Ved en konference i Berlin i 1884/85 aftalte de europæiske stormagter at dele Afrika op mellem sig, et kontinent hvis indre stort set ikke var blevet udforsket af europæerne. Det var især private firmaer og personer (såsom englænderen Henry Morton Stanley og tyskeren Carl Peters), der var frontløbere for en egentlig statslig kolonisering, både i Afrika og Asien.

De økonomiske gevinster ved kolonierne var ofte ret begrænsede for staterne, der kastede sig ud i kapløbet af både indenrigspolitiske årsager og af frygt for at tabe terræn til konkurrerende stater.

I samme periode rejste en hård kritik af imperialismen sig så småt, da man fandt ud af de uhyrligheder europæiske kolonimagter begik i Afrika. Her stod tyskerne ikke tilbage for andre lande med egentlige folkedrab på oprindelige befolkninger. Et uhyggeligt varsel om, hvad der senere skulle følge i det 20. århundrede.

Dette er andet af fem afsnit i Kongerækken hos Politiken Histories nye podcastserie om racisme i kunst og samfund i det 19. og 20. århundredes Tyskland.

Serien udkommer i samarbejde med Statens Museum for Kunst. Politiken Historie har haft fuld redaktionel frihed.

See omnystudio.com/listener for privacy information.