GameChanger – Fodbold. Viden. Udvikling.

GameChanger – Fodbold. Viden. Udvikling.

Download on the App Store

GameChanger – Fodbold. Viden. Udvikling. episodes

  • Succes som træner: Fokusér på din arbejdsidentitet (i stedet for dit talent)
    Hvad er forskellen på 'talent' og 'styrke'?

    Talent og Talentudvikling støder du typisk på, når det gælder spillere.

    I denne podcast kan du høre om, hvilken rolle talent-begrebet har, når det gælder fremtidens trænere og uddannelse af trænere.

    Eller:

    Faktisk handler podcasten nærmere om problematisering af talentbegrebet for i stedet at rette blikket mod begrebet arbejdsidentitet.

    Med i studiet er Billy Adamsen, som er forskningsleder på Sjællands Erhvervsakademi (Zealand) og en del af Talent Lab.

    I sin forskning beskæftiger han sig netop med sammenhængen mellem arbejdsidentitet, styrker, præstation og talent - og hvad skal du og din organisation have fokus på, når I arbejder med ”talenter”?

    For at perspektivere Billys forskning i arbejdsidentitet og talent til hverdagen i en fodboldklub er Danek Olsen med i studiet. Han er klub- og sportschef i Jægersborg Boldklub, hvor han blandt andet arbejder med udviklingen af næste generations trænere.

    Key-takeaways: 
    • Sammenhængen mellem arbejdsidentitet, styrker, præstation og talent
    • Talent og potentiale er ”tomme udtryk”, mens du kan konkretisere dine styrker
    • Dem, der arbejder med styrker, har større succes, end dem, der har arbejder med talent og potentiale
    • Arbejdsidentitet er centralt for at finde dig selv i klubben og trænerjobbet
    • Arbejdsidentitet fokuserer på færdigheder – det gør talentbegrebet ikke
    • Dine ”akkumulerede erfaringer” skaber din arbejdsidentitet
    • Matchet mellem klubbens værdier og kultur samt trænerens arbejdsidentitet
    • Forskellige grader af selvledelse har betydning for din arbejdsidentitet.


    Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
    33 min
  • Den vigtige dobbeltrolle: Sådan er du både træner og leder
    Trænerens rolle bliver i højere grad knyttet sammen med rollen som leder af mennesker på flere niveauer.

    Det får os til at stille spørgsmålet: Hvordan er du leder, når du også er træner? Hvordan er du træner, når du også er leder?

    For at få nogle svar på, hvad det vil sige at være leder og træner samtidigt er Nicklas Pyrdol og Danek Olsen med i studiet.

    Nicklas er i dag selvstændig ledelsesrådgiver og har tidligere været tilknyttet som sportspsykologisk konsulent hos blandt andet Team Danmark.

    Danek er klub- og sportschef hos Jægersborg Boldklub, og han er tovholder på projektet ”Træner til fremtiden”. Det er et forløb målrettet unge trænere, som går deres ”deres første lederjob” i møde. Det vil sige dét at være fodboldtræner.

    Key-takeaways
    • Forskellen på at lede et fællesskab og individer
    • Spændet mellem leadership (empati og medmenneskelighed) og management (strategi og strukturer)
    • Fem kategorier, som kan være fundamentet for at være leder med succes
    • Den gode leder har en god ledelse at se op til
    • Som træner er du formidler af både klubbens og spillets værdier
    • Bliv bevidst om din målgruppe, og hvordan du er den bedste leder for den
    • Få hjælp af dem omkring dig til at udfylde dine ledelsesmæssige ”huller”
    • Brug de uformelle rum til at skabe relationer – og undervurdér ikke vandpauserne.


    Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
    29 min
  • Den gode feedbackkultur: Forstår spillerne dig - og forstår du spillerne?
    Hvordan giver du spillere feedback, som de kan handle på?

    Overordnet er feedback en kommunikationsform, hvor du giver en tilbagemelding på en spillers adfærd og handlinger. Uden feedback ved spilleren ikke, om han/hun lever op til forventninger, ligesom han/hun uden feedback heller ikke har mulighed for at ændre og styrke sin adfærd.

    Gennem udveksling af perspektiver og informationer er feedback på mange måder en forudsætning for, at dine spillere bliver dygtigere og udvikler kompetencer. For at give at kunne give dine spillere den nødvendige feedback, kan du tage flere metoder i brug, og som træner kan du sætte rammerne for, at spillerne opsøger feedback hos hinanden.

    Det handler om at skabe en god og tryg feedbackkultur.

    Og hvordan du gør det, får du inputs til i denne podcast med Hjalte Nørregaard og Jonas Bro.

    Hjalte Nørregaard er assistenttræner hos F.C. København, og Jonas Bro er partner hos Feedwork, hvor han rådgiver organisationer i vidensdeling og læring – og herunder særligt kunsten i at bruge feedback. Jonas har samtidigt en baggrund i Hæren og som elitesportsatlet i militær femkamp.

    Key-takeaways:
    • Feedback handler om udvikling og dannelse
    • Video og observationer er fordelagtige værktøjer til feedback
    • Den gode feedback hjælper spillerne med at forstå og udføre
    • System 1 og System 2 har en funktion i forhold til feedback
    • Husk at balancere i mængden af informationer, som spilleren kan modtage og omsætte
    • Feedback ikke er top-down, men to-vejs-kommunikation
    • Sammenhængen mellem psykologisk tryghed og feedbackkultur
    • Eksempel: Udviklingsplaner på F.C. Københavns U19-hold
    • Eksempel: Feedback i omskolingen af Elias Jelert.


    Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
    38 min
  • Få spillerne ud af komfortzonen: Sådan arbejder du med Deliberate Practice
    Hvordan designer du en træning, der får spillerne ud af komfortzonen?

    Det får du svar på i denne podcast, hvor du kommer tæt på metoden Deliberate Practice.

    Groft skitseret udspringer Deliberate Practice af forskning i, hvad der gør eksperter til eksperter og adskiller dem fra andre. Heri ligger også et spænd mellem tillært ’kompetence’ og ’naturtalent’.

    I en sportslig sammenhæng peger forskningen på, at Deliberate Practice er den træningsform, som giver det bedste udbytte, når målet er et højt færdighedsniveau.

    I holdsport bruges færre timer på Deliberate Practice sammenlignet med for eksempel individuelle sportsgrene eller musikere, og det har du kunnet høre om i tidligere GameChanger-episoder.

    Imidlertid er det individuelle perspektiv ikke direkte overførbart til holdsport og de relationelle elementer, som kendetegner fodboldspillet.

    For at sætte principperne i Deliberate Practice ind i et holdsportsperspektiv, og for at give dig indblik i, hvordan du kan implementere principperne i dit træningsdesign, er Frank Hjortebjerg med i studiet. Han har indtil foråret 2024 være assistenttræner hos OB’s førstehold, og inden da har han både været i FC Nordsjælland og Brøndby IF.

    Key-takeaways:
    • Forskellene på og samspillet mellem Purposeful Practice og Deliberate Practice
    • Deliberate Practice er ikke en umiddelbart belønnende træningsform, men giver det bedste udbytte på sigt
    • Planlægning og placering af Deliberate Practice i dit træningsdesign
    • Brug spørgsmålene: Hvad er formålet med øvelsen? Den er god til hvad?
    • Variation får spillerne ud af komfortzonen, men husk formålet med øvelsen
    • Spillere er forskellige, og ikke alle kommer ud af komfortzonen på samme måde
    • ’Priming’ af spillerne fysisk og kognitivt forud for en Deliberate Practice-træningsblok
    • Hav en plan, hvis træningsøvelsen ikke går som planlagt (for let eller for svær).


    Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
    41 min
  • TrænerDNA: Hvem er Morten Eskesen?
    For første gang nogensinde er det danske U19-herrelandshold repræsenteret til et Europamesterskab.

    Lige nu er landsholdet i fuld gang med gruppespillet, og for at du kan lære landstræneren bedre at kende, genudgiver vi her GameChangers podcast med Morten Eskesen i serien TrænerDNA.

    I podcasten fordeler Morten 100 point på fem byggesten, for på den måde at fremhæve sine styrker og svagheder som træner i topfodbold.
    1. Taktisk håndværk og fodboldforståelse (tid: 02:00)
    2. Lederskab og menneskelige relationer (tid: 16:00)
    3. Beslutningstagning og hurtige reaktioner (tid: 30:35)
    4. Følgeskab på nye idéer og trends (tid: 36:04)
    5. Mediehåndtering og kommunikationsevner (tid: 38:26).

    Reglerne er, at han ikke må give det samme antal point til to eller flere karakteristika. I podcasten får du alle karakteristika med og dermed hele Mortens TrænerDNA, mens du i videoen på GameChanger kan se Morten beskrive taktisk håndværk og fodboldforståelse med hjælp af et taktikbræt.


    Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
    50 min
  • Tendenser i 3F Superliga: Titlen som topscorer og disciplin på dødbolde
    For femte sæson i træk udgiver Divisionsforeningen Performance Rapport, som bygger på et omfattende datamateriale indsamlet via Opta og Second Spectrum.

    Tilsammen muliggør indsamlingen af data at give et objektivt billede af tendenser og holds præstationer i den forgangne sæson i 3F Superliga.

    Nogle af tendenserne og præstationerne, som dette års udgave af Performance Rapport har analyseret, er 1) indskifternes indflydelse på kampens resultater, 2) topscorer og serviceringen af angriber og 3) mål efter standardsituationer (også kendt som dødbolde).

    Når det gælder indskifternes indflydelse på kampens resultat, viste Thomas Thomasberg og FC Midtjylland sig at være effektive. Det kan du læse mere om her, hvor du også finder link til en podcast med Thomasberg om at bruge fem indskiftere til taktisk fordel.

    For at diskutere og komme tættere på de to andre tendenser – topscorer og dødbolde – er David Nielsen og Lasse Stensgaard med i denne podcast.

    Mens David Nielsen nuancerer tendenserne ud fra sin cheftrænererfaring med i landets bedste liga, har Lasse Stensgaard sin ungdomslandstrænerbrille på.

    Key-takeways
    • Bare 15 scoringer var nok til at gøre German Onughka til sæsonens topscorer
    • Konsekvenserne ved, at der er større udbredelse i, hvem der scorer målene
    • xG og xGOT på spillerniveau og holdniveau
    • Serviceringen af angriberen (9’eren) er et svaghedspunkt i 3F Superliga
    • 3F Superliga er stærk, fordi den er jævn, men det fører til fastlåst spil
    • Færre angribere har over 75 afslutninger
    • Danske superligaspillere er stærke i og har stor forståelse for dødboldsituationer
    • Tendenser, du skal holde øje med i 3F Superliga 2024/2025.


    Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
    38 min
  • Seks sæsoner med VAR: Hvad er prisen på øget korrekthed og fairness?
    I 2017 blev Video Assistant Referee – i daglig tale VAR – introduceret. I løbet af 2017/2018-sæsonen blev teknologien testet og tilpasset i den Serie A og Bundesligaen.

    Efter testperiodens lovende erfaringer blev VAR således implementeret i 2018/2019-sæsonen i både nationale og internationale fodboldturneringer, og dommerteknologien blev samtidigt indskrevet i det officielle regelsæt.

    Siden marts 2023 har VAR været en fast del af spillet i 61 lande og herunder i mere end 100 fodboldturneringer. Inklusive 3F Superliga.

    Formålet med implementeringen har været (og er) at øge præcisionen i dommernes aktioner ved at give dem mulighed for at gense forseelser – eksempelvis offside ved scoringer og hånd på bolden.

    VAR-reglerne er et nybrud inden for fodboldspillet, hvilket også har ført til en forandringsproces, når det gælder spillet, fodboldens aktører og fodboldens kultur.

    Nu er det seks sæsoner siden, at VAR blev implementeret. For at kortlægge og belyse ovennævnte forandringsproces har DBU Projekt & Analyse set nærmere på forskningen i VAR og samlet data og konklusioner i et litteratur-review.

    Til at diskutere og sætte flere nuancer på litteratur-reviewet er Michael Johansen, formand for DBU Dommerudvalg, og Jonathan Hartmann, assistenttræner i KV Kortrijk, med i denne podcast.

    Key-takeaways:
    • Hvilken funktion VAR har (og skal have)
    • Hvad VAR gør ved fodboldspillet og kampens forløb
    • Hvordan korrekthed, fairness og spilleradfærd har udviklet sig
    • Hvordan VAR påvirker regler – og måden at lave regler på
    • Hvilken betydning teknologien har på uddannelsen af dommerne
    • Hvordan en trænerstab træner sine spillere i at håndtere VAR-situationer
    • Hvilke næste skridt der er i udviklingen og implementeringen af VAR.

    Læs et resumé af litteratur-reviewet på GameChanger.nu. Her kan du også klikke dig videre til den fulde rapport.

    Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
    37 min
  • Lars Knudsen og Frederik Rønnow: Hvordan forhindrer vi, at modstanderen scorer på standardsituationer?
    De kommer igen og igen i forskellige varianter. Du kan træne dem gentagne gange. Du kan analysere og arbejde med mønstre.

    Hjørnespark er blot én ud af flere former for standardsituationer, som et hold skal forsvare sig mod. Frispark og lange indkast er to andre.

    Dvæler vi lidt ved hjørnesparket viser en analyse, som er foretaget på bagkant af VM 2022, at de mest effektive hjørnespark er dem, der lægges ind imod straffesparksfeltet, og hvor modstanderens angribere er i konstant bevægelse i området. Du finder link til analysen på GameChanger.nu.

    Selvsamme analyse viser, at blandet forsvar (zoneforsvar og mand-til-mand) er mere effektive end andre strategier, vel at mærke når der stages hensyn til et holds defensive kompetencer. Og her har keeperen både en vigtig og effektiv rolle.

    Netop samarbejdet mellem keeperen og forsvaret kommer du tæt på i denne podcast, når vi ser nærmere på herrelandsholdets defensive strategi, når det gælder om at forhindre modstanderen i at score på standardsituationer.

    Med i podcasten er Lars Knudsen, som siden marts 2024 har været tilknyttet herrelandsholdets stab som specialist i standardsituationer, og han giver dig indblik i at forberede sig på defensive standardsituationer.

    Du får også keeperens perspektiv, når Frederik Rønnow fortæller om sine præferencer. Her får du både eksempler fra landsholdet og fra klubkarrieren i FC Union Berlin.

    Key-takeaways:
    • Hvordan herrelandsholdet prioriterer træning af standardsituationer
    • Hvordan Lars Knudsen forbereder spillere og trænerstaben
    • Hvilke strategier landsholdet har ved forskellige varianter af standardsituationer
    • Hvordan Danmark typisk vil forsvare sig mod standardsituationer
    • Hvilke forskellige præferencer Frederik Rønnow har ved defensive standardsituationer
    • Hvordan Rønnow bruger et offensivt mindset i defensiven
    • Hvordan keeper og markspiller samarbejder og kommunikerer om hjørnespark og frispark.


    Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
    39 min
  • Morten Wieghorst: Sådan bliver landsholdet EM-klar, når tiden sammen er knap
    Europamesterskabet 2024 står for døren. Den 16. juni løber det danske herrelandshold på banen i Stuttgart til den første gruppekamp mod Slovenien.

    Forud for slutrunden er der imidlertid en kringlet ligning med en række detaljer, der skal gå op, når truppen skal forberedes taktisk og fysisk.

    For spillerne møder ind i landsholdslejren med vidt forskellige udgangspunkter afhængigt af klubbernes sæsonforløb:

    Eksempelvis spillede Jannik Vestergaard og Mads Hermansen sidste kamp for Leicester City FC den 4. maj, mens Rasmus Højlund og Christian Eriksen afsluttede sæsonen i Manchester United den 25. maj. Dagen efter kunne Morten Hjulmand spille sidste kamp i Sporting CP.

    Det giver et spænd på op til 21 dage, hvor nogle landsholdsspillere har haft længere tid til at restituere fysisk og mentalt end andre.

    Så hvordan bliver landsholdet spillet sammen, når tiden til at træne oven i købet er en knap ressource?

    Det får du svar på i denne podcast, hvor herrelandsholdets assistenttræner, Morten Wieghorst, tager dig med bagom forberedelserne frem mod EM - og særligt den taktiske forberedelse på Slovenien.


    Key-takeaways
    • Hvilke forskellige udgangspunkter landsholdsspillerne kommer til samling med
    • Hvordan truppen er sammensat i forhold til taktiske planer
    • Hvorfor det både er en fordel kamp- og træningsmæssigt, at truppen er udvidet til 26 spillere
    • Hvordan spillere bliver "bygget op" til at være til rådighed senere i slutrunden
    • Hvordan planen for matchday -2, -1, +1 og +2 ser ud op til Slovenien-kampen
    • Hvordan estimate reports med spillernes fysiske data indgår i den taktiske træning.


    Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
    38 min
  • TrænerDNA: Hvem er Thomas Thomasberg?
    Inden Thomas Thomasberg i 2004 startede sin trænerkarriere, var han at finde på midtbanen for først AaB, som han vandt to mesterskaber med, og efterfølgende for FC Midtjylland.

    Det var også i sidstnævnte klub, at Thomasberg startede som assistenttræner under Erik Rasmussen, inden han kortvarigt tog over som cheftræner fra 2008 til 2009.

    Herefter tog jobbet som enten assistent- eller cheftræner ham vidt og bredt rundt i Jylland: Fra FC Hjørring i nord til FC Fredericia i syd og Hobro IK og Randers FC i Kronjylland.

    I 2023 vendte han tilbage til FC Midtjylland, hvor han netop har ført sit hold til det danske mesterskab i sæsonen 2023/24 i 3F Superliga.

    Tiden som professionel fodboldspiller og trænererfaringerne i en række forskellige klubber har tilsammen givet Thomasberg en ballast, som i dag kommer til udtryk i hans måde at være træner på.

    Det hører du meget mere om, når Thomasberg fordeler 100 point på fem byggesten i sit TrænerDNA:
    1. Følgeskab på nye idéer og trends (tid: 04:00)
    2. Mediehåndtering og kommunikationsevner (tid: 11:15)
    3. Beslutningstagen og hurtige beslutninger (tid: 21:00)
    4. Lederskab og menneskelige relationer (tid: 28:45)
    5. Taktisk håndværk og fodboldforståelse (tid: 40:30)
    Du hører blandt andet, hvordan rollen som midtbanespiller har givet ham kommunikative evner, og hvordan Hans Bagge i AaB, Ove Pedersen i FC Midtjylland og Colin Todd i Randers FC alle sammen har givet Thomasberg læringer om ledelse, som han gør brug af i dag.



    Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
    48 min

About GameChanger – Fodbold. Viden. Udvikling.

From the publisher's feed

GameChanger er dansk fodbolds vidensplatform – skabt af Dansk Boldspil-Union og Divisionsforeningen. Her får du indsigt, perspektiver og…

More shows like GameChanger – Fodbold. Viden. Udvikling.

Mediano by Mediano Media

Mediano

27 Listeners

Transfervinduet by B.T.

Transfervinduet

6 Listeners

BrøndbyLyd by BrøndbyLyd

BrøndbyLyd

25 Listeners

Ripodsten by Nordjyske

Ripodsten

0 Listeners

Stemmer fra Ådalen by Stemmer Fra Ådalen

Stemmer fra Ådalen

1 Listeners

B.T. Fodbold by B.T.

B.T. Fodbold

14 Listeners

Den Gamle Hytte by Morten Olsen

Den Gamle Hytte

11 Listeners

Mediano Sport & Perspektiv by Mediano Sport & Perspektiv

Mediano Sport & Perspektiv

0 Listeners

Fodboldlisten by DR

Fodboldlisten

10 Listeners

Kvart i bold by Kvart i bold

Kvart i bold

8 Listeners

Tyvstart by DR

Tyvstart

8 Listeners

Stolpe Ind by PodAmok Studio

Stolpe Ind

2 Listeners

Hattrick by Bold

Hattrick

2 Listeners

Ugens Suppe by Bold

Ugens Suppe

1 Listeners

Vores Liga by voresliga

Vores Liga

8 Listeners