Der sker noget bemærkelsesværdigt i coronaudbruddets skygge. Fællesskabet, der jo eller ikke har været i høj kurs hos erhvervseliten i de seneste årtier, er pludselig inde i varmen. Staten og den offentlige sektor, der er blevet opfattet som en tyngende møllesten om halsen på det produktive private erhvervsliv, er nu en ven i nøden, og erhvervslivets organisationer flokkes om finansministeren med lange ønskesedler om hjælp fra fællesskabet.

Sådan beskriver klummist Pelle Dragsted den situation, vi ser lige nu, og definerer det som et paradigmeskift. Jeg ringer til ham og hører, hvad han har at have det håb i.

Og så fortsætter jeg min stuegang rundt blandt Informations korrespondenter. Denne gang hos Jacob Illeborg i London (han har det fint og går ikke på pub), der fortæller om Boris Johnsons bratte kursskifte i denne uge. Hidtil har man satset på hurtig flokimmunitet – og på at passe på økonomien, der jo er ekstra sårbar på grund af Brexit. Men den fremgangsmåde kunne ikke tåle den tiltagende kritik.

Og jeg taler med Lasse Karner i Singapore (han har det strålende og savner slet ikke Danmark), om hvad der er hemmeligheden bag østatens store succes med at bremse epidemien? Og hvad sker der lige for hystaderne i Washington og Bejing? 

Sidst, men ikke mindst, ringer jeg til Rune Lykkeberg hjemme i hans køkken (Han har det storartet og ligner en sortbørshandler fra Timişoara‎ i sit hidsiggrønne joggingsæt med solbriller. Jeg snuppede et hurtigt foto, som nu udbydes til højestbydende). Og han er leveringsdygtig i hele tre opture i denne uge. Det er noget med den offentlige samtale. Mere afslører jeg ikke. Og mulighederne for et mere grønt og solidarisk Europa. Nej, nu siger jeg ikke mere. Du må lytte.