Navnet Frank Herbert leder tankerne automatisk til ørkenplaneter og sandorme. Men Dune er kun en del af det store forfatterskab på næsten 30 romaner og en omfattende samling kortere fiktion.

Omtrendt samtidig med udgivelsen af Dune skrev Herbert “Destination Void” – og lagde dermed kimen til hans anden serie: “The Pandora Sequence” – Og hvor Dune nærmest var en ridder-fortælling forklædt som Scifi – så er Destination Void filosofisk Hard Scifi!.

Mandskabet skal bringe Earthling 6 sikkert til Tau Ceti og kolonisere en ny planet, med skibets last af sovende kloner og dna fra alverdens flora og fauna. Alle ombord er kloner – og dermed ejendom uden egne rettigheder… totalt undværlige.

Men noget er gået galt med skibets hjerner – de specialklonede kropsløse hjerner som skulle balancere alle skibets processer. En efter en er de døde. Den eneste løsning er, at få skibets computer til at udvikle bevidsthed og styre dem sikket til Tau Ceti.

Void er en meget ambitiøs og filosofisk bog. Mange af de spørgsmål Herbert stiller i Void ser vi genbesøgt i bøger helt op til vores tid. Når Bickel i et kort øjeblik bliver ét med skibets bevidsthed og oplever hele skibets sensoriske input, fra hver en måler, så bringer det mindelser om Brek; skibscomputeren fra Ancillary Justice, der bliver til et menneske. Man kommer også til at tænke på Blindsight – hvor Peter Watts stiller spørgsmål ved hele ideen om, at bevidsthed er væsentlig for højere intelligens.

“Is consciousness merely a special form of hallucination?”
― Frank Herbert, Destination Void

At læse Void er ikke en “walk in the park.” Man skal holde tungen lige i munden, når religion, videnskab og filosofi blendes in i dialogen, når de 4 kloner forsøger at løse bevidsthedens gåde. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Destination Void.”