Vært:

Medvirkende:

I denne uges Transformator

Ved siden af de store biogastanke står et power-to-x anlæg, der udnytter overskydende strøm fra vedvarende energikilder til at producere brint. Ved koblingen med biogasanlægget kan teknikerne udnytte den CO2, som udgør 40 procent af rå biogas, men som i dag oftest blot udledes til atmosfæren, da det kun er biogassens metan, der kan sendes på gasnettet. Resultatet er ny gas - kendt som e-metan - der kan sendes ud i nettet sammen med den øvrige gas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed kommer man af med CO2 fra biogassen og udnytter den overskydende el var VE på nettet.

Koblingen af brint og CO2 til gas sker dog ikke af sig selv. Hemmeligheden er en af de ældste enkeltcellede organismer, vi kender til. De såkaldte arkæer. Mikroorganismerne, der har deres navn fra græsk archaios, som betyder ‘oprindelig’ eller ‘gammel’, findes overalt lige fra kogende gejsere og syreholdige komaver til huden på menneskekroppen.

I bioreaktorerne i Glansager sidder arkæerne på små stykker plastik i reaktoren, hvor mikroorganismerne omsætter brint og kuldioxid, mens de vokser.

I denne uges Transformator skal vi på rundtur i anlægget, der drives i et samarbejde mellem Nature Energy og Andel og have et bud på, hvordan vi i fremtiden kan bruge VE til at reducere CO2, producere gas og varme og specialproduceret gødning til markerne i en - omend noget kompliceret - arbejdsgang.

Men der er to historier mere. For det første et bud på, hvorfor og hvordan vi bliver nødt til at spise anderledes i fremtiden, hvis vi skal i mål med klimaforandringerne. Og for det andet historien om de konsekvenser, det kan have, når vi giver politiet udvidede beføjelser til at hente alt indhold ud af folks smartphones ved mistanke om selv mindre forbrydelser.

Links:

• Hør hvordan komfur, kemi og verdenskrig har formet vores madvaner | Ingeniøren
• Sønderjysk PtX-anlæg bruger ældgamle mikrober til at lave metan | Ingeniøren
• Dansk politi kan åbne kriminelles telefoner med supervåben | Radar
• Fremtidens mad: Alt det vi spiser i 2050 | Ingeniøren