I 1621 voksede muskatnødtræet stadig kun på de indonesiske Banda-øer, som i kolonitidens Europa var blevet kendt som en del af de såkaldte Krydderiøer. For at få monopol på handel med muskatnød besluttede de hollandske handelsrejsende i Nederlandsk Ostindien Kompagni at fordrive og massakrere den lokale befolkning – og udpinte derefter øernes økosystemer i håbet om at øge produktionen. Det er denne dystre voldshistorie, den indiske klimaforfatter Amitav Ghosh i sin blændende nonfiktionsbog 'The Nutmeg's Curse' trævler op i en større kulegravning af sammenhængen mellem kolonihistorie, kapitalisme og klimakrise. Historien om muskatnødden – der i øvrigt er en frugtsten og slet ikke en "noot", som hollænderne kaldte den – er for Ghosh en anledning til at begynde at tænke på naturen som andet og mere end ressourcer, der kan udvindes. Gennem de seneste årtier har han markeret sig som en af tidens helt store essayister og som en romanforfatter, der som få favner videnskab og klima i sine bøger. 'The Nutmeg's Curse' lægger sig i forlængelse af det skelsættende klimaessay 'The Great Derangement' fra 2016, hvor Ghosh argumenterer for, at klimakrisen er en krise i vores forestillingsevne, som moderne skønlitteratur ikke har formået at skildre. Romankunsten har – lige så vel som kolonialismen og kapitalismen – været præget af et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Spørger man Ghosh, er der brug for nye fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke.