Snak-Lytter Cem kaldte Star Maker “storslået, tidskrævende, men mindblowing”. Han havde ret på alle tre punkter. Storslået? Absolut. Syret? Uden tvivl. Men også en rigtig hård mundfuld at komme igennem.

Bogen starter forbløffende jordnært. En unavngiven englænder sidder en aften i 1937 på en bakke og betragter stjernerne, mens han tænker på sit liv og sit ægteskab. Hans kone sidder inde i det oplyste hus.

Men så sker der noget radikalt: Hans bevidsthed løsriver sig fra kroppen, og pludselig kan han se gennem jorden – gennem klipperne, gennem planetens kerne – og ud i kosmos.

“Looking down, I seemed to see through a transparent planet, through heather and solid rock, through the buried graveyards of vanished species, down through the molten flow of basalt, and on into the earth’s core of iron. But our home had vanished with the whole suburb, and the hills too, and the sea.”

Her begynder den mest ekstreme kosmiske rejse i science fiction-historien. Først tilbringer hovedpersonen lang tid alene i det tomme rum, deprimeret og ensom.

Men så opdager han The Other Earth – en planet befolket med menneskelignende væsener, der har lange ben, flade hoveder, og som lugter gennem hænderne.

De har ikke meget musik, men til gengæld har de duftradio, hvor man kan opleve andres seksuelle oplevelser gennem lugten. Ja, det er præcis så syret, som det lyder.

“In compensation, scent and taste developed amazingly. These beings tasted not only with their mouths, but with their moist black hands and with their feet. They were thus afforded an extraordinarily rich and intimate experience of their planet.”

Hovedpersonen opdager, at han kan glide ind i de fremmedes hoveder. Han bosætter sig i kraniet på en halskør filosof ved navn Bvallthu, og gradvist smelter de sammen til en fælles personlighed.

Fra denne sammensmelting vokser noget langt større.

Stapledon stopper ikke ved én planet. Nej nej. Vores hovedperson møder plantemennesker, insektlignende sværme (hvor enkeltindividet er dumt, men sværmen udgør en intelligens), symbiontiske krabber og edderkopper.

Og – naturligvis – intelligente stjerner, der ikke bare kredser om den galaktiske kerne, men faktisk danser og kommunikerer med hinanden i kosmisk poesi.

Hele tiden udvides den kollektive bevidsthed. Først én planet. Så flere. Så hele galakser.

Stapledon bruger disse møder til at reflektere over civilisationers cykliske udviklinger. Igen og igen ser vi samfund, der når et vist niveau af udvikling, hvorefter det hele bryder sammen i konflikt og krig, og de må starte forfra.

Stapledon – filosof, pacifist og ambulancefører under Første Verdenskrig – havde tydeligvis nogle meninger om 1930’ernes Europa. Duftradio-beskrivelserne lugter af propaganda-kritik.

Men alle disse civilisationer, alle disse møder, peger mod ét mål.

Bogens klimaks er mødet med Star Maker – universets skaber. Men det er ikke et kærligt, varmt møde med en omsorgsfuld gud. Nej, Star Maker betragter sit kosmos med den kliniske interesse, en kunstner har for sit værk.

Han noterer fejlene. Føler ingen stolthed. For det her kosmos er bare ét eksperiment i en lang række.

Star Maker er stadig i udvikling – fra baby-starmaker, der lavede legetøjsuniverser (ét univers bestod kun af musik uden rumlige dimensioner!), til mester-starmaker, der skaber stadigt mere komplekse kosmosser. Vores univers? Meh, et mellemstadie med “irrevocable flaws”.

“For I had been confronted not by welcoming and kindly love, but by a very different spirit. It seemed to me that he gazed down on me from the height of his divinity with the aloof though passionate attention of an artist judging his finished work, calmly rejoicing in its achievement, but recognizing at last the irrevocable flaws.”

En teologisk vision, både fascinerende og foruroligende. C.S. Lewis hadede den så meget, at han kaldte den “amoralsk” og skrev sin Space Trilogy som modsvar.

Men Arthur C. Clarke elskede den og kaldte den den mest indflydelsesrige bog i sit liv.

Efter mødet vender vores hovedperson tilbage til bakken, til lyngen, til konen i huset. Men nu med et radikalt ændret perspektiv på menneskehedens plads i kosmos.

Og hans kone? Hun må have været bekymret. Han har været væk i milliarder af år – selvom der kun er gået et øjeblik.

Stapledon skriver selv i forordet, at bogen “by the standards of the novel, is remarkably bad. In fact, it is no novel at all.” Og han har ret.

Intet plot. Ingen karakterudvikling. Ingen dialog. Bare en filosofisk meditation, en kosmisk traktat, en 300 siders stream of consciousness.

Sproget er tungt – næsten 100 år gammelt og tit vanskeligt at følge. Som Anders siger: “Det føltes som en bog, der var skrevet 100 år før den faktisk blev skrevet.”

Gang på gang beskriver Stapledon nye planeter, nye racer, nye samfund – som alle gennemgår de samme cyklusser.

På et tidspunkt begynder man at skimme. Anders indrømmer blankt, at han “skimmede 10-20 sider ad gangen” gennem store dele af bogen.

Men den er også fuld af idéer, som formede science fiction: Hive minds, galaktiske imperier, intelligente stjerner, telepatisk kommunikation, multivers-teorier.

Kim Stanley Robinson sagde det bedst: “Every few pages contain all the material of an ordinary science fiction novel, condensed to something like prose poetry.”

Jens: ⭐ (én stjerne). “Jeg havde ikke læst den færdig, hvis det ikke var for Sci-Fi Snak. Det er simpelthen killeren på en bog. Jeg kan godt se, at der ligger kvaliteter i den, men den er utrolig træls og langsomt skrevet. Jeg havde absencer, mens jeg læste.”

Anders: ⭐⭐ (to stjerner – men med et spaltet sind). “De første 100 sider var smukke og poetiske. Den 17-årige hippie Anders indeni mig blev vakt til live af den kropsløse bevidsthedsrejse i kosmos. Men så blev det repetitivt. Jeg var tæt på at forsvinde helt ud af bogen.”

En bog for alle? Næppe. “Hvis ikke jeg var 100% sikker på, at Henning allerede havde læst den, så ville jeg nok anbefale den til Henning,” griner Anders.

Men hvis du er forfatter og leder efter idéer? Så er Star Maker en idébank uden lige. Arthur C. Clarke, Asimov, Le Guin og Kim Stanley Robinson lod sig alle inspirere.

Og hvis du vil have en special science fiction-oplevelse – lidt spirituel filosofi, lidt mind-blowing kosmisk vision, lidt Iron Man læseoplevelse – så kan Star Maker være noget for dig.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Star Maker.

Jens

Anders

Fra Goodreads: Steen spørger om lydbogstjenester til bilkørsel.

E-reolen og Libby har gratis biblioteksmaterialer (danske og engelske). Mofibo har et stort sci-fi-katalog. Og så er der selvfølgelig Audible.

Julerabat fra Science Fiction Cirklen: Lise tilbyder en decemberrabat på den danske udgave af Stjernemageren – 200 kr. i stedet for 298 kr. Det er faktisk ret fedt, at den findes på dansk! (sciencefiction.dk)

Rettelse: David Mondrup, som anbefalede Zoi, er ikke Jane Mondrups mand – de er fætter og kusine. Undskyld, David! (Episode 99 af LæsDen! handler i øvrigt om Zoi)

Mail fra Søren Bjørn-Hansen: Søren skrev fra sit sygeleje, hvor Sci-Fi Snak var “en tryg favn når febervildelserne raser”.

Han gav input om Arthur C. Clarke og geostationære satellitter – Clarke skrev om kommunikationssatellitter i Wireless World i 1945 og forudså atomdrevne raketter inden for 20 år. Sådan gik det ikke helt.

Søren foreslog også, at vi læser James Coreys The Mercy of Gods (den nye bog fra teamet bag Expanse-serien).

Anders vælger: Naomi Aldermans The Future (2023) – en nærfremtids-thriller om tech-milliardærer, der får en advarsel fra deres predictive software: apokalypsen er på vej, og de skal ned i deres hemmelige bunkere.

Samtidig følger vi Lai Zhen, der pludselig bliver jagtet af en lejemorder og kun overlever takket være mystisk software på hendes telefon.

Margaret Atwood kalder den “gripping”. Lauren Beukes: “A little Atwood, a little Gibson, all Alderman, it’s brilliant.”

Alistair Reynolds: “A rollicking, fun-packed thriller.”

Vi håber på en page-turner efter Stapledons filosofiske sejtrækker.

Bonus-anbefaling: Se Guillermo del Toros nye filmatisering af Frankenstein på Netflix – der skulle være ret bognær. Måske vender vi tilbage til det senere.

“Where small things make big changes.”

Sådan præsenterer biotech virksomheden Genetron sig på bogens første side. Genetron forsker i chips baseret på biologi. Hos Genetron møder vi Vergil Ulam, en forsker med genialt talent og mildt sagt elendig dømmekraft. Og da hans chefer opdager, at han bryder alle sikkerhedsprotokoller, og fyringen hænger over hovedet, tager han en drastisk beslutning.

Hans forsøg med noocytter – intelligente, lymfocyt-baserede mikromaskiner har skabt helt nye utrolige resultater. Og for at redde sin forskning injicerer han dem i sig selv.

“A mother should name her offspring, shouldn’t she?”

Noget af det, der virkelig fangede os, er øjeblikket hvor noocytterne begynder at tale. Det er både dybt creepy og fascinerende.

Der er noget sært poetisk over de små væsner, som på én gang er logiske, naive og filosofiske. De spørger ind til kroppen, til verden, til Vergil, og til hvad det betyder at være noget.

Bear slog igennem i 80’erne og 90’erne, hvor han var med til at definere en særlig gren af sci-fi, der mikser videnskabelig nørderi med eksistentiel undren. Blood Music fra 1985 er det klareste eksempel: en historie, der starter med en enkelt forskers dårlige idéer og ender med en slags kosmisk metamorfose.

Han stod også bag Darwin’s Radio og Darwin’s Children, der begge undersøger menneskelig evolution gennem bioteknologiske briller, samt klassikere som The Forge of God, Eon og The Way-serien. Og som om det ikke var nok, var han også med til at grundlægge San Diego Comic-Con.

Efter at Noocytterne har hygget til i Vergil i en periode er de klar til at bryde ud som en virus, der spreder sig over hele Midtvejs i romanen vælter det hele over i stor-skala biomassevisdom. Her fornemmer man at Blood Music har været inspirationen for værker som Annihilation, The Expanse og alt det organiske weird, der kom mange år senere.

Særligt en flyveturen over USA er skrevet som en mareridtsdokumentar, hvor vi med reporteren oplever et USA, forvandlet til en kontinentstørrelse organisme, der pulserer i sin egen rytme.

Romanens følelsesmæssige centrum ligger hos Suzy, en ung overlevende, der stadig er uinficeret, men fanget midt i den omformede verden. På toppen af World Trade Center konfronteres hun med valget mellem at forblive et selvstændigt individ – sårbar, alene – eller lade sig absorbere af det enorme, kollektive sind, som noocytterne har skabt, hvor hendes transformerede mor og brødre nu inviterer hende .

Scenen er både tragisk og smuk: en konfrontation med spørgsmålet om, hvorvidt bevidsthedens fremtid ligger i individet eller fællesskabet. Blood Music leger ikke bare med sci-fi-idéer – den rammer også de store spørgsmål om hvad individualitet egentlig betyder.

Blood Music er idérig og til tider helt fantastisk, men også med en tendens til at henfalde i tung biotech-babble med for mange bipersoner, der forsvinder igen. Vildt original, biopunket og undertiden decideret visionær. Læs for at få en tidlig oplevelse af transhuman scifi med biologisk body horror i ascendanten. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Blood Music.

Jens: ⭐⭐⭐
Anders: ⭐⭐⭐⭐

Anders har læst og set:

Jens’ læse- og se-sidst-runde:

Det vælter som altid ind med kærlige skub, anbefalinger og lettere genrebashing.

Olaf Stapledon – Star Maker
En af de helt store, kosmiske klassikere. Universets historie, guddommelig evolution og filosofisk sci-fi på højeste blus. Vi glæder os allerede til at gå i kredsløb om den.

John Scalzi (f. 1969) er amerikansk forfatter, tidligere journalist og blogger.

Han debuterede som romanforfatter med Old Man’s War i 2005 – en historie, der først blev udgivet som serie på hans hjemmeside, før et forlag opdagede den.

Scalzi regnes for en af de store moderne stemmer i den underholdende, plotdrevne science fiction. Han trækker tydeligt på klassikere som Heinlein og Haldeman, men med mere humor og mindre patos. Hans stil er hurtig, dialogdrevet og teknologisk jordnær.

Old Man’s War blev siden til en storslået space opera-serie om kolonikrige, kloner og kærlighed i rummet. Men det hele begynder her: med John Perry, på vej mod fronten i bytte for fornyet ungdom – og måske et nyt liv.

“Take a good look at your body, Mr. Perry. Because you’re about to say goodbye to it.”

John Perry er 75 år gammel, da han siger farvel til sin afdøde kone og melder sig til Colonial Defense Forces – rumhæren, der beskytter menneskehedens kolonier ude blandt stjernerne.

CDF vil ikke have gamle, skrøbelige kroppe. De vil have livserfaring – som de kan pakke ind i klonede, grønne, supermenneskelige versioner af rekrutterne selv.

Tænk at vågne op i en ung krop igen, med nanobotter i blodet, perfekt syn og en neural BrainPal, der gør det muligt at chatte telepatisk med dine soldaterkammerater.

Scalzi bruger klassisk militær-sci-fi som ramme, men gør det med et glimt i øjet og en moderne moral.

De nye rekrutter – “the old farts” – bliver kastet ud i kampe mod fremmede racer som Rraey, Consu og Covandu, hvor man nogle gange bare kan træde på fjenden, bogstaveligt talt.

“I’m stomping around this city like a goddamned monster. And I’m beginning to think that’s exactly what I am. What I’ve become. I’m a monster. You’re a monster. We’re all fucking inhuman monsters, and we don’t see a damned thing wrong with it.”

Det, der starter som ren space-action, udvikler sig til en erkendelse af, at menneskeheden måske er lige så brutal som de aliens, vi kæmper imod.

Man fornemmer hele tiden, at The Colonial Union styres af kræfter, som vælger krig uden blik for alternativer.

Vi får kun brudstykker af det større univers. Scalzi holder mange detaljer skjult for os – med vilje.

Men selv de små glimt er nok til, at man aner, der er noget galt.
Jorden er reduceret til en ressourcefarm: kolonister kommer fra de fattige lande, soldater fra de rige. Kolonierne skal forsvares, og CDF holder kortene tæt.

Efterhånden som serien skrider frem, åbner Scalzi langsomt gardinet.

Under en katastrofal invasion af planeten Coral dukker Jane Sagan op – elite-soldat og klon af John Perrys afdøde hustru, Kathy. Eller rettere sagt: en version af Kathy, der ikke aner, hvem han er.

Og så forstår vi pludselig, hvorfor bogen begyndte på kirkegården hos Kathy. Old Man’s War er i virkeligheden en kærlighedshistorie forklædt som militær-scifi.

“I know the face. I was married to it.”

Kan man elske nogen, der teknisk set er en kopi? Og kan Perry forvente, at Jane har følelser for ham? Findes der sådan noget som en genetisk soulmate?

Scalzi skriver med fart og snappy dialog – det er “popcorn-scifi”, som Anders kalder det – men der er alligevel vitaminer i stoffet.

Man mærker, at Old Man’s War står på skuldrene af Heinlein (Starship Troopers), Haldeman (The Forever War) og Orson Scott Card (Ender’s Game), men filtreret gennem Scalzis egen humor og fortællelyst.

Det er en bog, man ville ønske, man kunne se som en Netflix-serie med for mange eksplosioner og perfekt timing i punchlines. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Old Man’s War.

Anders har læst Atmosphere af Taylor Jenkins Reid og er i gang med Christopher Brookmyre (som slet ikke er sci-fi, men pyt).
Han har også genset Ang Lees Hulk – måske for at blive i temaet “grønne kroppe og vrede mænd”.

Jens har haft god tid og serie og har allerede læst videre i hele Old Man’s War-serien: The Ghost Brigades, The Last Colony og Zoë’s Tale.

Og så er der kommet post fra lytterne …

Det lader til, at flere af jer har været glade for, at vi giver lidt mere plads til lytterne – så her kommer endnu en omgang sci-fi-korrespondance fra det interstellare kommentarspor:

Denne måned har vi læst Kaliane Bradleys prisstormende debut The Ministry of Time (2024). Det er en spritny tidsrejse-roman, der starter som kammerspil og romantisk comedy of manners — men så udvikler sig og går fuld scifi. Vi taler om trope-klassikeren “man out of time”, om Bradleys skarpe sprog og hverdagskomik, om tidsrejse som noget nær biologisk, og om det store gearskifte i tredje akt.

Graham Gore — en victoriansk søofficer fra Franklin-ekspeditionen — bliver før sin død hentet ud af 1847 og smidt ind i 2030’erne. En unavngiven embedskvinde skal være hans “bridge” og bofælle/mentor/overvåger. Det er akavet og rørende. Gore er på én gang hævet over og fanget i sin tid: moraliserende over moderne seksualitet og kønsroller, og samtidig konfronteret med sin egen tids slaveri og kolonialisme. Karaktererne i den afstand og dynamik som tidsrejsen bringer ind i deres relation. Romantik møder tidsrejse, ligesom i The Time Travellers Wife af Audrey Niffeneger

He put the pills down hurriedly, flushing, and muttered, ‘“Having” “sex”, what a revolting term. I hope I never hear it expressed again.’

Bradley leger med idéen om, at tid og rum hænger sammen som lymfe- og kredsløb: “expats” fra fortiden er potentielt fremmedlegemer, som universet kan reagere imod. Expats kan ofte ikke ses på overvågning eller i scannere. De skal arbejde mentalt for at fastholde deres tilstedehed. Kaliane Bradley’s bud på tidsrejse er en organisk metafor, som hun ikke forklarer i dybden. Den minder os om Connie Willis’ tidsrejselitteratur, for eksempel Doomsday Book og To Say Nothing of the Dog.

Vi elsker Bradleys evne til at både at skrive i et meget skønt billedskabende sprog mens hun også formår masser af små hverdagsbetragtninger.

Det krydrer læseoplevelsen med små skønne øjeblikke mens man bevæger sig igennem plottet. Her i en scene hvor fortælleren får sat sin finger på plads:

“She reached out and, without ceremony, snapped my dislocated fingers back into place. The birds sang over my screaming.”

Og så den mere nøgterne men levende observation:

“They returned my electronics but none of the requisite chargers. It felt like a final, petty little fuck-you.”

Eller hendes evne til at fange den ekstremt levende detalje da romancen endelig tager fart:

“He tugged me suddenly towards him and my heart jumped into my throat. I made a noise. In fact, I said, ‘woof’. Later that night I’d lie in bed with my fists balled up by my temples, thinking bitterly, fucking ‘woof’.”

I tredje akt vrider romanen håndtaget: Det har været teaset undervejs. Pludselig står vi i 12 Monkeys/Terminator-land, hvor fremtiden forsøger at ændre nutidens kurs. Det er et markant gearskifte, og bogen forandrer fuldstændig karakter. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Ministry of Time

Anders har læst/oplevet:

Jens har læst/oplevet:

Jens bliver udfordret i en trivia-quiz fra space.com med titlen “A Hitchhiker’s Guide to Literary Sci-Fi”, hvor Anders tester Jens i 10 spørgsmål om klassisk science fiction-litteratur.

The Many Colored Land er første bind i Saga of the Pliocene Exile, og samtidig flettet ind i hendes senere Galactic Milieu-trilogi. Det lyder ambitiøst, og det er det også: tidsrejse, fantasy og science fiction blandet i én stor gryde.

I episoden snakker vi om alt fra gulerødder i tidsmaskiner til aliens, der laver pleasure domes, og om hvorvidt bogen mest føles som Tolkien på tur i Dungeons & Dragons-land – bare pakket ind i lidt sci-fi.

Julian May introducerer os til professor Theo Guderian, der i sin kælder har bygget en tidsmaskine, der kun kan sende ting tilbage i tiden – aldrig frem igen. Hans demonstration med en gulerod og en forhistorisk hest er en af de mest mindeværdige scener: guleroden sendes tilbage, hesten spiser den og dør på stedet, fordi seks millioner års aldring rammer den på et splitsekund. Et smukt billede på, hvor definitiv rejsen er. Ingen vej tilbage. Og alligevel vælger tusindvis af mennesker at tage springet.

I bogens nutid (ca. år 2100) møder vi otte mennesker, som alle har deres grunde til at gå i eksil. Der er paleontologen Claude, der savner sin afdøde kone. Elisabeth, som har mistet sine telepatiske kræfter efter en ulykke. Felice, den voldelige atlet. Den fallerede rumskibspilot Richard. En nonne, en rogue-type trickster, en stalkende antropolog – og sågar en viking-enthusiast.

De rejser ikke bare til fortiden for eventyrets skyld, men fordi de ikke passer ind i det højteknologiske, telepati-dominerede galaktiske samfund. Resultatet er en rodet men fascinerende gruppe, der straks opdager, at fortiden er langt fra paradis.

I Pliocæn møder menneskene ikke kun sabler og mammutter, men også to alienracer: Tanu og Firvulag. Tanu ser ud som klassiske elvertyper – høje, smukke, arrogante – og bruger halsbånd til at styre menneskers sind. Firvulag er mere troldeagtige og mestrer illusioner, der kan knuse folks hjerner.

Og så er der kvindernes skæbne: de bliver gjort frugtbare igen og brugt som avlsmaskiner eller sendt til de berygtede pleasure domes. Ikke ligefrem emancipation. Her støder bogen både ind i 80’er-fantasyens stereotyper og nogle ømme læsepunkter anno 2025.

Selvom The Many Colored Land sælges som science fiction, er det svært ikke at se det som en fantasyroman i forklædning. Tidsmaskinen er bare en portal til en verden med elver-lignende Tanu og trolde-Firvulag, magiske halsbånd og guerillagrupper, der vil vælte undertrykkerne. Det er Dungeons & Dragons møder Tolkien – med et drys telepati.

Og ligesom i Tolkien bliver gruppen splittet op, og vi følger parallelle eventyr. Problemet er bare, at det til tider bliver en kende langtrukkent. Krigsplanerne og guerillaplottene i sidste halvdel kan virke som en tør gennemspilning af en rollespilskampagne.
Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Many Colored Land

Anders har læst/oplevet:

Jens har læst/oplevet:

Til sidst i episoden fik vi en hjemmeopgave fra Lise: Hvilke sci-fi-bøger kan man anbefale til folk, der gerne vil i gang med genren? Jens og Anders har hver især valgt tre bud – og der kommer selvfølgelig også en håndfuld ekstra tips med på vejen.

Der var også en lille snak om, hvor værterne køber bøger: Anders er hoppet fra Kindle til Kobo, mens Jens blander Kobo, Audible, Mofibo og DRM-frie e-bøger. Lytterne blev opfordret til at skrive ind om, hvordan de læser.

Vi valgte Ammonite live på Fantasticon – med publikums applaus som afgørende faktor! En antropologisk science fiction-fortælling, som med det samme giver mindelser om Ursula K. Le Guin, især klassikeren The Left Hand of Darkness.

Ursula K. var da også selv en fan af Ammonite og kaldte den: “A knockout . . . Strong, likable characters, a compelling story, and a very interesting take on gender.”

Bogen er en spændende udforskning af præmissen, “Hvad hvis der kun fandtes kvinder?”

Nicola Griffith er fra 1960 og er oprindelig fra England, men har de sidste mange år boet i USA, hvor hun er gift med en anden kvindelig forfatter, Kelley Eskridge.

Ammonite er hendes første roman, men hun har skrevet en del siden. Den seneste er Spear fra 2023, en kort roman der åbenbart er en slags genfortælling af Arthur-myten, med en kvinde som hovedperson.

Vi følger Marghe Taishan, en antropolog udsendt fra det store, kolde mineselskab The Company, der sender hende ned på Jeep for at afprøve en vaccine, så selskabet endelig kan komme igang med at udnytte Jeeps ressourcer.

Planeten er i karantæne. Ingen kan forlade. I kredsløb patruljerer krigsskibet The Kurst (Cursed?), og som en konstant skygge ligger frygten for, at The Company vil udslette alt liv fra rummet, hvis vaccinen ikke virker.

Marghe drager nordpå drevet at at forstå Jeeps før-industrielle kulturer, men hun opdager hurtigt, at dette ikke bare er feltarbejde. Hun er ude hvor hun ikke kan bunde. Hun må indpasse sig livet i stammerne, lære overlevelsesteknikker, og hun opdager snart, at kulturen på Jeep er dybt forbundet med virussens mystiske biologi.

Griffith skriver med sans for eventyr og detaljer. Der er for eksempel sådan lidt Shogun og Manden de kaldte hest i mødet med den brutale og primitive nomade-stamme “Echraiderne,” som tvangsoptager Marghe, indtil hun må flygte. Det bliver et desperat ridt igennem en snestorm over Tehuantepec mod Moanwood midt i vinteren under “The Moon of Knives”. Hun må ofre sin hest for at drikke dens blod og bygge et ly mod snestormen af dens skind.

It was more difficult to drag the flap of skin, about two feet square, over her head and pull its edges down to meet the snow wall. The result was cramped and stifling, but a shelter of sorts. It was all she could do. She huddled down around her precious cupful of blood and few tatters of meat, all that kept her from death, and breathed deep into her belly. There was nowhere to go from here.

Nicola Griffith folder en fascinerende verden med masser af spændende kulturel world building ud på siderne i Ammonite. Præmissen om en planet uden et eneste X-kromosom bliver aldrig begrænsende, men i virkeligheden anledningen til at forme en masse meget forskellige mindeværdige karakter.

Kvinderne indtager alle roller. De er voldelige eller kærlige eller gode eller onde. Og det er ifølge forfatteren præcis pointen. Som hun skriver i efterordet:

Jeg er træt af at læse om rumvæsner, der i virkeligheden er kvinder, eller kvinder, der i virkeligheden er rumvæsner.

Fjern mændene, og vi mister ikke automatisk vores ild og intelligens og sexlyst; vi danner ikke hierarkiske, statiske, insektlignende samfund, der er frygteligt ineffektive.

Vi bliver ikke til en homogen tankepoliti-kultur, hvor kødspisning er forbudt, og mænd bliver brændt af ved hver fuldmåne.

Kvinder er ikke fra naturens side passive eller dominerende, moderlige eller ondskabsfulde.

Vi er alle forskellige.

Det forekommer mig, at en verden kun bestående af kvinder ville rumme hele spektret af menneskelig adfærd: Der ville være kapitalister og kollektivister, eneboere og klanmedlemmer, sømænd og kokke, idealister og tyranner; de ville være generøse og onde, kloge og dumme, stærke og svage; de ville nærme sig livet modigt, frygtsomt og tankeløst.

Den præmis er der kommet en fantastisk roman ud af. Jens og Anders har SCIFI Snakket Ammonite:

Anders har læst/oplevet:

Jens har læst/oplevet:

Douglas Adams’ The Restaurant at the End of the Universe er anden ret i den fem-retters menu, vi kender som The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy-trilogien. I denne episode af SCIFI SNAK, optaget live på Fantasticon 2025, har vi pakket håndklæder og Old Janx Spirit og kastet os ud i den svære toer.

Test af CDP

Douglas Adams (1952–2001) var en britisk forfatter, humorist og idémand, hvis navn i dag er synonymt med skæv, intelligent science fiction. The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy begyndte som radiodrama i 1978 på BBC, og blev senere til bøger, tv-serier, computerspil og en kultstatus, der lever videre i citater og håndklæder.

The Restaurant at the End of the Universe udkom i 1980 som efterfølger til Hitchhiker’s Guide og bygger direkte videre på radioafsnittene.

Adams skrev i et tempo præget af deadlines og improvisation, og det mærkes i bogens struktur: den springer lystigt fra scene til scene, nogle gange uden logik, men altid med et stærk og hektisk dialog og masser af vilde indfald.

Han var en mester i at kombinere satire med slapstick og eksistentielle spørgsmål med popkulturelle observationer. Og selv når handlingen slår knuder på sig selv, bliver man hængende for sproget, ideerne og det faktum, at ingen anden kunne få en kop te, en rockkoncert og meningen med livet til at hænge sammen som Douglas Adams.

Vi har aldrig rigtig kommet nogen fundet nogen der leverede scifi-humor på hans niveau. Måske er det derfor, at der er så langt i mellem, at der er nogle der prøver.

Bogen starter hvor Hitchhikers Guide slutter. Ombord på Heart of Gold forsøger Arthur Dent at få rumskibets Nutrimatic-maskine til at lave en ordentlig kop te. Han beskriver tålmodigt, hvad te egentlig er – med floromvundne detaljer om Ceylon, mælketilsætning og sølvtetøj.

Maskinen må have hjælp, og hele skibets computerkraft bliver opslugt i forsøget. Timingen er dårlig, da det efterlader vores helte hjælpeløse midt i et Vogon-angreb. Det er Adams i nøddeskal: en tilsyneladende lille detalje vælter det hele.

Vi møder også det universets vildeste band – Disaster Area – hvis plutonium rockkoncerter er så øredøvende, at de helst skal opleves fra en bunker 100 km væk. Vi møder bandmedlemmet Hotblack Desiato (som er “død af skattemæssige årsager”) på Milliways, “Restauranten ved Universets ende.”

Zaphod stjæler bandets sorte stunt-rumskib, som desværre er præprogrammeret til at dykke direkte ind i en sol, som en del af Disasters Areas spektakulære koncerter show. Adams giver os et helt kapitel om koncerten og dens klimamæssige effekt på planeten. Igen typisk Adams, at tage en tangent ud af en absurd bivej.

Bogens måske skarpeste satiriske bid kommer, da Arthur og Ford strandes to millioner år tilbage i tiden med en flok Golgafrinchans – et folk bestående udelukkende af ubrugelige frisører, managementkonsulenter og telefonsanitører.

På en neolitisk jordklode fortsætter de ufortrødent med deres håbløse opførsel. Blandt andet indfører de blade som møntfod. Det fører til massiv inflation, fordi der er blade overalt, så de planlægger at brænde skovene ned for at gøre pengene mere værd. Adams’ samfundssatire slår hårdt og præcist: Vi vælger at brænde hele verden ned for at redde økonomien.

Bogen er smækfuld af gode iagtagelser, og man kommer let til at highlighte halvdelen af bogen, hvis man samler på citater. Her er et par citater fra lytterne.

Randi citerer bogens ikoniske åbningssætning:

“In the beginning the Universe was created. This has made a lot of people very angry and been widely regarded as a bad move.”

Niels fremhæver:

“The Universe, as has been observed before, is an unsettlingly big place, a fact which for the sake of a quiet life most people tend to ignore.”

Jens’ yndlingscitat:

“Listen, Ford,” said Zaphod, “everything’s cool and froody.”
“You mean everything’s under control.”
“No,” said Zaphod, “I do not mean everything’s under control. That would not be cool and froody.”

Anders’ yndlingscitat:

There is a theory which states that if ever anyone discovers exactly what the Universe is for and why it is here, it will instantly disappear and be replaced by something even more bizarre and inexplicable. There is another theory which states that this has already happened.

The Restaurant at the End of the Universe er ujævn, rodet og momentvis forvirrende – men også dybt charmerende, vanvittigt underholdende og proppet med citatguld. Som radiomanuskript kan man mærke, at bogen er skrevet episodisk, og den ene scene afløser den anden uden nogen nævneværdig fremdrift. Men som Anders siger: “Der går ikke lang tid mellem grinene.” Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Restaurant at the End of the Universe

Anders har læst/oplevet:

Jens har læst/oplevet:

Henning anbefaler at dykke dybere i Stephen Baxters bagkatalog:

The Long Earth er en original Multivers historie fra et samarbejde mellem den humoristiske engelske Fantasy Forfatter Terry Pratchett og den mere klassiske Hard Scifi og Alt-History forfatter Stephen Baxter.

Terry Pratchett (1948-2015) er jo en af de helt store humoristiske forfatter, der med sin originale Discworld serie igennem 35 bind skrev originale spekulative værker, bare sat i en fantasy setting, og brugte disse fortællinger til at satirisere over vores egen verden, og gøre nar af de grådige og hensynsløse. Bøgerne er på mange utrolig kloge og fjollede på samme tid.

Baxter kender vi ikke så godt. Her har vi at gøre med en ingeniør/matematikker som har skrevet en masse alt-history og hard scifi og biologisk evolutions inspireret fiktion.

I The Long Earth introduceres vi for en verden, hvor “stepning” – evnen til at skifte mellem parallelle verdener – pludselig bliver allemandseje takket være en DIY-guide på nettet. Med en kartoffel, lidt elektronik og et håndtag kan du træde fra vores egen “Datum Earth” og ud i en uendelighed af ubeboede jorder. Det lyder hyggeligt – indtil man husker, at der ikke nødvendigvis er fast grund under fødderne i den næste verden…

Hovedpersonen Joshua er en “naturlig stepper”, der kan rejse mellem verdener uden at blive dårlig (de fleste får kvalme og kaster op – ikke just den ideelle ferieform). Han bliver rekrutteret af det dystert navngivne Black Corporation til at tage på opdagelsesrejse sammen med Lobsang – en kunstig intelligens, som hævder at være en reinkarneret tibetansk motorcykelmekaniker (!). Rejsen foregår i en steppe-kapabel zeppeliner.

Bogen leger med tanken: hvad hvis vi ikke længere var begrænset til én jord? Pludselig er det muligt at slå sig ned i en parallelverden, høste naturressourcer uden konkurrence og opbygge en ny tilværelse fra bunden. Længslen efter det enkle liv – væk fra overforbrug, politik og corporate bullshit – slår igennem i store dele af romanen. Men hvad sker der med dem, der ikke kan steppe?

En del af romanens satiriske kant ses i fremstillingen af “phobics” – dem, der ikke kan træde mellem verdener. De bliver efterladt. Og det bliver politisk. En demagogisk skikkelse, Cowley, fremstår som talerør for den vrede, som opstår hos de efterladte. Det bliver hurtigt klart, at selv med uendelige muligheder, følger menneskelig konflikt og eksklusion med i bagagen.

“It’s natural. Walking is. But what they call stepping? He shook his head. Nothing natural about that. You need a gadget to do it, don’t you? You don’t need no gadget to walk. Stepping. That’s not what I call it. That’s not what my granddaddy would have called it. We plain folk, who don’t have the education to know any better, have other words for practices like that. Words like unnatural. Words like abomination. Words like unholy.”
– Cowley Prædiker for de efterladte Phobics

Lobsang og Joshua er bogens centrale makkerpar, og dynamikken mellem dem giver en del af historiens underholdningsværdi. Joshua er menneskelig, introvert og søger ro. Lobsang er overmenneskelig, charmerende – og manipulerende. Han ved for meget, siger for lidt og har hele tiden en bagtanke.

Deres rejse i zeppelineren The Mark Twain er både en fysisk rejse og en filosofisk en af slagsen. Hvad betyder det at være menneske? Er Lobsang i virkeligheden bare en glorificeret chatbot med svagheder og følelser – eller er han mere menneske end mange mennesker?

Scenen hvor Lobsang møder Joshua første gang, som en snakkende colaautomat (!), er rendyrket Pratchett-fjolleri. Men det udvikler sig hurtigt til noget dybere, særligt når de til sidst møder et gigantisk væsen i havet på en fjern verden: First Person Singular.

Jens og Anders er ikke helt enige om vurderingen af The Long Earth. Jens giver den fire stjerner, Anders tre. Hvor Jens ser en underholdende og original what-if-fortælling med høj underholdningsværdi, ser Anders en bog, der forsøger for meget og samler for lidt op.

Bogens opbygning – med mange sidehistorier, små indskudte karakterer og utallige verdener – føles nogle gange som en ustruktureret brainstorm, hvor kun halvdelen af idéerne lander sikkert. Den har satirens bid, science fictionens filosofi og eventyrets magi, men forsøger måske at gabe over for meget.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Long Earth

Anders har læst/oplevet:

Jens har læst/oplevet:

🎤 SCIFI SNAK laver live-optagelse på Fantasticon søndag 1. juni kl. 13–14 i Støberiet, København. Temaet er humor, og bogen bliver The Restaurant at the End of the Universe af Douglas Adams.

📚 Oprindeligt ville Jens og Anders læse Infinity Welcomes Careful Drivers, men måtte droppe den pga. dårlig tilgængelighed. Douglas Adams to the rescue!

Radiance er en slags litterær collage, hvor fortællingen om Severin Uncks forsvinden foldes ud i fragmenter: dokumentarfilmklip, forhør, breve, dagbøger, og en hel del radiodrama. Bogen kræver lidt tålmodighed – men giver til gengæld masser af stof til eftertanke. Læseren er detektiv og læser på samme tid i denne bevidst forvirrende historie.

Det føles som at læse en stumfilm med voice-over fra både noir-detektiver og BBC-radioteater. Her er der ingen lineær plottråd – men en art drømmeagtig opdagelsesrejse, hvor man selv må finde forbindelserne mellem de mange karakterer og stilskift.

Catherynne M. Valente er kendt for sine spekulative romaner, der har vundet bl.a. James Tiptree, Jr. Award og Andre Norton Award. Hendes noveller er udgivet i Clarkesworld Magazine og flere antologier, mens hendes kritiske arbejde bl.a. findes i International Journal of the Humanities.

I 2006 opfandt Valente termen mythpunk som en joke for at beskrive værker, der udfordrer folkeeventyr ved at blande myter med postmoderne teknikker. Og denne postmoderne cut-up teknik præger også Radiance

Kernen i historien er Severin – dokumentarfilmsinstruktør, hittebarn og datter af den gotiske stumfilmskunstner Percival Unck. Hun forsvinder under en ekspedition til Venus, hvor hele byen Adonis er lagt øde under mystiske omstændigheder. Kun en lille, umælende dreng, Anchises er tilbage.

Det er under optagelserne i Adonis, at der sker noget, som får Severin til at forsvinde og nogle af hendes kolleger til at blive dræbt, men kun nogle få fragmenter af den stærkt beskadigede film fra optagelserne overlever.

I årtier efter forsøger Percival at finde ud af, hvad der blev af hans datter, og han er besat af at lave en film om hende.

I mellemtiden bliver Anchises, som nu er voksen, hyret af produktionsselskabet, der finansierede Severins film, til at hjælpe med at finde hende og i øvrigt alt, hvad der kan reddes af deres intellektuelle ejendom.

Valente har skabt en Jules Vernesk space opera med art deco-æstetik og en stærk kærlighed til stumfilmens guldalder, som også lidt minder om klassiske stumfilm som Himmelskibet af Holger-Madsen (Nordisk Film 1918), hvor Mars er befolket med frugtspisende pacifister filmet i en grusgrav.

Det er bådet kitschet og sprudlende – og måske netop derfor lidt af en mundfuld. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Radiance

“Radiance” viste sig at være en af de sværere bøger at få armene helt omkring.

Jens (⭐️⭐️) kæmpede lidt med Valentes højdramatiske stil og de mange detaljer og endte på to stjerner – en spændende bog, men også meget krævende og lidt for selvfed.

Anders (⭐️⭐️⭐️⭐️) var lidt mere på Valentes bølgelængde og gav fire stjerner, fordi han nød bogens legesyge stil, vilde univers og dybe kærlighed til fortællinger – selvom overblikket nogle gange fortonede sig.

Anders har læst/oplevet:

Jens har læst/oplevet:

Vi snakkede om genlæsning i forrige afsnit og fik masser af gode input!

Majbrit siger: “Der er også noget hyggeligt ved at genlæse. Mærkeligt ikke? Hvorfor er det en fornøjelse at synke ned i en fortælling der ikke overrasker? Måske fordi de små ting overrasker? At man lægger mærke til det sproglige landskab, til forfatterens intention? Karakterernes udvikling står tydeligere frem, når handlingen betyder mindre? Hvis der er gået ti-tyve år siden sidst er det også en oplevelse hvor forandret en bog kan læses i det nye lys fra egne erfaringer.”

I denne episode kaster vi os over Tom Sweterlitschs labyrintiske tidsrejsethriller The Gone World fra 2018 – en bog, som både Kåre og Lise har peget på som en af de bedste læseoplevelser i 2024.

The Gone World er ikke bare en sci-fi-krimi med kosmisk horror – det er også en bog, der blæser hovedet af læseren med tidslinjer, multiverser og metafysiske mareridt.

Vi følger Shannon Moss, agent for den amerikanske flåde, der i 1997 bliver kastet ind i et brutalt drab på en hel familie – og som via teknologisk tidsrejse forsøger at finde spor til opklaring i fremtiden.

Men fremtiden er ikke fast – og i horisonten lurer dommedag.

Når Shannon Moss arbejder for Naval Criminal Investigative Service, gør hun det ikke kun med afhøringer og fingeraftryk – hun rejser frem i tiden for at finde spor.

Når man rejser til fremtiden i The Gone World, rejser man ikke til den egentlige fremtid, men til en mulig version af den – og det er netop Shannon Moss’ metode: at hente viden i fremtidens varianter og tage den med hjem til sin nutid, “terra firma”.

Men tid er ikke gratis. Shannon ældes i fremtiden – selvom hun vender hjem til det samme øjeblik, hun rejste ud fra. Hun er biologisk i 40’erne, men burde være 27.

Hendes kolleger og familie ser hende ændre sig foran dem – og i nogle tilfælde møder hun dem igen som fremmede i fremtiden. Det skaber en både fascinerende og melankolsk stemning – en hovedperson i permanent eksistentiel jetlag.

Allerede i første kapitel introduceres vi til dommedag. “The Terminus” – en dommedagsvision ude i fremtiden, hvor jorden er forvandlet til en frossen ørken, mennesker hænger korsfæstet i luften med sølvglimtende nanoteknologi i munden.

Og i løbet af bogen rykker Terminus tættere og tættere på, hver gang Shannon rejser frem. Det bliver klart: Den sidste generation er allerede født. Klokken tikker.

Og med stor opfindsomhed får Sweterlitsche koblet mordmysteriet og dommedag sammen.

Sweterlitsch har ikke kun fundet på en enkelt tidsrejseidé – han har smidt hele fysik-biblioteket i gryden. Vi får “vardoggers” (et koncept lånt fra nordisk mytologi), som er steder, hvor grænserne mellem tidslinjer bliver tynde. Vi får kvanteknuder, simultane fremtider og nedslag i parallelle 2015’er – nogle fyldt med nanobotter og levende digitale kloner, andre mere hverdagsagtige.

Nogle gange føles det som en blanding af True Detective, Solaris, Inception og Tenet – især fordi bogens scener ofte er så stemningsmættede og billedstærke, at man ikke helt fatter, hvad der sker, men alligevel bliver suget ind. Det er vildt, syret og af og til frustrerende.

Der er scener i The Gone World, man sent glemmer. Et fremtidshotel fyldt med nanobotter. En samtale med en død forsker i form af en hologrammisk skikkelse. Et skovområde, hvor virkeligheden bølger og man pludselig befinder sig i en anden tid.

Anders mener, bogen måske har for mange vilde idéer, der vælter rundt i hinanden – lidt for meget mystik, lidt for lidt hard sci-fi. ⭐️⭐️⭐️(⭐️)

Jens er begejstret: “Den føles som en bog, hvor det hele kan gå frygteligt galt – og det er en del af charmen.” ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Man skal dog holde tungen lige i munden. Plottet er sammenfiltret, og uden en vis koncentration kan man nemt miste overblikket. Se et diagram fra This is Barry her

Men for dem, der holder af True Detective vibes, kosmisk horror og tidsrejser med konsekvenser, er The Gone World en intens og unik læseoplevelse.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Gone World.

Anders har læst/oplevet:

Jens har læst/oplevet:

Andes er i gang med at genlæse bøger. Noget han kom på under sin marathon-influenza. Læs han blog her

Hvilke scifi-bøger kan du godt lide at genlæse? Skriv i kommentarfeltet

SCIFI SNAK er nu federeret! Du kan finde community og kommentarer på scifisnak.dk og Mastodon. Der ligger også en guide til, hvordan du kommer i gang med fediverset. Og Superkultur (Hennings blog) er nu også federeret.

🛸 Tak fordi du læser (og lytter) med. Næste gang tager vi Radiance af Catherynne M. Valente – en deco-punk, pulp, alt-history space opera. Det bliver mærkeligt. Og måske fedt.