2024 blev året, hvor techmilliardæren Elon Musks firma Neuralink for første gang succesfuldt indopererede en hjernechip i et menneske, som gjorde patienten i stand til at kontrollere sin telefon – kun ved tankens kraft.     Det lille, bioteknologiske vidunder har potentiale til at lindre symptomer fra neurodegenerative sygdomme, kurere mennesker med kropslammelser og få blinde til at se. Og det er bare begyndelsen.     Målet med chippen er en dag at opnå en komplet symbiose mellem menneske, internet og kunstig intelligens, som kan øge hjernens kognitive funktion og potentielt gøre os alvidende fra den ene dag til den anden.     Men drømmen om menneske-maskine-symbioser er også et moralsk minefelt. For der er stadig meget, videnskaben ikke ved om vores komplekse hjerner.    Hjernekirurg Jens Christian Hedemann Sørensen og hans team har på dansk allerede haft held koble en gris på nettet. Og han mener, at det i vores levetid vil blive muligt at sammensmelte menneske og computer.     I selskab med lektor i filosof og etik Jens Christian Bjerring og moderator Lasse Foghsgaard tackler de nogle af de store spørgsmål, som den nye bioteknologi rejser.

2023 blev året, hvor de danske farvande oplevede det værste iltsvind i 20 år.    Iltsvindet skaber et feedback-loop af voldsomme konsekvenser for havbundsmiljøet – planter forsvinder, fisk søger væk, og den manglende ilt lader giftig svovlbrinte og metan stige op fra undergrunden, som dræber det tilbageværende liv.     Verdens havbunde er – med alt fra dybhavets sletter og undersøiske vulkaner til ålegræsskovene og stenrevene i de danske farvande – hjemsted for et væld af liv, som i dag trues af landbrugsudledninger, minedrift og klimaforandringer.    Hvordan ser fremtiden ud på havets bund? Hvad sker der, hvis landbruget bliver ved med at udlede kvælstof, hvis temperaturerne stiger, og hvis vi begynder at høste mineralerne i dybhavet? Og ved vi overhovedet nok om, hvad der foregår dernede?    Dybhavsforsker Ronnie Glud og marinøkolog Dorte Krause-Jensen har forsket i, hvad der gemmer sig på verdenshavenes dybeste dybder og i de nære danske farvande.    Sammen med moderator Daniel Flendt Dreesen tager de to forskere os en tur med under overfladen for at gennemskue, hvad konsekvenserne er af menneskets aktiviteter på havets bund.

“Det siges, at alt i universet forfalder. Det siges, at mennesket er et destruktivt væsen. Men mennesket er også et ordnende, organiserende fænomen i universet.” Sådan lyder det i forfatter Theis Ørntofts seneste storroman ‘Jordisk’. I et årti har han undersøgt planetens store kriser og taget livtag med de eksistentielle spørgsmål, der følger med. I hans litteratur lurer enden altid lige om hjørnet. Naturen, mennesket og civilisationen befinder sig i en tilstand af kaos og forfald – det, naturvidenskaben har døbt entropi. Men Ørntoft er nået til en skillevej. Han er begyndt at spørge til, om de planetære krisers altoverskyggende nærvær har skabt en brist i vores kollektive forestillingskraft. Har vi – måske mere end nogensinde før – nemmere ved at forestille os undergang end overgang? For at slippe ud af dommedagssaksen må vi skabe nye forestillinger om vores fremtid på kloden. Ifølge Ørntoft har vi behov for nye genfødselsmyter og overgangsritualer, der kan give os troen tilbage på menneskets evne til at genopbygge og reparere. For hvad kommer efter kaostilstanden? Skal svarene findes i litteraturen, videnskaben eller i naturen selv? Eller måske hinsides det globale nord – for eksempel i Den Tibetanske Dødebog?

En dag vil historien om menneskeheden være skrevet i sten. I sin bog ‘The Earth After Us’ spørger den britiske geolog Jan Zalasiewicz ind til, hvad nysgerrige væsner millioner af år fra nu vil finde, når de begynder at grave i jordlagene efter tegn på hedengangne civilisationer. Men hvordan vil mindet om menneskeheden tage sig ud, når vi ikke længere blot er en geologisk kraft – men faktisk geologi, indlejret i Jordens skorpe? Vil fremtidige forskere være i stand til, som vi har gjort med dinosaurerne, at rekonstruere vores kroppe – og hvad med vores kulturer og sprog? Og vil en anden art – en abe, måske, eller ligefrem en forvokset, opretgående rotte, som Zalasiewicz er kendt for at overveje – kunne udvikle evner, der gør den i stand til at træde i vores sted? Hvis vi gerne vil efterlade et godt indtryk af os selv til fremtidens geologer, skal vi til at overveje, hvor mange biler, mikrobølgeovne og plastikkopper vi efterlader som fossiler. For de aftryk, vi sætter nu, vil kunne aflæses i Jordens geologi millioner af år fra nu.

Siden de gamle grækere har det både i videnskab og hverdagsliv været en grundantagelse, at følelser er naturlige reflekser, der udløses af ydre påvirkninger – tænk bare på Pixar-filmen ‘Inside Out’. Vi har bildt os ind, at de er medfødte, hører hjemme bestemte steder i vores hjerner og er færdigformede fra evolutionens side. Og så har vi troet, at følelser kan afkodes helt umiddelbart af vores ansigtsudtryk og stemmeføring. Men det beror ifølge Feldman Barrett på en helt forkert beskrivelse af, hvad der foregår i vores fleksible hjerner. Som hun skriver i bogen ’How Emotions Are Made’: ”Følelser er ikke indbyggede, men varierer fra kultur til kultur. De udløses ikke – du skaber dem. De opstår i kombination mellem din krops fysiske egenskaber, en fleksibel hjerne der programmerer sig selv alt efter, hvilke omgivelser den udvikler sig i, og den kultur og opvækst, der tilbyder de omgivelser.” Feldman Barretts teori om følelser er et paradigmeskift, der gør, at vi skal gentænke følelsernes biologi og kultur og genoverveje alt det, vi tror, vi ved om deres rolle i alt fra personlige forhold til den måde, vores samfund er indrettet på. Oplev en af vor tids vigtigste hjerneforskere, når Lisa Feldman Barrett på Bloom vender det menneskelige følelsesliv på hovedet.

I årtusinder har filosoffer, videnskabspersoner og kunstnere forsøgt at finde frem til kærlighedens væsen. Men hvad er kærlighed egentlig? Hvad sker der i vores hjerner, når vi elsker – og mister? Er det et eksklusivt, menneskeligt fænomen at blive ramt af amors pil? Og hvordan har kærligheden udviklet sig evolutionært fra savannens sletter til nutidens hyperdigitaliserede samfund? Det satte vi til Bloom 2024 to af årets hovedtalere til at forsøge at svare på. Hjerneforskeren Lisa Feldman Barrett, hvis forskning lærer os, at kærlighed udspringer af vores hjerners sociale forbindelse og deres særlige evne til at påvirke hinanden på tværs af geografi, tid og kultur. Og videnskabsforfatteren Cat Bohannon, som undersøger kærlighedens dybe, evolutionshistoriske betydning – fra vores tidligste formødres første omsorgsevner til nutidens komplicerede landskaber af lyst, afhængighed og tryghed. Oplev to af tidens skarpeste videnskabelige stemmer, når de i selskab med kulturjournalist Felix Thorsen Katzenelson forsøger at svare på et af menneskehedens ældste spørgsmål: hvad er kærlighed?

Den medicinske forskning kommer stadig til kort, når den skal forklare, hvorfor svær overvægt i løbet af det seneste halve til hele århundrede er blevet så udbredt, som det er. Fedme er et moderne fænomen, som er svært at forklare, men noget tyder på, at der er et evolutionært mismatch mellem vores levevis og vores biologi. Den gængse fortælling om vægttab er ellers simpel: Spis mindre, og bevæg dig mere. Men kalorieregnskabet går ikke altid op. Måske derfor er vi endt i en situation, hvor overvægt er så stort et problem for mange, at decideret slankemedicin bliver tillokkende. Tilsyneladende vidundermidler som Wegovy og Ozempic bliver revet af hylderne verden over. Men det er samtidig et stort eksperiment med det menneskelige stofskifte, som vi ikke helt kan gennemskue konsekvenserne af. Vær med, når epidemiolog Thorkild Sørensen, videnskabshistoriker Adam Bencard og epidemiolog Janne Tolstrup retter blikket mod fedmens fremtid og undersøger mulighederne og usikkerhederne ved de nye slankemidler.

Kan verdens oprindelige folk få os til at genoverveje vores forhold til naturen her i klimakrisens tidsalder? To antropologer og en idéhistoriker udfolder natursyn – eller mangel på samme – fra Amazonas til Borneo. Antropolog Stine Krøijer har i 25 år har hun arbejdet med spørgsmål om jordrettigheder og klima i Amazonlavlandet på grænsen mellem Ecuador, Peru og Colombia. Hun løber tit ind i oversættelsesproblemer, når det kommer til at forstå oprindelige folks forhold til naturen. Det samme gælder en af Danmarks mest hædrede antropologer, Ida Nicolaisen, der i mere end seks årtier har studeret og levet med nomadefolk. Hun er især knyttet til Punan Bah-folket på Borneo, hvis sprog hun har lært for at kunne forstå deres natursyn. Og idéhistoriker Rhitma Kreie Engelbrecht Larsen forsker i, hvordan selve idéen om oprindelige folks viden har udviklet sig, og hvordan den bliver aktiveret i samtaler om klima og natur. Få vendt op og ned på dit natursyn, når Ida Nicolaisen, Stine Krøijer og Rithma Kreie Engelbreth Larsen i samtale med moderator Emma Holten undersøger, om oprindelige folks viden kan få os til at genoverveje vores forhold til naturen.

Om cirka 250 millioner år vil klodens landmasser udgøres af et Pangæa Ultima – et superkontinent, der vil gøre det muligt at rejse fra det sydlige Argentina til det nordøstlige Rusland helt uden at booke færge- eller flybilletter. Hvis altså ikke der var en gigantisk ørken med voldsom vulkanaktivitet og en årlig gennemsnitstemperatur på 40 grader i vejen. Pangæa Ultima ser ikke ud til at være et sted for mennesker. Eller særligt mange andre pattedyr, for den sags skyld. Men hvordan forholder vi os til geologiens ufattelige tidsskalaer og til visheden om, at Jorden en dag bliver ubeboelig? Er der håb for, at mennesket kan tilpasse sig – som Fremen-folket på ørkenplaneten Arrakis i sci-fi-romanen ’Dune’? Eller skal vi finde et andet sted at bo? Og hvordan ser mennesket overhovedet ud til den tid? Tag de spekulative fremtidsbriller på og dyk ned i de mange spørgsmål med et stjernepanel bestående af kunstner Katie Paterson, geolog Jan Zalasiewicz og biolog Rob Dunn, som hver især arbejder med Jordens dybe tid. Samtalen modereres af journalist Peter Stanners.

Hvor er de? På en gåtur i det midtjyske trænger spørgsmålet sig på hos forfatteren Mathilde Walter Clark. Med en årlig produktion på tohundrede millioner dyr er Danmark det mest dyretætte land i verden – men køer, grise, høns og mink lever en usynlig tilværelse i vindueløse bygninger.  Med lige dele anfægtelse og filosofisk nysgerrighed sætter Clark sig for at genskrive fortællingen om landbruget. Hun gennemtrevler med en grundighed som få landbrugsnyheder, forskningsresultater og reklamefremstød i forsøget på at forstå, hvad der sker inde i de effektiviserede staldanlæg.  I essayet 'Hvordan man laver dyr' retter hun blikket mod hele den danske husdyrproduktion. Med sanselige detaljer og et skarpt blik for de store, historiske linjer og det floskelfyldte sprogbrug er bogen som et slagteri med glasvægge, der blotlægger den usynlige animalske produktion.  På Bloom 2024 fortsatte Mathilde Walter Clark sin grundige granskning af landbruget. Sammen med miljøantropolog Frida Hastrup kommer hun ind på, hvordan effektiviseringen har formet måden at producere dyr på, og om der findes en anden fremtid for de toptunede landbrugsdyr. Moderator er videnskabsretoriker Frederik Appel Olsen.