”I virkeligheden er det romantikken, der har ødelagt vores forståelse af, hvad sand kærlighed er”. Sådan siger hospitalspræst Hanne Bang i denne udgave af Prædiken på vej om teksterne til 6. søndag efter påske, hvor evangeliet er Jesu ypperstepræstelige bøn. I samtalen med Charlotte Dyremose kommer Hanne med tre bud på, hvilke temaer der kunne prædikes over i den anledning: fravær/nærvær, afsked og kærlighed/forbundethed – og hun fortæller også, hvorfor hun ofte bruger netop dagens episteltekst til begravelser.
Prædiken på vej er præster, der taler med andre præster og teologer om den kommende prædikentekst - til faglig inspiration og almindelig opbyggelse, til forberedelse for den, der skal prædike på søndag, og til glæde for alle, der vil lytte til en fri og teologisk kvalificeret samtale om de tekster, der skal prædikes over.
Podcastserien blev lanceret i 2020 og er siden blevet produceret i skiftende samarbejde med folkekirkens stifter. Der er over 300 afsnit i serien, og der kommer hver uge et nyt til.
Prædiken på vej bliver fra palmesøndag 2025 og det kommende år til i et samarbejde mellem Fyens Stift og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.