade for, at vi giver lidt mere plads til lytterne – så her kommer endnu en omgang sci-fi-korrespondance fra det interstellare kommentarspor: