Robert Charles Wilson er en amerikansk-canadisk scifi-forfatter, født i 1953. Han har udgivet romaner siden midten af 80’erne. Han vundet flere priser, bla. en Philip K. Dick Award i 1994, og en Hugo for “Spin” som udkom i 2005.

“Jeg var 12 og tvillingerne var 13 , den nat hvor stjernerne forsvandt fra himlen”.

“Spin” følger tre venner – Tyler Dupree og tvillingerne Jason og Diane Lawton – der en nat, mens de er tidlige teenagere, oplever at Månen og stjernerne pludselig forsvinder fra himlen.

Det viser sig at Jorden er blevet indhyllet i en mystisk membran som skjuler resten af galaksen, men også gør at tiden inde på Jorden går meget langsommere end udenfor – faktisk går der hele 3,17 år i Universet for hvert sekund der går på Jorden.

Det er ikke bare mystisk, det har også potentielt katastrofale konsekvenser. For når man regner på det, er solens død som rød kæmpe kun 50 år væk!

Bogen er meget opfindsom i sin fortælling om spændende teknologiske landvindinger. For eksempel er ikke noget problem at terraforme Mars, når der går 8,5 mio. mars-år på en jordmåned.

Samtidig skriver Robers Charles Wilson meget levende og interessant om begivenheder i de tre ungdomsvenners livsbaner. Jason bliver den ledende membran-forsker i organisationen, mens søsteren Diane hensygner i en religiøs kult. Og Tyler er vores lidt passive fortæller, der springer til, hver gang tvillingerne ringer.

Bogen spiller på den helt store klinge over 4 mia. rumår. Samtidig udforsker den samfundets reaktion med udsigt til dommedag. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Spin.”

The Terraformers blev udgivet i 2023. Bogen tager et stærkt afsæt i miljø og klimamæssige problemstillinger, men bruger en fantastisk setting. Bogen blev nomineret til en Nebula Award for bedste roman i 2024.

I The Terraformers støder vi på et samfund af terraformers, som arbejder med at forberede et jordisk paradis på den private planet Sask-E for firmaet Verdance. Terraformerne er vidt forskellige. Nogle er robotter, nogle stærkt modificerede Homo Sapiens, nogle er elge (!).

Annalee Newitz er en amerikansk journalist og forfatter af både fiktion og nonfiktion, og The Terraformers trækker stærkt på deres nonfiktion erfaringer med interviews med videnskabsfolk. De var medstifter redaktør på io9 og Gizmodo. Fælles for de bøger vi har læst af Newitz er beskæftigelsen med kønsproblematikker, transkultur, maskinpersoner og den kapitalistiske samfundsudvikling.

Newitz har siden 2000 dannet par med Charlie Jane Anders. Sammen udgiver de sci-fi podcasten Our opinions are correct. Vi har tidligere læst begge forfattere. Newitz skrev Autonomous fra episode 46. Charlie Jane Anders skrev All the birds in the sky, fra episode 28.

Allerede i første kapitel forstår vi den potentielle konflikt, da rangeren Destry støder på en fjernstyret homo sapiens klon. Bag kontrollerne, offworld, sidder en rig potentiel planetinvestor, der er ude for at opleve ægte palæolitisk lejrliv. Klonens aktiviteter bringer ubalance i den sårbare økologi, og da han også opfører sig truende, afliver Destry klonen og formulder den og rydder op.

Det Destry ikke vidste var, at dette besøg var en uformel markedsføringssmagsprøve arrangeret af terraformer-vicepræsidenten Ronnie. Ronnie sidder i Verdance hovedkvarteret på Venus. Her stikker idealerne i klimabeskyttelse ikke så dybt. Hvis det lyder fedt i markedsføringssammenhæng fint! Hvis det koster os penge… No way!

Og det bliver ikke bedre, da Destry finder en gruppe terraformere fra en tidligere arkæisk tidsalder gemt i en vulkan.

“Verdance was really leaning into its whole “Earthrebooted” marketing pitch, too. Anyone who bought property on Sasky would be required to live here in a Homo sapiens body, which was packaged with the real estate. That meant settling here was very expensive…”

The Terraformers foretager 3 spring igennem en historie på 1000 år. Vi oplever etableringen af byer og transportsystemer og endelig, det store opgør, da de mange arbejdere pludselig er overflødige og udrensningen og gentrificering begynder.

I fantasygenren har man begreberne high fantasy, hvor der er masser af magi og vilde væsener alle vegne. Som science fiction kan man roligt karakterisere The Terraformers som “high science fiction”. Annalee Newitz giver den fuld gas med fantasi og store tanker. I tredje akt har vi for eksempel en levende bus som hovedperson. Newitz holder sig ikke tilbage! Jens og Anders har SCIFI Snakket The Terraformers.

I Stephen Markley’s bog oplever vi fra 2013 til 2040 et USA, hvor klimaet er i oprør, mens olielobbyen og populistiske politikere vender sig væk fra virkeligheden mod fascismen.

Stephen Markley startede på at skrive The Deluge i 2013, og den udkom sidste år. Men det er også lidt af en kleppert. Undervejs har realiteterne overhalet fiktionen. Bogen indeholder for eksempel en belejring af USAs kongres, som er skrevet længe før, det blev til en realitet.

I bogen følger vi et stort galleri af karakter fra alle hylder i det amerikanske samfund. Vi følger den frustrerede videnskabsmand, som føler sig ignoreret. Vi følger de idealistiske NGO’er og de snu økoterrorister.

Bogen er hård kost. Man tænker uværgeligt tilbage på Ministry of the future, som er fuld er ingeniørløsninger og smarte interventioner. Denne bog kigger på verden gennem langt mere kyniske øjne. Stephen Markley undersøger hvordan demokratier i populisternes og oligarkernes klør vil håndtere klimakrisen. Det er ikke kønt eller opløftende.

Menneskeheden skal helt ned og bide, før vi rejser os igen. Det virker som et meget realistisk take, at beskrive en verden, hvor de økonomiske og politiske realiteter igen og igen trumfer realiteterne ude i den virkelige verden. Faktisk burde bogen sælges med en pakke lykkepiller.

Et af de hårde øjeblikke er da videnskabsmanden Tony tænker på fremtiden og sit barnebarn:

“She would be, like most of her generation, a scavenger, likely a part-time cannibal. Her life would be hard and violent. Then the generation after hers—the one that should have been populated by his great-grandchildren—would likely be the human species’ last because the surface of the planet would be too hot to sustain life.”

Menneskekød på menuen til vores oldebørn! Så tror jeg at jeg godt kan lære at spise Tempeh… Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Deluge”

Larry Niven og Jerry Pournelle fortæller i The Mote in God’s Eye en opfindsom historie om mødet mellem menneskeheden og en udenjordisk civilisation. Romanen, fra 1974, er både en old school first contact-historie og et forsøg på filosofisk undersøgelse af konsekvenserne af mødet med det radikalt fremmede.

Romanen foregår i år 3017 i et fremtidigt menneskeligt imperium kaldet “Det Andet Imperium af Mennesket”. Historien begynder, da en ekspedition ledet af Kaptajn Lord Roderick Blaine opdager et fremmed rumskib nær New Caledonia-stjernesystemet.

Det fremmede fartøj viser sig at indeholde et enkelt væsen fra en hidtil ukendt alien-race. Denne race bliver senere kendt som Motierne på grund af deres hjemstjernes placering i forhold til en tåge, der ligner et støvkorn i Guds øje. Det bliver afsættet for en videnskabelig og militær ekspedition til Mote Prime systemet og mødet med Motierne.

Motierne er teknologisk avancerede, men meget forskellige fra menneskene. De er inddelt i forskellige racer, der er fysisk og mentalt tilpassede til specialiserede roller, som de udfylder med enorm effektivitet. En motie ingeniør kan reparere en fremtids-ipad med hænderne og deres forhandlere/ambassadører kan lære sprog lynhurtigt, og næsten læse tanker.

Efterhånden opdager menneskene, at Motierne skjuler vigtige oplysninger om deres historie og biologi. Det afsløres, at Motierne er fanget i en cyklus af vækst, overpopulation, krig og sammenbrud på grund af deres ukontrollerede reproduktion; en ukontrolleret reproduktion, som vil overvælde menneskeheden, skulle Motierne slippe ud fra deres stjernesystem og sprede sig til resten af galaksen.

The Mote in God’s Eye er lige dele military scifi og old school first contact. Romanens styrke ligger i dens spekulationer om, hvad der sker, når to radikalt forskellige kulturer mødes.

Når den er bedst fascineres man af at opleve menneskeheden gennem Motiernes øjne. Når den er svag, skyldes det, at verdensopbygningen, særligt på Mote Prime, ikke virker særlig troværdig og gennemtænkt. Jens og Anders har SCIFI Snakket The Mote in God’s Eye.

Intro og siden sidst

Forlaget A Mock Book udgiver Science Fiction på dansk. De kalder sig et forlag i tiden og udgiver bøger, der taler ind i vores planetariske krise. For dem giver spekulativ fiktion og scifi en særlig mulighed for at tænke og udfolde mulige fremtider.

Det var mens DUNE kørte for fulde gardiner i biograferne. Jeg kom gående forbi Politikens Boghal, og så dem ligge der i vinduet: Nyudgivelser af Dune på dansk i et fedt nyt grafisk design. Hvad i alverden gik det ud på!? Det fandt vi ud af da vi inviterede Jacob og Karsten fra A Mock Book på besøg i SCIFI SNAK studiet.

A Mock Book har begået en flot liste udgivelser, i det de kalder Gaia serien. Bøgerne er opdaterede nyudgivelser af klassiske værker fra Le Guin, Ballard og Herbert, men også mere spekulative nyere værker. Alt sammen med fokus på at give input til diskussion om planetens fremtid.

Det taler ind i en tid, hvor scifi kommer mere på dagsordenen, fordi vi her kan finde ideer og tanker om, hvilke forandringer og løsninger vi står over for. Og til efteråret udgiver A Mock Book sågar klimakrisemanualen over dem alle: Kim Stanley Robinsons “Ministry for the future!“

Lyt til en samtale, som giver spændende input til genrens relevans og indsigt i hvordan et mikroforlag opererer.

Ender’s Game er military scifi med et twist. I fremtiden lader vi børnesoldater kæmpe vores interstellare krig. Vores hovedperson Ender er en unik dreng, hvis strategiske genialitet skal udvikles for enhver pris.

“Ender’s Game” skildrer en fremtidig verden, hvor menneskeheden er truet af en forestående invasion fra rummet. Vi investerer alt i at træne unge militære genier, som udvælges fra barnsben og sendes på militærskole i rummet.

Bogen er fra 1985 og skrevet af Orson Scott Card, som ramte jackpot, da han udvidede en gammel novelle til hel bog. Ender’s Game vandt Nebula i 1985 og Hugo i 1986. Og såmænd om Card ikke gentog successen året efter med efterfølgeren “Speaker for the Dead.” Card har i alt skrevet 20 romaner i det såkaldt Enderverse.

Hovedparten af romanen foregår ombord på en slags militærkostskole i rummet. Her konkurrerer eleverne i strategi i en slags 3D vægtløs lasertag. Vinderne forfremmes og gøres til holdledere. Lærerne er fraværende skikkelser, der med vilje gør livet svært, for at teste de bedste. Eleverne har deres egne hierarkier og konflikter. Det er nærmest som en slags Harry Potter i rummet, og vores udvalgte frelser skal gå grueligt meget igennem.

“I surprised you once, Ender Wiggin. Why didn’t you destroy me immediately afterward? Just because I looked peaceful? You turned your back on me. Stupid. You have learned nothing.” — Mazer Rackham

“Ender’s Game” udforsker temaer som magt og ansvar. Card inviterer læserne til at tænke over de moralske dilemmaer, der opstår, når etik og militær nødvendighed kolliderer. Ender er en kompleks karakter som både kan være meget voldelig og meget empatisk, og som igen og igen tvinges ud i situationer, hvor han må ty til ultravold, som den bedste langsigtede løsning.

Vi skal ikke spoile slutningen her. Men bogens morale bliver, at vold og konflikt kan overkommes med forståelse og kommunikation. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Ender’s Game.”

Frank Herbert var efter sigende oprørt over, at Paul Atreides blev opfattet som en retfærdig helt af læserne af den første Dune. Tematikker om manipulation og fanatisme, som skulle være bogens etiske budskab, var blevet fattet af alt for få. Det er i det lys man skal forstå Dune Messiah. Bogen udkom i 1969.

Hvor Dune var en kæmpebedrift i worldbuilding og bygget op som et episk eventyr, så er Dune Messiah helt anderledes. Vi befinder os i Arrakeen, hvor Paul har bygget et kæmpe palads og tempel som sit hovedsæde, hvor millioner kommer for at tilbede ham.

Det er tydeligt fra bogens start, at personreligionen omkring Paul er helt ude af kontrol. De barske men hæderlige Fremenere er blevet hensynsløse fundamentalister, og kritik af Muad’Dib er med livet som indsats.

I Dune Messiah får vi lov at stifte nærmere bekendtskab med nye magtfaktioner i Dune universet. Vi lærer mere om The Space Guild, og vi introduceres til Bene Tleilax; en pervers kultur af formskiftere, der gennem biologi og manipulation forsyner universet med biologiske produkter.

Disse magtfulde faktioner konspirerer, sammen med Bene Gesserit, for at fælde Paul. Det er en kompliceret plan, med en genoplivet klon af Duncan Idaho, Paul’s lærermester i sværdkunst fra barndommen.

Paul har stadig sin evne til at skue mulige fremtider og ser alle trusler. Men alle kortsigtede sejre fører til tragedie på den lange bane. Den uovervindelige kejser er handlingslammet, fanget i spådommenes paradoks.

Konspirationen går sin gang, og triumfen fra Dune bliver til tragedie i Dune Messiah. Jens og Anders har SCIFI snakket “Dune Messiah.”

Henning kommenterer på Scifisnak.dk: “Og iøvrigt er jeg og Morten (marvel-morten fra supersnak) enige om, at “Dune”-serien består af 6 bøger – og færdig! Dog skal man nok være lidt hard-core, hvis man fortsætter efter “Children”.”

Thomas anbefaler at man læser videre i The locked tomb serien (den med lesbiske nekromancere i det ydre rum) “Tredie bind er ikke bare langt bedre end de to første, men her bliver det også tydeligt hvordan det hele hænger sammen i en historie der faktisk er fortalt baglæns.” Her city is under siege. The zombies are coming back. And all Nona wants is a birthday party. Sådan lyder splurgen til Nona the ninth – captivating 🙂

Da forskere i 2030 opdager en dødelig virus i den optøende permafrost i Arktis, startes en global pandemi. I How High We Go in the Dark oplever vi menneskehedens kamp med konsekvenserne og lærer om virussens mystiske ophav.

Bogen er den første roman af forfatteren Sequoia Nagamatsu. Den udkom i 2022, men Nagamatsu skrev på den igennem ti år. Så historiens skildringer af pandemien strækker altså tilbage længe før pandemien. Nagamatsu kombinerer videnskabelig spekulation med dybt menneskelige historier, hvilket resulterer i en roman, der er både tankevækkende og bevægende.

I et kapitel er vi i et fremtidigt tema-parkland, designet til at sige farvel til de døde. I et andet oplever vi et værksted for robothunde. På den måde minder bogen lidt om bøger som Station Eleven af Emilie St John Mandel eller World War Z af Max Brooks.

Måske er det Nagamatsus antropologiske baggrund, der spilder ind. Bogen bidrager i hvert fald med nogle voldsomt kreative og originale bud på menneskehedens retænkning af vores forhold til døden. En af disse er fremkostning af begravelsesservices som en ny boom-industri.

Undertiden tager How High We Go in the Dark nogle ordentlige og overraskende scifi-sving og tripper ud i fuld galaktisk rum-mysticisme. Men det skal vi ikke spoile her. Bogen bliver dermed litterær og fascinerende på samme tid. Jens og Anders har SCIFI Snakket “How High We Go in the Dark”

Fra Goodreads og Scifisnak.dk

Ombord på et ældgammelt generationsskib er noget gået frygtelig galt. Hydroponiske planter har overtaget alt, og menneskene lever under primitive forhold, uvidende om, at de faktisk befinder sig på et rumskib. Brian W. Aldiss’ “Non-Stop” er et helt unikt take på generationsskibsfortællingen.

“Non-stop”, udgivet i 1958, markerede et vigtigt vendepunkt i science fiction-litteraturen og cementerede Aldiss’ status som en af de mest indflydelsesrige forfattere inden for genren.

“Non-Stop” er ikke blot en fortælling om rumsrejser og eventyr i det ydre rum; det er en dybtgående udforskning af menneskets natur, samfundets udvikling og de udfordringer, vi står over for, når vi konfronteres med det ukendte. Gennem en fortælling, der spænder over generationer, udforsker Aldiss koncepter af evolution, kulturkollision og menneskets stræben efter at forstå sin plads i universet.

Gennem øjnene på protagonist Roy Complain følger vi en rejse af opdagelse, ikke kun gennem skibets labyrintiske korridorer, men også gennem de komplekse lag af menneskelig kultur og historie, der har udviklet sig om bord.

Rejsen kommer til at åbne Roys øjne for, at der er en verden udenfor. Men jagten på at forstå rumskibets gåde gøres vanskeligere af en konflikt med de udefrakommen “giganter.”

“Non-stop” er fuld af originale tanker og twists. Samtidig er den fuld af dynamisk fortællerenergi; ja den er nærmest overspændt. Og hvis man ikke kender historien på forhånd kan man godt forberede sig på at blive overrasket, ikke bare en, men flere gange. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Non-stop.”

I udkanten af galaksen ligger Embassytown. Her taler genmodificerede tvillinger med de mærkeligste aliens, der er hooked på sprog! Embassytown udforsker, hvordan sproget skaber rammerne for vores opfattelse af verden.

Embassytown udkom i 2011. Den foregår i en verden, hvor en god portion af galaksen er koloniseret. Man kan rejse mellem stjernerne i en slags hyperrum, kaldet ‘the Immer.’ Hvis man rejser helt ud, kommer man til planeten Arieka, hvor al teknologi er weird og levende og biologisk.

Miéville er kendt for sine innovative værker, der ofte udfordrer konventionelle genrer.

Selv kalder han sin genre for New Weird – med reference til de gamle Weird Tales forfattere, blandt andet HP Lovecraft.

Vores hovedperson er Avice Benner Cho. Hun er en “Immerser” (en rejsende i Immer), der er vendt tilbage til sit barndomshjem fra sine eventyr i “Udenfor”.

På planeten Arieka lever mennesker sammen med de indfødte, gådefulde Ariekei – også kendt som Værterne. Fra dem får terre-kulturen Bremen (en slags galaktisk handelsimperium) superavanceret og værdifuld bioteknologi.

Få mennesker kan tale Værternes sprog, da det kræver, at taleren udtaler to ord på én gang. De mennesker der kan, er klonede tvillinger kendt som Ambassadører, opdrættet udelukkende til dette formål.

Ambassadørerne taler med to munde (cut og turn) og én tanke og kan derfor forstås af Ariekei. Ariekei kan ikke lyve eller fantasere. Sproget afspejler både deres sindstilstand og virkeligheden, som de opfatter den.

Forholdet mellem mennesker og Ariekei har forløbet i relativ ro i mange år. Men da en ny Ambassadør ankommer, kaldet Ez/Ra ændrer alt sig. Den nye, Bremen-modificerede Ambassadørs tale beruser Værterne og resulterer i, at hele Ariekei-befolkningen bliver afhængige sprog-junkier.

Situationen forværres, og Avice bliver trukket ind i en søgen efter en løsning.

Embassytown er kompliceret og opfindsom og fuld af mærkelige ideer om sproget og kolonialisme og afhængighed. Man skal holde tungen lige i munden når man prøver at forstå, hvordan sproget skaber hele verden på Arieka. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Embassytown”

Vi valgte vores bedste læseoplevelser fra 2023.