At trække stikket til arbejdsmarkedet er ikke en lige stor fornøjelse for alle mennesker.

Ny forskning fra Edinburgh University viser, at pensionstilværelsen påvirker forskelligt afhængig af indkomstniveau, typen af job der forlades, samt den alder, hvor arbejdsmarkedets forlades.

Det skriver universitet i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Mental Health.

Studiets undersøgelse er baseret på data fra 1.583 personer fra Holland, der udfyldte spørgeskemaer om arbejde, uddannelse, sundhed, familie og personlighed fra 2007 til 2023.

Respondenterne skulle være pensionerede og ikke være i lønnet arbejde. Samtidig havde de udfyldt et spørgeskema nogle år forud for pensioneringen.

Forskerne opdagede, at selvom pensionisternes velbefindende generelt forbedres efter pensioneringen, var der en gruppe pensionister, hvis mentale sundhed blev forværret af pensionstilværelsen.

Det er særligt personer med en gennemsnitlig indkomst, som havde et fysisk krævende arbejde, og som blev pensioneret i en senere alder, som er i risiko for at føle en nedgang i den mentale sundhed efter at være gået på pension, fremgår det af undersøgelsen.

Undersøgelsen viste også, at ugifte kvinder med en lav indkomst før pensionstilværelsen også oplevede signifikant lavere mental sundhed end gennemsnittet.

For pensionister med en gennemsnitlig indkomst var der en betydelig forbedring af den mentale sundhed sammenlignet med før pensionen.

Pensionister med høj indkomst viste ingen ændring i mental sundhed før og efter, at de forlod arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet har længe været til debat: Er det bedst at gå i bad om morgenen eller om aftenen?

Tilhængerene af morgenbadet peger på, at det er den oplagte vinder, som hjælper dig med at vågne helt op og starte dagen frisk. Aftenbadets loyale fans mener til gengæld, at det er bedre at 'vaske dagen af sig' og slappe af, inden man går i seng.

Men hvad siger forskningen egentlig? Som mikrobiolog kan jeg fortælle, at der faktisk findes et klart svar på spørgsmålet.

Først er det dog vigtigt at understrege, at badet er en helt central del af en god hygiejnerutine, uanset hvornår på dagen man foretrækker at tage det.

Et bad fjerner snavs og olie fra huden, hvilket kan hjælpe med at forebygge hududslæt og infektioner. Et bad fjerner også sved, hvilket sætter en dæmper på ubehagelige kropslugte.

Selvom mange af os tror, at sved er skyld i kropslugt, er det faktisk bakterier på hudens overflade, der er synderen.

Frisk sved lugter nemlig ikke. Men hudbakterier - især stafylokokker - bruger sved som næring.

Når de nedbryder sveden, frigives en svovlholdig forbindelse kaldet thioalkoholer, og det er den, der giver den skarpe lugt, vi kender som svedlugt.

I løbet af dagen hober de forurenende stoffer og allergener (som støv og pollen) sig op i håret og på huden såvel som den sædvanlige ophobning af sved og hudfedt.

En del af det bliver fanget i tøjet, men meget ender også i sengetøjet og på hovedpuden.

Sved og fedt fra huden giver samtidig næring til de bakterier, der udgør dit hudmikrobiom. Disse bakterier kan så blive overført fra kroppen til sengetøjet.

Et aftenbad kan fjerne nogle af de allergener, sved og fedt, du har samlet op i løbet af dagen, så der ender mindre i sengetøjet.

Men selv hvis du går helt ren i seng, vil du stadig svede i løbet af natten, og det er helt uanset temperaturen.

Hudens mikrober lever af næringsstofferne i sveden. Det betyder, at du både får overført mikrober til sengetøjet og sandsynligvis vågner med lidt kropslugt næste morgen.

Det, der især mindsker effekten af et aftenbad, er, hvis sengetøjet ikke bliver vasket jævnligt. De lugtfremkaldende mikrober, der sidder i sengetøjet, kan nemlig overføres til den rene krop, mens du sover.

Et aftenbad forhindrer heller ikke, at du taber hudceller i løbet af natten. De kan blive til føde for husstøvmider, hvis afføring kan virke allergifremkaldende.

Hvis sengetøjet ikke bliver vasket regelmæssigt, kan døde hudceller blive ophobet, som giver næring til endnu flere støvmider.

Støvmidernes afføring kan udløse allergier og forværre astma.

Morgenbadet kan derimod hjælpe med at fjerne døde hudceller samt den sved og de bakterier, der har hobet sig op i løbet af natten. Det er særligt vigtigt, hvis sengetøjet ikke var nyvasket, da du gik i seng.

Et bad om morgenen betyder, at kroppen er fri for de mikrober, der har samlet sig i løbet af natten, når du tager rent tøj på.

Du starter også dagen med mindre sved, som lugtfremkaldende bakterier kan leve af - og det gør sandsynligvis, at du holder dig friskere længere sammenlignet med en person, der tog bad om aftenen.

Som mikrobiolog er jeg derfor klart tilhænger af morgenbadet.

Når det er sagt, har vi alle vores egne vaner og præferencer. Uanset hvornår du vælger at gå i bad, er det vigtigt at huske, at effekten af badet også afhænger af andre ting i din hygiejnerutine - for eksempel hvor ofte du vasker sengetøjet.

Så uanset om du er til morgen- eller aftenbad, så er det vigtigt at vaske lagnerne, dynebetræk og pudebetræk regelmæssigt.

Du bør vaske sengetøjet mindst én gang om ugen for at fjerne sved, bakterier, døde hudceller og hudfedt, der samler sig i stoffet.

Vask fjerner samtidig eventuelle svampesporer, der kan vokse i sengetøjet sammen med de næringsstoffer, som lugtfremkaldende mikrober lever af.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

Et fossilfund fra Tyskland giver et sjældent og detaljeret indblik i et samarbejde mellem planter og insekter, der strækker sig over 24 millioner år.

I et nyt studie udgivet i tidsskriftet New Phytologist, fremlægges de fund, en forskergruppe har gjort i aflejringerne fra en tidligere vulkansk kratersø ved Enspel i Tyskland.

Fundene er så velbevaret, at de udgør et direkte bevis på en interaktion, som palæontologer sjældent får mulighed for at observere, fortæller Wien Universitet i en pressemeddelelse.

Under udgravningerne fandt forskerne fossiler af både planter og insekter, der viste sig at være hidtil ukendte for videnskaben:

En ukendt art af en blomst fra et lindetræ, som de navngav Tilia magnasepala.

To nye arter af fossile humlebier, som de navngav Bombus (Kronobombus) messegus og Bombus (Timebombus) palaeocrater.

Det mest bemærkelsesværdige ved fundet var opdagelsen af pollen. Ved hjælp af detaljerede mikroskopiske undersøgelser fandt forskerne pollen fra lindeblomsten inde i de fossile blomster.

Samtidig fandt de præcis den samme type pollen klæbende til ydersiden af de fossile humlebier.

"Dette er første gang på verdensplan, at en fossil blomst og dens bestøvende bier er blevet beskrevet fra de samme sedimenter og direkte forbundet med hinanden ved hjælp af pollen," forklarer Christian Geier, hovedforfatter og ph.d.-studerende ved Institut for Strukturel og Funktionel Botanik på Universitetet i Wien i pressemeddelelsen.

Fundet bekræfter, at humlebier har været vigtige bestøvere for lindetræer i mindst 24 millioner år - et partnerskab, der stadig eksisterer i dag, hvor humlebier er blandt de hyppigste besøgende på lindetræer.

Kan skanninger af hjernen vise, at et barn har diagnosen ADHD?

Det indikerer et nyt studie, udgivet i tidsskriftet Molecular Psychiatry.

Studiet viser, at børn med ADHD havde mindre hjernevolumen i blandt andet frontallappen og pandelappen, når man sammenligner med deres jævnaldrende uden ADHD.

Det er de områder af hjernen, der er vigtig for opmærksomhed, følelsesregulering, planlægning og problemløsning, og som netop påvirkes af ADHD.

Resultaterne kan potentielt fremme tidlig diagnostik og mere præcise og individuelle behandlinger, mener forskerne bag studiet.

I studiet foretog forskere MR-skanninger hos 116 børn med ADHD og 178 børn uden ADHD. Ved hjælp af metoden 'traveling subject' (TS) skannede man de samme individer på forskellige MR-skannere.

Derved kunne forskerne undgå målingsbias og usikkerheder, der ellers kan optræde på billeder fra MR-skanningerne. Det kan derfor adgang til et klarere billede af hjernen, så man bedre kan se de biologiske forskelle, skriver forskerne.

Metoden virker overbevisende sammenlignet med andre studier om hjerneskanninger, mener Jesper Andreasen, der er lektor ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på Københavns Universitet, som forsker i ADHD.

"Det giver yderligere styrke til evidensen om, at personer med ADHD har mindre hjerner end personer uden ADHD, særligt i nogle af de hjerneområder, som er vigtige for følelsesregulering og opmærksomhedsfunktion."

Tidligere studier har brugt MR-skanninger til at forstå ADHD hos børn, men hvor resultaterne var for tvetydige til at kunne sige, at ADHD med sikkerhed kan ses på hjerneskanninger.

Metoden er interessant, fordi den imødekommer den usikkerhed, som tidligere studier har været forbundet med, siger overlæge og professor Per Hove Thomsen, der forsker i ADHD hos særligt børn og unge ved Aarhus Universitet.

"Studiet bekræfter, at der er nogle områder i hjernen, som vi med god overbevisning kan sige, er involveret med ADHD," siger han.

Det er dog tvivlsomt, at man i fremtiden vil kunne diagnosticere ADHD ved hjælp af en hjerneskanning, mener begge forskere.

"Psykiatrien har nærmest i 50 år ledt med lys og lygte efter biomarkører, som kan bruges diagnostisk. Men det har ikke været muligt," forklarer Jesper Andreasen.

Det skyldes blandt andet, at der ofte er et stort overlap mellem forskellige psykiske lidelser. For eksempel ses symptomer på ADHD i nogen grad også ved angst, depression, skizofreni og autisme.

"Vi skal nok se langt efter, at den nye metode bliver et værktøj til at stille diagnoser. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig," mener Jesper Andreasen.

Derfor kan man fortsat hverken bruge en blodprøve eller skanning til at diagnosticere ADHD.

"Man kan ikke sige, at vi har dette fund på din skanning, så har du ADHD," siger Per Hove Thomsen.

"For man kan godt være neurotypisk og stadig have nogle af de fund. Omvendt kan man også have ADHD og ikke have disse fund."

Til gengæld kan studiet rykke ved en udlægning indenfor faget, der har rumsteret længe, mener Jesper Andreasen.

Der har før eksisteret tvivl om, hvorvidt ADHD overhovedet eksisterer. Argumentet har været manglen på biologiske beviser.

Det samme kan man sige om alle psykiatriske diagnoser, da der ikke findes nogen entydige biologiske markører, der kan bruges til at stille en diagnose, siger han.

"Nu har man lidt bedre bevis for at sige, der også er biologisk forskel. Man har også vist, at ADHD er enormt arveligt, så der er et stærkt genetisk komponent."

Per Hove Thomsen er enig i, at det bekræfter, at ADHD har en biologisk baggrund. Samtidig hæfter han sig også ved et af studiets begrænsninger, da det ikke beskrives, om børnene har moderat eller svær ADHD, mener Per Hove Thomsen.

"Det er ret vigtigt, om de fund i hjernen er passer sammen med sværhedsgraden af ADHD. For det kan spille en stor rolle i forståelsen af, om jo sværere ADHD man har, jo mere kan man se det i hjernen."

Opmærksomhed, fokus og impulsstyring er nogle af de processer, som først bliver modnet, når...

På en olieboreplatform i Nordsøen for flere år siden bemærkede en ingeniør et mærkeligt fænomen: En sky af insekter landede på den øverste del af boreplatformen, der rummer dæk, udstyr, boliger og kontrolrum.

Der var tusindvis af dem. De dækkede hele den øverste struktur og bevægede sig næsten ikke. Der sad de i et par timer for pludselig at flyve op i luften og væk igen.

Ingeniøren, som hedder Craig Hannah, er også en ivrig naturentusiast og fotograf. Han så det samme ske gentagne gange og undrede sig over, om det kunne være interessant for insektforskere.

Det førte ham til University of Exeter's Centre for Ecology and Conservation, hvor vi begge er tilknyttet.

Craig Hannah indsamlede omhyggeligt små prøverør med fluer på platformen, som ligger i det britiske Britannia-oliefelt, og de begyndte regelmæssigt at dukke op på vores skriveborde.

Vi har brugt de seneste år på at studere dem, og resultaterne er nu blevet offentliggjort for første gang.

Insektskyen bestod hovedsageligt af svirrefluer, som er en lille gruppe af hvepselignende insekter, som ofte forveksles med bier eller hvepse.

De spiller en overset rolle som både rovdyr og bestøvere, og de er faktisk de næstvigtigste bestøvere efter bierne.

I modsætning til bier, som er territoriale skabninger, der som regel holder sig til deres eget område, kan svirrefluer bevæge sig over store afstande. Hvis du undrer dig over, hvorfor de så ikke har skubbet bierne af førstepladsen som bestøvere, skyldes det deres larver.

Biernes larver er afhængige af nektar og pollen, så når bier lander på blomster, samler de ind til bikuben. Svirrefluelarverne derimod spiser bladlus, så de voksne svirrefluer selv kan smæske sig i pollen og nektar.

Det er tidligere blevet dokumenteret, at insekter kan transportere pollen over mange kilometer. Tidselsommerfugle, for eksempel, rejser hele vejen fra Vestafrika til Fransk Guyana i Sydamerika.

Evidensmængden for svirrefluer er derimod mere begrænset. Et studie fra 2019 fra vores center brugte radar til at vise, at milliarder af svirrefluer transporterede pollen over Den Engelske Kanal.

Men for første gang viser vores artikel, at det også sker over langt større afstande.

Vi fokuserede på dobbeltbåndede svirreflue (Episyrphus balteatus), som på engelsk kaldes marmeladesvirrefluen, og som har fået sit navn på grund af sine karakteristiske orange og sorte striber. De dobbeltbåndede svirrefluer udgjorde en stor del af de fluer, der landede på platformen.

Der var også mange andre svirrefluer, især den almindelige svirreflue, samt en del spyfluer og blomsterfluer (Anthomyiidae).

Det er ikke usædvanligt, at forskellige insektarter bevæger sig sammen på denne måde; vi har for eksempel tidligere observeret fænomenet i bjergpas i Pyrenæerne.

Ved at analysere pollen på de dobbeltbåndede svirrefluers kroppe kunne vi vise, at de transporterede pollen helt op til 500 kilometer væk. Det var dog kun en del af en meget længere rejse.

Ligesom fugle migrerer visse svirrefluearter med årstiderne. De bevæger sig til det sydlige Spanien i det tidlige efterår og så langt nordpå som Norge om foråret. Den nordgående rejse er mindre godt forstået og ser ud til at foregå over flere generationer, da hver flue kun lever i nogle få uger.

Denne migration er en utrolig præstation i naturen: Svirrefluer rejser ikke hele vejen til Afrika syd for Sahara, som for eksempel svaler, men de bevæger sig meget langsommere, så der skal måske en endnu større indsats til samlet set.

Vi ved fra tidligere forskning, at mange insekter foretager disse rejser ved at forbrænde kulhydrater og kropsfedt. Heldigvis er deres pollenbagage i det mindste let, så det er ikke rigtig med til at gøre rejsen mere krævende.

Når det er sagt, virker fluerne udmattede, når de lander på olieplatformene. Det lader til, at de bruger det korte ophold til at hvile sig undervejs. Craig Hannah kunne få dem ned i prøverørene med et lille puf.

Fluernes pollen kom fra et langt bredere udvalg af planter, end man måske ville fo...

I disse dage taler alle om hybridkrig og droner, og måske er hybridkrigen nu også ved at brede sig til rummet.

I hvert fald holdt den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, 25. september en tale under en rum-kongres i Berlin, hvor han sagde, at Tyskland har afsløret, at russiske rumfartøjer i øjeblikket er i gang med at spore to kommunikationssatellitter, der bruges af det tyske militær - en aktivitet, der jo minder lidt om droneoverflyvningerne af Danmark.

Pistorius sagde også, at Tyskland vil øge sine investeringer i rumsikkerhed for at imødegå trusler fra Rusland og Kina, der, som han sagde, hurtigt har udvidet deres kapacitet til rumkrigsførelse, så de nu er i stand til at blokere, manipulere eller direkte ødelægge satellitter.

Frem til 2030 vil Tyskland bruge ikke mindre end 30 milliarder Euro for at beskytte satellitter i rummet.

Det er flere år siden, at de store rummagter begyndte at udvikle satellitter, der direkte kan 'stalke' andre satellitter. Disse satellitter omtales ofte som 'inspektions-satellitter', og den betegnelse anvender vi også her.

Det er meget hemmelige programmer, men det virker, som om der indtil nu har været en vis forståelse mellem landene for, hvor langt man kan gå, hvis man ønsker at holde en 'væbnet fred' frem for at starte en hybridkrig.

Det er nok nødvendigt at finde sig i, at selv militære satellitter bliver udspioneret - i hvert fald til en vis grad. Det kan ske ret fredeligt, at man flyver hen til den satellit, man ønsker at udspionere, dog uden at komme alt for tæt på.

Men selv fra en afstand på et par kilometer er det muligt at tage gode nærbilleder af antenner og de instrumenter, der er monteret på satellitten, som for eksempel kameraer, men der har sandsynligvis gået en grænse ved, at man ikke direkte søger at ødelægge eller beskadige en satellit.

Det er denne forståelse, som, Pistorius faktisk siger, er ved at blive brudt ved en mere aggressiv opførsel fra Ruslands side.

Pistorius fortalte på rum-kongressen om den nye udvikling:

"Rusland placerer sine inspektions-satellitter i umiddelbar nærhed af rumsystemer tilhørende de tyske væbnede styrker og venligtsindede nationer. I øjeblikket bliver to Intelsat-satellitter, som også bruges af de tyske væbnede styrker, sporet af to russiske Luch-/Olymp-inspektions-satellitter."

Intelsat er en international organisation, der betjener både kommercielle og offentlige kunder, der ønsker at bruge satellitter til kommunikation.

Intelsat har en flåde på omkring 57 satellitter, som befinder sig i den såkaldte geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator. I denne bane tager det præcis ét døgn for en satellit at komme rundt om Jorden, hvilket betyder, at den hele tiden 'hænger' over det samme punkt på jordoverfladen. Det giver eksempelvis en fordel i forhold til stabil dækning og vejrobservationer.

Men fordi satellitterne står stille i forhold til Jorden og er placeret side om side rundt om kloden på faste positioner på denne 'hovedvej i rummet', er man nødt til internationalt at aftale, hvor hver enkelt satellit må placeres.

Netop denne faste placering gør det dog også let for inspektionssatellitter at finde frem til og undersøge en bestemt satellit på tæt hold.

Det er præcis det, som ifølge Pistorius er sket.

Pistorius fortalte desuden på konferencen, at mens han talte: "flyver 39 kinesiske og russiske rekognosceringssatellitter over os", og deres observationer bliver sendt i realtid.

"Så pas på, hvad I siger," tilføjede han.

Der er en ikke helt veldefineret overgang mellem det, man kan kalde væbnet fred og så egentlig hybridkrig.

Ude i rummet er det helt afgørende, om man følger de uskrevne regler eller udviser en mere aggressiv adfærd.

En ting er at spionere og aflytte, noget helt andet er, om man også søger at påvirke andre satellitter ved for eksempel at jamme deres signaler.

Vi ved simpelthen ikke, hvilket udstyr Olymp-satellitter er udstyret med, eller hvordan de anvender det - men i hvert fald har de gjort noget, der gør, at Pistorius n...

Med Solens passage hen over Jordens ækvator for godt en uge siden har vi nu taget hul på et halvt år med mere mørke end lys.

Trist for nogle, men alletiders for stjernekiggere.

Især her i oktober, hvor vejret endnu kan være mildt nok til, at man kan holde ud at stå udendørs i mere end bare fem minutter. Og det er der god grund til at gøre.

I denne måned skal vi se nærmere på en verdensomspændende astronomisk begivenhed, en god portion stjerneskud og 'dæmonstjernen' Algol, som du vil kunne se pulsere på himlen.

For 16. år i træk afholdes verden over den såkaldte 'International Observe the Moon Night' - Se på Månen-dag.

Det er en offentlig begivenhed lanceret af NASA's Lunar Reconnaissance Orbiter-mission, som har sendt en rumsonde i kredsløb om Månen for at kortlægge dens overflade fra så nært hold som blot 20 km.

Fra næsten 1.500 observatorier, museer, biblioteker, amatørastronomers baghaver mm. kan man 4. oktober observere, påskønne og forstå Månen og dens forbindelse til udforskning af planeter.

Datoen er valgt, for at en stor del - men ikke den hele - af Månens overflade er belyst af Solen.

Fordi Månen er 30 gange så langt væk som Jordens diameter, ser den stort set ens ud for alle, lige meget hvor på Jorden vi befinder os; det svarer til den forskel, der er i at kigge med henholdsvis venstre og højre øje på et kirsebær på tre meters afstand.

Det er altså næsten fuldmåne, men ikke helt, og det betyder, at man kan se grænsen mellem lys og skygge på overfladen; altså dér, hvor det er aften på Månen.

I dette område får de lange skygger Månens landskab til at træde tydeligt frem, sådan at kratere og bjergkæder værdsættes uden professionelt udstyr.

Den valgte dato falder desuden tilfældigvis sammen med 68-året for opsendelsen af menneskehedens første satellit, den sovjetiske Sputnik, som rigtig satte gang i rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen.

Uanset om man på natten den 4. oktober betragter Månen og dens detaljer gennem et teleskop, en håndkikkert eller med det blotte øje, gør man det akkurat samtidig med titusinder af medmennesker i andre lande, verdensdele og kulturer.

Jeg synes der er noget smukt over, at vi trods vores forskelle og stridigheder kan forenes om noget, der er større end os selv.

Når det kommer til stjerneskud, kan ingen måned hamle op med augusts Perseider.

Men hvad oktober mangler i antal, har den til gengæld i mørke.

Den kraftigste sværm Orioniderne, som peaker 21. oktober, skyldes støvkorn og småsten efterladt af Halleys Komet.

Orioniderne giver typisk knapt halvt så mange stjerneskud som Perseiderne, men da deres maksimum i år falder sammen med nymåne, vil jeg faktisk vurdere chancerne for at se stjerneskud til at være lige så gode.

De bedste chancer har man uden for byens lys, men selv fra en baggård på Nørrebro er det muligt, som jeg oplevede i august, live på TV2.

Under ideelle forhold (langt fra byen, nymåne, sent på natten, skyfrit, frit udsyn til horisonten, osv.) burde man kunne se op mod 50 stjerneskud i timen.

Orioniderne bliver måske boostet en anelse af to andre sværme, Epsilon-Geminiderne og Leonis Minoriderne, som peaker hhv. et par dage før og efter. I starten af måneden har vi desuden Oktober-Camelopardaliderne og Oktober-Draconiderne som peaker henholdsvis 5. og 8. oktober, men med deres ringe antal og fuldmåne skal du nok være mere end hel dig for at se nogle af dem.

Helt tilbage i juli sidste år varslede jeg en ny stjerne på himlen, og videnskab.dk rapporterede NASA's prognose om, at den burde dukke op inden september 2024.

Så sent som sidste måned mente min kollega og medskribent på 'Kig op' Ole J. Knudsen også, at tiden snart var inde:

Det drejer sig om den variable stjerne T Corona Borealis, som ca. hvert 80. år flammer op som en såkaldt 'tilbagevendende nova'.

Med nu 79 år siden sidst er det ved at være oppe over, men T Corona Borealis er altså ikke futtet af endnu, og jeg vil afholde mig fra yderligere forsøg på forudsigelser.

Jeg giver dig i stedet en anden variabel stjerne: ...

Mennesket har altid været et farverigt væsen, og mange forskellige planter og mineraler har gennem tiden været brugt til at male vægge og farve tekstiler.

Planter kan give mange farver som gul, grøn og brun - men blå er en af de mest sjældne farver i naturen. Derfor er det særligt opsigtsvækkende, at forskere nu har fundet det ældste kendte blå pigment i Europa.

I et nyt studie, ledet af forskere fra Aarhus Universitet, er der blevet opdaget spor af det blå mineral azurit på en sten fra en 13.000 år gammel boplads i Mühlheim-Dietesheim i det vestlige Tyskland. Det skriver IFLScience.

"Det er næsten det ældste blå pigment, man kender i verden - det eneste andet kendte eksempel, der er ældre end vores fund, stammer fra Sibirien, hvor man har fundet spor af blågrønt pigment på figurer, der er omkring 19.000-23.000 år gamle," fortæller Dr. Izzy Wisher, hovedforfatter på studiet og arkæolog ved Aarhus Universitet, til IFLScience.

Indtil nu har man antaget, at stenalderens kunst primært blev skabt med rød og sort farve - begge langt nemmere at finde i naturen end blå mineraler.

Men fundet af azurit tyder på, at den blå farve måske slet ikke blev brugt til malerier eller kunst, som man ellers kunne tro.

I stedet mener forskerne, at farven kan have været brugt til at pynte kroppen eller farve tøj. Det kan forklare, hvorfor man sjældent har fundet blå i arkæologiske genstande fra perioden.

Fundet viser også, at stenaldermennesker havde langt mere viden om og adgang til sjældne materialer, end man tidligere har troet. Det åbner nye muligheder for at undersøge, hvordan de brugte farver til at udtrykke identitet, status eller tro.

"Det udfordrer det, vi troede, vi vidste om brugen af farvestoffer i stenalderen," siger Dr. Izzy Wisher i en pressemeddelelse.

Hvordan får man majoriteten til at erkende den diskrimination, som minoriteter oplever?

Det har forskere fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet undersøgt i et nyt studie.

Her opdagede de, at særligt personlige historier og fakta havde størst effekt på majoritetens opfattelse af diskrimination, fortæller Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

I studiet, der er publiceret i tidsskriftet British Journal of Political Science, undersøgte forskergruppen, hvordan en række danskere reagerede på fire forskellige typer information om diskrimination:

En eksperimentel undersøgelse af diskrimination.

En personlig historie om afvisning på grund af etnisk baggrund.

En spørgeskemaundersøgelse om oplevet diskrimination

Anekdoter om hverdagsracisme.

Resultatet viste, at det, der virkede bedst til at ændre folks opfattelse af diskrimination, var forskningsresultatet samt de personlige historier om diskrimination. Og det er uanset, om personerne i majoritetsgruppen var på højre- eller venstrefløjen.

"Det er slående, at enkelte personlige historier kan ændre både opfattelser og adfærd. Vores studie viser, at følelser spiller en afgørende rolle i den sammenhæng," siger professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Peter Thisted Dinesen i pressemeddelelsen.

Samtidig blev det testet, om effekten blev svækket, når informationen blev ledsaget af identitetspolitisk retorik, herunder begreber som 'strukturel racisme'. Men det påvirkede ikke effekten negativt.

"Det viser, at substansen i budskabet er vigtigere end retorikken omkring det," uddyber Peter Thisted Dinesen.

Men studiet peger også på, at de forskellige informationstyper virker på forskellige måder.

Hårde data, såsom forskningsresultatet, opfattes som troværdig information, mens personlige historier om diskrimination skaber empati.

"Hvis vi vil bygge bro mellem majoritet og minoritet, skal vi både tale til hovedet og hjertet," afslutter adjunkt ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Clara Vandeweerdt.

Året er 1945. Anden Verdenskrig er slut. Der er fred i Europa. Så hvad skulle man gøre med alle våbnene?

En central bekymring fra de allieredes side var den store militarisering med utallige bomber, våben og ammunition, som krigen havde efterladt i det sønderlemmede Tyskland.

For hvad nu, hvis der kommer optøjer? Eller en ny leder ønsker at gøre oprør mod de allierede?

Det hele måtte derfor bortskaffes.

Den nemmeste, hurtigste og billigste løsning for det økonomisk pressede Tyskland var i 1945-1949 at kaste ammunition og våben overbords fra skibe. Direkte ud i havet.

Derfor ligger der omkring halvanden million tons sprænghoveder, kugler, metalkasser, våben og alt mulig andet, du kan forestille dig fra en Anden Verdenskrigs-film, i de tyske farvande. Blandt andet i Østersøen lidt ud for Lübeck og et habilt stenkast syd for Lolland.

"Dengang for 80 år siden har tankegangen i høj grad været: når det ryger i havet, er det væk," siger Hans Sanderson, der er seniorforsker på Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Tyskland ønsker nu at gøre bød på fortidens forhastede og ret ukloge beslutning om at dumpe farlige og forurenende militært isenkram ud i havet.

Men i så fald skal bomber, ammunition og våben erstattes af noget andet, mener forskere bag et nyt opsigtsvækkende studie. Plante- og dyreliv trives netop dér, hvor ammunitionen er dumpet.

"Det fungerer som et unaturligt rev. Det gør, at der kommer en anden strømning og iltning i vandet og giver mulighed for andet biologisk liv, end det bløde sand kan tilbyde," fortæller Hans Sanderson, der selv forsker i dumpet våben og ammunition og dets effekt på miljøet.

Sprænghoveder og metalkasser på havets bund rimer måske ikke helt på tang, alger, bløddyr og rødspætter. Men de har samme funktion som et stenrev.

Eller som havvindmølleparker, der også giver planter mulighed for at sidde fast og gro - og tiltrække bløddyr og fisk.

Ud fra Lübeck finder forskerne med en undervandsrobot og manuel optælling af livet ved våben og ammunition på 43.000 organiske individer per kvadratmeter. Til sammenligning var tallet 8.000 i det bløde sand ved siden af.

Det er en kæmpe forskel. Hans Sanderson slår dog fast, at hverken deres metode eller fund er særlig revolutionerende. Studiet er nærmere et godt billede på, hvad blødt sand og hårde, faste objekter giver af muligheder for liv i havet.

AU-forskeren er dog nødt til at slå fast, at det åbenlyst også har negative konsekvenser for de biologiske organismer at leve omkring dumpede bomber. De bliver forurenet med blandt andet TNT-kemikalier.

"TNT er giftigt og er for eksempel mistænkt for at være kræftfremkaldende for mennesker. Der er hyppig forekomst af det i de her områder og er at finde i de forskellige organismer, som lever der," siger Hans Sanderson.

Den tyske miljøstyrelse er udkommet med flere rapporter om skaderne for de organismer, der lever omkring bomber og våben.

Det kan være alt fra ændret fiske- og planteadfærd til ændringer inde i bløddyrs celler. Og så kan en skrubbe eller rødspætte fra området sagtens fanges af en fisker og ende på en tysk eller dansk tallerken.

En anden årsag til at fjerne ammunition og sprænghoveder er faren for, at nogen ønsker at grave det op fra havets bund og bruge det. Selvom der er gået 80 år, vil sprængstof og ammunition stadig kunne bruges i visse tilfælde.

Derfor er det altså på tide endelig at få fjernet, mener tyskerne.

"Argumentet i studiet er så, at det her ammunition og våben skal erstattes med andet et andet rev-materiale," siger Hans Sanderson og forklarer, hvorfor:

"Vi har fjernet en hel masse rev også i Østersøen gennem mange årtier via stenfiskeri. Selvom de her bomber er farlige, har de også en positiv funktion for organismerne som deres habitat. Det habitat fjerner man, når man skal destruere det her."

Flere typer erstatning er mulig. I studiet pointerer de, at metaloverflader i visse tilfælde er mere effektive til at skabe liv end naturlige rev. Hans Sanderson ser det...