Her i foråret publicerede Frederiksborg en audioguide om Danmark som caribisk kolonimagt.
Når du bevæger dig rundt på museet, vil du se kolonitidens spor på forskellige måder. Prinser, prinsesser, hertuger og hertuginder er blevet malet med sorte og slavegjorte mennesker som del af iscenesættelsen, der skal udstråle luksus og magt. Andre – slaveejere, storkøbmænd og skibsredere – er malet uden spor af, hvor deres rigdom kommer fra. Her er slaveriet usynligt.
Et af de første og største slaveoprør i Caribien fandt sted på den danskejede ø Sankt Jan, og det er det, vi fortæller om i denne sommer-podcast.
Tidligt om morgenen den 23. november 1733, før daggry, bevægede en lille gruppe sorte mænd sig op ad en stejl sti mod et lille fort med otte danske soldater. De danske soldater blev hugget ned. De slavegjorte tog magten over fortet og hejste deres eget flag.
De tilhørte Akwamu-folket i det nuværende Ghana og var som krigsfanger blevet solgt til danske slaveopkøbere ganske kort forinden. De var veltrænede krigere og greb til våben mod det umenneskelige slavesystem. Guerillakrigen på Sankt Jan varede i et halvt år og endte med, at oprørslederne begik kollektivt selvmord.
Historikeren Louise Sebro fortæller i bogen Slaveoprøret på Sankt Jan (i serien 100 danmarkshistorier) om selve oprøret, om slavearbejdet i plantagerne og det undertrykkende samfund i Vestindien, og om de slavegjorte vestafrikaneres egne vidt forskellige etniske identiteter. Det var først i Caribien, at stolte Akwamu-krigere blev til “sorte” eller “afrikanere”.