Forældrene smiler og siger godmorgen, når de afleverer deres børn i vuggestuen. Pædagogerne tager venligt imod. Det føles afslappet og trygt.
For hvad er der egentligt på spil i relationen mellem pædagoger og forældre? Lige bag hyggesnakken og enigheden kan der være spændinger og store følelser på spil. Og ikke mindst magt og tillid.
I denne episode taler vi med pædagog og ph.d. Ane Refshauge. Hun har forsket i det komplekse samarbejde mellem forældre og pædagoger i vuggestuen. Vi taler om kulturelle normer, om enighed, lighed og om samfundets forventninger og krav til dagtilbuddet. Om hvordan pædagoger både skal fremstå som venskabeligt allierede og faglige autoriteter i mødet med forældrene.
Lyt med og bliv klogere på:
Hvordan pædagoger og forældre er helt afhængige af hinandens tillid.
Hvordan samfundsmæssige krav og forventninger til dagtilbud giver både pædagoger og forældre magt over hinanden.
Hvorfor forældresamarbejdet kan blive svært og akavet, når pædagoger skal være både tillidsvækkende og magtfulde.
Hvordan en pædagogisk faglighed er stærk, når der er plads til uenigheden. Også i samarbejdet med forældre.