Stigma

Mathilde lever i kroniske smerter, der ofte er så voldsomme, at hun må ringe 112, inden hun besvimer. Hun lider af Ehlers-Danlos syndrom, der medfører en lang række følgesygdomme og en kortere levetid. For Mathilde er de fleste dage en kamp mod smerterne, og Mathilde fortæller: “Jeg har aldrig haft lyst til at dø. Jeg har bare haft lyst til at give mig selv en pause fra smerterne.” Men Mathilde vil finde mening med livet, og gennem sin insisteren på selvstændighed og sin drøm om at blive sygeplejerske, viser Mathilde, at hun ikke vil lade noget stoppe hende.
Hvis du går med selvmordstanker, kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-05.

Maja var 23 år, da hun fandt ud af, at hun lider af spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder (BED). På Instagram under navnet “En Fed Feminist” forsøger Maja at sprede sine feministiske, kropspositivistiske og tykaktivistiske budskaber. “Jeg er opmærksom på folks blikke. Jeg er opmærksom på, hvad jeg putter i indkøbskurven, når jeg handler. Jeg er opmærksom på, uh, kan man nu se, når jeg sætter mig ned, at den her stol strammer om mine ben.” For Maja er det vigtigste budskab, at du ikke skal vente med at leve dit liv, til du har tabt dig. Som tyk har du ligeså meget ret til at leve fuldt ud som alle andre.

Lærke Nielsen mistede sin far som 12-årig og fortæller om, hvordan det var at blive teenager og voksen uden ham. "Så stod jeg der foran gravstenen og snakkede til far inde i mit hoved: ‘Far, jeg har fået en kæreste. Han er Brøndby-fan og holder også med Liverpool…’ Min far var i hvert fald ikke Brøndby-fan og han holdt med Tottenham. Det føltes som det største betrayal i verden." Efterhånden har Lærke lært sig et sprog for at tale om sorg og om døden. Men hun oplever, hvor svært andre har det med, at hun har mistet sin far. Derfor mener hun, det er afgørende, at vi lærer at tale om historier som hendes. Hun insisterer på, at vi får et fælles sprog til at tale om det allerværste.

Da Lærke Nielsen er 12 år gammel, mister hun sin far. Lærke mener, at vi som samfund skal lære at tale højt om død og sorg, og fortæller om hvorfor, det er så vigtigt at aftabuisere emnet. "Jeg krammer kisten. Og jeg kan huske, jeg slet ikke kunne give slip på den, fordi det føltes så endegyldigt. Jeg tænkte, at hvis jeg giver slip nu, så er det som om, jeg går med til det." Lærke deler sin historie fra dagen, hvor hendes far pludselig var væk. Hun fortæller om at give ham det sidste kys på hans kolde pande, om øjnene rettet mod hende til begravelsen og om ugerne, månederne og årene efter, hvor hun langsomt lærte at leve med sin sorg.

Hvordan fortæller man sin omverden, at man er psykisk syg? Og kan man leve et almindeligt ungdomsliv med en diagnose som bipolar? “Jeg synes det var fucking uretfærdigt at jeg skulle være bipolar. Jeg gik rundt og tænkte, som om jeg ikke har nok i forvejen. Der går så mange rundt der ikke har en eneste diagnose. Hvorfor skal jeg have så mange?” Theresa fortæller om at navigere skole, arbejde og venskaber og hvordan omverdenen ser på en “type” som hende.

Efter mange års fejldiagnosticeringer får Theresa Reimick endelig stillet diagnosen bipolar. "Jeg er den person jeg er, til dels på grund af det her. Nu har jeg svaret."
Theresa fortæller om den lange vej gennem systemet og de mange forskellige, forkerte diagnoser. Der gik år, hvor hun ikke anede, hvad der i perioder gjorde hende så ulykkelig, og i andre andre perioder fik hende til at tale som et vandfald, gav hende enorm sexlyst og søvnløse nætter. Theresa blev ved med at stå tilbage uden løsninger og med utilstrækkelige forklaringer, indtil den dag, hvor hun lærte, hvad det vil sige at være bipolar.

Laura oplevede på en efterskoletur til Norge, at hun var den eneste, der blev spurgt, om hun kunne vise sit pas. "Jeg føler mig fremmed og rodløs - som om jeg aldrig kan være dansk nok. Mit rødbedefarvede pas kan ikke virke som billet til at passe ind i den kasse, der hedder danskerne." Laura deler sin oplevelse af at blive behandlet anderledes og føle sig udenfor. En følelse der er fulgt med siden hun blev adopteret fra Kina som spæd.

Marie Holm Laursen på 24 år har medfødt knogleskørhed og lever sit liv i kørestol. Hun har dedikeret sin tid til at formidle det liv via sociale medier og foredrag. "Jeg håber, at folk går fra mit foredrag fyldt med glæde. Det er bare den vildeste følelse, jeg kan få i kroppen, at jeg ligesom han give det til andre via et foredrag. Ja - så er min lykke gjort." Hun fortæller om spøjse møder med mennesker, hvor nemt livsglæde kommer til hende og søgen efter kærlighed.

Som 17-årig vågner Viktoria Guldmann op med mælk i brysterne og frygter en uventet graviditet i tredje trimester. Et symptom, der viste sig at stamme fra hendes uopdagede hjernetumor. "Det sværeste er nok, når jeg skal fortælle det til andre. De bliver vildt kede af det og bekymrede på mine vegne. Helt sådan grå i deres ansigter, som om jeg dør, hvis de puster til mig." Viktoria Guldmann beskriver det svære ved først at blive usynligt syg og efterfølgende rask igen, uden hun selv har identificeret sig med sygdommen.

Efter 14 års mobning har Sascha udviklet både angst og OCD. "Jeg skal helst gøre alting rigtigt. Jeg skal helst være perfekt. Hvis jeg begår en fejl, kan jeg være rigtigt hård ved mig selv." Sådan fortæller Sascha. Hun deler sine tanker om at blive voksen og sine refleksioner omkring konsekvenserne ved mobning, der for hende har vist sig i angsten for at begå fejl. Men for Sascha har det været muligt at tage et nyt sted hen og skabe forandring.