I dag udkommer episode nr. 100 af Frederiksborgs podcast PORTRÆT.
Med 52 episoder om året - én om ugen - er det altså næsten t0 år siden, at podcasten gik i luften. Siden har Tore Leifer og hans gæster fortalt om alt fra vikingetiden til helt moderne samtidskunst.
De fem allermest lyttede episoder i 2024 handlede om portrætmesteren C.A. Jensen, den store 1500-tals-forretningskvinde Birgitte Gøye, udstillingerne Guder Genskabt og Billeder af en Dronning, og billedhuggeren Kai Nielsen.

I denne jubilæums-episode er rollerne vendt om, så Tore Leifer er gæst i sin egen podcast. Han bliver interviewet af Weekendavisens fremtrædende kulturkommentator Anne Sophia Hermansen.
De taler bl.a. om Frederiksborgs store samling og hvad den kan bruges til i dag.

Da billedkunstneren Dan Stockholms far døde meget pludseligt i 2013, skulle han tømme hans hus for alle ejendele, inden den nye beboer skulle flytte ind. 
Det var også Dan Stockholms eget barndomshjem, og for at huske det opførte han et stillads omkring det og brugte tre dage på at røre ved hver eneste mursten.
Da han var færdig med at røre ved huset, tog han et aftryk af sine håndflader ved at holde flydende gips i hænderne. 
Disse håndaftryk, ladet med betydning og minder, har Stockholm brugt til at fremstille murstenene i værket "By Hand". Ved at trykke håndformen ned i vådt ler har han skabt en fysisk manifestation af sin sorg- og erindringsproces.
Det taktile møde med barndomshjemmet er fanget i stenene, der står tilbage næsten som fossiler fra en svunden tid. Hans kunstneriske praksis er også blevet kaldt for "skabende arkæologi".
Dan Stockholm indgår i Frederiksborgs udstilling "Forglem mig ej", om tab og minder, længsel og erindring.

DERFOR MÅTTE JEG OGSÅ TAGE EN MASKE PÅ OG TAGE TIL LIVETS STORE MASKEBAL UDEN FOLK EGENTLIG VIDSTE HVEM JEG INDERST INDE VAR MEN FOR MIG HANDLEDE DET MEST AF ALT OM OVERLEVELSE

Sådan skriver Noah Umur Kanber på væggen i Frederiksborgs udstilling Forglem mig ej. Hendes værk hedder netop også Maskebal. Det består af 32 masker af hendes eget ansigt. En hænger på væggen, tre danner sammen en lille gruppe, og resten er nærmest slængt hen i et hjørne som en dynge affald eller måske rettere en afkastet ham eller forladt puppe.
Måske kender du Noah Umur Kanber fra den nye sæson af Kunstnerkolonien på DR. Hun går stadig på Kunstakademiet, men er allerede en af de hotte og anerkendte unge danske kunstnere.
I Frederiksborgs udstilling om tab, erindring og længsel viser hun sin egen forvandling og mindet om sit gamle jeg. Og hun viser måske, hvordan vi alle bærer masker gennem livet.
I ugens episode medvirker kunstneren Noah Umur Kanber sammen med Hannibal Frydendal Hansen, kunsthistoriestuderende og udstillingsassistent her på Frederiksborg.

Danmark og Marokko – pirater, gidsler, skibsforlis, grænseløse jøder og en brutal sultan – en vild historie fra 1700-tallet.
Danmark var nemlig et helt centralt land for Marokko midt i 1700-tallet, da Marokko åbnede sig mod omverdenen og fik diplomatiske forbindelser med Europa.
Og i det her mærkelige spil mellem Danmark og Marokko stod to jødiske familier centralt. Familieklanerne Sumbel og Buzaglo, som rådgav både den marokkanske sultan og kronprins, og den danske kong Frederik 5. og udenrigsminister Bernstorff.
Historikeren og journalisten Bent Blüdnikow har fortalt historien i sin seneste bog, "Grænseløse jøder", som også fortæller om 1700-tallet i spændingsfeltet mellem oplysning og religiøs mystik, og om en fejde med international spændvidde i det danske riges næststørste by, Altona.

Danskeren Bodil Begtrup var næstforperson for det udvalg, der i 1948 skrev FN’s Menneskerettighedserklæring. Samtidig var hun forperson for FN’s Kvindekommission. Hun sikrede, at kvinders rettigheder blev skrevet ind i erklæringen.
Bodil Begtrup blev i 1949 Danmarks første kvindelige gesandt og arbejdede på sin post i Reykjavík på at skabe et ligeværdigt forhold mellem Danmark og Island. Faktisk i en sådan grad, at hun blev kritiseret for nærmest at være Islands ambassadør, ikke Danmarks.
Flere ambassadørposter fulgte, i Schweiz og Portugal.
Hendes meget selvstændige måde at drive diplomati på folder vi ud i denne episode. Med sin aktivisme og sin evne til at skabe netværk var hun en tidlig eksponent for det, vi i dag ville kalde public diplomacy.
Medvirkende i denne episode: historikeren, ph.d. Kristine Kjærsgaard, lektor ved Syddansk Universitet. 

Danskeren Bodil Begtrup var næstformand for det udvalg, der i 1948 skrev FN’s Menneskerettighedserklæring. Samtidig var hun forkvinde for FN’s Kvindekommission. Hun sikrede, at kvinders rettigheder blev skrevet ind i erklæringen.
Bodil Begtrup blev i 1949 Danmarks første kvindelige gesandt og arbejdede på sin post i Reykjavík på at skabe et ligeværdigt forhold mellem Danmark og Island. Faktisk i en sådan grad, at hun blev kritiseret for nærmest at være Islands ambassadør, ikke Danmarks.
Flere ambassadørposter fulgte. Hendes meget selvstændige måde at drive diplomati på folder vi ud i anden del i næste uge. Titlen på de to episoder er hentet fra Bodil Begtrups erindringsbog fra 1986, som netop hedder Kvinde i et verdenssamfund.
I denne episode gælder det særligt Bodil Begtrups baggrund i den danske kvindebevægelse og Danske Kvinders Nationalråd.
Medvirkende i denne episode: historikeren, ph.d. Astrid Elkjær Sørensen.

Det er et år siden, at H.M. Dronning Margrethe abdicerede. Det er et år siden, at vi her på Frederiksborg sammensatte den meget smukke og meget velbesøgte lille udstilling "Billeder af en dronning".
Kunsthistorikeren Peter Michael Hornung har netop udgivet bogen "En dronnings portrætter". Margrethe 2. er uden sammenligning den dronning i Danmarkshistorien, som i sin regeringstid er blevet portrætteret flest gange og af flest forskellige kunstnere.
Hver enkelt kunstner har valgt sin helt egen tilgang til opgaven, og en af Hornungs pointer er, at for at et portræt skal være vellignende, skal det ligne både modellen og kunstneren. På det virkelig gode portræt skal du ikke være i tvivl om, hvem den portrætterede er - men du skal heller ikke være i tvivl om, hvem kunstneren er. Du skal tydeligt kunne se netop den kunstners markante stil og fingeraftryk.
I denne episode ser Tore Leifer og Peter Michael Hornung på dronningeportrætter på Frederiksborg, især i Riddersalen og i vores nyere samling på 3. sal. 

”Historie” hedder bind nr. 116 i den fantastiske serie ”Tænkepauser”.
Det er Poul Duedahl, der har skrevet den – professor i historie ved Aalborg Universitet, flittig formidler og forfatter, ikke mindst med bøger om samfundets udstødte. Men her gælder det altså intet mindre end selve faget og begrebet ”historie”. Det hele forklaret på 60 sider.

Frederiksborg er Danmarks nationalhistoriske museum – så jeg syntes, det var oplagt med en podcast-episode, hvor Poul Duedahl netop fortæller om historie. Om erindring og hukommelse, stat og grænser, kultur og sprog, mindesmærker og erindringssteder, nostalgi og længsel, tradition og sammenhold.
Og om GULDFISK. De husker nemlig faktisk meget bedre, end vi tror. 

”Ingen kan undslippe historien”, skriver Poul Duedahl. ”Den er med os overalt i det kulturlandskab, vi bebor, og i de bygninger, der omgiver os. Den er med os i de ord, vi bruger til at se og forstå verden med, og som giver os den bedste indikation på, hvad der venter forude.”

J.F. Willumsen (1863-1958) er en af Danmarks største og mest særprægede kunstnere nogensinde.
At kalde Willumsen for maler er en underdrivelse, for han var også billedhugger, grafiker, keramiker, arkitekt og fotograf. En af de største kunstneriske begavelser, Danmark har set, og med et stort internationalt udsyn. Willumsen var venner med van Goghs bror Theo og mødte Gauguin i Bretagne, Ja, Willumsen var faktisk med til at følge Gauguin til toget, da denne rejste til Tahiti for at finde det eksotiske liv og motivverden. Selv boede Willumsen i Sydfrankrig en stor del af sit liv.
På 3. sal på Frederiksborg hænger både hans farveeksplosive portræt af forlæggeren Gustav Philipsen og det sidste selvportræt, hvor den 92-årige kunstner har fanget essensen af sig selv i få, kraftfulde, ubønhørlige strøg.
Henrik Wivels nye store bog ‘Jeg er en anden’ er den første fuldstændige biografi om Willumsens mytomane selviscenesættelse, hans kunst og de tre stærke kvinder i hans liv. Hør Wivel fortælle i denne uges episode. 

Er verden et rationelt sted med rationelle mennesker, hvor alt er styret af fornuft? Eller er der et eller andet sted noget oversanseligt, magisk og underfuldt? Ting vi ikke kan forklare? Noget der er større end os selv?
Grundtvig skrev 1600 salmer og sange, hvoraf en del er blevet fælles eje og en grundsten i salmebogen. Særligt en af sangene er for børn. Han kaldte den selv en "barnesang". 
Det er "Dejlig er den himmel blå", hvor han henvender sig direkte til børnene og taler til deres hjerter og fantasi. Og han taler til barnet i den voksne.

Grundtvig var født i oplysningstiden, bare seks år før den franske revolution. 1700-tallets oplysningstænkere havde et syn på kristendommen som en religion for voksne, fornuftige, oplyste mennesker. Og et syn på verden og tilværelsen som et rationelt sted styret af fornuft - uden mirakler, fantastiske fænomener og fortryllelse.
Men begge dele var Grundtvig stærkt uenig i.

Katrine Frøkjær Baunvig, professor, ph.d. og leder af Center for Grundtvigforskning fortæller i denne jule-episode om den tryllebindende Grundtvig, hans barnesang og hans forhold til jul. Hun har bl.a. skrevet om det i Grundtvig-bogen Den store mand, som udkom i 2022.
Sangen om Jesu fødsel og de hellige tre konger skrev Grundtvig i december 1810 under en psykisk og religiøs krise. Måske hjalp barnesangen også ham selv?