Når sundhedsvæsenet prioriterer at få så meget sundhed for pengene som muligt, kan nogle patientgrupper blive systematisk dårligere stillet.

Pressede sundhedsbudgetter tvinger sundhedsvæsenet til at prioritere mellem behandlinger, men dermed skal der også prioriteres mellem typer af patienter. Mest sundhed for pengene måles normalt i kvalitetsjusterede leveår, men logikken i det mål betyder, at ældre og handicappede patienter fremstår som et dårligere “køb”. 

Afsnittet undersøger, om effektiv prioritering dermed risikerer at blive diskriminerende, og om hensynet til lighed og de dårligst stillede kan sætte moralske grænser for sundhedsvæsenets valg af behandling og metoder.

Medvirkende: