Trines historie og liv er spundet omkring både døden og livet. Som ung mistede hun sin bror til cancer, og som voksen sygeplejerske har hun valgt at arbejde på hospice. Med Jeppe og Pernille taler hun både om at være på rette hylde som voksen og om at finde sine ben i en rystet familie, mens man står midt i ungdommen.

Yasmins far bor i Tyrkiet og dør af corona. Et lidt kaotisk forløb med forsøg på at komme til begravelsen bliver et kapløb mod tiden og coronarestriktioner, som Yasmin taber. Det betyder at hun ikke får den afsked med sin far hun drømmer om, og stadig mangler. Yasmins historie er også en historie om at være ‘ny’ i sorgen, og om at se ind i en fremtid uden sin far.

Sara mister som barn sin mor efter et længere sygdomsforløb. Morens personlighed ændres over årene, fordi kræften sidder i hjernen. Sara fortæller om at være barn i et hjem med en meget syg mor, om at længes efter en værdig afsked og om at skrive tekster om og til sin mor.

Frederikke fortæller om at miste sin storebror, der hele sit liv var fuld af glæde, energi og livskraft, men som ændrede sig drastisk, efter han blev syg. Derfor føles det næsten som at miste ham to gange. Efter sin brors død oplevede Frederikke en forsinket sorgreaktion og taler med Jeppe og Pernille om, hvordan hun bearbejdede sit tab i årene efter.

Jeg plejede at tro på for evigt er tilbage med en ny sæson. I første afsnit taler Jeppe og Pernille med Sara, der har mistet sin far. Det udvikler sig til en rørende snak om en fantastisk mand og far, der var ufatteligt livsglad, men samtidig bevidst om døden, da den kom tæt på og gjorde, hvad han kunne, for at klæde sin familie på til tiden efter.

Hvem har ret til at sørge, når et menneske går bort? Anne oplever, at folk negligerer hendes sorg. Men for Anne handler det ikke om længden, men om dybden af en relation - og det er den, der har defineret Annes sorg ovenpå tabet af kæresten Kristian. Det og meget mere taler hun med Jeppe og Pernille om i denne sæsons sidste afsnit af Jeg plejede at tro på for evigt.

"Det sker jo ikke for vores familie". Sådan forsøger mange at distancere sig fra døden og sorgen, når andre har mistet - og især hvis den, de har mistet, begik selvmord. Men det passer ikke. Det kan desværre ske for alle - også helt almindelige kernefamilier. Det er Lines budskab i dagens podcast, hvor hun fortæller om at miste sin datter, Mathilde, til selvmord efter en spiseforstyrrelse.

Selvom Jeppe og Pernille er vant til at tale om at miste og om sorg, oplever de stadig, at det kan være svært at tale om selvmord. Men hvorfor er selvmord så tabuiseret? Oplever man en særlig sorg, hvis man mister til selvmord? Og hvilke - ofte modstridende - følelser kan de efterladte føle i forbindelse med selvmord? De spørgsmål og mange flere stiller Jeppe og Pernille til overlæge og professor i psykiatri, Merete Nordentoft, i dette særafsnit.

Sorg er som en elefant, der altid vil være i rummet. Nogle gange er den lille, andre gange stor, men man kan spise små bidder af den hele tiden - især hvis man får hjælp af andre. Sådan tænker Mads på sin sorg over tabet af sin mor, som han fortæller om i dette afsnit af Jeg plejede at tro på for evigt.

Cecilie har mistet sin lillebror Sebastian til et uforklarligt hjertestop i sommeren 2020. Her fortæller hun, hvordan det påvirkede familiens sorg, at Sebastians dødsårsag var uvis i månedsvis efter hans død. Cecilie taler også med Jeppe og Pernille om følelsen af at ville bytte sig selv ud med den, man har mistet og om at være midt sorgen og savnet til sin lillebror.