"Det siges, at alt i universet forfalder. Det siges, at mennesket er et destruktivt væsen. Men mennesket er også et ordnende, organiserende fænomen i universet." Sådan lyder det i forfatter Theis Ørntofts seneste storroman 'Jordisk'. I et årti har han undersøgt planetens store kriser og taget livtag med de eksistentielle spørgsmål, der følger med. I hans litteratur lurer enden altid lige om hjørnet. Naturen, mennesket og civilisationen befinder sig i en tilstand af kaos og forfald – det, naturvidenskaben har døbt entropi. Men Ørntoft er nået til en skillevej. Han er begyndt at spørge til, om de planetære krisers altoverskyggende nærvær har skabt en brist i vores kollektive forestillingskraft. Har vi – måske mere end nogensinde før – nemmere ved at forestille os undergang end overgang? For at slippe ud af dommedagssaksen må vi skabe nye forestillinger om vores fremtid på kloden. Ifølge Ørntoft har vi behov for nye genfødselsmyter og overgangsritualer, der kan give os troen tilbage på menneskets evne til at genopbygge og reparere. For hvad kommer efter kaostilstanden? Skal svarene findes i litteraturen, videnskaben eller i naturen selv? Eller måske hinsides det globale nord – for eksempel i Den Tibetanske Dødebog?