Om cirka 250 millioner år vil klodens landmasser udgøres af et Pangæa Ultima – et superkontinent, der vil gøre det muligt at rejse fra det sydlige Argentina til det nordøstlige Rusland helt uden at booke færge- eller flybilletter. Hvis altså ikke der var en gigantisk ørken med voldsom vulkanaktivitet og en årlig gennemsnitstemperatur på 40 grader i vejen. Pangæa Ultima ser ikke ud til at være et sted for mennesker. Eller særligt mange andre pattedyr, for den sags skyld. Men hvordan forholder vi os til geologiens ufattelige tidsskalaer og til visheden om, at Jorden en dag bliver ubeboelig? Er der håb for, at mennesket kan tilpasse sig – som Fremen-folket på ørkenplaneten Arrakis i sci-fi-romanen ’Dune’? Eller skal vi finde et andet sted at bo? Og hvordan ser mennesket overhovedet ud til den tid? Tag de spekulative fremtidsbriller på og dyk ned i de mange spørgsmål med et stjernepanel bestående af kunstner Katie Paterson, geolog Jan Zalasiewicz og biolog Rob Dunn, som hver især arbejder med Jordens dybe tid. Samtalen modereres af journalist Peter Stanners.