Det er en videnskab at få øje på naturens orden i planternes blade, snefnuggenes forskellighed og vanddråbernes plasken. For snefnuggenes krystalstrukturer er aldrig bare ens, træernes blade er ikke de samme, og væsker plasker i et mønster, der er svært at se med det blotte øje. Alle er de unikke naturfænomener, som det gennem historien har krævet både nye observationsstrategier og eksperimenter at studere. Den amerikanske videnskabshistoriker Lorraine Daston mestrer som få at skabe det store, forkromede overblik over videnskabernes mange forgreninger og måder at se naturens verden på. Hun har gennem en nærmest altomfavnende karriere forsket i alt fra naturhistoriens monstre og vidundere til middelalderens naturfilosoffer, biologernes naturtro illustrationsteknikker og fysikernes naturlove. Det er videnskabshistorie, så det får arkiverne til at synge – om så det, hun kaster sit videnskabshistoriske falkeblik på, er geologernes fossiler, klimaforskernes vejrdagbøger, genetikernes databanker eller astrofysikernes stjernekort og spektroskopier. Gennem det hele løber en dyb nysgerrighed på, hvad der på den lange bane gør videnskaben om naturen mulig. For hvordan er det, at vi i det hele taget har kunnet skabe viden om stjernernes opståen, Jordens dannelse, klimaet, evolutionen og menneskets dybe forhistorie – fænomener, som rækker langt ud over vores egen individuelle og også civilisationernes levetid? Og hvis vores videnskaber en dag skulle gå til grunde, ville vi så give os i kast med at undersøge naturens natur på ny? ** Lorraine Daston er en af verdens førende videnskabshistorikere. I skoledannende bøger og artikler som 'Wonders and the Order of Nature', 'Objectivity' og 'Against Nature' har hun skrevet om naturbegrebets og objektivitetens historie og ændret vores forståelse af både videnskabernes rødder og deres virkemåde i dag. Daston er professor emeritus ved Max Planck Instituttet for Videnskabshistorie i Berlin, hvor hun var direktør fra 1995 til 2019, og gæsteprofessor ved Chicago University.