SCIFI SNAK

Fire romaner har defineret, hvad vi forstår ved en dystopisk Science Fiction roman: Vi, Brave New World, 1984 og Fahrenheit 451. Her får du historien bag hver af dem, de fire ting, de alle sammen angriber, og svaret på, hvorfor nutidens dystopier ikke længere er bange for staten.

Vi har læst alle fire i SCIFI SNAK gennem otte år. Her sætter vi dem ved siden af hinanden for første gang.

En dystopi er et samfund, der fungerer, men er gået grueligt galt. Den er utopiens onde tvilling: hvor utopien beskriver det perfekte samfund, viser dystopien, hvad der sker, når drømmen om det perfekte bliver til tvang.

Science fiction er som skabt til genren. Man tager noget fra nutiden og forstørrer det, til man kan se, hvor det fører hen.

Dystopien er ikke det samme som en postapokalypse. I postapokalypsen er samfundet brudt sammen. I dystopien kører det hele, og det er netop det uhyggelige.

Genren tog form i første halvdel af det 20. århundrede, hvor totalitære stater var noget, man læste om i avisen hver morgen. De fire klassikere, vi stadig genlæser i dag, er alle skrevet mellem 1920 og 1953.

Forestil dig en by, hvor alle huse er af glas, og hvor du har et nummer i stedet for et navn. Det er Den Ene Stat i Vi, den første af de store dystopier og den, alle de andre står på skuldrene af.

Fortælleren D-503 bygger rumskibet INTEGRAL, der skal bringe statens lykke ud til andre planeter. Bogen er hans dagbog, og han er stolt af sit samfund, indtil han opdager, at han har fået en sjæl.

Zamjatin skrev den i 1920-21 i den helt unge Sovjetunion, hvor den blev forbudt med det samme. Den udkom på engelsk i New York i 1924, men først på russisk i Sovjet i 1988. George Orwell anmeldte den i 1946, og man kan tydeligt se den i 1984.

I SCIFI SNAK tog vi den i ep. 49.

I Brave New World bliver ingen tvunget til noget. Er man utilpas, tager man en soma. Det er den eneste af de fire, hvor samfundet faktisk virker, og hvor folk er glade. Det er netop det, der gør den så foruroligende.

Huxleys verden er bygget på samlebåndet. Man siger “vor Ford” i stedet for “vor Herre”, og årstallet regnes fra Model T. Børn dekanteres fra flasker og betinges i søvne til at elske deres kaste, fra alfa til epsilon.

Modstanden kommer udefra, fra Vildmanden John, der er vokset op med Shakespeare og derfor har ord for, at der mangler noget.

Hør vores snak i ep. 88.

Big Brother ser dig gennem teleskærmen, også i dit eget hjem. Storbritannien hedder Airstrip One, og Winston Smith arbejder i Sandhedsministeriet, hvor han retter i gamle aviser, så fortiden altid passer med i dag. Torturen foregår i Kærlighedsministeriet.

Orwell skrev bogen på øen Jura i Skotland, dødssyg af tuberkulose og med Stalins skueprocesser i frisk erindring. Han døde et halvt år efter udgivelsen.

Det er den mest brutale af de fire, og den eneste, hvor kontrollen kræver en hel stat af ansatte. Vi læste den til jubilæumsepisode 100.

Vores hovedperson, brandmanden Guy Montag, brænder bøger i stedet for at slukke ildebrande. Mildred, Montags kone, sidder foran tv-væggene og kalder personerne på skærmen for sin familie.

Det særlige ved Bradbury er, at ingen forbød bøgerne ovenfra. Brandchefen Beatty forklarer det selv: folk holdt op med at gide læse dem, og staten kom bagefter og gjorde det officielt. Bradbury sagde da også selv, at bogen handler om fjernsyn mere end om censur.

Det er den korteste af de fire og den letteste at gå til.

Vi tog den i ep. 138.

Læser man dem efter hinanden, angriber de klassiske dystopier de samme de rum, hvor et menneske bliver til sig selv: familien, jeg’et, kroppen og sproget. Det er det som gør dystopierne så grufulde, og mindeværdige. Men tænker, hvordan kan man leve i sådan et samfund samtidig med, at magtesløsheden virker helt logisk.

I Brave New World er “mor” og “far” uanstændige ord, og “everyone belongs to everyone”. I Vi kræver det statslicens at få børn. I 1984 består familien, men børnene angiver deres forældre og bliver rost for det. I Fahrenheit 451 har man bare glemt, hvor man mødte hinanden.

Familien er det sidste rum, staten ikke kan se ind i. Derfor er det det første, der skal væk.

Folk har numre i Vi, er del af en kaste i Brave New World og et sprog, de ikke kan tænke i, i 1984. I Vi findes der endda en operation, der fjerner fantasien.

Sex er rationeret i Vi med lyserøde billetter, forbudt som lyst i 1984 og påbudt i Brave New World, hvor det er afvigende at være monogam. Begge veje ender med, at kroppen ikke er din.

Fahrenheit 451 er den skæve. Ingen regulerer noget som helst. Folk gider bare ikke.

Newspeak i 1984 er det tydeligste eksempel: fjerner man ordet, fjerner man måske tanken. Partiets slogans er blevet til hverdagssprog:

“War is peace. Freedom is slavery. Ignorance is strength.”

I Fahrenheit 451 brænder litteraturen. I Brave New World er Shakespeare ikke forbudt, ingen forstår ham bare. Og i Vi skriver statsdigterne oder til henrettelserne.

Bøgerne falder i to par. Vi og 1984 er ren totalitær tvang. I Brave New World og Fahrenheit 451 er folk medskyldige: de tager stofferne og ser fjernsynet frivilligt.

Den amerikanske medieforsker Neil Postman satte det på formel i 1985 i Amusing Ourselves to Death: Orwell frygtede dem, der ville forbyde bøger. Huxley frygtede, at der ikke ville være nogen grund til at forbyde dem, fordi ingen længere gad læse dem.

Det er Huxleys og Bradburys version, der føles mest nærværende i dag. Ingen tvinger os til at scrolle.

Alle fire klassikere er bange for staten. I nyere dystopier er skurken næsten altid et firma.

Overgangen kan man se i Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale fra 1985, som mange kender fra tv-serien. Gilead er en religiøs statsdystopi, men den er designet som et brand: farvekoder, faste replikker og butiksskilte uden tekst.

Siden har firmaet overtaget rollen. Tænk på Weyland-Yutani i Alien eller Lumon i tv-serien Severance, hvor de ansattes hukommelse er delt op mellem arbejde og fritid. Eller milliardærerne med bunkerne i Naomi Aldermans The Future, koncernerne i Atwoods Oryx og Crake og det galaktiske selskab i Annalee Newitz’ The Terraformers. I Cory Doctorows Walkaway er det eneste oprør at gå sin vej.

Måske er grunden, at vi i dag er mere bange for kapitalismen end for den totalitære stat. Big Brother ville have Winstons kærlighed. Markedet vil bare have dine arbejdstimer og er ligeglad med, hvad du mener. En stat kan man i det mindste forestille sig at vælte.

Hvilken af de fire klassiske dystopier holder bedst i dag? Er I mest bange for staten eller for markedet? Og kunne I tænke jer flere eftersnakke om temaer på tværs? Skriv en kommentar her på scifisnak.dk eller svar os på Mastodon.

Verden er gået under, Europa er forsvundet, og noget der hedder iGhetti har slået sig ned i Londons finanskvarter, og nede ved kysten går folk stadig på café som om intet er hændt. Sådan er M. John Harrisons The End of Everything, som lige er kommet på Bookerprisens shortlist.

Anmelderne kalder The End of Everything et mesterværk. Læserne på Goodreads kalder den uforståelig og giver den under tre stjerner i snit. Vi satte os for at finde ud af, hvem der har ret.

Vi kan lige så godt sige det med det samme: vi blev aldrig helt sikre på, hvad vi havde læst.

M. John Harrison er 81 år og har skrevet science fiction siden new wave i slutningen af 60’erne. Han var litterær redaktør på bladet New Worlds, samme miljø som J.G. Ballard, som vi læste i ep. 121.

Han er mest kendt for Kefahuchi-trilogien, der er en ret mærkelig space opera. Og så er han berygtet for at hade worldbuilding, som han har kaldt “the great clomping foot of nerdism”.

Booker-vinderen bliver fundet 9. november, og vinder Harrison, bliver han den ældste nogensinde.

Vi er i England, mest ved kysten i Kent. Der er sket noget, som bare bliver kaldt krisen. De såkaldte iGhetti er sivet ind i vores verden fra “the astral plane”, og ingen ved, hvad de er, eller hvad de vil.

På stranden skyller der hver dag ting op fra havet. Phillip Tennent lever af at samle dem og sælge dem videre, og en dag finder han et artefakt på størrelse med en baby. Det vokser i løbet, det lærer at tale, og til sidst kører det bil og bliver The Driver.

Ingen i bogen forstår, hvad der foregår. Det gjorde vi heller ikke, og det er helt med vilje fra Harrisons side.

“In the beginning – if there could be said to have been a beginning – no one really understood what had happened. There was a decade of confusion. (…) Social media was as useless as ever, and though the war with the iGhetti continued, people could never agree on what kind of a war it was, or what its boundaries were.”

Phillip tager artefaktet med hjem til sin tante Marnie. Hun er 70 år, maler og bor i et rækkehus under et styrtet passagerfly. Hun vil ikke have tingen i huset.

Så kommer den vildeste scene. Marnie døser på sin altan, da en af Baker-tvillingerne stiller sig op på taget og tisser på hende. Han træder gennem taget og sidder fast. Marnie finder en kniv og skærer hans lårpulsåre over, så han langsomt forbløder.

Bagefter synes drengens far, at hun måske overreagerede. Mere efterspil er der ikke.

Sådan er volden hele vejen. Phillip skyder en flok mænd, der sidder og spiser af artefaktet, og artefaktet siger sine første ord: “Hello, nice.”

Senere møder han Hampson, der har bygget to levende mennesker, formentlig sine egne forældre, om til en antenne for at få kontakt med iGhetti.

Hampson får også bogens bedste replik:

“‘The world’s over,’ he decided. ‘But that doesn’t matter. Because another one will be along soon enough.'”

Midt i bogen dør Phillip. Pistolen går af, og vi får aldrig at vide, hvem der trykkede på aftrækkeren. Marnie kommer hans aske i en kiksedåse, som var det The Big Lebowski, og tager på tur langs kysten med artefaktet som chauffør.

Undervejs begynder Artefaktet at ligne Phillip mere og mere.

“By now she could be sure it was, if not Phillip, then a version of him, a bad guess, an attempt tailored to her needs, her own sentimentalised memory.”

Et dårlig efterligning, skræddersyet til hendes behov. Det lyder som en AI-sprogmodel, og den læsning har Harrison selv bekræftet i et interview.

Artefaktet taler også sådan, AI-indladende og uden hjerte. Da Phillip dør, siger det “I’m sorry for your loss”. Da Marnie beder det lade være med at spille Phillip, svarer det bare: “I can have another name. If you like.”

Kapitlerne er korte og springer i tid. Hver gang vi lukkede et, var det som at vågne fra en drøm, man allerede er ved at glemme. Anden halvdel føles løsrevet, og den afslutning, hvor nogen samler trådene, kommer aldrig.

Sjov er bogen faktisk også. Booker-dommerne skriver, at de grinede højt. Så langt kom vi ikke, men der er små, veldrejede øjeblikke med et glimt i øjet:

“Toddlers, she believed, are always trying to convey one of two things: that they want something they know you won’t give them, or that they don’t want to go somewhere you’re going.”

Scenerne er stærke hver for sig, og det er betragtningerne også. Den sammenhængende historie virker Harrison til gengæld ligeglad med. Måske var det her sjovere at læse i novelleformat.

At rumvæsner forbliver uforståelige er et kendt greb, som vi også mødte i Roadside Picnic. Her bliver det overgjort. Vil man have noget ambitiøst og weird, der stadig tager læseren med, er This Is How You Lose the Time War et bedre bud.

Jens: ⭐⭐ Harrison skriver fascinerende, og som ambitiøs arthouse-film med et glas hvidvin i hånden havde det nok været en oplevelse. Men efter hvert kapitel var det som at gribe efter en drøm, og der var ingen karakterer at holde fast i. Svære bøger som Ninefox Gambit går fint, når man bliver klogere undervejs. Det skete ikke her. Uden SCIFI SNAK som lektiegiver var bogen ikke blevet læst færdig.

Anders: ⭐⭐ I starten var det litterær sci-fi fra øverste hylde. Derfra gik det ned ad bakke, og til sidst var det ord i en lang smøre på knap 200 sider. Bagefter kan man godt synes, det var flot skrevet, men det er efterrationalisering med et strejf af Stockholm-syndrom. Stjernerne gives for læseoplevelsen. Som med David Lynchs Eraserhead skal man være i humør til det, og er man ikke fanget efter 25-30 sider, har man lov at lægge bogen fra sig.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The End of Everything.

Bogen er udgivet af Serpent’s Tail. Booker-dommernes begrundelse, inklusive det med at grine højt, står i What our judges said.

Jens

Anders

Henning Andersen minder om, at Bradbury ikke skrev science fiction for at forudsige fremtiden, men for at forhindre den. “Held og lykke, Ray!”

Thomas Nielsen har en redningskrans til alle, der ærgrer sig over utro filmatiseringer. Douglas Adams blev spurgt, hvorfor bogen afveg fra radioserien, og svarede, at den historie havde han jo allerede lavet. Hvorfor skrive den igen?

Anders Kousholt, forlæggeren bag den nye danske udgave af Fahrenheit 451, takker for stjernerne og for, at Anders udtalte hans efternavn rigtigt i første hug. “Det sker ikke så tit.”

Henrik Bay anbefaler Colossus af D.F. Jones fra 1966, hvis man vil være endnu mere deprimeret. Han har tit tænkt på, om James Cameron havde den i tankerne, da han skrev The Terminator.

Carsten Fogh Nielsen tipper om podcasten Starship Alexandria, hvor Adrian Tchaikovsky og Emma Newman hver måned taler om en bog. Jens har allerede hørt afsnittet om Piranesi og anbefaler det varmt.

Lise synes, vi skal tage Robert Jackson Bennetts American Elsewhere op. En kvinde arver et hus i en by, der ikke findes på noget kort, og mysteriet bliver kosmisk. “Twin Peaks møder H.P. Lovecraft.”

Richardt Veje Madsen fandt sine første scifi-bøger på Hvalsø Bibliotek, på en hylde for sig selv. Han genlæser tit Peter F. Hamiltons Fallen Dragon. Anders er flyttet til Hvalsø og går ned og ser, om den stadig står der.

Nick Harkaway: Titanium Noir. En detektivhistorie om mordet på en titan, et af de få elitemennesker, der sidder på magten i den her fremtid. Den er blevet kaldt et virtuost mashup af Philip K. Dick og Raymond Chandler. Jens’ valg, fundet på en Goodreads-liste. Der er også kommet en toer, Sleeper Beach.

Og så er Eftersnak på vej i feedet om få dage: en mellemepisode om de fire store dystopier, Vi, Brave New World, 1984 og Fahrenheit 451, og hvad de har til fælles.

I Ray Bradburys klassiker fra 1953 brænder brandmændene bøger. Derfor tyede vi til papirudgaven da vi læste Fahrenheit 451, som lige er kommet i en ny dansk oversættelse.

Fahrenheit 451 står side om side med 1984 og Brave New World som en af det 20. århundredes tre store klassiske dystopier.

Bogen udkom i 1953, midt i den anden røde skræk og McCarthy-æraens jagt på “u-amerikansk” tankegods. Men Fahrenheit 451 er ikke bare en advarsel mod statscensur ovenfra, men lige så meget mod et publikum, der selv beder om at slippe for det besværlige og bare vil passivt underholdes.

Ray Bradbury var en af de helt store amerikanske scifi-forfattere fra midten af det 20. århundrede. Han havde skrevet siden han var 12, men det var først med The Martian Chronicles fra 1950, at omverdenen begyndte at få øjnene op for hans poetiske og fantasifulde stil.

Han var autodidakt. “I never went to college, so I went to the library”, som han selv formulerede det. Og det var i biblioteket, at Fahrenheit 451 blev til.

Tidligt i forfatterskabet havde han ikke råd til et kontor. I 1951 fandt han en kælder med lejeskrivemaskiner til ti cent pr. halve time under et bibliotek på UCLA. Der skrev han novellen The Fireman. Den blev populær, så forlaget bad om en roman, og så måtte han tilbage i kælderen under biblioteket og skrive en bog om at brænde bøger.

To år efter udgivelsen kom bogen på dansk som 233° Celsius. Nu er den her i Anders Kousholts nye oversættelse fra forlaget Koloni.

“Det var en fryd at brænde”. Sådan begynder bogen, og ilden bliver beskrevet med en begejstring, der nærmest strejfer det erotiske.

Vi er i en amerikansk forstad, skruet nogle årtier frem. Guy Montag er en af den nye tids brandmænd. Med en salamander broderet på ærmet og en føniks på brystet opsøger han folk med bøger og brænder deres hus ned.

På brandstationen står korpsets Mekaniske Hund. Den er en af scifi-genrens tidligste dræberrobotter: otte metalben, der sporer duftstoffer og lammer med en nål. Den er lavet for at jage bogelskere, men Montag er utryg ved den. Han føler at den har kig på ham.

Hjemme sidder Montags kone Mildred med små høretelefoner i ørerne døgnet rundt. Hun er opslugt af de store tv-skærme, der fylder tre af stuens vægge. Hun drømmer om en fjerde, hvis Montag kan tjene pengene.

På skærmene kører interaktive tv-serier, hvor skuespillerne siger hendes navn og giver hende replikker at svare med, så hun føler sig som en del af familien.

Men det er ikke nok.

Tidligt i bogen finder Montag hende bevidstløs efter en overdosis sovepiller. Men det er så almindeligt at folk forsøger selvmord, at det håndteres som ren rutine, og de to “udpumpere” minder mere om mekanikere end læger.

Beskrivelsen af scenen viser Bradburys billedskabende stil. Læser man den højt, kan man mærke rytmen i den, næsten beat-poetisk, lige så meget musisk som visuelt.

“De havde denne her maskine. De havde faktisk to maskiner. En af dem gled ned i ens mave som en sort kobra i en ekkofyldt brønd, hvor den ledte efter alt det gamle vand og al den gamle tid, der havde samlet sig der. Den drak al den grønne materie, som langsomt sydende var steget til tops. Drak den af mørket? Sugede den alle giftene ud, som havde hobet sig op dernede over årene? Den åd i stilhed, kun nu og da med en lyd af indre kvælning og blind søgen. Den havde et Øje. Maskinens upersonlige operatør kunne, fordi han bar en særlig optisk hjelm, stirre ind i sjælen på det menneske, han var ved at pumpe ud. Hvad så Øjet? Det sagde han ikke. Han så, men kunne dog ikke se, hvad Øjet så. Hele operationen var ikke meget anderledes end at grave en rende i ens baghave. Kvinden på sengen var ikke andet end et hårdt lag marmor, de tilfældigvis var nået ned til. Fortsæt bare, skub boret ned, søb tomheden op, hvis tomhed altså er noget en pulserende sugeslange kan fjerne. Operatøren stod og røg en cigaret.”

Montag rammes af en uro, der kommer til udtryk som en voksende fascination af bøger. Bag ventilationsgitteret i huset har han sin egen samling af reddede bøger. Han bryder tabuet og begynder at læse dem.

En dag slukker han tv-skærmene og læser poesi højt for Mildred og hendes veninder. Kort efter angiver Mildred ham.

Montag kommer med på en udrykning der ender foran hans eget hus. Hans chef, Beatty, rækker ham flammekasteren og forlanger, at han brænder sit hjem af, rum for rum. Men presset bliver for stort, og Montag vender flammekasteren mod chefen og den mekaniske hund.

“Og så var han en skrigende brand, en springende, strittende, plaprende lededukke, ikke længere menneskelig eller genkendelig, men lutter vridende flamme på plænen. (…) Beatty slaskede om og om og om, og vred sig så endelig sammen som en forkullet voksdukke og lå helt stille.”

Mordet sætter en menneskejagt i gang. Montag flygter ved at drive ned ad floden og ud af byen. I skovene møder han en gruppe lærde vagabonder. Hver af dem har lært en bog udenad.

De bliver de eneste overlevende, da krigen bryder ud og atombomberne falder over byen. Montag ser Mildred for sig i et hotelværelse i et højhus, foran skærmene.

“Han så hende for sig i hotelværelset nu i det halve sekund, der var tilbage, mens bomberne stadig var en meter, en fod, en tomme fra den bygning hun sad i. Han så hende læne sig frem mod de store, skinnende vægge af farve og bevægelser, hvor familien snakkede og snakkede og snakkede til hende, hvor familien sludrede og pludrede og sagde hendes navn og smilede til hende og intet sagde om bomben, der var en tomme og nu en halv tomme og nu en kvart tomme fra toppen af hotellet. Læne sig ind mod væggen, som om denne sultne stirren ville finde hemmeligheden bag hendes søvnløse ængstelse der. Mildred, der lænede sig anspændt og uroligt frem som for at styrte, dykke, falde ned i denne sværmende umådelighed af farver og drukne i dens funklende lyksalighed.”

I det halve sekund husker Montag endelig det, de begge havde glemt: Starten på deres forhold, da de mødtes i Chicago. En detalje, der gør en kold bog varm.

Anders: ⭐⭐⭐⭐⭐ Greb dybt i lommen. Gamle klassikere føles ofte bedagede og svære at nå ind til, men denne sad præcis det rigtige sted. Den beat-poetiske stil ramte plet, og pointen blev leveret både lige op i fjæset og med plads til at tænke videre.

Jens: ⭐⭐⭐ Bradbury skriver megafedt, bogen er dejlig kort, og oversættelsen lykkes rigtig godt. Men det føltes som lektier. Montags vej fra bogbrænder til litterær flygtning er uforklaret, og slutningen med bogmenneskene og bomben var decideret sær. Vi havde en lignende diskussion i afsnittet om Frankenstein: giver man stjerner for det, en bog betød, eller for det, den gjorde ved en? Her er det læseoplevelsen, der tæller. Om tyve år kan den godt være en anden.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Fahrenheit 451.

Ray Bradburys egen beretning om kælderen, skrivemaskinerne og de mange versioner af bogen findes i Fahrenheit 451 Revisited fra UCLA. Han fortæller blandt andet om en biltur med Fritz Lang, der syntes filmens slutning var helt hen i vejret.

Jens (sommerhus, masser af læsetid, ti bøger foran Goodreads-målet)

Anders (flytning, ny have, techno-thriller-sommer)

Henning glædede sig til afsnittet og foreslog, at man ser Truffauts filmatisering ved siden af. “Den er ikke så ringe endda”, og den kan lånes på biblioteket. Vi nåede det ikke.

Majbrit om The Faith of Beasts: toeren var bedre end etteren, og identitetstemaet giver en uhyggelig forudanelse om treeren. Hendes spørgsmål til os: hvordan skal alle tråde samles i bare én bog? Bliver den meget lang, eller kommer der en toenhalver?

Paul om samme: “Det er et ret fantastisk univers de formår at skabe”.

Christian fik endelig læst Klara and the Sun og hørte vores ep. 82 bagefter. Han bruger os som bogklub, også på gamle afsnit. Hans pointe: seks år og en AI-revolution senere virker bogen underlig gammeldags, og Klara har “tydeligvis alt for lidt processorkraft”. Han er skeptisk over for Taika Waititis kommende filmatisering, som efter traileren ligner en fjolleversion af Poor Things.

Det udviklede sig til en snak om filmatiseringer. Waititis Jojo Rabbit er lavet over Christine Leunens’ Caging Skies, en langt mørkere bog uden nogen happy ending. Alligevel var forfatteren glad for filmen:

“I’ve seen film adaptations so faithful to the book that they somehow ended up unfaithful in essence (…) A book doesn’t go directly from the book to the screen; it goes page to page.”

Måske skal vi frisætte forventningen om, at en filmatisering skal minde om bogen. Den snak tager vi grundigere en anden gang.

Jonas anbefaler Charles Stross’ The Laundry Files, som han synes er bedre end The Rook, især de første bind. Og Peter F. Hamilton, “space opera fra øverste skuffe”, ofte lang i spyttet, men uovertruffen til worldbuilding. Fallen Dragon er hans bud på den bedste, der kan læses i ét bind. Plus et Kobo-tip: køb via Kobo Ireland, der er bøgerne ofte billigere.

M. John Harrison: The End of Everything. Under 200 sider om Philip Tennent, der lever af at samle op, hvad der skyller i land fra Den Engelske Kanal, år efter en krise ingen rigtig kan gøre rede for. Regeringen fungerer knap nok, havene vrimler med nye væsner, og Europa er forsvundet. Anders’ valg.

Og så prøver vi noget nyt: eftersnakken. Efter bogsnakken tager vi fem til tyve minutter om et tema, som den anden har valgt. Første tema er Jens’: vi har nu læst alle de klassiske dystopier, 1984, Brave New World, Fahrenheit 451 og Zamjatins Vi. Hvad fik vi egentlig ud af dem, og hvor kan vi se dem i det, vi læser i dag?

Dybt inde i et fremmed imperium er menneskeheden slavegjort blandt tusind andre racer, af de kæmpe insekt-agtige Carryx. The Faith of Beasts er bog to i The Captive’s War serien, og vi kaster os usædvanligt nok direkte over toeren: En dyster sommerferie-pageturner.

Vi har fat i rumopera-genren. Altså den slags bøger med masser af planeter og alienracer i intergalaktisk krig.

Vi befinder os langt ude i fremtiden. Menneskene i bogen bor på planeten Anjiin uden erindring om nogen Jord. Vi følger et hold af forskere, der er midt i smålige universitetsintriger, da invasionen sker. Carryx, en krigsførende race af kæmpe insekt/hummer-agtige væsener, udsletter en ottendedel af menneskeheden og trælbinder resten.

De klogeste mennesker bliver slæbt til et enormt World Palace for at blive testet som potentiel del af “the moieties”: nyttige slaveracer. Menneskene skal bevise deres værd i en slags videnskabelig Hunger Games. Løs opgaven, eller ryg ud i historiens skraldespand.

James S.A. Corey er faktisk to personer: Daniel Abraham og Ty Franck. Fornavnene er lånt fra deres mellemnavne, og S.A. er initialerne på Abrahams datter.

De mødtes i New Mexico, hvor Franck var assistent for George R.R. Martin, og her lærte de tydeligvis at holde styr på et stort persongalleri. I modsætning til læremesteren gør de faktisk også deres serier færdige.

Duoen står bag The Expanse, som de skrev ved skiftevis at tage et kapitel hver. The Captive’s War blev annonceret i 2018, men Mercy of Gods udkom først i 2024 og Faith of Beasts i april 2026. En Amazon-tv-serie er på vej.

I bog to er Dafyd Alkhor menneskenes de facto leder, og han er hadet for det. Han er forbindelsesledet til Carryx-bibliotekaren Ekur-Tkalal, som giver ordrer til menneskene og arbejder på at finde menneskehedens nytte for imperiet.

Dafyd forrådte et oprør i etteren for at redde menneskene, og han ved, at man ikke kan forhandle med Carryx. Der er kun underkastelse eller død. De ser os som dyr.

Nogle mennesker tror stadig, at de som en fagforening kan nedlægge arbejdet og kræve bedre vilkår. Da en gruppe biologer strejker, risikerer de alt. Men Dafyd har studeret Carryx-kulturen for at forstå den, så han siden kan overvinde den. I en chokerende scene brækker han strejkelederen Bruns arm og simulerer dermed monstrenes symbolske måde at håndtere udfordring og underkastelse på.

“I know that this looks like cruelty, but it’s the only kindness I have left to give.”

Carryx har i årtusinder ført krig mod en fjende, de aldrig har kunnet udslette, kaldet “the deathless enemy”. Hvem den er, ved de dybest set ikke. Så da fjenden efterlader en netop erobret planet, kaldet “World”, næsten urørt i stedet for at brænde den af, bliver biologen Jessyn sendt derned for at studere livet og lære fjenden bedre at kende.

Ude i en frugtplantage stikker noget hende: træerne ligner planter, hun kender hjemmefra. Hun tester en pære med chokerende resultat.

“The pear-like thing was a pear. The result bars listed DNA, chloroplasts, mitochondria, cellulose. If she had taken the sample from the corner grocer at Dyan Academy, the results would have looked the same. She and the trees in this orchard were closer cousins than any of the inhuman things she’d been traveling with. More related to her than half the life on Anjiin.”

Pæren er genetisk identisk med dem, hun kender fra Anjiin. Planetens oprindelige folk var altså mennesker, fjernt beslægtede fætre. Og dermed går det op for hende: Den udødelige fjende, Carryx har jagtet i evigheder, er menneskeheden selv.

Modvægten til al kulden er varmen mellem arterne. Forskerne Ghati og Campar er sendt i krig på et Carryx-krigsskib, og dér bliver de venner med Vaudai, en enorm snegl af Sinen-racen og et taktisk geni med knastør humor.

Vaudai kalder konsekvent mennesker for “sticks-with-meat-on-them”, og al hengivenhed gemmer sig bag en fornærmelse. Da de to venner til sidst skal tage afsked, blander sorgen og grovhederne sig:

“Have you said the things?” Vaudai asked. “Has the grief passed?”
“No it hasn’t,” Campar said. “It’s barely started. You can come in. I can be sad without you blocking my doorway.”
[…]
“I am going to miss you, you vast knot of mucus.”
“I expect to regret the absence of your grotesque odor as well, sticks-with-meat.”

Det er her, bogen er varmest og oftest sjovest: kærlighed og sorg under en permanent dødstrussel, pakket ind i grovheder.

Bogen leder frem mod en kold indsigt: Carryx er uovervindelige, netop fordi intet i dem er uerstatteligt. Mister de deres hjemverden og deres Sovran (imperiets øverste hersker, i praksis en dronning), bryder det ikke sammen.

“None are valued because none are valuable. […] They will never be other than what they are.”

Undervejs lokker bogen os til at tro, at det hele handler om at slå dronningen ihjel, som i enhver god alien-historie. Så river den tæppet væk: Sovranen kan udskiftes i en fart, for der står altid en ny klar, og planen er meningsløs.

Tilbage står Dafyds foruroligende gennembrud. Man kan ikke halshugge en organisme uden hoved. Man må splitte den:

“What if there were two?”

Jens: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner). Super underholdende, og forfatterne skriver vanvittigt godt, især karakterer og relationer. Jens var overrasket over deres vilje til at slå hovedpersoner ihjel, og bogen er fuld af sjove idéer. Det med at studere Carryx og så begynde at brække arme på folk er ret godt tænkt.

Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner med pil op). Anders tenderede mod fem undervejs, for bogen er dyster, nuanceret og overraskende. Men den bliver lidt fragmenteret, tråden med Ghati og Campar er ikke lige så stærk, og den beder læseren sluge et par store kameler: hvordan vidt forskellige racer kan leve side om side i den samme bygning, og et Carryx-skriftsprog, der åbenbart foregår i tre dimensioner, uden at det nogensinde bliver forklaret hvordan. En holding-firer, indtil trilogien viser, hvor den lander.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Faith of Beasts.

Jens

Anders

Majbrit Pia Høyrup takker for podcasten og er i gang med vores anbefalede podcast Det Planetariske Bibliotek (afsnittet om nature writing). Slow Gods venter lidt endnu, for hun er “stadig rystet” efter Tchaikovskys Shroud, som hun varmt anbefaler.

David Mondrup anbefaler på Goodreads Jeg som aldrig har kendt mænd af Jacqueline Harpman. En 30+ år gammel fransk roman om 40 kvinder indespærret i en kælder, hvor det er uklart, om det er en fremtid, en anden planet eller en parallel virkelighed. Trending på bog-sociale medier.

Malte havde doneret fra et restlager whisky fra Stauning (en Stauning Smoke), som vi nød under optagelsen. Tak, Malte!

Vi læser Fahrenheit 451 af Ray Bradbury, passende nok tilsendt som papirbog fra Forlaget Koloni. Vi har kun læst The Martian Chronicles af Bradbury før, så det er på høje tid med et gensyn med klassikeren om et samfund, hvor brandmændene ikke slukker brande, men brænder bøger.

Maw er en udødelig pilot, som døde i mørket under et rumhop og kom tilbage som et monster. I Slow Gods fortæller han sin lange historie i en galakse, hvor en supernova betød døden for planeter og enden på civilisationer. Slow Gods er ambitiøs og fragmenteret, og den ser ud i alle retninger på én gang.

Claire North er pseudonym for den britiske forfatter Catherine Webb, der debuterede som 14-årig og siden også har skrevet under navnet Kate Griffin. Til daglig arbejder hun som lysdesigner for live-musik, blandt andet for Royal National Theatre, og hun underviser også kvinder i selvforsvar.

Som Claire North slog hun igennem i 2014 med The First Fifteen Lives of Harry August, et finurligt word of mouth-hit om en mand der lever det samme liv igen og igen. Slow Gods er hendes 9. roman som North og udkom i november 2025.

Bogens handling sættes i gang med en advarsel fra en gådefuld maskin-entitet kaldet The Slow. En supernova vil eksplodere om ca. 100 år, og adskillige planeter vil møde deres undergang.

Vi befinder os i en stor og broget galakse. Hundredvis af planeter er koloniseret af mennesker, der har udviklet sig i hver sin retning, og som mest er samlet under The Accord, en slags FN-konstruktion. Side om side lever kunstige intelligenser, et par alien-racer og sågar en frivillig hive-mind af mennesker kaldet “The Consensus”.

For at rejse hurtigere end lyset må man igennem arcspace. Her lurer et horror-agtigt mørke, som ingen forstår. Piloterne, der styrer skibene igennem mørket, bliver langsomt vanvittige.

Vores hovedperson, Mawukana na-Vdnaze, er anderledes. Hans første rejse endte makabert. Skibet ankom tolv sekunder, før det tog af sted, hele besætningen var død, og kun Maw selv sad uskadt i kaptajnens kahyt og kiggede tomt ud i stjernerne. Mørket havde lavet ham om til noget andet.

Derfor er han nu udødelig. Han genopstår, når han bliver dræbt. Han kan flyve igen og igen. Men hvis han bliver uligevægtig, så bryder mørket frem, og splatterscenerne begynder.

Maw kommer fra The Shine, hvor man bliver født med gæld. Fødslen koster, vejret koster, vandet koster, og de fleste arbejder hele livet uden nogensinde at komme i nul. Man er i praksis slave af sin gæld, selvom alle bliver bildt ind, at de lever i et meritokrati, hvor de dygtigste og flittigste er dem som får succes.

“All it took was one disaster, a medical bill, perhaps, or a malfunctioning heater in his flat, for everything in his life to fall off a cliff, and it did.”

Øverst sidder Theodosius Rhode. Den hypermaskuline Executor, som kører den fulde Trump-gameplan. Han har masser af power og udstråler “Shine.” The Shine er Claire Norths karikerede billede af det hyperkapitalistiske oligarki.

Totalt modsat The Shine er planeten Adjumir, hvor en stor exodus planlægges for at redde så meget som muligt, inden supernovaen rammer.

Her møder Maw Gebre, en emsig kustode, der kæmper for at redde kulturskatte fra den dødsdømte planet. Gebre er stoisk og besluttet. Hun skaber et særligt bånd til Maw og viser ham, hvordan individ, fællesskab og kultur tilsammen giver mening.

Scenen, hvor han må forlade Gebre under et raid fra The Shine, er bogens emotionelle kerne.

“We are the seeds of the forest, I whispered. We blaze so bright, and no life is special. No life is special and all of them are. No love matters more than any other, no story is more important, nothing matters more, nothing matters less so choose, choose, we choose every day, to be more than just ourselves, to live for more than just ourselves, because it is beautiful. You have been loved, and you are beautiful. May your song be sung, in the great forest that is growing still.”

Slow Gods skifter tonalitet konstant. I et kapitel er det horror. I det næste military sci-fi. Så pludselig poesi eller filosofi. Det er denne her slags “hæng-i scifi”, som vi kender fra Ann Leckie (Ancillary Justice) og Yoon Ha Lee (Nine Fox Gambit). Man skal arbejde lidt for det.

Til gengæld er belønningen rig. Det fragmenterede greb gør, at bogen kan rumme både hyperkapitalismekritik, kosmisk horror og en stille kærlighedshistorie.

Slow Gods tager brydetag med de helt store spørgsmål. Den er på samme tid voldsomt kulørt og filosofisk. Når vi møder maskin-entiteten The Slow i en scene, der er som taget ud af “2001: A Space Odyssey“, får vi hele forklaringen og planen udlagt.

Det er næsten Arthur Clarke-agtigt og lidt on the nose at møde denne “Deus ex machina” til sidst. Når alt kommer til alt, handler Slow Gods om, hvordan man er lille i et stort univers.

Jens: ⭐⭐⭐⭐⭐. “Jeg har trukket den fulde skuffe ud. Det er en lidt ujævn ting, og den overordnede ark er nok bogens svageste del. Men alle nedslagene er bare så fede. Black Ships, The Shine som kultur, idéen om piloter der får forskellige slags galskab. Hendes evne til at skrive kultur, så det føles ægte, er i klasse med Frank Herbert og Arkady Martine.”

Anders: ⭐⭐⭐⭐. “I perioder sad jeg og tænkte, hvorfor får jeg ikke lov til at give den seks. Andre gange tænkte jeg, at det her er tre. Den er ujævn og fragmenteret, og nogle af tonalitetsskiftene koster. Men den er fantastisk overskudsagtig, og den får en klar anbefaling. Absolut værd at læse.”

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Slow Gods.

Jens

Anders

Anders vælger The Faith of Beasts af James S. A. Corey, anden bog i The Mercy of Gods-serien. Læs gerne ettern også, hvis du ikke allerede har den med.

Mary Shelley var atten, da hun sommeren 1816 ved Genevesøen blev udfordret af bl.a. Lord Byron og Percy Bysshe Shelley (hendes senere mand) til at skrive en uhyggelig historie. Ud af konkurrence, regnvejr og et mareridt voksede en fortælling om Victor Frankenstein — en ung videnskabsmand, der skaber et monstrøst liv og derefter flygter fra ansvaret.

Romanen udkom anonymt i 1818; i dag er navnet og Monstret overalt i popkulturen. Mary Shelley skrev videre efter Percys druknedød i 1822, men Frankenstein blev hendes mest læste værk.

Bogen starter ikke med Victor, men med Robert Walton, en kaptajn på vej mod Nordpolen. Han skriver breve hjem til sin søster om ensomhed, ære og drømmen om at opdage noget nyt. Da skibet sidder fast i isen, møder han en udmattet fremmed — det er Victor, som brænder på at fortælle sin historie.

Bogen er bygget som lag i lag. Victor fortæller om sin familie, sit studium og sit eksperiment. Siden får skabningen selv lov til at tale. Det er en langsom, bekendelsespræget roman med få gyserstød og meget følelsesregister. Film har gjort selve skabelsen til et stort klimaks; hos Shelley er den næsten en fodnote.

Victor skaber sit væsen og vækker det til live om natten. Da han ser resultatet, stikker han af. Han lader det ligge alene.

Monstret vandrer ud i verden uden sprog og uden nogen, der kan forklare det, hvem eller hvad det er. Det finder en hytte ved en skov og tilbringer måneder med at iagttage en fattig familie udefra. Sådan lærer det sproget. Sådan opdager det, at det er forladt og frygtet.

Til sidst opsøger monstret Victor og kræver ét: en ledsager. Et andet væsen som det selv. Victor nægter.

Monstret tager hævn. Det begynder med Victors lille bror William, som det dræber i skoven.

En ung kvinde i familien, Justine, mistænkes for mordet. Der holdes retssag. Victor ved, hvad der virkelig skete — men han tier. Justine dømmes og henrettes.

Siden dræber monstret Elizabeth, den kvinde Victor gifter sig med. Det sker på deres bryllupsnat. Victor begiver sig nordpå for at jage monstret — og det er her, Walton finder ham i isen.

Victor dør ombord på Waltons skib, udmattet af sin jagt på monstret. Monstret dukker op ved liget og holder en tale. Ikke en trussel — et forsvar. Det siger, at det var et ubeskrevet blad. At det rakte ud til mennesker. At de skød på det og slog det og jog det væk. At det bare reagerede på, hvad det mødte.

Walton er blind over for det. Fra det øjeblik, han mødte Victor på isen, så han kun et ædelt menneske med store tanker. At Victor tav under Justines retssag, mens en uskyldig blev hængt — det registrerer Walton ikke. Han beundrer Victor til det sidste.

Monstret beslutter sig for at dø. Det vil tage nordpå og brænde sig selv. Det er det eneste væsen i fortællingen, der rent faktisk tager konsekvensen af sine handlinger. Victor flygtede og tav. Walton ville hellere lade sin besætning dø i isen end vende sydpå.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Frankenstein; or, The Modern Prometheus.

Jens: ⭐⭐ (to stjerner — “kunne have været én”). Store dele af bogen føltes som kamp mod pacing og familieudredninger; det var især slutningen med Walton og monstret, der løftede oplevelsen og gjorde temaet tydeligt.

Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner; “overvejet fem” af nostalgiske grunde). Genlæsningen ramte ham: Han lod sig rive med af det romantiske drama, og han har et særligt forhold til bogen fra universitetstiden — plus respekt for det kulturelle aftryk gennem 200 år.

Til sammenligning har SCIFI SNAKs Goodreads-gruppe i skrivende stund en gennemsnitsscore omkring 4,04/5 på Frankenstein blandt dem, der har læst og bedømt den — så her er Anders mest i sync med lytterne.

Anders

Jens

Henning har en udgave med Bernie Wrightsons illustrationer (kan lånes på biblioteket); synes bogen er kedelig, men vil gerne lytte med.

Lise roser stemningen i bogen og understreger, at film og bog ikke ligger tæt — hovedpointer kan gå tabt i filmfortolkninger.

Kristoffer (m.fl.) har set Guillermo del Toros Frankenstein uden at blive fanget; leder stadig efter “den perfekte” adaptation.

Anbefalinger fra lyttere

Episode 136: Slow Gods af Claire North — pligtlæsning når Leckie- og Tchaikovsky-sammenligninger flyver, men vi er også spændt på, om hypen holder.

Kommentarer, input og snak: scifisnak.dk.
SCIFI SNAK findes også på Mastodon og i Fediverse — se evt. guiden her.

Og hvad hvis historien primært bliver fortalt af rumskibets AI – en ældre model der konstant bekymrer sig om sin “efficiency percentage” og ikke rigtig forstår mennesker?

Det er præmissen i Barbara Trueloves Of Monsters and Mainframes, en science fiction-gyser der blander klassiske monstre med AI-humor og en god portion intertekstuelle referencer.

Barbara Truelove er australsk forfatter og game designer, og hun har åbenlyst en ting med varulve.

Hendes første roman Crying Wolf (2021) handlede om tvillinger der opdager de er varulve. I 2023 lavede hun det interaktive tekstspil Blood Moon, hvor plotlinjen er: “Du er en varulv.” Og så kom Of Monsters and Mainframes i 2025.

Hun fortæller selv at inspirationen kom fra at læse Bram Stokers Dracula og Martha Wells’ The Murderbot Diaries samtidigt. Men sandheden er mere rodet end det:

“Dracula er en del af blandingen, ja, og det samme er Murderbot, men det samme er Universal Monsters, autopiloten i en Airbus, R2D2, min erfaring med at programmere interaktive spil og (måske mest af alt) mit liv i 2022.”

Bogen blev nomineret til Goodreads Choice Award i kategorien Science Fiction og har over 9.000 ratings med gennemsnit på 4,09.

Vores “hovedperson” er Demeter. Demeter er ikke en alvidende HAL-AI. Hun er primært bygget til at styre rumfærgen sikkert mellem stjernerne. Hun kan navigere uden om kometer og håndtere tekniske kriser. Men mennesker? Det er en helt anden sag.

Når varulv-angrebet rammer og børnene Agnus og Isaac flygter op på broen efter deres bedstemor har forvandlet sig, går kommunikationen ikke så godt.

“It’s just a dumb AI, Isaac,” siger Agnus.

Demeter reagerer prompte: “I am not lacking intelligence. You are using words marked as moderately offensive. This is antisocial behavior.” Børnene bliver stille. “I am Demeter. I am the ship. I am your friend. Report your injuries.”

De begynder at lave lyde i lavt volumen. Demeters systemer kan ikke oversætte det.

“How’s it going?” spørger Steward, den medicinske AI. “I wish I could lie,” svarer Demeter. “Humans are hard.”

Det er denne kamp med at forstå mennesker – og begrænsningerne i hendes algoritmer – der gør Demeter interessant. Hun er dybt inkompetent til menneskelig interaktion, og det meste af tiden prøver hun bare at undgå at forholde sig til sine passagerer.

Et af bogens bedre øjeblikke er varulv-scenen. Børnenes bedstemor forvandler sig ved et uheld, og pludselig står Demeter i en desperat kamp for at redde Agnus og Isaac.

Hun får varulven lokket ind i en luftsluse. Men så forvandler den sig tilbage til bedstemor – desperat, menneskelig, helt forsvarsløs.

Demeter er bundet af den første robotlov (Asimov): ingen AI må skade et menneske. Men der er et kort øjeblik hvor bedstemoderen bliver til skygge – i overgangen mellem former. I præcis det øjeblik reagerer Demeter prompte og åbner luftslussen.

Bogen lader det ligge i det uvisse om bedstemoderen selv også trykker på knappen. Det er et af de øjeblikke hvor Demeter teknisk set handler inden for sine regler – men samtidig… ja, du ved.

Da Demeter er lukket ned, og rumfærgen skal tilbage til Jorden, bliver opgaver overladt til Steward. Den medicinske AI beslutter sig for at overtage styringen af rumskibet. Hvor svært kan det være?

“You know what? Being an autopilot isn’t all that hard. I don’t know why Demeter seemed so stressed all the time. It’s day one of our journey, and we haven’t crashed yet.”

Der var dog en lille bump ved afgang. Men det var ikke Stewards skyld. Dokken bevægede sig. I hvert fald tror Steward det. “I don’t exactly speak exterior sensor. They seem very alarmed all the time, constantly screaming in a strange, disjointed dialect of JavaScript.”

Stewards plan? “Embrace my managerial role and endeavor to do as little as possible. The subsystems will sort it out.”

Det er morsomt at følge Stewards overmodige forsøg på at være kaptajn. Som de fleste læger tror Steward de kan lidt af det hele.

Barbara Truelove har åbenlyst haft det superhyggeligt med at skrive den her bog. Hun fortæller selv at reglerne var: smid et monster ombord, prøv at få så mange jokes og referencer til monsterets populærkulturelle historie ind som muligt, og tænk over hvordan det ville fungere i rummet.

Der er masser af sjove detaljer. Skibet der transporterer Dracula til London i Bram Stokers bog hedder også Demeter. Wilhelmina Murray er Jonathan Harkers forlovede i Dracula. I bogens fem dele er der binær kode der oversættes til små jokes som “Artificial is the best kind of intelligent” og “I have never seen electric sheep.”

Det er meget hyggeligt. Men det er også lidt som om bogen ikke helt selv ved hvor den er på vej hen.

Anders beskriver det som om Barbara har skrevet 121 scener med monstre og rum-AI, blandet kortene, og så forsøgt at strikke en rød tråd på den måde stykkerne landede. Den fornemmelse er der lidt af.

Action-scenerne er heller ikke bogens styrke. De er lidt svære at følge med i – hvem gør hvad, hvornår, hvorhenne og hvorfor. Det føles som dårlige Marvel-action-scener, hvor man mister fornemmelsen af, hvad der foregår.

Det fede ved bogen er AI’erne og deres interne dynamikker. Demeter og Steward der slås om hvem der er klogere. Steward der er træt af at blive slukket midt i sætninger med “priority override.”

Den scene hvor Agnus kommer tilbage efter 15 år på Jorden og skal rejse med Demeter igen? Rørende. Skibet er blevet totalt refurbished, og Agnus genkender først slet ikke Demeter. Det øjeblik hvor hun skraber overfladen af og finder sin barndoms AI-mor – det er faktisk ret godt.

Men karaktererne er lidt flade. Selv Agnus, som er tættest på en hovedperson, er lidt bleg. Og monstrene? De er sjove nok som pop-kultur-jokes, men ikke særlig interessante som karakterer.

Det er underholdning så længe det varer – fed til en togtur – men ikke en der skal læses igen.

Jens: ⭐⭐⭐ (tre stjerner). “Jeg synes jeg var godt underholdt. Det var et sjovt take, og jeg hyggede mig med alle de mange referencer. Det er ikke stor litteratur. Men af og til er det rart med noget let og fornøjeligt. Synes Demeters kamp med at forstå mennesker var kongesjov og også dens kollegiale kampe med Steward AI’en.”

Anders: ⭐⭐⭐ (tre stjerner). “Jeg applauderer Barbara for at have fået en sjov idé og åbenlyst have haft det superhyggeligt med at skrive bogen. Men jeg var sært ligeglad med karaktererne, selvom Demeter og Steward havde deres øjeblikke. Jeg synes der var alt for meget fokus på ligegyldig action, og historien var alt for fragmenteret uden en god fornemmelse af udvikling.”

Bogen minder os om Stefano Benni’s Terra – skør, vild og kreativ science fiction. Og selvfølgelig Blindsight af Peter Watts, som også har vampyrer i rummet. Adrian Tchaikovskys Service Model har også klare paralleller med robotter der forsøger at forstå sig selv og omverden.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Of Monsters and Mainframes.

Anders

Jens

Masser af gode kommentarer fra kommentarfeltet om de gode læseoplevelser i 2025.

Hennings top 3/2025:

Som Henning selv siger: “Det er eddermame nogle deprimerende indskud.”

Frederik Aarup Lauritsen delte sin top 3 for 2025: Stiftelsen af Isaac Asimov, Station 11 af Emily St. John Mandel og Efter London af Richard Jefferies – en tussegammel post-apokalyptisk bog fra 1885.

Kristofferabild har ikke så meget tid til at læse Sci-Fi for tiden – er gået en lille smule i stå med Count Zero. I 2025 var det bedste han (gen)læste Rendezvous With Rama, Restaurant At The End of The Universe og Murderbot 2 og 3.

Michael har ikke fået læst så meget SF sidste år, men var sært glad ved Krystalverdenen af J.G. Ballard, The Ministry of Time på vores anbefaling – “det var jo næsten en hel hjertevarm sag – sjov at komme i gang med noget romance!” – og til sidst Jordboer af Sayaka Murata, som nok er en snitter i forhold til ren SF, men en tour de force i japansk dagligliv, body horror og nogle måske rumvæsner. “Prøv det. Den er crazy!”

Majbritt Høyrup gjorde opmærksom på at Elle Cordova behandler The Power i sin blogklub. Hun vil anbefale to vidunderlige novellesamlinger af Ursula K. LeGuin: The Birthday of the World og Changing Planes.

Lise bidrog med sine tre bedste bøger:

Anders vælger næste bog: Mary Shelley’s Frankenstein or the Modern Prometheus fra 1818. Den fås gratis som Project Gutenberg Public Domain e-pop eller PDF. Man taler tit om den som den første moderne science fiction-bog, så den er nærmest pensum for SCIFI SNAK. Jens har tidligere syntes den var røvkedelig, men er nu klar til at prøve igen – måske er han et andet menneske nu.

Bogen foregår 10-20 år ude i fremtiden, men ligner vores verden skræmmende meget. Bare værre. Tre tech-oligarker – tydelige parodier på Bezos, Zuckerberg og Musk – har monopol på logistik, sociale medier og teknologi. Og de har travlt med at bygge private bunkere i stedet for at løse klimakrisen.

Her møder vi Lai Zhen, survivalist-influencer og tidligere flygtning fra Hong Kongs kollaps. Hendes filosofi er klar: Individualisme er for tåber. Små grupper, samarbejde og planlægning er vejen til overlevelse. Ikke bunkere fyldt med våben og mistillid.

Naomi Alderman (f. 1974) er en britisk forfatter med rødder i London og en akademisk baggrund fra Oxford, hvor hun læste filosofi, politik og økonomi. Hendes debutroman Disobedience (2006) blev hurtigt anerkendt for sit modige blik på religion og seksualitet, men det var The Power (2016), der for alvor sendte hende ind på science fiction-radaren. The Power forestiller sig en verden, hvor piger pludselig udvikler evnen til at slå med elektriske stød – og samfundets magtbalancer tipper dramatisk. Romanen blev både en prisvinder (bl.a. Women’s Prize for Fiction) og senere tv-serie (Amazon Prime).

The Future (2023) viser tydeligt hendes dobbeltblik: Kyndig satiriker overfor Silicon Valleys vildskaber, men også romanforfatter med blik for både filosofi, samfund og fremtidens etiske spørgsmål.

Naomi Alderman på Wikipedia

Man mærker Aldermans skarpe samfundsblik, når Badger – non-binært barn af en tech-CEO – forklarer konceptet “digital enclosure”. Det er en reference til de historiske enclosure-bevægelser i England, hvor overklassen lukkede fællesarealer og gjorde dem til privat ejendom.

Tech-giganterne har gjort det samme med vores data, vores opmærksomhed, vores fællesskab. De har taget noget der tidligere tilhørte os alle – adressebøger, købshistorik, vores bevægelser, vores billeder – og gjort det til private data-chunks som de tjener formuer på.

Central i plottet er AUGR, en prædiktiv AI der skal fortælle de rige, præcis hvornår de skal flygte til deres bunkere. Ti dage før katastrofen rammer. For hvis de venter for længe, vil folk ikke lade dem flygte. Så timing er alt.

Men AUGR dukker også mystisk op på Lai Zhens telefon og begynder at guide hende. Hvem styrer egentlig AUGR? Og hvad er planen?

Bogen folder sig ud som et urværk – med flashbacks, posts fra et prepper-forum kaldet “Name The Day”, og kapitler der hopper mellem perspektiver.. Der er et afgørende twist, der kom som en total overraskelse, men som vi ikke skal spoile her.

Martha Einkorn bærer sin barndom med sig. Hun voksede op i en kult, hvor teknologien var forbudt, og hvor faderen Enoch insisterede på, at den moderne civilisation tog fejl, allerede da vi begyndte at dyrke jorden og gøre krav på territorium.

Hans “Sermon of the Rabbit and the Fox” vender det klassiske ræv/kanin-motiv på hovedet. Her symboliserer kaninen ikke uskyldig sårbarhed – men netop de første, der bosatte sig, hegnede af, og indførte ideen om meningsløst ejerskab af land. Ræven er jæger-samleren, den, som lever i nuet og tilpasser sig landskabet uden at forsøge at eje det. For Enoch er tanken om at eje jord lige så absurd som at eje luft: Jorden tilhører dig kun, så længe du tager vare på den. Luften kun, så længe den er i dine lunger.

Tech-oligarkerne i The Future er overvældet af kanin-mentalitet, der er gået til yderligheder: De indhegner og griber alt, og forsøger at sikre sig mod fremtidens farer gennem privatisering og massive forråd, frem for at stole på fællesskab og samarbejde.

Bogens centrale pointe er brutalt enkel: De ultrarige kan ikke redde verden, fordi de fundamentalt ikke tror på samarbejde. Selv når de tre tech-bosserne sidder på en ø sammen i livsfare, vælger de sabotage, mistillid og vold.

Lai Zhen anbefaler samarbejde i små grupper. Enoch prædikede fællesskab med naturen. Men milliardærerne? De tror kun på sig selv og deres våben. Så selvom de har ressourcerne til at løse klimakrisen, bruger de dem på bunker-byggeri.

Alderman sparer ikke på kritikken. Bogen er både thriller, satire og politisk essay. Den stiller spørgsmålet: Hvorfor skal nogen have lov til at være så rige? Hvad godt gør det?

Jens: ⭐⭐⭐⭐⭐ (fem stjerner). Det er et utroligt stykke urværk. Perfekt crafted underholdning med masser af yndlingsting – den kunne laves til en vild serie. Og så synes jeg digital enclosure-pointen var super godt set. En bog til tiden.

Anders: ⭐⭐⭐⭐(⭐) (fire-og-en-halv stjerner). Virkelig underholdt. Velskrevet, cool, tankevækkende. Men karaktererne var ikke helt så stærke – de føles alle lidt som Aldermans egen stemme. Hvis jeg kunne give 4,5 ville jeg. Men den gør alt det rigtige på det rigtige tidspunkt.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Future.

Anders

Jens

Maibritt takkede for Star Maker-episoden: “Det lyder som om podcasten tog en for holdet her – tak for det 🙂”

Henning skrev en dyb analyse af Star Maker og pegede på sense-of-wonder perspektivet og længslen efter fællesskabet. Sammenlignede den med Kubricks 2001: A Space Odyssey.

Michael Larsen kaldte Star Maker for “SF-versionen af The Dream-Quest of Unknown Kadath”.

Niels Christian Nielsen skrev at han lige havde tygget sig gennem Antarktis af Kim Stanley Robinson og nu ville læse The Future.

Svend anbefalede Asimovs End of Eternity (Evigheden er forbi).

Christian delte sine bedste sci-fi læsninger fra 2025: Paolo Bacigalupi’s The Windup Girl (5 stjerner), Ursula K. LeGuin’s The Lathe of Heaven (4 stjerner), og Vernor Vinge’s A Deepness in the Sky (4 stjerner).

David gav shout out til Youtube-kanalen Elle’s Sci-Fi Book Club med Elle Cordoba og Grace Yost.

Richard gjorde opmærksom på at Naomi Aldermans The Power er kommet som serie på Prime Video – kun 1 sæson indtil videre, men den er vældig god.

Søren Bjørn Hansen lånte Science Fiction-magasiner ud fra november og december 1975 – præcis 50 år gamle! Med Erwin Neutzsky-Wulff, Theodore Sturgeon og andre.

Jens vælger: Of Monsters and Mainframes af Barbara Truelove. En historie om et rumskib på vej mellem Jorden og Alpha Centauri – hvor Dracula pludselig dukker op. Fortalt fra skibets mainframes perspektiv, der må håndtere situationen med begrænsede værktøjer. En af de mest likede sci-fi bøger på Goodreads fra 2025.

Jens (alle kvindelige forfattere og hovedpersoner):

1. Nicola Griffith – Ammonite
En antropologisk sci-fi-roman på en verden, hvor alle mænd er døde af en virus. Vi følger en heltinde der kommer ned for at undersøge, hvad der er sket – og ender med at blive fuldstændig optaget af samfundet. Det er ikke så tit, man læser en bog hvor der kun er kvindelige personer. Det tænker man sig ikke året over, men det var jo vist også pointet: At vise at kvinder er meget mere end én ting. Kvinder er mangfoldige. En flot, flot bog.

2. Naomi Alderman – The Future
En bog til tiden. Den svarer godt nok på spørgsmålet: Hvorfor skal du have lov til at have mere end 100 millioner? Hvor skal vi sætte grænsen? Hvorfor skal folk have lov til at være så rige? Hvad godt gør det? Det gør intet godt. Jeg læste den lynhurtigt og havde en fest.

3. Malka Older – The Mimicking of Known Successes
En cozy crime-historie på ringe omkring Jupiter med et lesbisk par, der løser krimimysterier sammen. Super fed blanding af hygge-Sherlock Holmes-agtig krimi-gåde og afsindigt steampunk-agtig worldbuilding, hvor sæder opvarmes af gas, og de drikker te og spiser kager. Der er det der med hun-kan-lide-mig-hun-kan-ikke-lide-mig. Meget fint. Resten af serien har jeg også været glad for.

Anders:

1. Malka Older – Mossa og Pleiti-trilogien
Hele trilogien om Mossa og Pleiti, som grønner omkring på platformsringene om Jupiters ekvator og forsøger at forstyrre på deres forhold, mens de opklarer mysteriet. Jeg slugte den hele. Fantastisk stemningsfuld og rørende og virkelig godt skrevet, og en verden man havde lyst til at være en del af. Mine varmeste anbefalinger.

2. Adrian Tchaikovsky – The Shroud
En vild first contact-historie om en ekspedition til en mystisk planet, hvor fremmede væsner bor nede i dybt mørke under kolossalt atmosfærisk tryk. De er nødt til at bygge en armoured tank-robot til at udforske det. Man kan ikke se en skid, og der er mærkelige væsener med helt anderledes kroppe og handlemåder end vores biologi. Alle aliens er delt af en stor hive mind. Bogen skifter mellem mennesker og hive mind. Helt crazy, fantastisk underholdende og samtidig mindblowing hjernefilosofisk og bevidsthedsfilosofisk. Virkelig fantastisk.

3. Richard Paul Russo – Ship of Fools
Et kæmpestort generationsrumskib flyver omkring i galaxen og leder efter planeter for at samle ressourcer. De søger efter fremmede raser, men har hidtil kun mødt andre mennesker. Så falder de over et mystisk og umiddelbart ubemandet alien-rumskib. Vi følger en vandskabt dverg med robotprotesearme, der lever i udkanten af rumskibssamfundet, men alligevel er central i det politiske spil – også kampen med den religiøse leder, biskoppen ombord.

Boblers: Nicola Griffith’s Ammonite (Jens havde den som nummer 1!), Ian McGuire’s What We Can Know, og Macaia Johnson’s Those Beyond the Wall.

Snak-Lytter Cem kaldte Star Maker “storslået, tidskrævende, men mindblowing”. Han havde ret på alle tre punkter. Storslået? Absolut. Syret? Uden tvivl. Men også en rigtig hård mundfuld at komme igennem.

Bogen starter forbløffende jordnært. En unavngiven englænder sidder en aften i 1937 på en bakke og betragter stjernerne, mens han tænker på sit liv og sit ægteskab. Hans kone sidder inde i det oplyste hus.

Men så sker der noget radikalt: Hans bevidsthed løsriver sig fra kroppen, og pludselig kan han se gennem jorden – gennem klipperne, gennem planetens kerne – og ud i kosmos.

“Looking down, I seemed to see through a transparent planet, through heather and solid rock, through the buried graveyards of vanished species, down through the molten flow of basalt, and on into the earth’s core of iron. But our home had vanished with the whole suburb, and the hills too, and the sea.”

Her begynder den mest ekstreme kosmiske rejse i science fiction-historien. Først tilbringer hovedpersonen lang tid alene i det tomme rum, deprimeret og ensom.

Men så opdager han The Other Earth – en planet befolket med menneskelignende væsener, der har lange ben, flade hoveder, og som lugter gennem hænderne.

De har ikke meget musik, men til gengæld har de duftradio, hvor man kan opleve andres seksuelle oplevelser gennem lugten. Ja, det er præcis så syret, som det lyder.

“In compensation, scent and taste developed amazingly. These beings tasted not only with their mouths, but with their moist black hands and with their feet. They were thus afforded an extraordinarily rich and intimate experience of their planet.”

Hovedpersonen opdager, at han kan glide ind i de fremmedes hoveder. Han bosætter sig i kraniet på en halskør filosof ved navn Bvallthu, og gradvist smelter de sammen til en fælles personlighed.

Fra denne sammensmelting vokser noget langt større.

Stapledon stopper ikke ved én planet. Nej nej. Vores hovedperson møder plantemennesker, insektlignende sværme (hvor enkeltindividet er dumt, men sværmen udgør en intelligens), symbiontiske krabber og edderkopper.

Og – naturligvis – intelligente stjerner, der ikke bare kredser om den galaktiske kerne, men faktisk danser og kommunikerer med hinanden i kosmisk poesi.

Hele tiden udvides den kollektive bevidsthed. Først én planet. Så flere. Så hele galakser.

Stapledon bruger disse møder til at reflektere over civilisationers cykliske udviklinger. Igen og igen ser vi samfund, der når et vist niveau af udvikling, hvorefter det hele bryder sammen i konflikt og krig, og de må starte forfra.

Stapledon – filosof, pacifist og ambulancefører under Første Verdenskrig – havde tydeligvis nogle meninger om 1930’ernes Europa. Duftradio-beskrivelserne lugter af propaganda-kritik.

Men alle disse civilisationer, alle disse møder, peger mod ét mål.

Bogens klimaks er mødet med Star Maker – universets skaber. Men det er ikke et kærligt, varmt møde med en omsorgsfuld gud. Nej, Star Maker betragter sit kosmos med den kliniske interesse, en kunstner har for sit værk.

Han noterer fejlene. Føler ingen stolthed. For det her kosmos er bare ét eksperiment i en lang række.

Star Maker er stadig i udvikling – fra baby-starmaker, der lavede legetøjsuniverser (ét univers bestod kun af musik uden rumlige dimensioner!), til mester-starmaker, der skaber stadigt mere komplekse kosmosser. Vores univers? Meh, et mellemstadie med “irrevocable flaws”.

“For I had been confronted not by welcoming and kindly love, but by a very different spirit. It seemed to me that he gazed down on me from the height of his divinity with the aloof though passionate attention of an artist judging his finished work, calmly rejoicing in its achievement, but recognizing at last the irrevocable flaws.”

En teologisk vision, både fascinerende og foruroligende. C.S. Lewis hadede den så meget, at han kaldte den “amoralsk” og skrev sin Space Trilogy som modsvar.

Men Arthur C. Clarke elskede den og kaldte den den mest indflydelsesrige bog i sit liv.

Efter mødet vender vores hovedperson tilbage til bakken, til lyngen, til konen i huset. Men nu med et radikalt ændret perspektiv på menneskehedens plads i kosmos.

Og hans kone? Hun må have været bekymret. Han har været væk i milliarder af år – selvom der kun er gået et øjeblik.

Stapledon skriver selv i forordet, at bogen “by the standards of the novel, is remarkably bad. In fact, it is no novel at all.” Og han har ret.

Intet plot. Ingen karakterudvikling. Ingen dialog. Bare en filosofisk meditation, en kosmisk traktat, en 300 siders stream of consciousness.

Sproget er tungt – næsten 100 år gammelt og tit vanskeligt at følge. Som Anders siger: “Det føltes som en bog, der var skrevet 100 år før den faktisk blev skrevet.”

Gang på gang beskriver Stapledon nye planeter, nye racer, nye samfund – som alle gennemgår de samme cyklusser.

På et tidspunkt begynder man at skimme. Anders indrømmer blankt, at han “skimmede 10-20 sider ad gangen” gennem store dele af bogen.

Men den er også fuld af idéer, som formede science fiction: Hive minds, galaktiske imperier, intelligente stjerner, telepatisk kommunikation, multivers-teorier.

Kim Stanley Robinson sagde det bedst: “Every few pages contain all the material of an ordinary science fiction novel, condensed to something like prose poetry.”

Jens: ⭐ (én stjerne). “Jeg havde ikke læst den færdig, hvis det ikke var for Sci-Fi Snak. Det er simpelthen killeren på en bog. Jeg kan godt se, at der ligger kvaliteter i den, men den er utrolig træls og langsomt skrevet. Jeg havde absencer, mens jeg læste.”

Anders: ⭐⭐ (to stjerner – men med et spaltet sind). “De første 100 sider var smukke og poetiske. Den 17-årige hippie Anders indeni mig blev vakt til live af den kropsløse bevidsthedsrejse i kosmos. Men så blev det repetitivt. Jeg var tæt på at forsvinde helt ud af bogen.”

En bog for alle? Næppe. “Hvis ikke jeg var 100% sikker på, at Henning allerede havde læst den, så ville jeg nok anbefale den til Henning,” griner Anders.

Men hvis du er forfatter og leder efter idéer? Så er Star Maker en idébank uden lige. Arthur C. Clarke, Asimov, Le Guin og Kim Stanley Robinson lod sig alle inspirere.

Og hvis du vil have en special science fiction-oplevelse – lidt spirituel filosofi, lidt mind-blowing kosmisk vision, lidt Iron Man læseoplevelse – så kan Star Maker være noget for dig.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Star Maker.

Jens

Anders

Fra Goodreads: Steen spørger om lydbogstjenester til bilkørsel.

E-reolen og Libby har gratis biblioteksmaterialer (danske og engelske). Mofibo har et stort sci-fi-katalog. Og så er der selvfølgelig Audible.

Julerabat fra Science Fiction Cirklen: Lise tilbyder en decemberrabat på den danske udgave af Stjernemageren – 200 kr. i stedet for 298 kr. Det er faktisk ret fedt, at den findes på dansk! (sciencefiction.dk)

Rettelse: David Mondrup, som anbefalede Zoi, er ikke Jane Mondrups mand – de er fætter og kusine. Undskyld, David! (Episode 99 af LæsDen! handler i øvrigt om Zoi)

Mail fra Søren Bjørn-Hansen: Søren skrev fra sit sygeleje, hvor Sci-Fi Snak var “en tryg favn når febervildelserne raser”.

Han gav input om Arthur C. Clarke og geostationære satellitter – Clarke skrev om kommunikationssatellitter i Wireless World i 1945 og forudså atomdrevne raketter inden for 20 år. Sådan gik det ikke helt.

Søren foreslog også, at vi læser James Coreys The Mercy of Gods (den nye bog fra teamet bag Expanse-serien).

Anders vælger: Naomi Aldermans The Future (2023) – en nærfremtids-thriller om tech-milliardærer, der får en advarsel fra deres predictive software: apokalypsen er på vej, og de skal ned i deres hemmelige bunkere.

Samtidig følger vi Lai Zhen, der pludselig bliver jagtet af en lejemorder og kun overlever takket være mystisk software på hendes telefon.

Margaret Atwood kalder den “gripping”. Lauren Beukes: “A little Atwood, a little Gibson, all Alderman, it’s brilliant.”

Alistair Reynolds: “A rollicking, fun-packed thriller.”

Vi håber på en page-turner efter Stapledons filosofiske sejtrækker.

Bonus-anbefaling: Se Guillermo del Toros nye filmatisering af Frankenstein på Netflix – der skulle være ret bognær. Måske vender vi tilbage til det senere.

“Where small things make big changes.”

Sådan præsenterer biotech virksomheden Genetron sig på bogens første side. Genetron forsker i chips baseret på biologi. Hos Genetron møder vi Vergil Ulam, en forsker med genialt talent og mildt sagt elendig dømmekraft. Og da hans chefer opdager, at han bryder alle sikkerhedsprotokoller, og fyringen hænger over hovedet, tager han en drastisk beslutning.

Hans forsøg med noocytter – intelligente, lymfocyt-baserede mikromaskiner har skabt helt nye utrolige resultater. Og for at redde sin forskning injicerer han dem i sig selv.

“A mother should name her offspring, shouldn’t she?”

Noget af det, der virkelig fangede os, er øjeblikket hvor noocytterne begynder at tale. Det er både dybt creepy og fascinerende.

Der er noget sært poetisk over de små væsner, som på én gang er logiske, naive og filosofiske. De spørger ind til kroppen, til verden, til Vergil, og til hvad det betyder at være noget.

Bear slog igennem i 80’erne og 90’erne, hvor han var med til at definere en særlig gren af sci-fi, der mikser videnskabelig nørderi med eksistentiel undren. Blood Music fra 1985 er det klareste eksempel: en historie, der starter med en enkelt forskers dårlige idéer og ender med en slags kosmisk metamorfose.

Han stod også bag Darwin’s Radio og Darwin’s Children, der begge undersøger menneskelig evolution gennem bioteknologiske briller, samt klassikere som The Forge of God, Eon og The Way-serien. Og som om det ikke var nok, var han også med til at grundlægge San Diego Comic-Con.

Efter at Noocytterne har hygget til i Vergil i en periode er de klar til at bryde ud som en virus, der spreder sig over hele Midtvejs i romanen vælter det hele over i stor-skala biomassevisdom. Her fornemmer man at Blood Music har været inspirationen for værker som Annihilation, The Expanse og alt det organiske weird, der kom mange år senere.

Særligt en flyveturen over USA er skrevet som en mareridtsdokumentar, hvor vi med reporteren oplever et USA, forvandlet til en kontinentstørrelse organisme, der pulserer i sin egen rytme.

Romanens følelsesmæssige centrum ligger hos Suzy, en ung overlevende, der stadig er uinficeret, men fanget midt i den omformede verden. På toppen af World Trade Center konfronteres hun med valget mellem at forblive et selvstændigt individ – sårbar, alene – eller lade sig absorbere af det enorme, kollektive sind, som noocytterne har skabt, hvor hendes transformerede mor og brødre nu inviterer hende .

Scenen er både tragisk og smuk: en konfrontation med spørgsmålet om, hvorvidt bevidsthedens fremtid ligger i individet eller fællesskabet. Blood Music leger ikke bare med sci-fi-idéer – den rammer også de store spørgsmål om hvad individualitet egentlig betyder.

Blood Music er idérig og til tider helt fantastisk, men også med en tendens til at henfalde i tung biotech-babble med for mange bipersoner, der forsvinder igen. Vildt original, biopunket og undertiden decideret visionær. Læs for at få en tidlig oplevelse af transhuman scifi med biologisk body horror i ascendanten. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Blood Music.

Jens: ⭐⭐⭐
Anders: ⭐⭐⭐⭐

Anders har læst og set:

Jens’ læse- og se-sidst-runde:

Det vælter som altid ind med kærlige skub, anbefalinger og lettere genrebashing.

Olaf Stapledon – Star Maker
En af de helt store, kosmiske klassikere. Universets historie, guddommelig evolution og filosofisk sci-fi på højeste blus. Vi glæder os allerede til at gå i kredsløb om den.