JA! Det skal vi! For leg er børns måde at være i verden på. Og derfor må pædagoger være nysgerrige og deltagende i børns leg. Leg er god pædagogik.

Det fortæller legeforsker Hanne Hede Jørgensen i dette afsnit om leg i daginstitutionen, skoler og specialklasser. Det handler om leg som fortabelse, forglemmelse og fuld tilstedeværelse i nuet. Om lege-smerte og lege-mod og alt det sjove, onde og grimme, man kan lege.

Leger alle børn? Ødelægger pædagoger legen, hvis de vil være med? Leger børn og pædagoger for pænt og nydeligt i dag?  Få svarene og hør også Hanne Hede Jørgensen fortælle om, hvordan du som pædagog kan fremme - men ikke styre - den værdifulde leg.

I denne særlige episode af podcasten læser vi udvalgte artikler op fra temanummeret "Pædagogik - i tiden, til tiden, for tiden."

Det er en slags lyd-pixi udgave af Pædagogisk Extrakt. Vores intention er at gøre vores faglige artikler mere tilgængelige for dig, der foretrækker at læse med ørerne. 

Du finder følgende artikler oplæst:

00:00
Intro

0:41
Uret tikker, hjertet banker
Redaktørens klumme af Erika Zimmer Brandt.

6:03
Tid til en præstationsfrigørende pædagogik
Faglig artikel af lektor Lea Ringskou, professor Svend Brinkmann, lektor Thomas Szulevicz og lektor Noomi Matthiesen.

13:12
Klubtid er børnenes egen tid 
Faglig artikel af Adam Løvsø, Kamilla Bølcho Hedegaard og Dardo Eske Rendbæk - alle pædagoger på Tollundskolen.

24:10
Jeg står lidt på to ben. Et forsøg på at balancere mellem politisk styring og pædagogisk faglighed
Faglig artikel af adjunkt Camilla Sif Cichosz Petersen, lektor og Ph.d. Anne Mette Buus og lektor og Ph.d. Lise Jöbsson Koumaditis.

36:45
Tiden er løbet fra tidsstyring af pædagogikken
Faglig kommentar af forfatter og professionsforsker Bent Madsen.

Du kan finde hele temanummeret "Pædagogik - i tiden, til tiden, for tiden" - og alle tidligere temanumre her: Pædagogisk Extrakt

Bruger du en gaffeltruck, når du løfter vægte i motionscenteret? 

Nej vel? Det ville nemlig ingen mening give. Vi ved godt, at vores kroppe kun bliver trænet, hvis vi selv løfter vægtene. 

Niels Jakob Pasgaard er underviser, forsker og debattør. Han bruger metaforen om gaffeltrucken i motionscenteret, når han forklarer, hvorfor han er kritisk overfor AI og digitale teknologier i daginstitutioner, skoler og uddannelser. 

I skolen skal vi blandt andet lære at være i fællesskaber, løse opgaver og træne vores tænkning. Og ligesom i motionscenteret, så gælder det også her, at vi kun træner de ting, som vi selv arbejder med og udfordres af. Med andre ord: Når vores børn lader AI om bøvlet, så vokser de ikke selv.

Lyt med, når vi taler om, hvad det analoge kan. Hvordan det at lære, være sammen med andre og finde sin vej i verden er både langsommeligt, besværligt og bøvlet – men også meningsfuldt, nærværende og givende. Og derfor i høj grad besværet værd.

Niels Jakob Pasgaard mener, at vi hovedløst har digitaliseret børns liv – uden øje for hvad vi mistede i processen. Og derfor må vi nu trække den anden vej.

Var din emotionelle udvikling god nok, da du var 5 år gammel? Var din motorik alderssvarende? Blev dine kompetencer kortlagt ? Og blev resultaterne af kortlægningen en del af overleveringen, da du skulle i skole?

Standardiserede måleredskaber, der bruges til at kortlægge børns trivsel, læring og udvikling, er en del af hverdagen i flere og flere dagtilbud. Måleredskaberne refererer til læreplanstemaerne i den styrkede læreplan. Og måske er det derfor, at de ikke har været genstand for stor faglig debat?

Det vil dagtilbudsforskerne Line Togsverd og Benedicte Bernstorff fra UC SYD gerne lave om på. De har forsket i, hvilken betydning det har, når børns læring og trivsel kortlægges som datapunkter.

Lyt med og bliv klogere på, hvorfor forskerne mener, at vi skal være langt mere kritiske overfor måleredskaberne. Metoderne er nemlig ikke neutrale, selv om de foregiver at være det. De fordrer en bestemt pædagogisk tankegang - der på flere områder ikke flugter med intentionerne i dagtilbudsloven.

Samfundet tilbyder mennesker i udsathed som misbrug og hjemløshed hjælp. Men ofte opleves hjælpen ikke hjælpsom af dem, der har brug for den.

Lyt med når Charlotte Vang Løvstad og Lotte Junker Harbo, der begge forsker i socialt arbejde, fortæller om hjælp, der ikke er hjælpsom, udsathed, socialpædagogik og retten til at være sig selv.

Vi taler om, hvad der sker, når samfundets hjælp kræver mere, end den giver. Om pædagoger med fokus på relationer og om mennesker i udsathed, som oplever, at de har brug for noget andet. Om det enkelte menneskes ret til at være sig selv i vores fælles samfund.

Hør også forskernes bud på, hvordan pædagogisk arbejde reelt kan blive mere hjælpsomt for mennesker i udsathed. 

Link til artikel, der nævnes: 

STOF_nr._45_-Fagpersoners_opfattelse_af__hvilken_hjaelp_der_er_den_rette__kan_betyde__at_mennesker_i_udsathed_ikke_modtager_den_hjaelp__de_selv_oplever_at_have_brug_for.pdf (au.dk)

Skolen skal være et sted, hvor alle børn trives. Det kan vi allesammen blive enige om. Men selv om alle er enige - og har været det længe - så er problemerne ikke løst. Langt fra. Hvordan kan det være?

Vi taler med skoleforsker Mette Molbæk om, hvad det er, der sker, når pædagoger og lærere samarbejder om børn i skolen.

Lyt med på en samtale, hvor vi med vilje skruer tempoet ned. For måske er en del af problemet, at vi nogle gange bliver for hurtigt enige. Og derfor - uden at ville det - kommer til at gøre endnu mere af det, der ikke virker.

Hør også Mette Molbæks bud på, hvad vi kan gøre i stedet for.

Forældrene smiler og siger godmorgen, når de afleverer deres børn i vuggestuen. Pædagogerne tager venligt imod. Det føles afslappet og trygt.

Eller gør det?

For hvad er der egentligt på spil i relationen mellem pædagoger og forældre? Lige bag hyggesnakken og enigheden kan der være spændinger og store følelser på spil. Og ikke mindst magt og tillid.

I denne episode taler vi med pædagog og ph.d. Ane Refshauge. Hun har forsket i det komplekse samarbejde mellem forældre og pædagoger i vuggestuen. Vi taler om kulturelle normer, om enighed, lighed og om samfundets forventninger og krav til dagtilbuddet. Om hvordan pædagoger både skal fremstå som venskabeligt allierede og faglige autoriteter i mødet med forældrene.

Lyt med og bliv klogere på:

Hvad kan vi lære af historien? Og hvorfor skal vi passe på med at fordømme den? 

I denne episode har vi besøg af museumsinspektør ved Vesthimmerlands Museum, Maria Clement Hagstrup. Hun har sammen med professor ved Aalborg Universitet, Poul Duedahl skrevet bogen “Afvigernes ø”.

Vi taler om, hvordan samfundet historisk har set på og behandlet afvigere. I samtalen tager vi tilbage i tiden og besøger øen Livø, som ligger i Limfjorden og som i 1911 gik fra at være en almindelig ø til en anstalt for kriminelle, asociale og det, som man kaldte, moralsk, åndssvage mænd. Her anbragte man seksuelle afvigere, utilpassede unge, tyveknægte og sædelighedsforbrydere.

Anstalten på Livø var en institution af tiden, og den har barske elementer og triste skæbner. Mændene var anbragt på ubestemt tid, og mange forsøgte at flygte over Limfjorden. Det var farligt og endte ofte fatalt. Men historien om isolationsanstalten er ikke sort/hvid. Den handler også om gode intentioner og om velfærdsstatens danmarkshistorie. 

Og måske er dele af tankegangen bag anstalten på Livø ikke så fremmede i nutidens samfund. I 2018 var der politiske planer om at lave en isolationsanstalt på øen Lindholm for afviste asylansøgere. Og i socialpædagogikken ser vi også et fornyet fokus på struktur som pædagogisk strategi. 

TV-kanaler laver dokumentarer om de store danske arkitekter. De dygtige danske designere, kokke og sportstjerner.  

Men hvad med de store danske pædagoger? Dem der gik foran og har præget pædagogikken. Ikke bare med deres viden og deres tanker, men også med det, som de fik til at ske.

Lyt med i denne episode når vi taler med docent Mikkel Snorre Wilms Boysen. Hør blandt andet om feministen Erna Drachman, der opfandt reformdragten og lavede børnehave hjemme i sin lejlighed. Og om skrammologen John Berthelsen, der lavede den første skrammellegeplads, hvor børn kunne hamre, save og bygge af genbrugsmaterialer. De er begge eksempler på pædagoger, hvis initiativ, virkelyst og idéer har haft betydning for børneliv i flere generationer og for måden, vi laver pædagogik i dag.

Mikkel Snorre Wilms Boysen har valgt i alt fire pædagoger, som alle havde usædvanligt meget af det som vi - med glæde og lidt store armbevægelser - kalder pædagogisk superpower.

Han kalder det også pædagogisk entreprenørskab. Og så forklarer han, hvorfor vi med fordel kan interessere os mere for det. Og ikke mindst hvordan pædagogisk entreprenørskab kan give mere magt tilbage til pædagogerne.