I 1993 delte Willis førstepladsen I Hugo Awards med Vernor Vinge’s “A fire upon the deep” med hendes første bog i den såkaldte “Oxford time travel” serie. Og sidenhen vandt alle tidsrejse-bøgerne en Hugo. I alt har Connie Willis vundet elleve Hugos, og er dermed den mest vindende nogensinde.

Og det kan egentlig godt undre. Ikke at hendes bøger ikke er gode, men de er meget særegne. The Doomsday Book er noget nær så langt fra Vinge’s rumopera som man kan komme.

I et utrolig almindeligt og ikke særlig scifi-agtigt Oxford nørkler nørdede professorer i 2054 med, at sende mennesker tilbage i tiden, for at lære om historiske begivenheder. Og i “The Doomsday Book” ender vi i middelalderen – midt i pesten faktisk.

Vores uheldige heltinde Kivrin sendes afsted af skruppelløse karriere-historikere, men desværre går noget helt galt. I stedet for at ende i 1320 er hund blevet sendt 28 år skævt lige ind i pestens opblomstring i Oxford. Og normalt ville man bare hente hende tilbage. Men desværre er der brudt en nasty influenza-epidemi ud i 2054 med tidsrejse-teknikeren Badri som Patient Zero.

The Doomsday Book skildrer desperate begivenheder i to parallelle tider. Bogen balancerer flere fortællestemmer. Den kan være britisk “comedy of manner” humor, når institut-rivalisering antager groteske dimensioner af smålighed. Men den er også båret af ægte og tætte fortællinger om menneskeskæbner, der knyttes sammen under desperate forhold.

Det er en mærkelig SCIFI bog. For den er ikke særlig teknisk. Men fantastisk og helt særlig det er den. Jens og Anders har SCIFI Snakket “The Doomsday Book.”