SCIFI SNAK

I Stephen Markley’s bog oplever vi fra 2013 til 2040 et USA, hvor klimaet er i oprør, mens olielobbyen og populistiske politikere vender sig væk fra virkeligheden mod fascismen.

Stephen Markley startede på at skrive The Deluge i 2013, og den udkom sidste år. Men det er også lidt af en kleppert. Undervejs har realiteterne overhalet fiktionen. Bogen indeholder for eksempel en belejring af USAs kongres, som er skrevet længe før, det blev til en realitet.

I bogen følger vi et stort galleri af karakter fra alle hylder i det amerikanske samfund. Vi følger den frustrerede videnskabsmand, som føler sig ignoreret. Vi følger de idealistiske NGO’er og de snu økoterrorister.

Bogen er hård kost. Man tænker uværgeligt tilbage på Ministry of the future, som er fuld er ingeniørløsninger og smarte interventioner. Denne bog kigger på verden gennem langt mere kyniske øjne. Stephen Markley undersøger hvordan demokratier i populisternes og oligarkernes klør vil håndtere klimakrisen. Det er ikke kønt eller opløftende.

Menneskeheden skal helt ned og bide, før vi rejser os igen. Det virker som et meget realistisk take, at beskrive en verden, hvor de økonomiske og politiske realiteter igen og igen trumfer realiteterne ude i den virkelige verden. Faktisk burde bogen sælges med en pakke lykkepiller.

Et af de hårde øjeblikke er da videnskabsmanden Tony tænker på fremtiden og sit barnebarn:

“She would be, like most of her generation, a scavenger, likely a part-time cannibal. Her life would be hard and violent. Then the generation after hers—the one that should have been populated by his great-grandchildren—would likely be the human species’ last because the surface of the planet would be too hot to sustain life.”

Menneskekød på menuen til vores oldebørn! Så tror jeg at jeg godt kan lære at spise Tempeh… Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Deluge”

Larry Niven og Jerry Pournelle fortæller i The Mote in God’s Eye en opfindsom historie om mødet mellem menneskeheden og en udenjordisk civilisation. Romanen, fra 1974, er både en old school first contact-historie og et forsøg på filosofisk undersøgelse af konsekvenserne af mødet med det radikalt fremmede.

Romanen foregår i år 3017 i et fremtidigt menneskeligt imperium kaldet “Det Andet Imperium af Mennesket”. Historien begynder, da en ekspedition ledet af Kaptajn Lord Roderick Blaine opdager et fremmed rumskib nær New Caledonia-stjernesystemet.

Det fremmede fartøj viser sig at indeholde et enkelt væsen fra en hidtil ukendt alien-race. Denne race bliver senere kendt som Motierne på grund af deres hjemstjernes placering i forhold til en tåge, der ligner et støvkorn i Guds øje. Det bliver afsættet for en videnskabelig og militær ekspedition til Mote Prime systemet og mødet med Motierne.

Motierne er teknologisk avancerede, men meget forskellige fra menneskene. De er inddelt i forskellige racer, der er fysisk og mentalt tilpassede til specialiserede roller, som de udfylder med enorm effektivitet. En motie ingeniør kan reparere en fremtids-ipad med hænderne og deres forhandlere/ambassadører kan lære sprog lynhurtigt, og næsten læse tanker.

Efterhånden opdager menneskene, at Motierne skjuler vigtige oplysninger om deres historie og biologi. Det afsløres, at Motierne er fanget i en cyklus af vækst, overpopulation, krig og sammenbrud på grund af deres ukontrollerede reproduktion; en ukontrolleret reproduktion, som vil overvælde menneskeheden, skulle Motierne slippe ud fra deres stjernesystem og sprede sig til resten af galaksen.

The Mote in God’s Eye er lige dele military scifi og old school first contact. Romanens styrke ligger i dens spekulationer om, hvad der sker, når to radikalt forskellige kulturer mødes.

Når den er bedst fascineres man af at opleve menneskeheden gennem Motiernes øjne. Når den er svag, skyldes det, at verdensopbygningen, særligt på Mote Prime, ikke virker særlig troværdig og gennemtænkt. Jens og Anders har SCIFI Snakket The Mote in God’s Eye.

Intro og siden sidst

Forlaget A Mock Book udgiver Science Fiction på dansk. De kalder sig et forlag i tiden og udgiver bøger, der taler ind i vores planetariske krise. For dem giver spekulativ fiktion og scifi en særlig mulighed for at tænke og udfolde mulige fremtider.

Det var mens DUNE kørte for fulde gardiner i biograferne. Jeg kom gående forbi Politikens Boghal, og så dem ligge der i vinduet: Nyudgivelser af Dune på dansk i et fedt nyt grafisk design. Hvad i alverden gik det ud på!? Det fandt vi ud af da vi inviterede Jacob og Karsten fra A Mock Book på besøg i SCIFI SNAK studiet.

A Mock Book har begået en flot liste udgivelser, i det de kalder Gaia serien. Bøgerne er opdaterede nyudgivelser af klassiske værker fra Le Guin, Ballard og Herbert, men også mere spekulative nyere værker. Alt sammen med fokus på at give input til diskussion om planetens fremtid.

Det taler ind i en tid, hvor scifi kommer mere på dagsordenen, fordi vi her kan finde ideer og tanker om, hvilke forandringer og løsninger vi står over for. Og til efteråret udgiver A Mock Book sågar klimakrisemanualen over dem alle: Kim Stanley Robinsons “Ministry for the future!“

Lyt til en samtale, som giver spændende input til genrens relevans og indsigt i hvordan et mikroforlag opererer.

Ender’s Game er military scifi med et twist. I fremtiden lader vi børnesoldater kæmpe vores interstellare krig. Vores hovedperson Ender er en unik dreng, hvis strategiske genialitet skal udvikles for enhver pris.

“Ender’s Game” skildrer en fremtidig verden, hvor menneskeheden er truet af en forestående invasion fra rummet. Vi investerer alt i at træne unge militære genier, som udvælges fra barnsben og sendes på militærskole i rummet.

Bogen er fra 1985 og skrevet af Orson Scott Card, som ramte jackpot, da han udvidede en gammel novelle til hel bog. Ender’s Game vandt Nebula i 1985 og Hugo i 1986. Og såmænd om Card ikke gentog successen året efter med efterfølgeren “Speaker for the Dead.” Card har i alt skrevet 20 romaner i det såkaldt Enderverse.

Hovedparten af romanen foregår ombord på en slags militærkostskole i rummet. Her konkurrerer eleverne i strategi i en slags 3D vægtløs lasertag. Vinderne forfremmes og gøres til holdledere. Lærerne er fraværende skikkelser, der med vilje gør livet svært, for at teste de bedste. Eleverne har deres egne hierarkier og konflikter. Det er nærmest som en slags Harry Potter i rummet, og vores udvalgte frelser skal gå grueligt meget igennem.

“I surprised you once, Ender Wiggin. Why didn’t you destroy me immediately afterward? Just because I looked peaceful? You turned your back on me. Stupid. You have learned nothing.” — Mazer Rackham

“Ender’s Game” udforsker temaer som magt og ansvar. Card inviterer læserne til at tænke over de moralske dilemmaer, der opstår, når etik og militær nødvendighed kolliderer. Ender er en kompleks karakter som både kan være meget voldelig og meget empatisk, og som igen og igen tvinges ud i situationer, hvor han må ty til ultravold, som den bedste langsigtede løsning.

Vi skal ikke spoile slutningen her. Men bogens morale bliver, at vold og konflikt kan overkommes med forståelse og kommunikation. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Ender’s Game.”

Frank Herbert var efter sigende oprørt over, at Paul Atreides blev opfattet som en retfærdig helt af læserne af den første Dune. Tematikker om manipulation og fanatisme, som skulle være bogens etiske budskab, var blevet fattet af alt for få. Det er i det lys man skal forstå Dune Messiah. Bogen udkom i 1969.

Hvor Dune var en kæmpebedrift i worldbuilding og bygget op som et episk eventyr, så er Dune Messiah helt anderledes. Vi befinder os i Arrakeen, hvor Paul har bygget et kæmpe palads og tempel som sit hovedsæde, hvor millioner kommer for at tilbede ham.

Det er tydeligt fra bogens start, at personreligionen omkring Paul er helt ude af kontrol. De barske men hæderlige Fremenere er blevet hensynsløse fundamentalister, og kritik af Muad’Dib er med livet som indsats.

I Dune Messiah får vi lov at stifte nærmere bekendtskab med nye magtfaktioner i Dune universet. Vi lærer mere om The Space Guild, og vi introduceres til Bene Tleilax; en pervers kultur af formskiftere, der gennem biologi og manipulation forsyner universet med biologiske produkter.

Disse magtfulde faktioner konspirerer, sammen med Bene Gesserit, for at fælde Paul. Det er en kompliceret plan, med en genoplivet klon af Duncan Idaho, Paul’s lærermester i sværdkunst fra barndommen.

Paul har stadig sin evne til at skue mulige fremtider og ser alle trusler. Men alle kortsigtede sejre fører til tragedie på den lange bane. Den uovervindelige kejser er handlingslammet, fanget i spådommenes paradoks.

Konspirationen går sin gang, og triumfen fra Dune bliver til tragedie i Dune Messiah. Jens og Anders har SCIFI snakket “Dune Messiah.”

Henning kommenterer på Scifisnak.dk: “Og iøvrigt er jeg og Morten (marvel-morten fra supersnak) enige om, at “Dune”-serien består af 6 bøger – og færdig! Dog skal man nok være lidt hard-core, hvis man fortsætter efter “Children”.”

Thomas anbefaler at man læser videre i The locked tomb serien (den med lesbiske nekromancere i det ydre rum) “Tredie bind er ikke bare langt bedre end de to første, men her bliver det også tydeligt hvordan det hele hænger sammen i en historie der faktisk er fortalt baglæns.” Her city is under siege. The zombies are coming back. And all Nona wants is a birthday party. Sådan lyder splurgen til Nona the ninth – captivating 🙂

Da forskere i 2030 opdager en dødelig virus i den optøende permafrost i Arktis, startes en global pandemi. I How High We Go in the Dark oplever vi menneskehedens kamp med konsekvenserne og lærer om virussens mystiske ophav.

Bogen er den første roman af forfatteren Sequoia Nagamatsu. Den udkom i 2022, men Nagamatsu skrev på den igennem ti år. Så historiens skildringer af pandemien strækker altså tilbage længe før pandemien. Nagamatsu kombinerer videnskabelig spekulation med dybt menneskelige historier, hvilket resulterer i en roman, der er både tankevækkende og bevægende.

I et kapitel er vi i et fremtidigt tema-parkland, designet til at sige farvel til de døde. I et andet oplever vi et værksted for robothunde. På den måde minder bogen lidt om bøger som Station Eleven af Emilie St John Mandel eller World War Z af Max Brooks.

Måske er det Nagamatsus antropologiske baggrund, der spilder ind. Bogen bidrager i hvert fald med nogle voldsomt kreative og originale bud på menneskehedens retænkning af vores forhold til døden. En af disse er fremkostning af begravelsesservices som en ny boom-industri.

Undertiden tager How High We Go in the Dark nogle ordentlige og overraskende scifi-sving og tripper ud i fuld galaktisk rum-mysticisme. Men det skal vi ikke spoile her. Bogen bliver dermed litterær og fascinerende på samme tid. Jens og Anders har SCIFI Snakket “How High We Go in the Dark”

Fra Goodreads og Scifisnak.dk

Ombord på et ældgammelt generationsskib er noget gået frygtelig galt. Hydroponiske planter har overtaget alt, og menneskene lever under primitive forhold, uvidende om, at de faktisk befinder sig på et rumskib. Brian W. Aldiss’ “Non-Stop” er et helt unikt take på generationsskibsfortællingen.

“Non-stop”, udgivet i 1958, markerede et vigtigt vendepunkt i science fiction-litteraturen og cementerede Aldiss’ status som en af de mest indflydelsesrige forfattere inden for genren.

“Non-Stop” er ikke blot en fortælling om rumsrejser og eventyr i det ydre rum; det er en dybtgående udforskning af menneskets natur, samfundets udvikling og de udfordringer, vi står over for, når vi konfronteres med det ukendte. Gennem en fortælling, der spænder over generationer, udforsker Aldiss koncepter af evolution, kulturkollision og menneskets stræben efter at forstå sin plads i universet.

Gennem øjnene på protagonist Roy Complain følger vi en rejse af opdagelse, ikke kun gennem skibets labyrintiske korridorer, men også gennem de komplekse lag af menneskelig kultur og historie, der har udviklet sig om bord.

Rejsen kommer til at åbne Roys øjne for, at der er en verden udenfor. Men jagten på at forstå rumskibets gåde gøres vanskeligere af en konflikt med de udefrakommen “giganter.”

“Non-stop” er fuld af originale tanker og twists. Samtidig er den fuld af dynamisk fortællerenergi; ja den er nærmest overspændt. Og hvis man ikke kender historien på forhånd kan man godt forberede sig på at blive overrasket, ikke bare en, men flere gange. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Non-stop.”

I udkanten af galaksen ligger Embassytown. Her taler genmodificerede tvillinger med de mærkeligste aliens, der er hooked på sprog! Embassytown udforsker, hvordan sproget skaber rammerne for vores opfattelse af verden.

Embassytown udkom i 2011. Den foregår i en verden, hvor en god portion af galaksen er koloniseret. Man kan rejse mellem stjernerne i en slags hyperrum, kaldet ‘the Immer.’ Hvis man rejser helt ud, kommer man til planeten Arieka, hvor al teknologi er weird og levende og biologisk.

Miéville er kendt for sine innovative værker, der ofte udfordrer konventionelle genrer.

Selv kalder han sin genre for New Weird – med reference til de gamle Weird Tales forfattere, blandt andet HP Lovecraft.

Vores hovedperson er Avice Benner Cho. Hun er en “Immerser” (en rejsende i Immer), der er vendt tilbage til sit barndomshjem fra sine eventyr i “Udenfor”.

På planeten Arieka lever mennesker sammen med de indfødte, gådefulde Ariekei – også kendt som Værterne. Fra dem får terre-kulturen Bremen (en slags galaktisk handelsimperium) superavanceret og værdifuld bioteknologi.

Få mennesker kan tale Værternes sprog, da det kræver, at taleren udtaler to ord på én gang. De mennesker der kan, er klonede tvillinger kendt som Ambassadører, opdrættet udelukkende til dette formål.

Ambassadørerne taler med to munde (cut og turn) og én tanke og kan derfor forstås af Ariekei. Ariekei kan ikke lyve eller fantasere. Sproget afspejler både deres sindstilstand og virkeligheden, som de opfatter den.

Forholdet mellem mennesker og Ariekei har forløbet i relativ ro i mange år. Men da en ny Ambassadør ankommer, kaldet Ez/Ra ændrer alt sig. Den nye, Bremen-modificerede Ambassadørs tale beruser Værterne og resulterer i, at hele Ariekei-befolkningen bliver afhængige sprog-junkier.

Situationen forværres, og Avice bliver trukket ind i en søgen efter en løsning.

Embassytown er kompliceret og opfindsom og fuld af mærkelige ideer om sproget og kolonialisme og afhængighed. Man skal holde tungen lige i munden når man prøver at forstå, hvordan sproget skaber hele verden på Arieka. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Embassytown”

Vi valgte vores bedste læseoplevelser fra 2023.

Cryptonomicon er et vendepunkt i Neal Stephensons forfatterskab. Her forlader han den postmoderne cyberpunk, der kendetegner halvfemserhovedværkerne Snow Crash og The Diamond Age. Nu startede en periode med lange komplekse historiske romaner. Han skriver stadig umiskendeligt Nealsk, men i Cryptonomicon er emnet historisk og kontemporær kryptografi, tilsat konspirationer og en kæmpe guldskat.

Cryptonomicon udkom i 1999 i en tid, hvor internethypen peakede. Startups kunne hente risikovillige investorpenge i spandevis. Hvis du var i branchen led du konstant af FOMO: Fear Of Missing Out.

Google var lige blevet lanceret året før i 1998 og var stadig reklamefri. Årets store hype var peer-to-peer tjenesten Napster, hvor brugere kunne dele mp3-musik med hinanden.

Optimismen var enorm og ingen vidste endnu, at dot-com boblen ville kollapse i marts 2000. Det var med andre ord en helt anden tid. Neal Stephenson rammer tidsånden lige i røven med Cryptonomicon .

Vores helte er nørder! Primært hackeren Randy Waterhouse, der med sin kompagnon Avi laver internet startups. Randy inddeler mennesker i efter Tolkiens racer. Selv er han en dværg: Grundig, metodisk, jordbunden og med overlegne tekniske evner. Avi er et menneske med stærke elver-agtige træk.

Sammen starter de Epiphyte, der trækker undersøiske internetkabler ind i Filippinerne, bygger en data-vault og starter en internet cryptovaluta. Og så får de færten af en guldskat fra anden verdenskrig.

Den anden halvdel af Cryptonomicon foregår under anden verdenkrig, hvor vi følger Randys bedstefar Lawrence Waterhouse. Lawrence er et verdensfjernt matematikgeni – en elver ifølge Randy.

Ved et tilfælde bliver Lawrences evner ud i kryptografi opdaget. Han bliver optaget i det såkaldte Ultra Mega program – en fiktiv overbygning til det historiske kodebrydningsprojekt Ultra. Her arbejder han på at skjule for Aksemagterne, at Enigma og Indigo er blevet brudt.

I en kompleks historie med en udødelig hollænder og en morfinafhængig US Marine får Lawrence opsnuset en mægtig guldskat af røvet naziguld.

Bogen hopper frem og tilbage mellem 1999 og anden verdenskrig. Stephenson bruger usandsynlige personsammenfald til at knytte fortid og nutid sammen. Det er en kæmpe mursten. Lydbogen er 40 sider, men Stephenson formår at få det hele til at hænge sammen og holde læseren fanget hele vejen. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Cryptonomicon”

Forestil dig at jordens rumprogrammer i virkeligheden er instigeret af kvindelige klon-aliens, der af grunde de har glemt vil løfte menneskeheden ud til stjernerne. Det lyder weird. Det er “A History of What Comes Next” af Sylvain Nouvel.

“A History of What Comes Next” befinder sig i en sær subgenre af den i forvejen sære science fiction subgenre “alt-history.”

Almindelig alt-history spekulerer i: Hvad ville der ske, hvis jorden blev ramt af en meteor og vi er tvunget til at flytte ud i rummet og kvindelige piloter bliver astronauter? Og: Hvad hvis videnskabsmændene fra Manhattan Projektet byggede en tidsmaskine?

Sylvain Nouvel præsenterer os i stedet for en alt-historie, hvor det alternative ikke er erkendt. Historien er den samme, men fortællingen hævder, at der står konspiratoriske kræfter og fantastiske begivenheder bag vores historie.

Vi kender grebet fra Neal Stephensons “The Baroque Cycle,” der genfortæller oplysningstiden, men tilføjer den udødelige Enoch Root og de vises sten.

I “A History of What Comes Next” er den hemmelige konspiration en mor og datter; kloner af hinanden: “The Kibsu.” Gennem 99 identiske generationer har de formet menneskehedens historie for at skubbe os ud mod stjernerne.

Vi følger den yngste Kibsu, Mia, i tiden fra Anden Verdenskrig afslutning, og op igennem rumalderens begyndelse. Hendes første mission bliver at lokke Wernher Von Braun væk fra nazi-Tyskland og ind i det amerikanske raketprogram, og på den måde forsøge sikre fremtiden for rumkapløbet.

Men Mia og hendes familie er ikke alene om en historisk mission. En endnu mere hensynsløs fjende lurer i kulissen.

Bogen lever af lige del levende genfortælling af historien og lige dele action. Vi er i Nazityskland og Moskva og møder historiske personligheder på kritiske tidspunkter, med Mia i en hemmelig hovedrolle. Og så er der action! Hæsblæsende og velskrevet action, når Mia og hendes mor Sarah lader deres imponerende kampevner slippe løs.

Sylvain Nouvels fortælling er fascinerende og rørende og meget engagerende. Man betages af hans evne til at gøre den ret kulørte præmis vedkommende, når han skildrer Mias kvaler med at balancere pligt og samvittighed og lysten til at have sit eget liv. Jens og Anders har SCIFI Snakket “A History of What Comes Next.”