Hvad fortæller amerikanske jøder sig selv for at kunne ignorere palæstinensernes skrig? Og hvad vil det sige at være jødisk efter Israels ødelæggelse af Gaza? Det taler Rune Lykkeberg med den amerikanske forfatter, podcastvært og professor i journalistik, Peter Beinart, om i denne uges udgave af Langsomme samtaler

---

Peter Beinart er en af de store jødiske stemmer i den amerikanske offentlighed, og han har været stærkt engageret i debatten om israelernes besættelse af Vestbredden, angrebet d. 7. oktober 2023, og den efterfølgende krig i Gaza.

Hans nye bog hedder Being Jewish After the Destruction of Gaza (2025), og alene titlen har vakt vrede og forargelse blandt mange amerikanske jøder, fordi fokus ikke er på Hamas’ terrorangreb, men på Israels gengældelseskrig. I bogen tager Peter Beinart et personligt udgangspunkt. Han beskriver blandt andet, hvordan han, når han kommer i synagogen, ikke længere ved, hvem der vil kigge væk, og hvem der vil række hånden frem. Han er selv en troende, praktiserende jøde, som følger jødiske ritualer og kan sin Tora, men i sine politiske synspunkter støder han mange amerikanske trosfæller fra sig, fordi de mener, at hans forsvar for den palæstinensiske sag og hans modstand mod krigen placerer ham på den forkerte side i konflikten.

Beinart afdækker i sin bog de forsvarsmekanismer, som han mener eksisterer blandt amerikanske jøder, der fortsat støtter Israels krig i Gaza. Han giver et indblik i de historier, som gør det muligt for dem at ignorere palæstinensernes lidelser. Og de fortællinger, som tillader dem at fastholde støtten til en krig, der underminerer alt det, liberale og progressive mennesker står for.

I løbet af samtalen med Rune Lykkeberg kommer Peter Beinart ind på betydningen af den jødiske offerfortælling, Israels oprindelsesmyte og den stærke jødiske lobby, som fortsat spiller en afgørende rolle i amerikansk politik. Men han tillader sig også at tænde et lille lys i mørket. For selv om der lige nu ikke er grund til at være optimistisk på det palæstinensiske folks vegne, så spirer der alligevel et lille håb i de ungdommelige folkelige bevægelser, som – muligvis, med tiden – kan ændre samtalen i amerikansk politik og bringe forandring til Palæstina og Israel.