Længe før Star Wars gjorde det med munkekutter i SCIFI til noget med Jedi-riddere, havde Walter M. Miller i 1959 kombineret munke og scifi i den hugo-award vindende “A Canticle for Leibowitz.”

Leibowitz er en hellig mand i den post-nukleare ødemark. Den tidligere elektroingeniør endte sine dage som martyr, da de såkaldte “simpletons” hængte og brændte ham, under den store “simplification” – hvor al verdens viden blev brændt på bålet. Altså, den viden, der ikke allerede var fortabt i atom-helvedet. Leibowitz var en videnssamler, ligesom Leibowitz munkene efter ham.

I et primitivt kloster i Utah møder vi munkene af Leibowitz ordenen, som har fortsat hans gerning. I stearinlysets skær håndkopierer de møjsommeligt skrifter, som de dårligt forstår. Rester af indkøbsedler og blueprints til gamle radioer.

The monks waited. It mattered not at all to them that the knowledge they saved was useless, that much of it was not really knowledge now, was as inscrutable to the monks in some instances as it would be to an illiterate wild-boy from the hills; this knowledge was empty of content, its subject matter long since gone.

A Canticle for Leibowitz svinger mellem det stærkt satiriske, nærmest comedia del’arte i de tidlige kapitler til mere almen 60’er scifi med reminiscenser af “Dr Strangelove” i de sidste kapitel. Der bliver flirtet med det groteske. Samtidig skildres et fascinerende remix af middelalderlig katolicisme og det post-nukleare ødeland.

Store dele af bogen minder mere om, at læse Rosens Navn og man glemmer helt at man er midt i en Science Fiction bog.

Men over de 1000 år man følger Leibowitz munkene, i tre aldre, når vi frem til en fremtid, hvor atombomberne igen truer menneskeheden. Nu fra baser i omløb om jorden. De kostbare memorabilia har skabt kimen til et nyt samfund, som er ved at udrydde sig selv. Så hvad skal munkene nu gøre? Jens og Anders har SCIFI snakket A Canticle for Leibowitz.