Der er ingen der lytter til dine telefonsamtaler i Huxleys fremtids-dystopi. I stedet er hele samfundet i den såkaldte “World State” indrettet til at understøtte glæde og tilfredshed. Du skal forbruge og opleve. Og alt efter om du er på toppen af kastesystemet som en Alfa-plus-plus, eller i bunden som en Epsilon-halvsinke, så er alt indrettet på, at du matches i dine behov.

I Verdensstaten bliver man avlet til at passe præcis til den rolle man skal indtage. Fostre bliver groet, manipuleret og udruget på centre, hvor de bliver tilpasset til deres rolle. Fabriksarbejdere bliver modificeret til at blive tilpas uintelligente, til kun at bekymre sig om deres mest basale behov. Babyer bliver hjernevaskede mens de sover til, at have den rette adfærd. Så når de slippes ud i samfundet oplever de en problemfri tilværelse. Og hvis de så alligevel oplever noget skidt, så tager de SOMA – vidundermedicinen, der fjerner alle bekymringer.

“And that,” put in the Director sententiously, “that is the secret of happiness and virtue — liking what you’ve got to do. All conditioning aims at that: making people like their unescapable social destiny.”

Til gengæld er kunst og religion forbudt. Faste relationer er ugleset, for alle ejer alle. Det er heller ikke så godt at læse bøger, for når man bare sidder for sig selv og tænker, forbruger man jo ikke noget. Hjulene i samfundet skal holdes i gang!

“God isn’t compatible with machinery and scientific medicine and universal happiness. You must make a choice. Our civilization has chosen machinery and medicine and happiness.”

Og så er der alligevel problemer i paradis, for enkelte individder, særligt blandt Alfa-plusserne, passer bare ikke ind. Sådan en er Bernard Marx. Han ses skævt til fordi han er lille af vækst. Der går rygter om, at der er sket en fejl med tilsat alkohol på udrugningscentralen. Så selv om alle burde have lige muligheder, så føler Bernard sig uden for. Og det hjælper heller ikke, at han elsker stilhed, alenetid og har forbehold over for at tage SOMA.

Bogens handling tager for alvor fart, da Bernard tager på ferie med den søde sygeplejerske Lenina til et reservat, hvor mennesker lever primitivt. Her møder de John, søn af en kvindelig verdensstat-borger, der er blevet efterladt i reservatet ved et uheld. John er opvokset i et miks af primitivisme, drømme om livet i Verdensstaten og ideer fra Shakespeare’s samlede værker. Og da han tages tilbage til Verdensstaten tager tingene fart.

Aldous Huxley skrev “Brave New World” som en satirisk mod-reaktion til samtidig utopisk science fiction og et møde med det amerikanske forbrugersamfund. Alle problemer løses med fladpandet forbrug og infantilisering af relationer. Til gengæld er tilværelsen fuldstændig meningsløs. Jens og Anders har SCIFI Snakket Aldous Huxley’s “Brave New World.”