
Sign up to save your podcasts
Or


Et apparatur på størrelse med en medium campingvogn. Micro-CT-skanneren i kælderen under Institut for Retsmedicin har ikke fået sit navn efter størrelsen, men derimod de micro-detaljer, som skanneren kan blotlægge. Faktisk kan den skanne med en opløsning, der er 1000 gange højere end de almindelige CT-skannere, som anvendes i sundhedsvæsnet.
Institut for Retsmedicin er - sandsynligvis - det eneste retsmedicinske institut i verden, der har direkte adgang til den avancerede skanner. I podcasten fortæller biolog og lektor Kasper Hansen, hvordan micro-CT-skanneren kan bidrage til at afsløre ganske små forandringer i knoglestrukturen, som ellers vil være umulige at se på skanningsbilleder fra almindelige CT-skannere. Det kan for eksempel være gavnligt, når retsmedicinere skal vurdere et brud på tungebenet hos en afdød og vurdere, om personen er død efter kvælning, eller der er tale om en naturlig variation i tungebenet.
I podcasten viser Kasper Hansen instituttets skanningsudstyr frem og fortæller om sin forskning i nye skanningsteknikker. Han viser blandt et rullebord med et maskineri, der mest af alt minder om et fadølsanlæg. Apparaturet kan placeres over brystkassen på en afdød, som derefter bliver skannet, mens et hydraulisk stempel giver hjertemassage. Håbet er, at apparaturet med tiden kan bidrage til at skabe større klarhed over, om de kendte metoder til at give hjertemassage kan forbedres.
"Døde offeret, fordi den pågældende havde svage knogler – eller fordi drabsmanden knuste knoglerne med voldsom brutalitet?"
Spørgsmålet bliver indimellem stillet til retsmedicinske eksperter, når de møder i retten. Styrken hvormed et kranie eller en brystkasse er blevet knust kan have betydning for den endelige dom.
Ofte kan de retsmedicinske eksperter imidlertid ikke give et klart svar på spørgsmålet, men må henholde sig til lægmandsvurderinger i stil med: "Ældre personer har en tendens til at have svagere knogler" - eller - "kvinder har i højere grad end mænd tendens til at udvikle osteoporose (knogleskørhed)"...
Læge Dennis Vinther har i sit ph.d.-projekt sat sig for at finde metoder til at vurdere styrken i afdøde personers knogler med større sikkerhed, så de retsmedicinske eksperter kan udtale sig med større sikkerhed i retten.
Hans projekt omfatter blandt andet håndholdte metoder i form af undersøgelse af knogler under mikroskop, men han benytter også Institut for Retsmedicins avancerede Micro-CT-skanner til at finde klare svar på spørgsmålene om knoglestyrke.
I episoden medvirker læge og ph.d.-studerende Dennis Vinther, professor Lene Warner Thorup Boel og lektor Kasper Hansen.
Hvert år drukner cirka 100 personer i havet eller i søer i Danmark. Nogle bliver fundet med det samme, mens andre driver rundt i vandet i uger eller måneder og efterlader deres pårørende i uvished.
På Institut for Retsmedicin arbejder de to biologer adjunkt Kasper Hansen og ph.d.-studerende Emil Winkel med en metode, der skal bidrage til at finde druknede personer hurtigere.
Når en person formodes druknet stykker politiet et signalement sammen: Højde vægt, kropsbygning, påklædning og lignede. Disse oplysninger bruger de to biologer til at vurdere ligets flydeevne. De forsøger at spore sig ind på kroppens sammensætning af muskler, fedt, knogler og gas, som alle har betydning for flydeevnen. Ved at kombinere oplysningerne med viden om havstrømmene vil det forhåbentlig på sigt være muligt at samle informationer, der gør det muligt at indsnævre eftersøgningen af druknede personer.
Indtil videre arbejder de to biologer på grundforskningsniveau. De benytter CT-skanninger af afdøde og forsøg med aflivede grise for at komme nærmere en løsning, der kan bidrage til at gøre eftersøgningen til havs mere effektiv.
Politiets og sundhedsmyndighedernes statistikker omfatter langt fra alle de børn og unge i Danmark, der bliver udsat for vold af fysisk, psykisk eller seksuel karakter. Ifølge de offentlige statistikker bliver mellem en og to procent af dem udsat for overgreb i løbet af deres barn- og ungdom, mens svarene i en spørgeskemaundersøgelse fra Red Barnet peger på, at hele 16 procent har været udsat for vold af den ene eller anden type.
På Institut for Retsmedicin har læge og ph.d.-studerende Michelle Vestergaard Stadelhofer sat sig for at undersøge det store mørketal, og særligt om sygdomme i hjernen hos enten forældrene eller barnet kan være en risiko for, at børnene bliver udsat for vold.
"Jeg er ikke ude på at stigmatisere nogen . Tværtimod vil jeg i langt højere grad undersøge risikofaktorer for rimelig hurtigt at finde ud af, om der potentielt kunne være en risiko på den lange bane, og kan vi så gøre en forskel ? Er der nogle særlige ting, vi bør være opmærksomme på tidligere? Eller kan vi sætte en eller anden form for støtte eller hjælp i værk?" siger hun.
I forbindelse med ph.d.-projektet blive der sendt et spørgeskema ud til samtlige 280.000 danske unge mellem 18 og 35 år, hvor de skal svare på, om – og i hvilken grad – de har været udsat for vold i barndommen og ungdomsårene. Undersøgelsen skal gerne kaste et lys over det store mørketal.
I podcasten medvirker foruden Michelle Vestergaard Stadelhofer også hendes vejleder læge og post.doc. Troels Græsholt-Knudsen.
De fleste opfatter spildevand som et ildelugtende og værdiløst affaldsstof. Men hvert toiletbesøg kan faktisk afsløre masse informationer om vores vaner, hvis man analyserer vores afføring nøje.
Institut for Retsmedicin har siden 2024 benyttet en metode, der gør det muligt ud fra prøver af få milliliter spildevand at afgøre, hvilke rusmidler borgerne i Aarhus, København, Esbjerg, Odense, Aalborg og Næstved indtager. Analyserne anslår også, hvor stort det samlede forbrug er, og her kommer kokain ind på en førsteplads blandt de centralstimulerende rusmidler. København er den by, hvor borgerne - i gennemsnit - oftest sniffer en bane kokain eller sluger en MDMA-pille. Til gengæld ligger hovedstaden i bund, når det handler om indtagelse af opioider. Her er de mindre byer, Esbjerg og Næstved, i front.
Podcasten besøger Marselisborg Renseanlæg i Aarhus, hvor projektchef Henrik Frier fra Aarhus Vand fortæller om de mange perspektiver, der er i undersøgelser af spildevand. Retskemiker og institutleder Christian Lindholst fortæller om danskernes forbrug af rusmidler og viser rundt i instituttets fryserum og laboratorier, hvor det avancerede udstyr formår at gennemskue rusmiddelvanerne ud fra prøver af få milliliter spildevand.
Vold og drab sætter for det meste deres aftryk i form af blodspor, og blod indeholder informationer, som kan være værdifulde i politiets efterforskning.
Forskerne på Institut for Retsmedicin arbejder ihærdigt på at udvikle nye teknikker, som kan kvalificere blodet som bevismateriale i en retssag.
Ph.d.-studerende Frederik Skovbo arbejder på en metode, der gør det muligt at fastslå alderen af blodspor på et gerningssted. I forvejen har man DNA-teknikker, der kan knytte blodet til en bestemt person, men et blodspor fra en bestemt person på et gerningssted er ikke i sig selv bevis for, at den pågældende er gerningsmand. Men hvis man med den nye teknik kan fastslå, om blodsporet er afsat af personen på samme tidspunkt, som voldshandlingen fandt sted, kan oplysningen være med til at udpege gerningspersonen - eller i modsat fald at udelukke mistænkte.
I den forbindelse er det vigtigt at vide, hvornår en afdød person er afgået ved døden. Hidtil har retsmedicinere haft ret usikre metoder, som kropstemperatur og dødsstivhed til at pejle sig ind på dødstidspunktet. Men med en ny teknik, som ph.d.-studerende Ida Marie Marquart Løber arbejder med, kan hun ved at analysere molekyler i blodet, der ændrer sig forudsigeligt over tid, indsnævre dødstidspunktet helt ned til tre timer. Foreløbig dog kun hos rotter, men hun arbejder på også at kunne fastslå dødstidspunktet hos mennesker.
I podcasten medvirker foruden de to ph.d.-studerende også deres vejleder, lektor Kirstine Lykke Nielsen.
Et fingeraftryk består ikke alene af unikke linjer og mønstre. Ny teknik udviklet på Institut for Retsmedicin kan afsløre, hvad du havde haft fingrene i, inden du afsatte dit fingeraftryk.
”Dit kemiske fingeraftryk” handler om, hvordan en ny metode kan afsløre det væld af informationer, som gemmer sig i de små mængder fedt og andet snask, du har siddende på fingrene. Informationer, som politiet er meget interesserede
I denne episode fortæller postdoc Kim Frisch om den nyeste forskning inden for analyse af fingeraftryk.
Højpotente opioider er på vej ind på det illegale danske stofmarked. Det er en livsfarlig udvikling, for selv ganske små mængder er nok til at slå et menneske ihjel. Beretninger fra USA er skræmmende. Her er trekvart million mennesker døde af en overdosis opioider siden 1999. I Danmark har vi ikke oplevet tilnærmelsesvis samme udvikling, men de opioiderne skaber alligevel bekymring på Institut for Retsmedicin i Aarhus.
Samtidig er der tendens til, at der hele tiden dukker nye opioider med nye kemiske sammensætninger op på markedet, og dermed opstår der risiko for, at retskemikerne overser de små mængder af det nye stof, når de undersøger en afdød stofmisbruger.
Molekylærmediciner og ph.d.-studerende Signe Sif Hansen arbejder i øjeblikket på at udvikle en målemetode, der kan afsløre, om der er et opioid - selv i minimale mængder - i kroppen på en person, der bliver bragt ind til obduktion.
På den måde vil retskemikerne få en pejling på, at der sandsynligvis er et nyt opioid i omløb, som myndighederne skal holde øje med og advare imod.
I denne episode medvirker molekylærmediciner og ph.d.-studerende Signe Sif Hansen og hendes vejleder molekylærbiolog og lektor Steffen Sinning.
Institut for Retsmedicin er på verdensplan en af de institutioner, der er længst fremme med udvikling af en metode, der kan effektivisere indentifikation af afdøde ved hjælp af 3D-billeder af tandsæt.
Flere og flere unge har sunde tænder uden fyldninger på grund af den forbedrede tandhygiejne. Det har dog den ulempe, at identifikation af unge ofre fra for eksempel en katastrofe bliver vanskelig med den metode, tandlæger (retsodontologer) hidtil har anvendt. Her er det nemlig fyldningerne og andet tandlægearbejde, som retsodontologerne benytter, når de identificere afdøde ud fra ofrenes tandoplysninger.
Til gengæld får flere og flere unge unge udført tandretninger, og meget ofte vil deres tandlæge optage og gemme 3D billeder af tandsættet.
Bioinformatiker og ph.d.-studerende Anika Kofod Kousgaard Petersen har udviklet et analyseredskab, der kan sammenligne 3D-billeder af afdødes tænder med de billeder, som de har fået optaget ved egen tandlæge. Hun har så at sige kortlagt tændernes bakker og dale som de fremstår på 3D-billederne. Når metoden er færdigudviklet, vil retsodontologerne kunne tage bærbart udstyr ud i marken og effektivt benytte den nye metode ved identifikationer.
I denne episode medvirkede bioinformatiker og ph.d.-studerende Anika Kofod Kousgaard Petersen og hendes ph.d.-vejleder retsodontolog Line Staun Larsen
Sæson 2 af Tæt på Retsmedicin sætter fokus på den nyeste forskning på Institut for Retsmedicin.
Du kan fra 10. juli og de kommende måneder høre nye episoder, der handler om:
* Hvordan man nu kan afsløre lattergas i menneskers organisme i længere tid, end man hidtil har troet muligt. Det kan få betydning for et eventuelt kommende forbud mod lattergas i trafikken.
* Hvordan man kan bruge den 3D-billeder af tændernes bakker og dale til at identificere ofre f.eks. efter katastrofer hurtigere og mere sikkert.
* Hvordan forskerne er ved at udvikle nye metoder, der kan bidrage til at afsløre, om der er nye opioider i omløb på det illegale misbrugsmarked.
* Hvordan nye metoder til analyse af fingeraftryk kan hente langt flere oplysninger ud af de kemiske spor, vi afsætter med vores fedtede fingre.
* Hvordan retskemikerne ud fra analyse af nogle få milliliter vand tappet fra rensninganlæg i seks danske byer kan vurdere hvor stort forbruget af misbrugsstoffer er i de pågældende populationer.
* Hvordan undersøgelser af sygdomme i hjernen hos børn og voksne kan bidrage til forebyggende indsatser mod fysisk vold mod børn.
* Hvordan nye analyser gør det muligt at tidsfæste nogenlunde nøjagtigt, hvornår et blodspor på et gerningssted blev afsat. Og hvordan man ligeledes gennem målinger af blodets alder i et lig nogenlunde kan give svar på, hvornår den pågældende person er afgået ved døden.
* Hvordan man kan optimere brugen af hjertemassage.
* Hvordan data fra skanninger af kroppen kan understøtte eftersøgning af lig i vand.
Og meget mere...
From the publisher's feed

32 Listeners

353 Listeners

13 Listeners

82 Listeners

100 Listeners

32 Listeners

15 Listeners

55 Listeners

18 Listeners

18 Listeners

20 Listeners

11 Listeners

39 Listeners

42 Listeners

7 Listeners