Pharaos Cigarer

Sofie tager ikke med resten af familien hjem fra provst Rein, men kører en dagsrejse længere sydpå, for at besøge sin søster Louise, som hun håber kan trøste, når hun hører om hendes kærlighedssorg. Men Louise er selv så ulykkelig i sit ægteskab, så hun kun kan råde Sofie til hurtigst muligt at gifte sig med provst Rein og se at komme over den umodne forelskelse.

Under sit ophold hos Louise får Sofie meget at vide om smerten i ægteskabet med kedelige eller ryggesløse mænd, og hun ser, hvorledes Sofies mand sjofler hjem og barn. At finde en mand, der bare er nogenlunde behagelig og kan give tryghed, der er for Louise topmålet af hvad en kvinde kan få. Hun er kommet til at ligge helt på linje med sin mor i det spørgsmål, og sådan som Sofie beskriver provsten og sine følelser for ham, er han for Louise en helt exeptionel chance, som Sofie ikke bør lade gå sig af hænde.

Sofie bliver meget optaget af dette arbejde, og hun bliver også genstand for en formelig dyrkelse af provstens lille datter Adda. Ved en spadseretur i måneskin dukker provstens betagelse af Sofie op igen, men han beslutter at døde dette begær og nægte sig selv ethvert håb.Men han får Amalies mand, Bröcher, ansat som kapellan, hvad der glæde familien meget, og da det er meningen at Bröcher og Amalie skal på på 1. sal i den store præstegård åbne det og jo også mulighed for at Sofie fremover vil besøge stedet ofte.

Georg Kold har lige været i et ærinde for amtmanden i Christiania og vender hjem fuld af forhåbninger. Nu skal han have løst den lille misforståelse med Sofie. Amtmandsfamilien skal lige til at rejse på besøg hos provst Rein, og amtmanden inviterer Kold med, men da han ser Sofies rædselsslagne reaktion, takker han hurtigt nej. Og det lykkes ikke for ham, at meddele sig til hende inden afrejsen.Hos provsten bliver de alle meget imponerede over den dejlige præstegård, men dog først og fremmest over den glade velstand, der præger de lokale arbejdere omkring lidt industri og møller i egnen nær præstegården. Det er provstens værk. Han og hans afdøde kone har gået meget op i at etablere en skole for børnene og rådgive arbejdere og bønder, og det kan tydeligt ses.

Inden Sofie går i seng, bliver hun af sin mor sendt op i linnedkammeret, der ligger lige op til Kolds værelse, kun adskilt af en tynd trævæg, og da hun hører sit navn nævnt i samtalen mellem Kold og Müller inde på værelset, standser hun op og lytter.

Müller har nu set Sofie for første gang og er sikker på, at Kold må være forelsket, men Kold ønsker ikke at røbe sig over for vennen og benægter hårdnakket og finder endda på noget at udsætte på Sofie. Müller lader sig overbevise, men lokker ellers Kold med en eftertragtelsesværdig diplomatisk stilling i Stockholm, som står åben for ham.

Den unge pige er selvfølgelig sønderknust, og har ikke forstået den blufærdige mands forsøg på at holde sine stærke følelser for sig selv.

Sofie møder ikke op til stævnemødet næste morgen, men strejfer uroligt om i haven og bliver passet op af Müller, der advarer hende om, at Kold straks skal rejse til en ny stilling i Stockholm og at hun ikke må blive skuffet eller ulykkelig. Hun holder sig upåvirket, udfører sine værtindepligter upåklageligt, men forsvinder ved Müllers afrejse op på sit værelse og viser sig ikke igen. Først sent på dagen går det op for Kold, at der er noget, som ikke er helt som det burde.

Vi indleder med et interview med Elisabeth Møller-Jensen, der har skrevet en bog om Camilla Collett og hendes roman. Hun giver sit bud på en tolkning af romanen.

Man kan læse den i bogen ”Emancipation som lidenskab. Camilla Colletts liv og værk. En læsning i Amtmanden Døtre”, der udkom på forlaget Rosinante i 1986.

Og så fortsætter ellers oplæsningen af romanen om de to unge menneskers forvirrede kærlighedsfølelser. Lorenz Brandt begynder igen at forfølge Sofie, og en dag får han lokket hende ned i grotten, idet han har fået et bud til at fortælle hende, at hendes mor vil møde hende dernede. Her står så Brandt og spærrer hende tilbagevejen og laver en stor scene, hvor han både erklærer hende sin kærlighed og truer hende, så hun flygter op ad klippen og råber om hjælp. Kold hører hende, styrter til og redder hende og de ende i en tæt omfavnelse og en gensidig erklæring, som dog hurtigt bliver afbrudt af familien, der er ude og lede efter Kold, der har fået besøg af sin gamle ven Müller. Han får dog stukket Sofie en seddel, hvor han beder hende mødes med sig næste morgen tidlig.

Da fru Ramm i anledning af en anekdote om en sær gammel frøken begynder at holde et moraliserende foredrag for døtrene om, at en kvinde ikke skal følge sine følelser, men tvært imod af al magt forsøge at udrydde dem af sit sind, gør Kold voldsomme protester, hvad der tilsyneladende både skaber behag og frygt hos Sofie.

Georg Kold vender hjem fra et besøg i Christiania, og balancen i hans forhold til Sofie er igen forrykket. De er begge to usikre og kan ikke finde ud af at tale med hinanden, og begge misforstår signalerne som udtryk for ligegyldighed.

En dag blegner Kold ved bordet og må gå afsides, uden at nogen

forstår hvorfor. Han har i avisen set, at hans gamle veninde og fortrolige,

Margrethe, er død, og kort efter modtager han en pakke med hendes efterladte

papirer. Kold fik aldrig sendt hende de breve, som vi har medlæst over

skulderen på ham, og nu gribes han af skyld, men kan samtidig læse, at hun har

forudset det og tilgiver ham. Men ellers er den døde unge kvindes optegnelser et

forarget råb om den nød, kvinderne lider i ægteskabet og i samfundet. Her får

forfatteren virkelig afløb for sine meninger i Margrethes skikkelse.

Af den unge pige Sofies optegnelser forstår vi, at hun er en

meget mere moden, intelligent og opmærksom ung kvinde, end man umiddelbart

skulle tro – og end Georg Kold har opfattet. Hun er i en sådan grad klar over

sine søstres – og mange andre unge kvinders ulykkelige skæbne som hustruer til

mænd, de ikke elsker, og som ikke elsker dem – at hun lover sig selv at

forbliveugift. Men hun er dog også begyndt at spørge sig selv, om hun ikke har

gjort Kold uret med sin forudindtagede mistillid.

Lorens Brandt bliver selvfølgelig fuld og lægger kraftigt an på Sofie, hvis nye fremtoning overrasker ham. Han aner, at Kold er en rival, om opfører sig meget provokerende. Da søstrene Sofie og Amalie søger tilflugt i en lille båd ude på søen og Kold og søstrenes bror Edvard fisker fra en lille flåde, der er tøjret til land, skal Lorens vise sig, kaster fortøjningen og ter sig sådan på den lille flåde, der ikke er større end en stuedør, at flåden kæntrer. Kold får med besvær reddet ham i land, hvad der selvfølgelig ikke forbedrer Lorens holdning til ham.