En dag blegner Kold ved bordet og må gå afsides, uden at nogen

forstår hvorfor. Han har i avisen set, at hans gamle veninde og fortrolige,

Margrethe, er død, og kort efter modtager han en pakke med hendes efterladte

papirer. Kold fik aldrig sendt hende de breve, som vi har medlæst over

skulderen på ham, og nu gribes han af skyld, men kan samtidig læse, at hun har

forudset det og tilgiver ham. Men ellers er den døde unge kvindes optegnelser et

forarget råb om den nød, kvinderne lider i ægteskabet og i samfundet. Her får

forfatteren virkelig afløb for sine meninger i Margrethes skikkelse.

Af den unge pige Sofies optegnelser forstår vi, at hun er en

meget mere moden, intelligent og opmærksom ung kvinde, end man umiddelbart

skulle tro – og end Georg Kold har opfattet. Hun er i en sådan grad klar over

sine søstres – og mange andre unge kvinders ulykkelige skæbne som hustruer til

mænd, de ikke elsker, og som ikke elsker dem – at hun lover sig selv at

forbliveugift. Men hun er dog også begyndt at spørge sig selv, om hun ikke har

gjort Kold uret med sin forudindtagede mistillid.

Lorens Brandt bliver selvfølgelig fuld og lægger kraftigt an på Sofie, hvis nye fremtoning overrasker ham. Han aner, at Kold er en rival, om opfører sig meget provokerende. Da søstrene Sofie og Amalie søger tilflugt i en lille båd ude på søen og Kold og søstrenes bror Edvard fisker fra en lille flåde, der er tøjret til land, skal Lorens vise sig, kaster fortøjningen og ter sig sådan på den lille flåde, der ikke er større end en stuedør, at flåden kæntrer. Kold får med besvær reddet ham i land, hvad der selvfølgelig ikke forbedrer Lorens holdning til ham.

Georg Kold røber i sine breve til veninden Margrethe, at amtmandens yngste datter, Sofie, som har været en genstridig elev, da han som huslærer skulle undervise hende, alligevel har betaget ham mere, end han nok selv er bevidst om. Og nu vender hun hjem til amtmandsgården efter nogle års ophold hos sin tante i København. Hun er blevet voksen og alvorlig, og i de dagbogsblade, vi får lov at kigge med i, kan vi forstå, at hun har seriøse overvejelser om sine søstres triste skæbner (de blev begge gift med mænd, de ikke elskede) og om kvindens lod i det hele taget.

Nu gør familien klar til en udflugt op på sæteren med masser af mad og vin i kurvene, da madam Brandts søn Lorens, der efter en lovende ungdom er blevet en fordrukken bums, dukker op og trænger sig på, så de er nødt til at invitere ham med.

I et brev til en gammel veninde, Margrethe, som Georg har lovet at fortælle nyt fra hans landlige ophold, fortæller han om denne purunge Sofie, og man fornemmer, at hun alligevel har betaget ham og rummer meget mere, end han har fortalt Müller. Han kan i hvert fald skrive flere sider m visse bedårende og mystificerende træk ved hende. Og nu vender hun snart tilbage. Selvom tanten har opfordret hende til at blive i København, hvor der allerede er flere bejlere, har hun insisteret på at vende hjem.

Camilla Colletts roman fra 1854 regnes for den første realistiske roman i norsk litteratur. Den handler om unge kvinders begrænsende opdragelse på den tid, da alt var rettet mod ægteskab for kvinderne, der dermed blev afskåret fra uddannelse og fri valg, der kunne få udnyttet deres evner og gøre dem selvstændige – og selvstændigt tænkende.Vi møder den unge Georg Kold, der er blevet ansat som sekretær for en amtmand og samtidig skal være huslærer for hans søn og for hans yngste datter. Hans ældre ven Müller besøger ham på vej til et kald i det nordlige og advarer ham på det kraftigste mod faren ved de unge kvinder, som man lever under tag med. Georg beroliger ham, godt nok er to af amtmandens døtre blevet gift med nogle af hans forgængere, men den eneste tiloversblevne giftemodne er absolut ikke tiltrækkende, da hun er fuldstændig under moderens traditionelle dominans og ikke kan tænke en selvstændig tanke. Ved middagen forvisser Müller sig om, at det er rigtig nok. Men hvad så med den yngste, Sofie, som Georg jo har undervist. Nej, hun var en håbløs elev, og for tiden opholder hun sig hos en tante i København.

Det kommer til en konfrontation på Gyldholm. Per har alle husmændene bag sig i et krav om 25 øre mere på daglønnen. Men kammerherren afviser, og langsomt smuldrer sammenholdet. Det ender med at Per og hans familie alene forlader herregården og drager ud i det uvisse. Der er endnu langt igen, før ”sagen” kan vinde frem.Som udfyldning af den sidste time læses en munter novelle af Jeppe Aakjær, ”Tre på én stige” fra 1912..

Ved en frygtelig brandulykke i hjemmet mister Per Holt 3 af sine børn, og denne hændelse skærper hans klassebevidsthed og får ham til at agitere blandt sine kammerater og prædike socialismens budskab.

På herregården Gyldholm går livet sin gang inden for de snævre klasseskels rammer – med husmændene og landarbejderne som de nederste i hierarkiet. Selv det utugtige liv fungerer inden for disse rammer. Det er herreselskabet oppe fra Slottet der har fri adgang til pigernes sovesal. Men ikke til de pæne bondepiger, der er mejerilærlinge, de kan gysende lytte til, hvad der foregår inden ved siden af. Og kun en sej kones trodsigt-ærbødige insisteren redder hendes mand fra at blive fyret og fraflytte med familien, da han i kådhed har smuttet remmen af tærskeværket.

Så begynder vi på en ny historie, Johans Skjoldborgs roman ”Gyldholm” fra 1902, en fortælling om tyende, daglejerne og karlene på en stor herregård. Og vi får præsenteret et bredt udsnit af det store folkehold på gården med karlen Per Holt i spidsen. Skjoldborg havde selv ladet sig hyre på en herregård for at researche til sin ”arbejderroman”.