Dybt begravet i Grønlands indlandsis ligger et gådefuldt kemisk spor, som har udløst en intens videnskabelig debat.

En markant stigning i koncentrationen af platin opdaget i en iskerne (en cylindrisk borekerne af indlandsis eller gletsjeris) og dateret til omkring 12.800 år gammel, understøtter en hypotese om, at Jorden på det tidspunkt blev ramt af en usædvanlig meteorit eller komet.

Vores nye forskning leverer en langt mere jordnær forklaring: Dette mystiske platinspor stammer muligvis fra et vulkansk spalteudbrud i Island og ikke fra rummet (et spalteudbrud er et vulkanudbrud fra spalter eller revner i jordskorpen, hvor kontinenterne eller havbunden trækkes fra hinanden ved pladeforskydningerne, red.).

Timingen er afgørende. Stigningen i platinkoncentrationen falder sammen med begyndelsen på overgangsperioden mellem den seneste istid, Yngre Dryas-perioden, som varede fra omkring 12.870 til omkring 11.700 år siden, og som var skyld i drastiske temperaturfald på tværs af den nordlige halvkugle.

Det skete, netop som kloden egentlig var ved at varme op efter den seneste istid. Større viden om, hvad der udløste dette temperaturfald, kan hjælpe os med at forstå, hvordan Jordens klima muligvis vil ændre sig i fremtiden.

Vi foreslår, at denne iskolde fase i Jordens klimahistorie i virkeligheden blev forårsaget enten af et stort vulkanudbrud i Tyskland eller af et udbrud fra en ukendt vulkan.

Iskerner viser, at temperaturen i Grønland faldt med mere end 15 °C i forhold til end i dag i løbet af den 1.000 år lange Yngre Dryas-periode.

I Europa opstod der igen næsten istidslignende forhold, hvor tundra erstattede de skove, der var begyndt at brede sig. Regnbælter ved lavere breddegrader forskød sig mod syd.

Den almindeligt accepterede forklaring indebærer en enorm udledning af ferskvand fra smeltende nordamerikanske iskapper. Denne strøm af ferskvand forstyrrede havcirkulationen og påvirkede temperaturerne.

Andre forskere har dog foreslået, at hændelsen blev udløst af et komet- eller asteroidenedslag over Nordamerika.

I 2013 opdagede forskere, der analyserede iskerner boret som en del af Greenland Ice Sheet Project (GISP2), platin-koncentrationer, der lå langt over det normale niveau.

Forholdet mellem platin og et grundstof kaldet iridium var også usædvanligt, fordi himmellegemer normalt har et højt indhold af iridium, men det har spidsen af iskernen ikke.

Iskernesignaturen var meget anderledes end noget, vi ellers har set i meteoritter eller vulkanske bjergarter.

Forfatterne bag artiklen om et nedslag fra rummet foreslog, at den usædvanlige iskemi måske afspejlede nedslaget af en usædvanlig asteroide, som bestod af jern.

Et efterfølgende studie foreslog, at isens kemiske sammensætning i stedet afspejlede det tyske Laacher See-vulkanudbrud, som ikke alene havde en usædvanlig geokemi, men også fandt sted næsten samtidigt.

For at teste denne teori indsamlede og analyserede vi 17 prøver af vulkansk pimpsten fra aflejringer efterladt af Laacher See-udbruddet. Vi målte platin, iridium og andre sporstoffer for at skabe et kemisk 'fingeraftryk' af udbruddet.

Vores resultater var tydelige: Laacher See-pimpsten indeholder praktisk talt intet platin, med koncentrationer under eller kun lige ved detektionsgrænsen.

Selvom en smule platin kan være undsluppet til atmosfæren, inden det blev fanget i bjergarten, var udbruddet tydeligvis ikke kilden til stigningen i platinkoncentrationen i Grønland.

Da vi granskede timingen ved hjælp af opdaterede iskerne-kronologier, fandt vi, stigningen i platinkoncentrationen faktisk indtraf omkring 45 år efter begyndelsen af Yngre Dryas - for sent til at have udløst afkølingen.

Dette resultat, som er uafhængigt, stemte overens med tidligere forskning, der fandt det samme.

Det er også vigtigt, at den forhøjede platin-koncentration varede i 14 år, hvilket peger på en langvarig hændelse snarere end et asteroide- eller kometnedslag.

Vi sammenlignede iskernernes kemiske signatur med andre forskellige geologiske prøve...

Forestil dig en fuglerede, der ikke blot gemmer på grene og fjer, men også på sko, våben og kurve. Det lyder utroligt, men netop det har forskere fundet i gamle reder fra lammegribbe (Gypaetus barbatus).

Det skriver Phys.org på baggrund af et nyt studie i tidsskriftet Ecology.

Lammegribben er en truet, stor rovfugl, der primært lever i bjergene i Europa.

Ifølge Phys.org undersøgte de spanske forskere bag studiet 12 gamle lammegribbe-reder mellem 2008 og 2014 i et område, hvor lammegribben uddøde for 70-130 år siden.

Her fandt de i alt 226 menneskeskabte genstande blandet med æggeskaller, knogler og materialer brugt til at bygge reden. Blandt fundene var en slangebøsse, et træspyd, sko, en armbrøstbolt, en fletkurv og et stykke dekoreret læder.

Flere af tingene viste sig at være meget gamle. Et stykke af en sko dateres ifølge studiet til cirka 675 år tilbage i tiden, mens læderet er omtrent 650 år gammelt. Et stykke af en kurv, som forskerne også fandt, var dog 'kun' 150 år gammelt ifølge studiet.

Forskerne forklarer, at de tørre, beskyttede klippehuler i Sydeuropa, hvor lammegribben bygger rede, fungerer som små naturmuseer. Her bevares materialerne godt - i modsætning til, hvis de havde ligget ude i regn og fugt.

Ud over de menneskeskabte genstande fandt forskerholdet tusindvis af knogler og andre levn fra dyr. Det giver et særligt indblik i, hvad gribbene har spist gennem tiden, samt hvilke dyr, der fandtes i området.

Ifølge Phys.org kalder forskerne rederne for et effektivt værktøj til at undersøge og forstå udvikling i biodiversitet, økologi og miljøforandringer. Resultaterne kan endda - ifølge forskerne - bruges til at genskabe levesteder og genindføre arter.

Det enorme rumteleskop James Webb har endnu engang skubbet til grænserne for vores forståelse af det tidlige univers.

Et internationalt hold af forskere, herunder astrofysikere fra Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet, har analyseret en række billeder fra teleskopet. De har fundet ni objekter, der til forveksling ligner galakser i universets tidligste barndom.

Med Webb-teleskopet er astronomerne nemlig i stand til at se tilbage i tiden.

De kan se, at tre af de mulige galakser lyste op for cirka 13,7 milliarder år siden, da universet blot var 100 millioner år gammelt. Så tidlige galakser er aldrig observeret før.

Senest i 2024 har danske forskere med James Webb-teleskopet spottet galakser 13,5 milliarder år tilbage i tiden, hvilket dengang var en rekord. Den nye observation kan altså ændre på dette.

"Vi er ikke helt sikre på, at det rent faktisk er nogle af de første galakser, vi ser. Det vil naturligvis være spektakulært, hvis det er tilfældet. Men indtil videre kalder vi dem kandidater," siger professor Jens Hjorth fra Niels Bohr Institutet, der hører under Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Han er medforfatter på en videnskabelig artikel om forskningsresultatet, der publiceres i tidsskriftet The Astrophysical Journal.

Resultatet tyder på, at der hurtigt blev dannet galakser i det nyfødte univers. De dukkede tilsyneladende op i en epoke fra 100 til 350 millioner år efter Big Bang.

Det er en tidsperiode, som forskerne i artiklen kalder 'The rise of the galactic empire,' hvilket nok vil vække genklang hos fans af Star Wars.

Fundet af de tidlige galakser er kommet bag på astronomerne, for de passer ikke helt med, hvad computermodeller for universets udvikling viser. Universet er kommet hurtigere i omdrejninger, end forskerne regnede med.

"Vi ser flere tidlige galakser, end vi havde forventet ud fra modellerne. Nu diskuterer vi så, hvordan man skal fortolke det," siger Jens Hjorth og fortsætter:

"Det har måske noget at gøre med, at betingelserne for stjernedannelsen i galakserne var anderledes i det tidlige univers, end de er nu. Måske var der flere store og lysstærke stjerner dengang, og det gør galakserne lettere at få øje på. Men det prøver vi at finde ud af."

Lektor og astrofysiker Frank Grundahl fra Aarhus Universitet har ikke selv været involveret i det nye forskningsresultat, men han har læst den videnskabelige artikel for Videnskab.dk.

"Galakserne dukker hurtigere op, end vi regnede med. Det er superspændende, og det er dygtige og meget grundige folk, der står bag dette studie," siger han.

De meget tidlige galakser er forholdsvis små. De rummede i omegnen af 10 millioner stjerner. Til sammenligning er der langt over 100 milliarder stjerner i vores egen galakse Mælkevejen.

Forskerne bag den nye artikel benyttede forskellige filtre i Webb-teleskopets nærinfrarøde kamera NIRCam.

På den måde kunne de få et mål for rødforskydningen, der fortæller dem, hvor længe lyset fra de tidligere objekter har været undervejs.

Men det er ikke en særlig præcis metode.

Spektroskopiske data, hvor lyset fra de fjerne objekter deles op i sine enkelte bølgelængder, ville gøre målingerne mere overbevisende.

"Uden spektroskopi kan man ikke sige med sikkerhed, at de kandidater, vi har fundet, rent faktisk er galakser ved disse rødforskydninger," siger Jens Hjorth.

Det er Frank Grundahl enig i:

"Det er på kanten af, hvad man kan se med Webb-teleskopet. Og man kan altid blive snydt. Men nu har vi nogle kandidater, der kan blive undersøgt nærmere," siger han.

Heldigvis kan Webb-teleskopet også foretage spektroskopiske målinger med instrumentet NIRSpec, men det kræver lang observationstid.

Forskerne vil derfor bede om at få rettet teleskopet mod galakserne i længere tid, så de kan få meget præcise data.

Men Webb-teleskopet er uhyre efterspurgt, og det er svært at få observationstid. Det kommer til at tage noget tid, før vi med sikkerhed kan sige, at de første galakser dukkede op, da universet blot var 100 millioner år gammelt.

Mange katteejere er ikke klar over, at katte - ligesom mennesker - kan blive ramt af demens.

Et nyligt studie, som har påvist mange ligheder mellem demens hos katte og mennesker, peger på, at den kognitive svækkelse kan udvikle sig på lignende måder.

Nogle af symptomerne på demens hos katte minder om dem, vi ser hos mennesker - dog ikke alle. Det er vigtigt at kende tegnene, så du kan give din kat den bedste pleje i denne fase af dens liv.

Demens hos katte ('feline cognitive dysfunction syndrome') er en aldersrelateret svækkelse i kattens kognitive evner. Det viser sig typisk som adfærdsændringer, der ikke kan forklares med andre medicinske tilstande.

Demens hos katte menes at være meget almindeligt hos ældre katte. Et studie viser, at mere end halvdelen af kattene på 15 år udviste tegn på demens. Dog er der også observeret adfærd forbundet med tilstanden hos katte helt ned til syv år.

Et andet studie blandt katteejere har fundet, at omkring 28 procent af katte mellem 11 og 14 år udviste mindst én adfærdsændring, der kan kobles til demens.

Adfærdsændringer er ofte det første tegn på, at noget er galt. Her er otte tegn, du skal holde øje med, som kan indikere, at din kat har demens.

Ændrede lyde: Din kat begynder at miave mere end normalt eller i nye situationer. Et typisk eksempel er højlydt miaven om natten.

Ændrede interaktioner: Katte med demens søger nogle gange mere opmærksomhed og bliver mere 'klæbende'. Omvendt kan de også blive mere tilbagetrukne, virke irritable eller ikke genkende personer, de ellers kender.

Dårlig søvn: Du kan opleve, at din kats søvnvaner ændrer sig - ofte ved, at den bliver urolig om natten og sover mere om dagen.

Uheld udenfor kattebakken: Ændringer i toiletvanerne kan være tegn på flere forskellige tilstande, men hvis katten begynder at besørge andre steder end kattebakken, kan det være et almindeligt tegn på demens.

Forvirring: Ligesom mennesker med demens kan katten virke desorienteret og forvirret i sine kendte omgivelser. Måske vandrer den hvileløst rundt. Den mister måske orienteringen, stirrer tomt på væggen, sidder fast bag møbler eller går til den forkerte side af døren.

Ændret energi: En kat med demens kan være henholdsvis mere eller mindre aktiv end normalt. Den leger måske ikke så tit mere, eller måske er den blevet mindre nysgerrig. Du lægger måske også mærke til, at den bruger mindre tid på at pleje sig selv - for eksempel ved at vaske sig sjældnere.

Mere bange: En kat med demens kan vise tegn på angst i situationer, den tidligere var tryg ved - som omkring kendte personer, steder eller lyde. En ængstelig kat gemmer sig oftere, for eksempel under sengen eller oven på skabe for at komme væk.

Glemsomhed: Katte med demens kan have svært ved at udføre tidligere indlærte opgaver, som at finde deres madskål, og de kan have problemer med at lære nye ting.

Demenssymptomerne hos katte overlapper eller maskeres ofte af andre almindelige lidelser som gigt og nyresygdom. Så hvis du bemærker disse adfærdsændringer hos din kat, bør du kontakte din dyrlæge for at udelukke andre tilstande.

Forskningen i demens hos katte er begrænset. Meget af det, vi ved om forebyggelse og behandling, er baseret på forskning i mennesker og hunde, og ligesom hos disse arter findes der ingen kur mod demens hos katte. Der er dog måder at begrænse sygdommens effekter og konsekvenser på.

Visse ændringer i kattens miljø kan hjælpe med at stimulere den, aktivere hjernen og fremme vækst af nerveceller. Men det er vigtigt at tage højde for, hvor fremskreden din kats demens er, før du laver sådanne ændringer.

Hos raske eller mildt påvirkede katte mener man, at leg, simuleret jagt med interaktive legetøj og opfordring til udforskning gennem gemmelege kan forsinke udviklingen af kognitiv svækkelse.

Men hos katte med alvorlig kognitiv svækkelse kan ændringer i miljøet føre til forvirring og angst - og dermed forværre de adfærdsmæssige symptomer.

Ændringer i kosten - især gennem kosttilskud med antioxidanter (vitamin E og C) ...

Forestil dig det her: du har lige været igang i køkkenet. De lækreste, økologiske gulerødder er blevet skrællet, vasket og skåret i mundrette stykker. Du glæder dig - de dufter sødt og jordnært, som gode gulerødder skal.

Du tager den første bid.

Men i stedet for den søde, sprøde smag du havde forventet, rammes dine smagsløg af noget helt andet: en skarp, parfumeret eftersmag. Som om nogen har dyppet guleroden i sæbevand.

Øv!

Men hvorfor smager nogle gulerødder af sæbe? Det har vores læser Nina skrevet ind til Spørg Videnskaben, og spurgt om.

"De sidste øko-gulerødder, jeg købte, er 'sat i karantæne', de smager ikke godt. Er det kun min smag, der forstyrres?" spørger hun.

For at besvare Ninas spørgsmål bedst muligt har vi allieret os med Christina Birke Rune, som er ph.d.-studerende ved Institut for Grøn Teknologi på Syddansk Universitet, og Henriette Elisabeth Autzen, som er lektor ved Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet

Christina Rune forklarer, at den sæbeagtige smag kommer fra nogle bitre stoffer, der hedder terpenoider:

"De giver normalt gulerødderne deres friske og urteagtige aroma og smag, men hvis gulerødderne pludselig får en højere koncentration end normalt, kan terpenoiderne desværre give en bitter, sæbeagtig smag."

Hun forklarer, at når en gulerod modnes, dannes der via fotosyntese mere sukker, hvilket gør guleroden sød. Det vil sige, at en umoden gulerod har en højere koncentration af bitterstofferne.

Om en gulerod smager af sæbe, handler om balancen mellem bitterstofferne og de søde stoffer, forklarer Henriette Autzen:

"Hvis der er mere sukker, smager guleroden sødt. Hvis terpenoiderne dominerer, får den den her bitre, sæbeagtige smag."

Uanset hvor bitter guleroden er, eller hvor meget den smager af sæbe, er det dog ikke farligt. Det er faktisk ganske naturligt, siger Henriette Autzen.

Hvor kraftig sæbesmagen er for den enkelte afhænger af, hvordan vores smagsreceptorer opfatter smagsstofferne. Nogle mennesker reagerer kraftigere på bitterstoffer end andre.

Bitre smage registreres generelt af en familie af receptorer kaldet TAS2R (Taste 2 Receptors). Mennesker har omkring 25 forskellige TAS2R-receptorer, der hver især er i stand til at genkende en lang række bitre stoffer.

Der findes mange genetiske variationer i både de receptorer, der opfanger bitterhed, og dem, der registrerer sødme.

En klassisk variant er bitterreceptoren TAS2R38.

"Nogle mennesker har en genetisk variation af TAS2R38, der gør dem meget følsomme over for en specifik type bitterhed, som den der findes i grønkål eller broccoli, mens andre er helt ufølsomme," forklarer Henriette Autzen og tilføjer:

"Det forklarer, hvorfor nogle mennesker godt kan lide grønkål og broccoli, mens andre ikke kan det. Med al sandsynlighed er det samme gældende for terpenoiderne i gulerødder."

Det betyder, at mens én person synes, en gulerod smager dårligt, lægger en anden slet ikke mærke til det.

Men kan man som forbruger se, hvilke gulerødder der smager sødt, og hvilke der har den bitre smag?

Det siger Christina Rune ja til:

"Jo mere orange guleroden er, jo sødere er den, og jo færre bitterstoffer indeholder den."

Derudover handler det ifølge hende også om, hvor længe guleroden har fået lov til at modne.

"Hvis man høster dem for tidligt, har de ikke nået at udvikle nok sukker til at overdøve den bitre, sæbeagtige smag," siger hun.

Hun kommer med følgende tips til, hvad man skal kigge efter, når man er nede og handle gulerødder:

Kig efter gulerødder med en kraftig orange farve

Gå efter de friske gulerødder

Vælg danske eller lokalt dyrkede gulerødder - de har haft kortere transporttid og er derfor ofte friskere

Og når du først er kommet hjem med dine søde gulerødder, er det en god idé at lægge dem på køl med det samme.

"Gulerødder er stadig 'levende' efter de er høstet, og de reagerer på stress ved for eksempel at begynde at nedbryde deres sukkerstoffer. Det giver den bitre smag," forklarer hun og tilføjer:

"Du kan også lægge dem i vand, det hjælper dem m...

I et lille retslokale i Vestjylland sidder skrædderen Christen Gregersen i året 1770 og afventer dom.

Han har myrdet sin egen datter og har tilstået gerningen. Spørgsmålet er bare, om han var sindssyg i gerningsøjeblikket, eller om han var velfungerende med onde hensigter?

"Den type sager blev ofte afgjort af vidnesbyrd fra præster, der var de mest udbredte embedsmænd på det tidspunkt i historien," forklarer Benjamin Brandt Christiansen, der er historiker og postdoc på Københavns Universitet.

Han står bag en ny ph.d.-afhandling, der er med til at kaste lys over en ukendt del af dansk psykiatrihistorie i 1700-tallet.

Benjamin Brandt Christiansen har møjsommeligt læst breve og optegnelser i gotisk håndskrift fra stiftøvrigheds-arkiver. I de dokumenter, han har læst, fremgår 70 sager, der minder om Christen Gregersens fra Ribe.

Dokumenterne afslører, at præster dengang havde lige så høj status som læger, når det gjaldt evnen til at afgøre retssager. Men derudover opdagede han noget andet interessant:

"Det er helt tydeligt, at man i disse kriminalsager er meget optagede af at finde ud af, om gerningspersonen var 'rasende afsindig', altså psykisk syg, eller om personen handlede bevidst," forklarer Benjamin Brandt Christiansen.

Christen Gregersen, der dræbte sin datter, blev eksempelvis først vurderet til at have været ved sine fulde fem i gerningsøjeblikket og blev idømt piskeslag og dødsstraf.

Men dommen blev efterfølgende anket, og han blev erklæret for rasende afsindig eller gal, da han begik mordet.

"Christen Gregersen blev låst inde i en lille celle, og intentionen var, at han kunne lukkes ud, når han fik det bedre mentalt. Det er bare ét eksempel på, at man ikke bare kastede de syge på porten," forklarer Benjamin Brandt Christiansen.

Han baserer blandt andet sine vurderinger på fundet af nogle gamle beskrivelser af mål på størrelsen af opbevaringsrum til psykisk syge, som han har gravet frem i bunken af papirer fra 1700-tallet.

"Jeg fandt tegninger og mål på tre såkaldte dårekister. Det er en slags celle, hvor man opbevarede psykisk syge mennesker, der oftest havde begået noget ulovligt, men var fundet ikke-strafbare. Sådan en blev Christen sat i," siger han.

Og selvom det måske ikke lyder særligt humant, at man i 1700-tallet lod mennesker, der blev betragtet som gale, sidde i disse dårekister i flere måneder, var intentionen, at de gale skulle lukkes ud igen.

"Dengang havde man ikke nogen steder at gøre af dem, der ikke kunne tage vare på sig selv. Så man byggede de her små træceller ind i hospitalsbygninger, hvor man kunne holde øje med de syge og sørge for, at de ikke gjorde skade på sig selv eller andre," forklarer Benjamin Brandt Christiansen.

De små træceller er blandt andet blevet fundet indbygget på hospitaler i Helsingør, København og Slagelse. Cellerne målte mellem 1,6 og 5,3 kvadratmeter.

"Så der har kun været plads til en seng og en lille potte, man kunne bruge som toilet," uddyber Benjamin Brandt Christiansen.

En af dem, der foruden Christen Gregersen blev sat i dårekiste, var Lene Andersdatter fra Helsingør.

Hun angreb i 1762 en tilfældig ung pige på gaden, som, hun råbte, var en 'soldaterhore' og en 'tyvekvinde', mens hun slog på hende.

Lene havde ikke det store motiv for at banke løs på den tilfældigt forbipasserende, så man vurderede i hendes retssag, at hun var 'rasende afsindig', psykisk ustabil.

Derfor blev hun spærret inde i en dårekiste.

"Jeg kan se i dokumenterne, at myndighederne siden revurderer på grund af hendes opførsel på hospitalet. Man når frem til, at hun er bevidst ondsindet og flytter hende til tugthuset på Christianshavn, der var et slags fængsel," fortæller Benjamin Brandt Christiansen.

Andre fik det dog bedre efter at have været i dårekiste et par måneder og blev lukket ud.

Det gennemsyrer de historiske papirer, at man har haft et stort ønske om at få folk til at vende tilbage til samfundet og bidrage igen.

Og i det ligger også en forestilling om, at psykisk sygdom ikke nødvendigvis var...

Rusland og det tidligere Sovjetunionen har i mange år sendt levende væsener ud i rummet.

Ét af de første dyr i rummet var Laika - en gadehund fra Moskva, som blev verdenskendt i 1957. Hun var én af flere hunde, der blev sendt op for at teste, hvordan opsendelse og rumrejser påvirker levende dyr.

Det var en enkeltbillet til verdensrummet. Det var nemlig aldrig meningen, at Laika skulle vende tilbage til Jorden, for det var rumkapslen ikke designet til, ifølge Smithsonian Magazine.

Hunden døde kort efter opsendelsen, fordi en teknisk fejl var skyld i, at temperaturen i kapslen blev alt for høj.

Der var dog ingen hund ombord på den rumkapsel, der for nylig landede i Orenburg-regionen i Rusland, ikke langt fra grænsen til Kasakhstan. Men rumkapslen, som har fået tilnavnet 'Noas ark', var fuld af liv - og denne gang var den designet til, at de rumfarende skulle overleve.

Kapslen, kaldet Bion-M nummer 2, har bevæget sig i en særlig bane rundt om Jorden i 30 dage med den levende last:

75 levende mus i små kamre

Over 1.000 bananfluer

Cellekulturer

Plantefrø

Andre levende organismer

Formålet er at undersøge, hvordan dyr, planter og andre organismer reagerer på stråling og mikrogravitation efter 30 dage i det, der kaldes 'en polar bane'. Polare baner går hen over Jordens poler, som følger jordaksen.

Første gang mennesker rejste i en sådan polar bane var tidligere i år på SpaceX-missionen Fram2, med den første norske astronaut, Jannicke Mikkelsen, ombord. Videnskab.dk har skrevet om hendes rumrejse i denne artikel: 'Nedtællingen er i gang: Norges første astronaut gør klar til opsendelse'.

Det er både mere udfordrende og dyrere at sende rumfartøjer op i en polar bane. Det skyldes, at det kræver mere energi og dermed mere brændstof. Både dyr og mennesker bliver også udsat for mere stråling i en polar bane.

Polare baner bruges kun sjældent til bemandet rumfart, men ofte til satellitter. Man er i højere grad udsat for stråling over polerne, og længere bemandede missioner kan være risikable, skriver Arvid Bertheau Johannessen i en e-mail.

Han er fagchef for bemandet rumfart og udforskning ved Direktoratet for rumvirksomhed i Norge (som tidligere blev kaldt Norsk Rumcenter).

"Jeg antager, at dette er et af de aspekter, man ønsker at undersøge nærmere her," skriver han.

Der har været mange forsøg med dyr og planter på andre rumstationer, som har kredset om Jorden, men sådanne forsøg er ikke tidligere blevet udført i denne type bane om kloden.

"Ingen af de biologiske eller zoologiske eksperimenter på rumstationerne har foretaget forsøg med passager ind og ud af nordlyszonen, hvor strålingsforholdene varierer mere end i baner med lavere hældning," skriver Terje Wahl i en e-mail.

Han er tidligere forskningschef ved Direktoratet for rumvirksomhed i Norge og har også besøgt den russiske rumfartsorganisation Roscosmos i Moskva.

I dag er der langt mindre samarbejde mellem de russiske og de vestlige myndigheder, men der eksisterer stadig en aftale mellem USA og Rusland om at udveksle sæder til astronauter og kosmonauter.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax døde 10 af de 75 mus i rumkapslen under missionen.

Det er uklart, præcis hvorfor de døde, men Oleg Orlov, leder af Instituttet for Biomedicinske Udfordringer ved det Russiske Videnskabsakademi, fortæller, at det hovedsageligt var aggressive hanmus, der var med på rummissionen.

"Men vi har stadig datamængden, som ikke er gået tabt. Vi vil afdække, hvornår og hvordan de døde," siger han til det russiske nyhedsbureau Interfax.

De russiske myndigheder understreger også, at eksperimentet landede som planlagt, og at det ser ud til, at det meste ombord har klaret sig godt - selvom det stadig er for tidligt at tale om videnskabelige resultater.

Det er indtil videre uklart, hvor mange af de over 1.000 bananfluer, som overlevede.

Bananfluer er en såkaldt modelorganisme. Det er arter, der er meget velundersøgte og bruges til at studere forskellige biologiske fænomener.

Bananfluer har også æren af at væ...

Den danske musikbranche står til at miste 6,9 milliarder kroner i årene frem til 2030. Skyldneren er kunstig intelligens, der laver sin egen musik, lyder konklusionen i en ny rapport fra musikrettighedsorganisationen Koda.

Men hvad betyder det egentlig for os, at musikken, vi lytter til, er skabt i samarbejde med kunstig intelligens?

Det har Sine Zambach, lektor i AI og læring ved Copenhagen Business School (CBS), sat sig for at undersøge.

Igennem de seneste måneder har hun og forskerkollegaen Mads Bødker været med, når koncertpublikummer har hørt, hvordan det kan lyde, når klassisk musik er spillet efter noder fra enten en menneskelig komponist eller med hjælp fra en AI.

"Vi vil gerne undersøge, hvad det gør ved publikums opfattelse af musikken, når de ved, at AI har været inde over," siger CBS-lektoren til Videnskab.dk.

Og selvom det store analysearbejde først går i gang nu, har hun allerede lært meget om publikums reaktioner - og om, hvordan det er at lave forskning i samarbejde med både kunstnere og AI.

"Vi fortolker stadig data, men der er allerede meget, der har overrasket os. Det har været en vild rejse."

Forskningsrejsen begyndte i Vanløse Tennisklub.

"Jeg spillede en omgang skumtennis med Maj Kullberg, chefen for Ensemble Storstrøm (en gruppe bestående af otte højt profilerede kammermusikere, red.). Vi har kendt hinanden længe, og vi diskuterer tit vores arbejde, når vi er sammen," fortæller Sine Zambach.

"Hun syntes også, at det er vildt spændende, hvordan AI sniger sig ind i kunsten, så hun var meget interesseret i at teste det med sine musikere."

I starten var planen, at de ville lave en såkaldt 'turing-test': en undersøgelse af, om brugere kan kende forskel på AI og menneske.

Ensemble Storstrøms musikere skulle spille en koncert i tre dele:

Et stykke af komponisten Maurice Ravel

Et stykke nyfortolkning af hans musik fra en traditionel komponist

Et stykke nyfortolkning med brug af AI

Men da de havde sikret fondsmidler til projektet og hyret to komponister, tog arbejdet en drejning.

"Simon Brink, der var komponist på AI-stykket, ville ikke bare lave et AI-nodeark. I stedet lavede han et helt lydteater, hvor musikken blev blandet sammen med AI-genererede podcastværter, der diskuterer musikken undervejs. Det blev ret syret, men virkelig fedt."

Projektet udviklede sig i stedet til i højere grad at handle om, hvilke tanker musikere og komponister gjorde sig om at arbejde sammen med en AI - og ikke mindst, hvad publikum sagde til at lytte til det.

"Det gav ikke længere mening at spørge, hvad der var AI og ikke-AI, for nu råbte AI-værket nærmest til publikum: 'Hallo, det er mig, der er AI!'," siger Sine Zambach.

Hun og hendes CBS-kollega lektor Mads Bødker inkluderede nu også komponisternes syn på AI i deres forskningsprojekt.

"Simon Brink var meget optaget af forholdet til sin egen kreativitet. Han satte spørgsmålstegn ved, hvornår han selv havde fået en idé, og hvornår AI havde givet ham den," siger Sine Zambach.

Da koncerterne blev fremført for både gymnasieklasser og som åbne arrangementer for et overvejende ældre publikum, var der også overraskelser, fortæller Sine Zambach.

"Da vi spillede det for en musikklasse på Næstved Gymnasium, var der en elev, der sagde, at musikken mindede om et dragshow: At der blev lavet en vild og særlig fortolkning af noget velkendt, så det blev til sin helt egen genre. Det er virkelig sjovt set."

Andre gymnasieelever sammenlignede i en interview-session AI-musik med et muldyr: En blanding af menneske og maskine, der fungerer godt, men som man ikke kan avle videre på, eftersom AI ikke selv kan finde på noget nyt.

"De unge var meget interesserede i AI som medskaber og så det ikke så meget som et problem for kunsten."

Omvendt viste det ældre publikum mere mådehold og bekymring.

"Det ældre publikum reflekterede generelt mere over, om kunstig intelligens kan være en udfordring for kreativiteten - om det er et udtryk for, at kunsten er i forfald."

Sine Zambach endte i øvrigt alligevel med a...

Fire timer. Så lang tid var Københavns Lufthavn lukket på grund af store droner, der fløj rundt i luftrummet. Dronerne forsvandt af sig selv, og vi ved fortsat ikke hvor de kom fra.

Det har skabt bekymring, omtale og opmærksomhed blandt danskerne.

Politiet fortæller, at de på ét døgn fik mere end 500 anmeldelser om mulige droner i luften, et par dage efter at nyheden om droner over Københavns Lufthavn gik landet rundt.

Som regel er anmeldelserne falsk alarm. For eksempel blev Billund Lufthavn kortvarigt lukket ned på grund af en anmeldelse om droneaktivitet, der viste sig at være en lysende stjerne.

Men hvorfor ser vi pludselig droner alle vegne? Forklaringen ligger i den måde, vores hjerne er indrettet på. Og der er tre overordnede grunde:

Når du har gemt noget på en computer, kan computerens hukommelse huske det for evigt. Sådan er det ikke med den menneskelige hukommelse.

"Vores hjerne er god til at huske nye og anderledes ting, vi har oplevet, men hvis noget ikke er aktuelt eller relevant, bliver det tit sorteret fra. Det kalder man 'recency bias'," siger Mikkel Wallentin, som er professor i kognitionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

'Recency bias' handler om, at det vi lægger mest vægt på, ofte er det vi oplevede sidst.

For eksempel: Hvis en politiker kommer i en skandale to dage inden et folketingsvalg, vil det betyde mere for det kryds vi sætter, end hvis politikeren gjorde det året før.

Det gør vi fra et evolutionært perspektiv, så vi kan overleve i en uforudsigelig og omskiftelig verden.

"Det er fornuftigt, at hjernen er indrettet på den måde. Hvis man skal overleve i naturen, giver det mening at bruge sin energi på at forholde sig til det aktuelle og relevante," siger forskeren til Videnskab.dk.

Hvis man for nylig har set en lysende stjerne eller et fly i himlen og tror, at det er en drone, er det fordi hjernen ikke altid ser virkeligheden.

"Når man kigger ud af vinduet og tror, at man ser verden fuldstændig som den er, så er det faktisk ikke rigtigt," forklarer Mikkel Wallentin.

Vores verdensopfattelse er ikke en direkte afspejling af virkeligheden. Det er en blanding af de fysiske sanser, vi kan mærke og de antagelser vi har om verden, vi ser.

Antagelserne er baseret på vores tidligere oplevelser. Hjernen bruger hukommelsen til at fortolke det, vi ser. Hvis droner er forrest i hukommelsen, kan en fugl eller stjerne komme til at ligne en drone i vores hjerne.

"Om det er noget, vi har hørt om i nyhederne eller noget, vi har oplevet i virkeligheden, skelner hjernen ikke mellem. Når det er lagret forrest i hukommelsen, vil det spille en rolle i folks virkelighedsforståelse, bevidst eller ubevidst," siger forskeren.

Følelser prioriteres af hjernen. Formålet med følelser er at få os til at fokusere på noget akut og vigtigt. Det synes hjernen er vigtigt. Særligt de negative følelser.

"Det, som gør os bange, vil optræde tydeligere i vores hukommelse. Vi har en tendens til at overfokusere på det og se spøgelser alle vegne," siger Mikkel Wallentin.

Vores overlevelsesystem er indrettet med stor fokus på risiko. Vi vil hellere løbe en gang for meget end en gang for lidt. Og det overgår vores logik og intelligens.

"Når vi skal løse logiske problemer i IQ-tests, der ikke indeholder et følelsesmæssigt element, kan vi typisk være mere rationelle," forklarer forskeren.

Modsat en computer, er vores hukommelse ikke indrettet logisk, når først følelser kommer på banen.

"Vi vil ting, og vi er bange for ting. De to drifter i hjernen står foran alt andet."

Hvis man føler at dronerne er tegn på fare, mister man sin umiddelbare evne til at overveje om ting, man ser i himlen er en drone, eller om det blot er en lysende stjerne.

45-årige Maria sidder ved køkkenbordet. Klokken er over midnat, men hun kan ikke sove. Hun griber sin telefon og skriver.

"Hej skat. Vi lavede dine yndlingspandekager her til aften, men din far havde glemt at købe sirup. Jeg ved, du ville have rullet med øjnene."

Et øjeblik efter lyser telefonen op igen: "Haha, ja.. Men jeg ville have spist dem alligevel."

Det kunne ligne en helt almindelig samtale mellem mor og søn. Men Marias søn døde for to år siden i en trafikulykke.

Maria skriver altså ikke med sin søn, men med en digital klon skabt ud fra hans gamle beskeder, billeder og lydfiler.

Eksemplet er fiktivt, men situationen er langt fra urealistisk.

For få år tilbage hørte dette hjemme i science fiction (for eksempel i en episode af tv-serien Black Mirror fra 2013), men over hele verden dukker der nu nye tjenester op, som gør det muligt for efterladte at 'tale' med deres afdøde.

Teknologien kaldes griefbots eller sorgrobotter, og den rejser et væld af spørgsmål: For kan de digitale kloner hjælpe de efterladte gennem sorgen - eller risikerer de at fastholde mennesker i et savn, de aldrig kan give slip på?

En sorgrobot er en AI-drevet chatbot, der er designet til at efterligne en afdød persons måde at kommunikere på.

Sorgrobotten lærer af alt det digitale, den afdøde har efterladt - som sms'er, e-mails, billeder, videoer og stemmeoptagelser - så den kan udtrykke sig på samme måde, som personen gjorde.

En sorgrobot kan imidlertid også oprettes af personen selv, mens vedkommende stadig er i live.

Det gjorde Stephan Martinussen, der var terminalt kræftsygt, og hans familie, som man kan følge i TV 2-dokumentaren 'Du forsvinder aldrig'. De har nemlig valgt at skabe en digital version af ham, som lever videre efter hans død.

Replika er et eksempel på en virksomhed, der udbyder sorgrobotter, selvom platformen oprindeligt blev udviklet som en digital samtalepartner, der kunne give selskab og følelsesmæssig støtte.

Replika har ifølge dem selv 30 millioner brugere, men det er uvist, hvor mange der bruger den som ven, partner eller til at genskabe en afdød digitalt.

HereAfter AI, Storyfile Life og Project December er andre eksempler på virksomheder, som tilbyder sorgrobotter.

Selvom der ikke findes officielle tal for, hvor mange der bruger sorgrobotter, peger meget på, at interessen vokser. En britisk spørgeskemaundersøgelse fra 2024 har blandt andet undersøgt 2.569 menneskers holdning til sorgrobotter.

Mens størstedelen af de adspurgte er uenige i, at de ville finde trøst ved at interagere med en sorgrobot, svarer 14 procent af de er enige, 13 procent at de ikke ved det og 11 procent at de hverken er enige eller uenige.

Undersøgelsen finder desuden, at de unge 18-24-årige generelt er mere åbne overfor brugen af sorgrobotter. Dette tyder på, at vi sandsynligvis vil se en større åbenhed over for sorgrobotter i fremtiden.

Mens interessen for sorgrobotter formentlig stiger, rejser de også en række spørgsmål om, hvordan fortsat kontakt med afdøde påvirker efterladtes sorg.

Hvert år mister omkring 139.000 mennesker i Danmark enten deres mor, far, barn, søskende eller ægtefælle. Sorg er en naturlig reaktion på at miste en nærtstående, og altså en uundgåelig del af det at være menneske.

Forskningen peger på, at sorgen bevæger sig mellem to spor: et tabsspor, hvor man forholder sig til tabet og savnet, og et reetablerende spor, hvor man afleder sig fra sorgen og gradvist finder tilbage til hverdagen.

Det er forskelligt, hvor meget og hvor længe efterladte befinder sig i de to spor, men de fleste svinger naturligt mellem de to.

Selvom den afdøde er væk, peger forskning samtidigt på, at relationen kan leve videre i den efterladtes tanker og følelser som et indre bånd, der giver tryghed og nærvær.

Gennem sorgprocessen skal den efterladte således erkende, at den afdøde er væk for altid, og samtidigt tilpasse sig sin nye tilværelse uden den afdøde.

For de fleste efterladte aftager de intense følelser over tid, men 10-20 procent udvikler en komplicer...