I den engang så stolte stormagt Ægypten havde man et skriftsprog, hieroglyfskriften, som opstod omkring 3.000 f.v.t., mens vi i Danmark stadig befandt os i stenalderen uden antydning af skrift.

Det er denne gådefulde skrift og dens banebrydende tydning i nyere tid, som vi skal beskæftige os med her, for kendskabet til skrifttegnene forsvandt i løbet af de første århundreder efter år 0.

Octavian, den senere romerske kejser Augustus, erobrede Ægypten i år 30 f.v.t., og i de følgende århundreder blev landet kristent i overensstemmelse med udviklingen i Romerriget.

Disse kristne, som kaldtes koptere, udviklede deres eget sprog, som efterhånden fortrængte hieroglyfferne - og dermed gik meget af religionen, kulturen og læsningen af hieroglyfferne også i glemmebogen.

I Romerriget var man klar over, at Ægypten var et kulturland med en lang historie. Da man i år 12 f.v.t. transporterede den første obelisk til Rom på kejser Augustus' ordre, fik man i tilgift hieroglyfferne med i indskrifterne på disse imponerende stenpiller. Derfor var de ikke ukendte for europæerne, selv om man ikke kunne læse dem.

Imidlertid lå de i dvale i cirka 1.500 år, før man begyndte at interessere sig for, hvilken form for skrift det kunne være.

Fra denne tid pirrede hieroglyfferne virkelig menneskenes nysgerrighed, for hvordan kan man læse disse tegn, som er afbildet på væggene i de ægyptiske templer og grave eller indhugget på steler af sten?

Det kan være svært nok at læse en skrift, der består af forskellige bogstaver, men cirka 1.000 forskellige tegn, som forestiller mennesker, guder, tempeludstyr, dyr, planter og de ting, ægypterne kendte fra deres hverdag, er en hårdere nød at knække.

Fra 1600-tallet kender man forsøg på at tyde hieroglyfferne, men interessen og evnen hertil tog først rigtigt fart i 1700-tallet, hvor to fremtrædende kulturpersoner, danskeren Georg Zoëga (1755-1809) og englænderen Thomas Young (1773-1829), fik en form for gennembrud.

Zoëga, som var bosat i Rom, udgav et meget stort værk om de obelisker, der befandt sig i Rom, og dette arbejde medførte, at han også arbejdede med hieroglyfferne.

Han fremstillede eksempelvis en fortegnelse over 958 hieroglyffer, og han gjorde den vigtige observation, at en indskrifts læseretning afhænger af tegnenes retning.

Når man skal læse en hieroglyftekst, finder man dyr eller mennesker i teksten, og hvis de vender mod venstre, skal man læse fra venstre mod højre - og omvendt.

Thomas Youngs fortjeneste var at bestemme seks hieroglyfiske tegns lydværdi. Men grammatikken kunne ingen af dem løse.

Nøglen til hieroglyffernes tydning kom imidlertid på baggrund af Napoleon Bonapartes ekspedition til Ægypten i 1798. På det tidspunkt var Ægypten en del af det magtfulde Osmanniske Rige.

På erobringstogtet medbragte Napoleon 169 videnskabsmænd, de såkaldte lærde, som repræsenterede mange forskellige former for videnskab.

De gennemrejste landet og optegnede og nedskrev, hvad de så af såvel monumenter fra Oldtiden som af alle mulige dagligdags ting fra datidens Ægypten.

Selve erobringen af landet gik let, men den var svær at opretholde. I 1799 drog Napoleon ind i det nuværende Syrien for at komme et angreb fra Det Osmanniske Rige i forkøbet. Men Planen mislykkedes, og derfor forsvandt Napoleon i nattens mulm og mørke med kurs mod Frankrig.

Nogle af soldaterne og videnskabsmændene blev dog i landet et stykke tid endnu, for sidstnævnte indsamlede jo viden, og resultatet af deres arbejde blev det store værk, 'Description de l'Égypte' (Beskrivelse af Ægypten), som udkom 1809-1829 med ti bind tekst og 13 bind plancher.

Derfor flytter vi fokus til byen Rosetta ved Middelhavskysten 60 km øst for Alexandria. Her var en deling franske soldater i gang med befæstning af byen, og i den forbindelse gjorde løjtnant Pierre Bouchard (1772-1832) et epokegørende fund.

Indmuret på et hus fandt han en stor stenblok af basalt, som på forsiden var beskrevet med en tekst på tre forskellige sprog: hieroglyffer, demotisk og nederst heldig...

Lad os først slå fast, at NASA ikke er i fare for at forsvinde.

I det nye budget for USA's offentlige sektor for 2026, som nu skal forhandles, overlever NASA, selv om det er i en stærkt reduceret udgave.

Men det er et åbent spørgsmål, om NASA skal fortsætte som nu, hvor videnskab, og ikke bare bemandede rejser til Månen og Mars, er en vigtig del af opgaverne.

Alternativet er, at NASA bliver et rumagentur, hvis hovedopgave er at skaffe politiske sejre til regeringen og især præsidenten - og det er en udvikling, som mange er bekymret for.

Da præsident Kennedy igangsatte Apollo-projektet i 1961, var NASA en lille organisation, som var dannet bare tre år tidligere. Nu skulle det have ansvaret for et af rumalderens største projekter.

En stor mundfuld for det unge NASA, og vi kan især takke én person for, at NASA ikke blot blev et 'måneagentur' med én hovedopgave: At sende astronauter til Månen inden udgangen af 1960erne.

James Webb, lederen af NASA fra 1961-1968, forstod, at rumfart er så uendeligt meget mere end at sende mennesker til Månen, selvom han ikke var videnskabsmand.

Han skabte det NASA, som siden har været inspiration for mange andre landes rumagenturer, fx det europæiske ESA.

I de syv år, han var leder af NASA, skabte han et rumagentur, hvor videnskab med rumsonder, rumteleskoper, nyttesatellitter og alle de andre ting, vi forbinder med moderne rumfart, blev prioriteret højt.

I dag er satellitter, der overvåger klimaet, blevet et centralt værktøj til at forstå klimaændringer, og er en vigtig del af rumfarten.

Trump-regeringens holdning til klimaændringer afspejler sig i det nye budget. Det område bliver ekstremt beskåret.

Da James Webb er skaberen af det NASA, vi kender med en stærk videnskabelig profil, var det naturligt at opkalde et stort rumteleskop efter ham, selv om han ikke var astronom.

Nu sender James Webb-teleskopet hver dag gigabytes af data og billeder tilbage til Jorden.

Regeringens budget for 2026 fjerner 24 procent af Nasas finansiering. Det betyder, at medarbejderstaben skal reduceres med mere end 5.000 ansatte. Over 2.000 topledere på de højeste løntrin forventes at blive fyret. Det betyder tab af både viden og erfaring, som bliver svær at erstatte.

Et af de helt store problemer er, at nedskæringerne ikke er ligeligt fordelt. Det videnskabelige program er skåret med hele 47 procent.

Særlig hårdt ramt er Earth Science. Det er beskåret med 53 procent. Det betyder, at forskning inden for områder som tornadoer, hagl, pludselige oversvømmelser, orkaner, skovbrande, tsunamier, El Niño og La Niña, vandkvalitet, luftforurening vil blive mere end halveret.

Astrofysik rammes af besparelser på hele 66 procent, som vil gå ud over støtten til James Webb-teleskopet.

Verdens største rumfartsforening, The Planetary Society, har i dette link gennemgået en række helt konkrete eksempler på konsekvenserne af de foreslåede nedskæringer indenfor rumsonder.

Vi kan ikke lade være med at nævne, at der midt i nedskæringerne er afsat 85 millioner dollar til at flytte rumfærgen Discovery fra Smithsonian Air and Space Museum i Washington til Texas, for det er et ønske fra de to senatorer Ted Cruz og John Cornyn.

Beløbet er sandsynligvis langt mindre, end hvad det i sidste ende kommer til at koste…

BBC bad rumeksperten Dr. Adam Baker fra Cranfield University om en kommentar, og han svarede, at hvis forslagene godkendes af Kongressen, vil det fundamentalt ændre agenturets fokus.

"Præsident Trump giver NASA to formål: At lande astronauter på Månen før kineserne og at få astronauter til at plante et amerikansk flag på Mars. Alt andet er sekundært."

Det virker som en præcis beskrivelse af regeringens rumpolitik, hvor videnskab kommer til at spille en meget lille rolle. Men det er en meget naiv politik. At sende mennesker til Mars kræver mere end at bygge en stor raket som Starship.

Det, der er brug for, er bred forskning inden for mange områder - noget, NASA i øvrigt har været i gang med i flere år.

Alene at finde ud af, hvordan ast...

ChatGPT kan både være din hjernes fjende og din ven, afhængigt af, hvordan du bruger den. Derfor er det konstant til debat i disse år, om vi har gavn af kunstig intelligens i form af sprogmodeller som ChatGPT.

Nogle mener, at vi blot snyder os selv ved at få AI til at løse vores opgaver, mens vi parkerer hjernen. Andre mener, at 'chatten' er den bedste sparringspartner og assistent, der findes.

Sandheden skal som oftest findes et sted midt imellem, og det er måske konklusionen på et nyt studie fra det amerikanske Massachusetts Institute of Technology. Studiet er et preprint og dermed ikke fagfællebedømt endnu.

Hjerneforskerne bag finder, at vores hjerne ikke stimuleres ret meget, hvis vi bruger en sprogmodel til at skrive vores eksamensopgave. Hjernen ser derimod ud til at være sløvere og gå glip af læring. Det sproglige niveau ser også ud til at blive forringet.

Hvis vi derimod selv skriver opgaven uden hjælpemidler, fremmer det læringen allermest og undgår generiske ideer og sprog.

"Det er et spændende studie og taler tydeligt sammen med min egen forskning, om at man ikke lærer med generativ AI bare ved at bruge det," siger Antonia Scholkmann, der er lektor på Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.

Deltagerne i studiet var amerikanske universitetsstuderende, som over fire runder skulle skrive essays svarende til en såkaldt 'SAT'. I en dansk sammenhæng vil det svare nogenlunde til en eksamensopgave i dansk på gymnasieniveau.

De 54 studerende blev opdelt i tre grupper alt efter brug af hjælpemidler:

1. Ingen brug af hjælpemidler

2. Måtte bruge søgemaskiner som Google.

3. Måtte bruge ChatGPT.

Mens de hver især skrev deres essay, havde de hjerneskannere på hovedet.

Skannerne kunne bagefter afsløre, at hjernen var klart mest aktiv uden hjælpemidler. Og mindst aktiv med brug af ChatGPT.

"Det er ikke særlig overraskende, at hjernen er mere på arbejde, når vi selv skal overveje ord, holdninger og finde de passende udtryk til at forfatte et essay," siger Antonia Scholkmann.

Deltagerne havde desuden sværere ved at huske dele af deres eget essay, angiveligt fordi de ikke selv behøvede at forfatte opgaven.

Antonia Scholkmann forklarer, at det svarer lidt til at bytte hjernen ud med ChatGPT, når man bruger den til store dele af sin opgave. Og så er mindre hjerneaktivitet, ringere hukommelse og mindre kreativitet forventeligt.

Forskningsprojektet med de 54 elever strakte sig over fire måneder.

I de første tre måneder af forsøget skrev eleverne tre essayopgaver fordelt i grupper med ingen hjælpemidler, adgang til søgninger og adgang til ChatGPT.

Men til den fjerde og sidste prøve byttede forskerne om på grupperne.

Nu måtte gruppen uden hjælpemidler bruge ChatGPT og gruppen med ChatGPT kun bruge hjernen.

Det er her, de spændende resultater viser sig, ifølge forskerne selv.

Gruppen, der nu kunne bruge ChatGPT viste sig i at have en klar fordel. De præsterede langt bedre end gruppen, der nu skulle til kun at bruge sin egen hjerne.

"Det spændende her er, at den betingelse, at du tidligere selv har arbejdet med et emne eller en opgave, fremmer din kognitive aktivitet, når du må bruge GPT," siger Antonia Scholkmann.

Hvis du selv har viden om emnet eller har kæmpet dig igennem tre stride essays, kan man bedre bruge ChatGPT's svar. Man er klædt på til at gennemskue, hvilke dele af dens svar, man kan bruge, og hvilke dele, der er overflødige for essayet eller ikke i tråd med egne holdninger.

Forskerne bag studiet mener, at resultatet fra den fjerde og sidste opgave tyder på, at de studerende misser læring, når de bruger ChatGPT. Antonia Scholkmann er enig, men mener også, at studiet netop peger på, at brugen kan være fornuftig i visse tilfælde.

Antonia Scholkmann peger desuden på, at det også er værd at hæfte sig ved, at der kun var 18 testpersoner tilbage til fjerde opgave i studiet. Det er en lille gruppe mennesker til at konkludere så meget.

I The Conversation sammenligner forskere problematikken, der rejses i studiet, med, da lommeregneren b...

Smeltende gletsjere kan fremprovokere mere hyppige og voldsomme vulkanudbrud i fremtiden.

Det skriver Den Europæiske Sammenslutning for Geokemi i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt, endnu ikke publiceret studie, der blev præsenteret på en konference i Prag 8. juli.

Forskerne bag studiet har undersøgt seks vulkaner i de chilenske Andesbjerge, og resultaterne antyder, at hundredvis af sovende vulkaner under gletscherne kan blive aktive i takt med, at klimaforandringerne accelererer gletsjernes tilbagetrækning.

Forskere fra University of Wisconsin-Madison i USA undersøgte, hvordan den patagoniske iskappes fremrykning og tilbagetrækning påvirkede tidligere vulkansk aktivitet på den - i øjeblikket - sovende Mocho-Choshuenco-vulkan.

Ved at datere tidligere udbrud og ved at analysere krystaller i udbrudte klipper kunne holdet spore, hvordan vægten og trykket fra gletsjer-isen ændrede magmaens egenskaber under jorden.

Her opdagede holdet, at for omkring 18.000-26.000 år siden, under den sidste istid, at et tykt lag is undertrykte mængden af vulkanske udbrud, hvilket fik en stor mængde magma til at ophobe sig 10-15 kilometer under overfladen.

Da isen så hurtigt smeltede igen, efter istiden var overstået, forårsagede det pludselige tab af masse, at gasser og magma kunne udvide sig. Den trykopbygning udløste eksplosive vulkanudbrud fra den ophobede magma, der fik vulkanen til at blive dannet.

"Gletsjere har en tendens til at undertrykke mængden af udbrud fra vulkanerne under dem. Men efterhånden som gletsjere trækker sig tilbage på grund af klimaændringer, tyder vores resultater på, at disse vulkaner går i udbrud oftere og mere eksplosivt," fortalte forsker bag studiet Pablo Moreno-Yaeger fra University of Wisconsin-Madison, USA, da han præsenterede studiet på konferencen i Prag.

"Det vigtigste krav for øget eksplosivitet er i starten at have et meget tykt gletsjerdække over et magmakammer, og udløsningspunktet er, når disse gletsjere begynder at trække sig tilbage og frigive tryk - hvilket i øjeblikket sker på steder som Antarktis."

Sammenhængen mellem gletsjere og vulkansk aktivitet har også været kendt i Island siden 1970'erne, men dette studie er det første, som kigger på kontinentale vulkanske systemer.

Derfor opfordrer Pablo Moreno-Yaegers til, at andre kontinentale regioner med mulighed for øget vulkansk aktivitet, såsom Nordamerika, Rusland og New Zealand, retter opmærksomheden mod deres vulkaner.

For selvom reaktionen på gletsjersmeltningen sker øjeblikkeligt - geologisk set - sker de gradvise ændringer i magmaen og det vulkanske system over flere århundreder, hvilket giver tid til overvågning og tidlig varsling.

Studiet forventes at blive publiceret i et fagfællebedømt tidsskrift senere på året.

Berlin-murens fald i 1989, som banede vejen for demokratiseringen af mange østeuropæiske lande, markerede begyndelsen på en ny tidsalder med globalt liberalt demokrati. En udvikling, som en del forskere hyldede som 'historiens afslutning'.

Tanken var, at menneskets politiske historie fulgte en lige linje, og at den vestlige liberale demokratimodel var det endelige mål for, hvordan menneskehedens styreform ville udvikle sig.

Sådan gik det desværre ikke helt.

Udviklingen i de seneste 20 år har ikke fulgt en lige linje af fremskridt - og har heller ikke markeret 'historiens afslutning'.

I mange vestlige lande, fra Frankrig til Finland og fra Holland til Tyskland, har de højreekstremistiske partiers stigende valgsucces muligvis vendt 'historiens afslutning' til 'demokratiets afslutning'.

Hvad får så mange europæere til at vende ryggen til et politisk system, der med succes har genopbygget kontinentet efter Anden Verdenskrig og forvandlet det til verdens mest velstående indre marked?

Årsagerne er mange og spænder fra økonomiske kriser og stigende ulighed til de sociale mediers negative effekt på vores politiske adfærd samt eliternes brud med demokratiske normer.

Men der er også en anden faktor, som sjældent får opmærksomhed: Vores personlige oplevelsers styrke.

I løbet af de seneste 20 år har adfærdsforskere undersøgt, hvordan vores handlinger i høj grad formes af det, vi selv oplever.

Smerte, glæde, belønning, tab, information og erfaring - alt det, vi gennemlever - hjælper os med at vurdere vores tidligere valg og forme dem, vi træffer fremover.

En positiv oplevelse knyttet til et bestemt valg øger sandsynligheden for, at vi træffer det samme valg igen - mens en negativ oplevelse gør det modsatte.

Ved at kortlægge vores oplevelser, især i mødet med livets risici, kan man få indblik i ellers uforståelig risikoadfærd - som når mennesker bygger huse i områder med oversvømmelsesområder, i jordskælvszoner eller ved foden af en aktiv vulkan.

Vesuvs sidste voldsomme udbrud skete for 81 år siden. Vesuv, som kaldes Europas 'tikkende bombe' - regnes for at være én af verdens farligste vulkaner.

Alligevel bor omkring 700.000 mennesker i den såkaldte 'røde zone' ved foden af vulkanen, hvor de tilsyneladende helt ignorerer vulkanologernes advarsler.

For at forstå, hvorfor folk tilsyneladende er så ubekymrede over en potentiel katastrofe, skal vi se på både individuelle og fælles erfaringer med netop den risiko.

De fleste, der bor i den røde zone, har aldrig selv oplevet Vesuv i udbrud. Deres personlige, daglige oplevelse beroliger dem igen og igen: "Der sker jo ikke noget".

Mange psykologiske eksperimenter har vist, hvordan den slags adfærd opstår. Netop fordi sjældne hændelser er sjældne, har vi en tendens til at undervurdere, både hvor ofte de sker - og hvor alvorlige de kan være.

Om ekstremt sjældne og katastrofale hændelser - især på de finansielle markeder - bruges begrebet 'en sort svane'.

At lukke øjnene for risikoen for, at 'en sort svane'-hændelse kan finde sted, har ført til utilstrækkelig regulering af banksektoren og finansielle sammenbrud som den globale krise i 2008.

I Vesteuropa har indbyggerne levet med demokrati og voksende velstand i over 70 år. De har indtil nu været forskånet for oplevelsen af autoritære magtovertagelser - og netop derfor risikerer de at undervurdere faren for, at demokratiet kan bryde sammen.

Paradoksalt nok kan demokratiets succes ende med at underminere det. Det er et fænomen, der minder om paradokset ved sygdomsforebyggelse: Når vaccinerne virker, forsvinder sygdommene - og så begynder folk at stille spørgsmål ved, om vaccinerne overhovedet er nødvendige.

På samme måde kan et stabilt demokrati føre til en falsk tryghed, der gør os mere efterladende over for de trusler, der faktisk findes.

Der er også en mere urovækkende forbindelse mellem borgernes oplevelser og den langsomme nedbrydning af et demokrati.

Som historien har vist, går et demokrati sjældent op i flammer fra den ene dag til den anden. De...

Det er de færreste haveejere, der er glade for snegle. De æder salaten, gnaver i kålhovederne, går til angreb på georginerne og slår de hvide, blå eller rødlige asters ihjel.

Heller ikke navnet 'snegl' er videre tiltrækkende. Det bruges også ofte nedsættende om en person, som man synes er mærkelig eller opfører sig unormalt - 'en mærkelig snegl'.

Sneglene har helt klart et imageproblem, så lad os prøve at gøre noget ved det.

For det første har de en vildere livsstil, end mange måske tror.

De fleste landlevende snegle (som er den type bløddyr, havesneglene hører til) er hermafroditter, hvilket betyder, at de overfører sædceller til hinanden, og begge parter bliver befrugtet.

De har også nogle ret vilde parringsritualer.

For eksempel finder leopardsneglene ikke et passende sted nede på jorden, men oppe i højden, hvor de hænger fra en gren i en slimtråd og snor sig omkring hinanden, mens de parrer sig.

Slimen gør dem i stand til at kravle op ad lodrette overflader som små klatrereksperter.

Slim består mest af vand, men også af kulhydrater og et protein, der kan suge fugt. Det trækker fugt ud af luften, som forhindrer, at det fordamper.

Sneglens fod udskiller slim, der virker som lim, når sneglen hviler - men når den glider fremad og bruger musklerne, bliver det flydende. Så snart den stopper, bliver slimet fast igen.

Man kan se sneglesporene, længe efter sneglen har bevæget sig videre, fordi proteinet forhindrer det i at tørre ud. Sneglen kan faktisk bruge sporet til at finde tilbage til, hvor den kom fra.

Desværre kan andre snegle også følge sporet - og rovdyr som leopardsneglen (Limax maximus) kan finde dem, jage dem og spise dem (med en tophastighed på 0,25 centimeter i sekundet).

Slimet er en ret fantastisk substans. Det forhindrer sneglen i at tørre ud, gør det svært for rovdyr at få fat i den, og det indeholder en avanceret cocktail af beskyttende molekyler.

Molekylerne, som hjælper med at holde sneglens væv fugtigt, beskytter mod bakterier og fungerer - hos nogle arter - som en beskyttende hinde omkring æggene.

Det slibrige slim kan faktisk også komme os mennesker til gode. Det ser nemlig ud til at kunne sætte fart på celleprocesser som vævsregenerering og sårheling.

Det er blevet udviklet til super-klæbende lim (hydrogeler), der bruges i kirurgi, og en del forskere mener, at det måske endda kan bruges til behandling af neurologiske lidelser.

Snegle er bløddyr af klassen Gastropoda, som blandt andet omfatter havsnegle som nøgensnegle, hvor den voksne form hverken har skal eller hus. Der findes endda en slægt af snegle, der lever i ferskvand.

Nogle snegle har stadig en lille, ydre kalkskal, men hos de fleste sidder den inde i kroppen.

Derfor mener man, at nutidens snegle uden skal stammer fra landsnegle, der oprindeligt havde en skal.

Fordi nogle havsnegle også har en delvist reduceret skal, peger det på, at det samme er sket i havet - at snegle uden skal er opstået fra forfædre med skal i en proces, der på engelsk kaldes 'sluginisation'.

Hos snegle med kalkskal er skallen en del af dyrets krop. Den fungerer som fæste for den muskel, som trækker sneglen ind i skallen.

Skallen, som beskytter mod skader, rovdyr og udtørring, er især vigtig for landlevende snegle.

Alligevel har snegle uden kalkskal udviklet sig adskillige gange gennem evolutionen. Et tegn på det er, at nogle familier af snegle uden skal faktisk er tættere beslægtet med snegle med skal end med andre skal-løse arter.

Snegle uden skal går helt tilbage til den tidlige forhistorie.

En videnskabelig artikel fra august 2024 undersøgte en cirka 514 millioner år gammelt kinesisk fossil af en snegl - og den havde ingen skal. Det betyder, at sneglenes kropsform måske faktisk blev udviklet først, og at bløddyr med kalkskal først kom senere.

Senere mistede en del snegle igen den ydre skal, da de begyndte at kolonisere nye levesteder - blandt andet på land.

For eksempel viser fossiler, at gastropoder spredte sig voldsomt efter det asteroidenedslag, der udryddede næsten a...

Du kender helt sikkert natsværmeren fra de lune sommeraftner, hvor den søger mod lyset. Men nogle arter af natsværmere er også et skadedyr, fordi deres larver ødelægger enorme mængder af afgrøder som ris, majs og frugt.

Ormen i dit æble? Det er også en natsværmerlarve!

Det er kritisk på verdensplan, fordi de kan true fødevaresikkerheden, og fordi det øger brugen af sprøjtemidler, der skader både os mennesker, bierne og miljøet.

Og det er irriterende hjemme i haven, hvor der kommer orm i æblerne.

Heldigvis er der en rigtig god nyhed: Man kan beskytte afgrøderne mod de skadelige insekter helt uden sprøjtemidler. Man kan nemlig vildlede insekterne med de dufte, de bruger, når de skal parre sig.

Sex-feromoner er signalstoffer, en natsværmer-hun bruger til at lokke hanner til. Hannerne kan lugte feromonerne på lang afstand og har den unikke evne, at de kan følge lugten lige hen til hunnen.

I en æbleplantage er det den natsværmer, der hedder æblevikler, der er på færde. Hunnen sidder i et æbletræ, og udsender feromoner, der er en cocktail af stoffer, som kun tiltrækker æblevikler-hanner - ingen andre arter.

Når hunnen er parret, lægger hun æg på æbletræets knopper og frugter, hvor hendes fremtidige larve-afkom nemt kan finde mad og blive til nye natsværmere.

For at forklare, hvordan man kan bruge sex-feromoner til at bekæmpe natsværmerlarver, tager vi turen ud i en økologisk æbleplantage, hvor man ikke må bruge sprøjtegifte til at bekæmpe skadedyrene.

Her kan frugtavleren bruge syntetisk producerede feromoner til at beskytte æblerne.

Feromonerne fordamper fra små gummipropper, der hænger i træerne, og findes i så store mængder at æblevikler-hannen narres til at tro, at der er hunner over alt.

Når hele plantagen dufter af hunner, bliver hannen forvirret og kan ikke længere finde feromon-sporet fra de rigtige hunner der sidder og venter i træerne.

Så er der ingen, der kommer på natsværmer-date, og ingen små natsværmerlarver vokser op i æblerne.

Vi kalder det 'mating disruption' på engelsk, fordi vi forstyrrer eller afbryder natsværmernes parring. På dansk kan man passende kalde det feromon-forvirring!

Se en kort video om hvordan feromon-forvirring virker her.

Metoden er allerede i brug, og den er ganske udbredt i økologisk frugtavl, så hvis du har spist økologiske æbler, eller drukket økologisk vin, kommer de mest sandsynligt fra avlere, der allerede bruger feromoner til at holde natsværmerlarver væk fra æblerne og druerne.

Feromoner bruges endnu ikke i stor udstrækning i det man kalder konventionelle landbrug, hvor det er tilladt at bruge sprøjtemidler. Det skyldes først og fremmest, at sprøjtemidler er billigere. Men landbrugsfirmaer øger lige nu deres investering til udvikling af alternativ skadedyrsbekæmpelse, blandt andet så vi kan bruge feromoner mod flere arter, og producere dem billigere.

De fleste insekter bruger feromoner som signalstoffer, så vi kommer til at se udvikling af feromoner til bekæmpelse af mange flere arter, fx bladlus og kartoffelbiller.

Udvikling af alternativ skadedyrsbekæmpelse er helt nødvendig, fordi insekterne udvikler resistens mod sprøjtemidler.

Selv om vi laver nye sprøjtemidler, så udvikles resistens meget hurtigt, fordi de kun kræver meget små ændringer i insekternes DNA.

I modsætning til almindelige sprøjtemidler vil resistens mod feromon-forvirring være næsten umulig, fordi feromonerne er essentielle for insekternes kommunikation og reproduktion - deres overlevelse.

Hvis natsværmer-hunnen ændrer de feromoner, hun sender ud, kan hannen ikke finde hende, og hvis hannen ændrer hvilke feromoner han kan dufte sig frem til, kan hunnen ikke længere lokke ham til sig.

Det har taget flere hundrede tusind år at udvikle feromonerne og en kommunikationskanal der er unik for netop denne art.

En anden fordel ved feromoner er, at de kun påvirker skadedyret. Andre dyr er ligeglade med en bestemt natsværmers feromoner, og bier der skal bestøve afgrøderne bliver heller ikke påvirket.

Der er ingen skadelig virkni...

Siden 1835 har opførelsen af tusindevis af dæmninger verden over ført til en forskydning af Jordens poler.

Det skriver American Geophysical Union i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Geophysical Research Letters.

Forskere har nemlig fundet ud af, at de store dæmninger rummer så store mængder vand, at det omfordeler masse rundt om på kloden og dermed forskyder jordskorpens position i forhold til planetens midterste lag, kappen.

Kappen er nemlig en klistret masse, mens jordskorpen danner en skal om Jorden, der kan glide rundt oven på kappen.

Omfordelingen af massen på jordskorpen, der får den til at forskyde sig i forhold til kappen, forskyder også placeringen af Jordens poler, forklarer forskerne i artiklen.

"Enhver bevægelse af masse inden for Jorden eller dens overflade ændrer på rotationsaksens orientering i forhold til skorpen. Den proces kaldes for polarvandring," skriver forskerne i studiet.

Forskerne vidste i forvejen, at menneskelige aktiviteter, der holder på enorme mængder vand, kan udløse polarvandring, ligesom et studie fra tidligere på året viste, at smeltningen af gletschere og store ismasser kan føre til, at polerne flytter sig med op til 27 meter inden 2100.

"Når vi fanger vand bag dæmninger, fjerner det ikke kun vand fra havene, hvilket fører til et globalt fald i havniveauet. Det fordeler også masse på en anden måde rundt om i verden," siger Natasha Valencic, kandidatstuderende i jord- og planetvidenskab ved Harvard University og hovedforfatter til det nye studie, i pressemeddelelsen.

"Vi kommer ikke til at falde ind i en ny istid, fordi polen flyttede sig med omkring en meter i alt, men det har konsekvenser for havniveauet," siger hun.

Forskningsresultaterne viser, at forskere skal tage vandopsamling i betragtning, når de i fremtiden beregner havstigninger.

For i det 20. århundrede steg havniveauerne med gennemsnitligt 1,2 millimeter om året, hvoraf en fjerdedel er 'fanget' af menneskabte dæmninger. Og havniveauerne stiger ikke lige meget over hele kloden, forklarer den unge kandidatstuderende og forsker.

Hvordan finder man ud af, hvad man holder allermest af, når ens videnskab rummer flere billioner objekter at vælge imellem?

Den udfordring stod astrofysiker Peter Laursen fra Niels Bohr Institutet over for, da vi bad ham pege på dét element fra astrofysikken, der ligger hans hjerte nærmest. For rummet er fyldt med fantastiske objekter og fænomener.

I denne udgave af serien 'Forskerens favorit' fortæller Peter Laursen om en galakse med et lidet poetisk navn og en for længst tabt rekord som den fjerneste galakse, vi kender - og hvorfor den alligevel har en helt særlig plads i astrofysikerens hjerte.

Læs videre og få del i glæden og fascinationen ved GN-z11. Teksten herunder er skrevet af Peter Laursen:

Min første tanke, da jeg fik dette spørgsmål, var, at det ville være lettere at svare på, hvilket af mine børn der er mit favoritbarn.

Universet indeholder billioner af galakser, alle smukke og særlige på hver deres måde, så hvordan skulle jeg kunne vælge én frem for en anden?

Men ok, hårdt presset vælger jeg galaksen med det 'poetiske' navn 'GN-z11'.

På min arbejdsplads, Cosmic Dawn Center, bruger vi det fantastiske rumteleskop James Webb til at lede efter de fjerneste, og dermed tidligste, galakser.

Siden Webb blev klar til at observere, har den slået rekorden for den fjernest kendte galakse igen og igen og igen og igen og igen og igen.

Men før James Webb lå rekorden hos GN-z11.

Faktisk var det to af mine kolleger, Pascal og Gabe, som opdagede GN-z11. Det gjorde de med Hubble-teleskopet for efterhånden 10 år siden, og i mange år har GN-z11 derfor været mit go-to-eksempel, når jeg skulle forklare noget om det fjerne univers.

For eksempel ligger GN-z11 svimlende 32 milliarder lysår væk. Hvis du ved, at universet kun er knap 14 milliarder år gammelt, tror du måske, at det er umuligt, da lyset kun kan rejse 14 milliarder lysår på den tid.

Men fordi Universet også udvider sig, 'bæres' galakserne væk fra hinanden, sådan at afstanden i dag er meget større.

Universet udvider sig nemlig på en sådan måde, at jo større afstanden er mellem to galakser, jo hurtigere vokser denne afstand.

Er de langt nok fra hinanden, vokser afstanden hurtigere end lysets fart. Selvom det er rigtigt, at intet kan bevæge sig gennem rummet hurtigere end lyset, kan selve rummet udvide sig lige så tosset, det vil.

Afstanden til GN-z11 blev bestemt ved at se på dens spektrum, altså dens lys spredt ud efter bølgelængde.

Lys, hvis bølgelængde er kortere end 121,6 nanometer, bliver 'slettet' af gasskyer af brint, som omslutter galaksen.

Betragter vi galaksens spektrum, kan vi simpelthen se et skarpt 'break' hvor lyset pludselig forsvinder.

Men på sin rejse gennem det ekspanderende univers 'strækkes' lyset også, sådan at bølgelængden langsomt bliver længere og længere.

Når lyset når ned til os, er breaket derfor ikke ved 121,6 nanometer, men ved omkring 1450 nanometer.

Ved at måle denne bølgelængde kan vi regne ud, hvor langt lyset har rejst, og dermed også hvor langt væk GN-z11 er, og hvor langt vi kigger tilbage i tiden.

Min forskning har primært drejet sig om præcis denne bølgelængde og de fysiske processer, der påvirker lyset.

Metoden er lidt upræcis, og med nye observationer af James Webb har det da også vist sig, at GN-z11 lå knap så langt væk, som vi troede i starten (31,8 milliarder lysår i stedet for 32,1 milliarder lysår).

I dag kunne jeg måske bruge nogle af de nye rekordgalakser som eksempler, men GN-z11 har nu stadig en plads i mit hjerte, så det er faktisk oftest den, jeg bruger.

GN-z11 har ikke haft hovedrollen i nogen film, eller er kommet på noget museum, men den har da trods alt en Wikipedia-artikel.

Har du lyst til at dykke lidt ned i, hvordan galakser kan fjerne sig fra os hurtigere end lysets fart, kan du læse min artikel i KVANT om superluminale galakser.

Har du mod på lidt mere videnskabelig litteratur uden at det bliver alt for hardcore, havde Astrobites - en side, hvor primært PhD-studerende skriver lettere fordøjelige resuméer af nye forsk...

Det er velkendt, at ældre, små børn og personer med kroniske sygdomme er særligt udsatte, når temperaturen stiger.

Men forskere advarer nu også personer, der tager visse lægemidler, om at være ekstra forsigtige i varmen.

Kroppen bruger flere mekanismer til at regulere temperaturen: sved, blodgennemstrømning til huden og væskebalance.

"Det er velkendt, at visse lægemidler kan svække kroppens evne til at håndtere varme," siger Ida Robertsen, professor i farmakologi ved Universitetet i Oslo.

Ida Robertsen nævner følgende lægemidler:

Antipsykotika og visse typer antidepressiva kan påvirke temperaturreguleringen og hæmme svedproduktionen.

Vanddrivende lægemidler (diuretika) kan føre til væsketab og dehydrering.

Enkelte typer blodtryksmedicin (ACE-hæmmere) kan også mindske følelsen af tørst.

Insulin optages hurtigere, når det er varmt, som følge af udvidelsen af blodårerne, hvilket øger risikoen for lavt blodsukker.

Også Dipa Kampar, som er forsker ved Kingston University i Storbritannien, nævner alle disse lægemidler i en artikel i The Conversation.

Hun skriver, at øget svedproduktion er en kendt bivirkning ved brug af antidepressiva, såsom serotonin-genoptagelseshæmmere (SSRI) og tricykliske antidepressiva (TCA).

SSRI kan også forstyrre hjernens kontrolcenter for kropstemperatur og sved.

"Fordi sved er en vigtig mekanisme til at køle kroppen ned, kan forstyrrelser i denne proces føre til varmerelaterede sygdomme," skriver den britiske forsker.

For personer, der bruger betablokkere til behandling af hjertesygdomme, kan det derimod være sværere at komme af med varmen.

Det skyldes, at medicinen reducerer hjertets pumpekraft og begrænser blodgennemstrømningen til huden.

Antipsykotika bruges mod psykoser, som kan ramme patienter med skizofreni og bipolar lidelse.

Medicinens virkning består i at blokere dopamin, hvilket igen påvirker serotoninniveauet. Dette kan forstyrre evnen til at regulere og reagere på temperaturændringer, skriver den britiske forsker.

"Derfor kan personer, der tager antipsykotika, mangle evnen til at føle sig overophedede eller tørstige, når det bliver varmt."

Det kan blandt andet føre til lavt blodtryk og nedsat hjertefunktion.

Insulin bruges først og fremmest til at sænke blodsukkeret hos personer med diabetes.

Insulin bliver ikke bare absorberet hurtigere i varmen; det varme vejr kan også nedbryde insulinet. Det kan gøre medicinen mindre effektiv og usikker at bruge.

Ida Robertsen siger, at det derfor er meget vigtigt at tænke på opbevaringen af visse lægemidler, når det bliver varmt.

"Høje temperaturer kan påvirke stabiliteten af visse lægemidler og reducere effekten, hvis de ikke opbevares korrekt," siger Ida Robertsen.

Særligt sårbare patientgrupper, som ældre og personer med kroniske sygdomme, der bruger de nævnte lægemidler, bør tage en række forholdsregler i sommervarmen, mener Ida Robertsen.

"De sørge sørge for at få nok at drikke, undgå unødig varme og være opmærksomme på symptomer som svimmelhed, kvalme eller forvirring."

Uanset hvad, er det vigtigt aldrig at stoppe med lægeordineret medicin uden at have rådført sig med en læge eller farmaceut, påpeger hun.

"Kontakt apoteket eller en farmaceut, hvis du er i tvivl om, hvordan medicinen skal opbevares," slutter hun.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.