Et af Frederiksborgs største klenodier er Magnus Christensens signerede clavichord fra 1759.
Det ældste bevarede clavichord bygget i Danmark, ovenikøbet særdeles velbevaret. Og, som det helt unikke: det eneste bevarede clavichord i hele verden med ikke ét, men to effektregistre.

Lige nu arbejder clavichordbyggeren Martin Kather fra Hamborg på at opmåle og analysere instrumentet, så han kan bygge en helt nøjagtig kopi til Frederiksborg.
Det er en generøs donation fra J.O. Wroblewskis Fond, der har gjort det muligt for Frederiksborg at genskabe lyden af 1700-tallet.
I det kommende par år kommer vi flere gange til at vende tilbage til clavichordet. I denne episode fortæller organisten og clavichord-entusiasten Mads Damlund om 1700-tallets mest populære instrument, som også er blevet kaldt det første tasteinstrument med en sjæl.

Clavichordet er i høj grad hjemmets og de intime rammers instrument, og ligesom Compenius-orglet i Slotskirken er det en slags tidsmaskine, der kan bringe os tilbage til den tid, hvor det blev bygget.
I denne første clavichord-episode viser Mads Damlund sine egne clavichorder frem og demonstrerer, hvad det er, det følsomme og intime instrument formår.

"EN MODSTANDSDYGTIG HERRE, som dog har lidt meget i hovedet. Eller… Lidt mange hoveder i hovedet… Det her med at have fire forskellige tanker på én gang kan være lidt svært at håndtere – men det er også det, der får ham til at shine!"
Sådan skriver kunstneren Rasmus Myrup om Svantevit. Vendernes gudefigur på Rygen, som Saxo Grammaticus fortæller om. En statue med fire hoveder, som man kan se blive smadret til pindebrænde på Laurits Tuxens maleri i Valdemarsalen.
Rasmus Myrup har selv lavet en Svantevit-figur i sin egen fortolkning. I alt har han lavet 16 figurer, som inkluderer Lindormen, Slattenpatten, Gefion, Misteltenen, Nøkken, jætterne Fenja og Menja og nornen Skuld.
Sidste år satte vi her på Frederiksborg fokus på vores Magiske Lofter. Denne gang er det Rasmus Myrup, der går i dialog med samlingen og vores rum. Med Lindormen og Gefion i loftet, med Hervard og Svantevit på vores malerier.
I ugens episode af PORTRÆT fortæller Rasmus Myrup selv. 

"Lydløse paa deres nøgne fødder vandrer slaverne gennem to hundrede aar af Danmarkshistorien" - sådan skriver Thorkild Hansen i dokumentarromanen "Slavernes kyst".
Men den del af vores historie er ikke længere så lydløs og usynlig. 
50 år senere, i 2017 kom et stort fembinds-bogværk om Danmark som kolonimagt, skrevet af nogle af vores bedste historikere.
I 2023 kom den satirisk-kritiske film "Viften", og nu, i 2025, har DR kastet sig ud i en såkaldt dramadokumentarisk serie, "Slave af Danmark".
I første afsnit af DR's serie er der en scene, hvor værten, Nola Gaardmand, går rundt på Frederiksborg og ser på vores malerier af slavegjorte og slaveejere. 
Vi har inviteret Nola Gaardmand på besøg i samlingen for at tale om Danmarks fortid som caribisk kolonimagt.

Den første kogebog i Danmark blev trykt i 1616.
Og de næste 200 år udkom der kun 20 kogebøger i Danmark. Det er én hvert tiende år!
Men fra omkring 1820 eksploderede kogebogsmarkedet og gav plads til en perlerække af store kogebogsforfattere, hvor især fire har sat deres blivende præg på genren.
Dem skal vi tale om i denne episode af PORTRÆT: Christiane Rosen, Madam Mangor, Fru Nimb og Frøken Jensen.
Caroline Nyvang er forsker på Det Kongelige Bibliotek og skrev ph.d.-afhandling om lige præcis danske trykte kogebøger. Vi skal tale om den moderne kogebogs fødsel.
Fordommen om Madam Mangor er, at hun skulle have sagt ”Man tager et sølvfad…” Men det står absolut ingen steder i hendes kogebog. Tværtimod er den praktisk, fornuftig og funktionel. Det var nemlig det, en kogebog skulle være i 1800-tallet, hvor mange danskere flyttede ind til byen og måtte lære at leve på en helt ny måde.

I dag udkommer episode nr. 100 af Frederiksborgs podcast PORTRÆT.
Med 52 episoder om året - én om ugen - er det altså næsten t0 år siden, at podcasten gik i luften. Siden har Tore Leifer og hans gæster fortalt om alt fra vikingetiden til helt moderne samtidskunst.
De fem allermest lyttede episoder i 2024 handlede om portrætmesteren C.A. Jensen, den store 1500-tals-forretningskvinde Birgitte Gøye, udstillingerne Guder Genskabt og Billeder af en Dronning, og billedhuggeren Kai Nielsen.

I denne jubilæums-episode er rollerne vendt om, så Tore Leifer er gæst i sin egen podcast. Han bliver interviewet af Weekendavisens fremtrædende kulturkommentator Anne Sophia Hermansen.
De taler bl.a. om Frederiksborgs store samling og hvad den kan bruges til i dag.

Da billedkunstneren Dan Stockholms far døde meget pludseligt i 2013, skulle han tømme hans hus for alle ejendele, inden den nye beboer skulle flytte ind. 
Det var også Dan Stockholms eget barndomshjem, og for at huske det opførte han et stillads omkring det og brugte tre dage på at røre ved hver eneste mursten.
Da han var færdig med at røre ved huset, tog han et aftryk af sine håndflader ved at holde flydende gips i hænderne. 
Disse håndaftryk, ladet med betydning og minder, har Stockholm brugt til at fremstille murstenene i værket "By Hand". Ved at trykke håndformen ned i vådt ler har han skabt en fysisk manifestation af sin sorg- og erindringsproces.
Det taktile møde med barndomshjemmet er fanget i stenene, der står tilbage næsten som fossiler fra en svunden tid. Hans kunstneriske praksis er også blevet kaldt for "skabende arkæologi".
Dan Stockholm indgår i Frederiksborgs udstilling "Forglem mig ej", om tab og minder, længsel og erindring.

DERFOR MÅTTE JEG OGSÅ TAGE EN MASKE PÅ OG TAGE TIL LIVETS STORE MASKEBAL UDEN FOLK EGENTLIG VIDSTE HVEM JEG INDERST INDE VAR MEN FOR MIG HANDLEDE DET MEST AF ALT OM OVERLEVELSE

Sådan skriver Noah Umur Kanber på væggen i Frederiksborgs udstilling Forglem mig ej. Hendes værk hedder netop også Maskebal. Det består af 32 masker af hendes eget ansigt. En hænger på væggen, tre danner sammen en lille gruppe, og resten er nærmest slængt hen i et hjørne som en dynge affald eller måske rettere en afkastet ham eller forladt puppe.
Måske kender du Noah Umur Kanber fra den nye sæson af Kunstnerkolonien på DR. Hun går stadig på Kunstakademiet, men er allerede en af de hotte og anerkendte unge danske kunstnere.
I Frederiksborgs udstilling om tab, erindring og længsel viser hun sin egen forvandling og mindet om sit gamle jeg. Og hun viser måske, hvordan vi alle bærer masker gennem livet.
I ugens episode medvirker kunstneren Noah Umur Kanber sammen med Hannibal Frydendal Hansen, kunsthistoriestuderende og udstillingsassistent her på Frederiksborg.

Danmark og Marokko – pirater, gidsler, skibsforlis, grænseløse jøder og en brutal sultan – en vild historie fra 1700-tallet.
Danmark var nemlig et helt centralt land for Marokko midt i 1700-tallet, da Marokko åbnede sig mod omverdenen og fik diplomatiske forbindelser med Europa.
Og i det her mærkelige spil mellem Danmark og Marokko stod to jødiske familier centralt. Familieklanerne Sumbel og Buzaglo, som rådgav både den marokkanske sultan og kronprins, og den danske kong Frederik 5. og udenrigsminister Bernstorff.
Historikeren og journalisten Bent Blüdnikow har fortalt historien i sin seneste bog, "Grænseløse jøder", som også fortæller om 1700-tallet i spændingsfeltet mellem oplysning og religiøs mystik, og om en fejde med international spændvidde i det danske riges næststørste by, Altona.

Danskeren Bodil Begtrup var næstforperson for det udvalg, der i 1948 skrev FN’s Menneskerettighedserklæring. Samtidig var hun forperson for FN’s Kvindekommission. Hun sikrede, at kvinders rettigheder blev skrevet ind i erklæringen.
Bodil Begtrup blev i 1949 Danmarks første kvindelige gesandt og arbejdede på sin post i Reykjavík på at skabe et ligeværdigt forhold mellem Danmark og Island. Faktisk i en sådan grad, at hun blev kritiseret for nærmest at være Islands ambassadør, ikke Danmarks.
Flere ambassadørposter fulgte, i Schweiz og Portugal.
Hendes meget selvstændige måde at drive diplomati på folder vi ud i denne episode. Med sin aktivisme og sin evne til at skabe netværk var hun en tidlig eksponent for det, vi i dag ville kalde public diplomacy.
Medvirkende i denne episode: historikeren, ph.d. Kristine Kjærsgaard, lektor ved Syddansk Universitet. 

Danskeren Bodil Begtrup var næstformand for det udvalg, der i 1948 skrev FN’s Menneskerettighedserklæring. Samtidig var hun forkvinde for FN’s Kvindekommission. Hun sikrede, at kvinders rettigheder blev skrevet ind i erklæringen.
Bodil Begtrup blev i 1949 Danmarks første kvindelige gesandt og arbejdede på sin post i Reykjavík på at skabe et ligeværdigt forhold mellem Danmark og Island. Faktisk i en sådan grad, at hun blev kritiseret for nærmest at være Islands ambassadør, ikke Danmarks.
Flere ambassadørposter fulgte. Hendes meget selvstændige måde at drive diplomati på folder vi ud i anden del i næste uge. Titlen på de to episoder er hentet fra Bodil Begtrups erindringsbog fra 1986, som netop hedder Kvinde i et verdenssamfund.
I denne episode gælder det særligt Bodil Begtrups baggrund i den danske kvindebevægelse og Danske Kvinders Nationalråd.
Medvirkende i denne episode: historikeren, ph.d. Astrid Elkjær Sørensen.