De fleste forestiller sig nok, at vores tidlige primat-forfædre svingede fra gren til gren gennem frodige, tropiske skove. Men ny forskning viser, at de i virkeligheden kæmpede sig gennem kulden.

Som økolog, der studerer chimpanser og lemurer i felten i Uganda og på Madagaskar, er jeg optaget af de miljøer, der formede vores stamfædre. De nye resultater vender årtiers antagelser om, hvordan - og hvor - vores slægt begyndte, på hovedet.

Spørgsmålet om vores egen evolution er helt centralt for at forstå, hvem vi er. De kræfter, der formede vores forfædre, former også os og vil præge vores fremtid.

Klimaet har altid været en afgørende drivkraft for økologiske og evolutionære forandringer: hvilke arter der overlever, hvilke der tilpasser sig, og hvilke der forsvinder.

I takt med at kloden bliver varmere, bliver fortidens erfaringer mere relevante end nogensinde.

Et nyt videnskabeligt studie kortlægger de geografiske rødder til vores primat-stamfædre og klimaet i de områder, hvor de levede.

Resultaterne er overraskende: I stedet for at have udviklet sig i varme, tropiske egne, som forskere tidligere har troet, ser det ud til, at de tidlige primater faktisk levede i kolde og tørre områder.

De barske forhold har sandsynligvis spillet en afgørende rolle i at tvinge vores forfædre til at tilpasse sig, udvikle sig og sprede sig til nye områder. Ifølge studiet gik der millioner af år, før primater indtog troperne.

Højere globale temperaturer ser ikke ud til at have fremskyndet udbredelsen eller udviklingen af nye arter. Til gengæld var hurtige skift mellem tørre og fugtige perioder en vigtig drivkraft bag evolutionen.

En af de tidligst kendte primater var Teilhardina, en lille trælevende art på kun 28 gram - omtrent samme størrelse som verdens mindste nulevende primat, muse-lemurarten kaldet Berthe's Mouse Lemur (Microcebus berthae).

Netop fordi den var så lille, krævede dens kost en masse kalorier i form af frugt, plantesaft og insekter.

Fossile fund peger på, at Teilhardina adskilte sig fra andre pattedyr på den tid ved at have fingernegle i stedet for kløer. Det gjorde det lettere at gribe fat i grene og håndtere føde - en egenskab, som stadig er kendetegnende for primater i dag.

Teilhardina dukkede op for omkring 56 millioner år siden (cirka 10 millioner år efter dinosaurerne uddøde), og arterne spredte sig hurtigt fra deres oprindelse i Nordamerika til Europa og Kina.

Det er egentlig ikke så underligt, at forskere i lang tid antog, at primater udviklede sig i varme og fugtige omgivelser. De fleste primater lever i dag i troperne, hvor de fleste primatfossiler også er fundet.

Men da forskerne bag det nye studie brugte fossile sporer og pollen fra de områder, hvor tidlige primater er fundet, til at rekonstruere klimaet, opdagede de, at omgivelserne dengang slet ikke var tropiske.

Primater stammer faktisk fra Nordamerika - stik imod den tidligere antagelse, især fordi der i dag slet ikke lever hjemmehørende primater i Nordamerika.

En del primater koloniserede endda arktiske egne. Disse tidlige arter kan have overlevet perioder med kulde og fødemangel ved at leve på samme måde, som muselemurer og dværglemurer gør i dag: Ved at skrue ned for deres stofskifte og endda gå i dvale.

Udfordrende og omskiftelige forhold har sandsynligvis begunstiget de primater, der bevægede sig meget rundt for at finde føde og bedre levesteder.

De primatarter, der findes i dag, stammer fra disse meget mobile stamfædre. Dem, der ikke kunne flytte helt så meget rundt, efterlod ingen nulevende efterkommere.

Studiet viser, hvor vigtigt det er at studere uddøde dyr og de miljøer, de levede i. Hvis vi skal bevare nutidens primater, må vi forstå, hvilke trusler de står overfor, og hvordan de reagerer på dem.

At kende til den evolutionære tilpasning til klimaforandringer er afgørende for at bevare verdens primater og mange andre arter.

Når deres levesteder forsvinder, ofte på grund af skovrydning, mister primaterne muligheden for frit at bevæge sig. Med mindre bes...

Et mere end 1 million år gammelt kranie fra Kina kan rykke ved vores forståelse af, hvornår og hvor moderne mennesker blev til.

Ny forskning hævder nemlig, at kraniets alder tyder på, at mennesker kan være blevet skilt fra neandertalerne og en tidlig menneskeart mindst en halv million år tidligere, end man hidtil har troet.

Det skriver The Guardian på baggrund at et nyt studie bragt i tidsskriftet Science.

Kraniet, kaldet Yunxian 2, blev fundet i Hubei-provinsen i Kina i 1990. Det var knust, så forskere antog længe, at det tilhørte Homo erectus - en tidlig menneskeart, man har betragtet som vores forfader.

Ved hjælp af en stribe avancerede digitale teknikker har forskere nu lavet en ny virtuel rekonstruktion af kraniet.

Analysen viser ifølge forskerne, at kraniet i virkeligheden passer bedre til menneskearten Homo longi, der blev tildelt navnet 'dragemennesket'.

Det er opsigtsvækkende, fordi Homo longi regnes for at være tæt beslægtet med de mystiske Denisova-mennesker.

Denisovaerne er en menneskegruppe, vi kun kender fra få knogler og DNA, men som vi ved har levet side om side med både neandertalerne og vores egne forfædre - Homo sapiens.

Hvis fortolkningen holder, betyder det, at opdelingen mellem Homo sapiens, neandertalere og denisovaerne fandt sted meget tidligere end før antaget.

"Det fordobler nærmest tidspunktet for Homo sapiens' oprindelse," siger professor Chris Stringer, der er medforfatter til studiet og forsker i menneskets evolution ved Natural History Museum i London til The Guardian.

Det åbner også muligheden for, at de første mennesker, der lignede os, måske udviklede sig i Asien - og ikke i Afrika, som ellers har været den herskende forklaring.

"Det er spændende at have en digital rekonstruktion af dette vigtige kranium til rådighed," siger Frido Welker, lektor i menneskelig evolution ved Københavns Universitet, der ikke selv deltog i studiet til, The Guardian.

"Hvis det bekræftes af yderligere fossiler og genetiske beviser, vil tidspunktet for adskillelsen være overraskende," siger forskeren fra Københavns Universitet også.

Pyramider, mumier og faraoer kender vi til. Nu har arkæologer gjort endnu et opsigtsvækkende fund i Egyptens sand: Fundet af en familie-statue fra oldtiden.

Statuen forestiller en far, der står rank med venstre fod frem, en mor knæler ved siden af og holder om hans ben. Bag ham dukker en lille pige frem. Arkæologer kalder statuen for den første af sin slags i Egyptens historie, skriver Phys.org

Statuen, der er beskrevet i en ny videnskabelig artikel, er lavet af kalksten og blev fundet i 2021 i Saqqara i Egypten - et område, der er fyldt med grave fra faraoernes tid.

Skulpturen forestiller en adelsmand, der har sin venstre fod placeret foran sig.

Ifølge Dr. Zahi Hawass og Dr. Sarah Abdoh, der er forskerne bag studiet, var det noget, man typisk så i det gamle Egypten, fordi det symboliserede ungdom, styrke og livskraft.

Ved hans side knæler en kvinde, sandsynligvis hans kone, der holder om hans højre ben. Sådan blev mange hustruer afbildet i det gamle Egypten.

Men det mest opsigtsvækkende er den tredje figur: En lille pige, der formentlig er parrets datter.

Ifølge forskerne er hun den første, der nogensinde er gengivet på denne måde. Hun er nemlig ikke skåret ud som en almindelig figur, men som et basrelief. Det betyder, at hun er hugget ind i stenen i stedet for at være skåret fri, som vi kender det fra en rundskulptur.

Hun står bag sin far med armen strakt frem, mens hun holder en gås i sin hånd. Gåsen kan ifølge forskerne have symboliseret mad til efterlivet.

Forskerne vurderer, at statuen stammer fra omkring 5. dynasti - cirka 2500 f.v.t. - fordi den ligner andre kendte statuer fra samme periode. Blandt andet en statue af adelsmanden Irukaptah, som i dag står på Brooklyn Museum i New York.

Hedebølger fra Frankrig til Finland. Varmerekorder i Tyrkiet og Spanien. Oversvømmelser i Italien og Tyskland.

Den europæiske sommer 2025 var præget af ekstremt vejr, der ifølge FN's klimapanel IPCC bliver mere almindeligt i fremtiden som følge af global opvarmning.

Det vilde sommervejr har kostet tusindvis af dødsfald og medført betragtelige økonomiske tab på tværs af EU. Hvor stor regningen bliver, giver økonomer fra Universität Mannheim i Tyskland og Den Europæiske Centralbank (ECB) nu et bud på.

I en ny analyse ser forskerne nærmere på tre typer ekstremt vejr, der ramte Europa i sommer: Hedebølger, tørke og oversvømmelser. Det ekstreme vejr anslås at koste EU-landene op imod 43 milliarder euro - 320 milliarder kroner - i 2025.

Og så er udgifterne til naturbrande og hagl- og stormskader ikke engang regnet med.

Tallet vil vokse i de kommende år og lande på 126 milliarder euro - 940 milliarder kroner - i 2029, lyder det i analysen, der er præsenteret i et såkaldt videnskabeligt arbejdspapir.

"Analysen bekræfter eksisterende viden på området, nemlig at klimaforandringerne lægger yderligere pres på økonomien," siger Peter Kjær Kruse-Andersen, lektor med speciale i klima- og miljøøkonomi ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet.

"Foreløbig er det dog begrænset, hvor store konsekvenserne er for den samlede samfundsøkonomi, og det er også, hvad det nye arbejdspapir viser," påpeger Peter Kjær Kruse-Andersen, der ikke er involveret i det nye studie, men har læst det for Videnskab.dk.

"Selvom 43 milliarder euro selvfølgelig er et højt tal, svarer det 'kun' til 0,26 procent af den årlige værditilvækst i EU."

Regningen kan dog vokse mærkbart i de kommende årtier, tilføjer han.

"Vi ved, at klimaforandringerne vil give mere ekstremt vejr i fremtiden, og derfor kan man frygte, at de økonomiske konsekvenser også bliver markant større."

Peter Kjær Kruse-Andersen fremhæver også, at negative økonomiske konsekvenser af hedebølger, tørke og oversvømmelser ifølge det nye arbejdspapir ser ud til at være mere vedholdende og langtidsvirkende, end vi normalt regner med.

"Den gængse udlægning lyder, at negative økonomiske effekter af ekstremt vejr i et lokalområde er store i det år, hvor de rammer, men så forsvinder ret hurtigt igen," siger han:

"Her tyder de nye analyser på, at effekterne kan vare ved i en årrække. Derfor kan politikerne overveje, om der fra centralt hold skal gøres mere for at hjælpe berørte lokalområder på benene igen."

Ifølge forskerne bag det nye arbejdspapir er deres estimater med stor sandsynlighed konservative.

Det skyldes dels, at de ikke medregner de økonomiske konsekvenser af naturbrande og hagl- og stormskader.

Foreløbig har naturbrande hærget mere end en million hektar land på tværs af Europa i 2025. Det er ny rekord, og de store ødelæggelser "vil føje betydeligt til de økonomiske tab", skriver økonomerne i arbejdspapiret.

En anden begrænsning er, at forskerne ikke tager højde for de ekstra skader og omkostninger, der kan opstå, når det samme område rammes af både hedebølge og tørke på én gang.

Peter Kjær Kruse Andersen nævner, at der imidlertid også kan være effekter, der trækker i den modsatte retning.

"Hvis et lokalområde i Tyskland eksempelvis rammes af oversvømmelser, vil det påvirke den lokale økonomi negativt."

"Men hvis arbejdskraften fra det berørte område flytter sig til omkringliggende områder, kan det gavne økonomien der. Dermed bliver det samlede regnskab måske mindre negativt," siger lektoren.

Forskernes beregninger er en foreløbig prognose og ikke det endelige regnskab for 2025, der først forventes om flere år.

Økonomerne skriver, at målet med den nye analyse er at hjælpe politikere til at kunne træffe hurtigere beslutninger om målrettet støtte til specifikt udsatte områder.

Ifølge Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi på DTU, er den nye undersøgelse et glædeligt eksempel på, at den finansielle sektor for alvor er begyndt at interessere sig for klimaforandringer.

"Det er meget kærkomment...

I Barbie-filmen, der udkom for et par år siden, indser Barbie, at noget er alvorligt galt, da hendes fødder pludselig bliver flade. Hun falder bogstaveligt talt om og har svært ved at gå.

I virkeligheden har Barbie dog haft flade fødder et godt stykke tid. Det har en gruppe forskere fra Australien forsket i.

Studiet, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift PLOS One, har undersøgt sammenhængene mellem fodstilling, lighed, mangfoldighed og beskæftigelse i Barbie-land.

Fra 1959, hvor den første Barbie-dukke blev opfundet af Mattel, og i de næste 10 år stod alle Barbie-dukker på tæer, klar til at begive sig ud i dukkelivet i høje hæle.

Fra 2020 til 2024 stod kun 40 procent af Barbie-dukkerne på tæer.

I dag er det mere almindeligt, at Barbie har helt normale, flade fødder.

Forskerne så også på, hvilke Barbie-dukker der har flade fødder, og hvilke der er nødt til at bevæge sig rundt på den forreste trædepude.

Barbie-dukkerne med flade fødder har oftere et job. Barbie-dukkerne, som står på tæer, er mere optagede af mode.

Da Barbie er kendt for at afspejle samfundsnormer, kan denne tendens sandsynligvis også overføres til den virkelig verden, skriver forskerne i det nye studie.

Flade fødder hænger dog ikke sammen med funktionsnedsættelse i Barbie-land. Barbie-dukker i kørestole har høje hæle, mens Barbie-dukkerne med amputerede ben har flade fødder.

I 1960'erne var kun omkring 5 procent af Barbies såkaldte 'ikke-stereotype' ifølge forskerne. I de senere år er dette tal steget til næsten 50 procent.

Men det er ikke, fordi forskerne synes, det er helt fantastisk, at Barbie har flade fødder, eller at alle Barbie-dukker bør have flade fødder.

Faktisk er de meget optaget af, at personer, der vælger at gå i høje hæle, skal have lov til det uden at blive udskammet og fortalt, at de ødelægger deres fødder.

De mener, at de fleste studier af effekten af at gå i høje hæle ikke rigtig ser på, hvordan højhælede sko bruges i virkeligheden.

Studierne er nemlig ofte lavet med folk, der ikke normalt går i høje hæle, eller de høje hæle bruges i situationer, hvor man aldrig ville gå i højhælede sko. Der er heller ingen gode studier, der kan sige noget om effekten over tid.

"Kommunikationen om sundhed og fodtøj er alt for ofte negativ," skriver forskerne og påpeger, at moden for højhælede sko har en lang tradition bag sig.

"Barbie træffer tydeligvis fornuftige valg for sin krop", skriver forskerne.

"Folk, der går i høje hæle, skal have lov til at gøre det samme."

Maria Øksnes er professor ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU) og forsker blandt andet i børn og leg.

Hun synes, det er sjovt, at man rent faktisk har forsket i Barbies fodstilling. Hun syntes dog i første omgang, at det var lidt fjollet.

Hun spekulerer også på, om hun måske ikke er helt kvalificeret til at kommentere på forskningen, for som barn ville hun virkelig gerne have en Barbie, men det fik hun ikke.

"Mine forældre, sådan som jeg forstår det, nægtede at købe en Barbie-dukke til mig, fordi, de mente, dukken kunne have en dårlig indflydelse på mig. Den var amerikansk og kommerciel," fortæller Maria Øksnes.

"Men det er alt legetøj, der sælges jo!"

Maria Øksnes fik alligevel lov til at lege med Barbie hjemme hos venner.

"Jeg er overbevist om, at det ikke er skyld i en negativ udvikling hos hverken mig eller mine venner, at vi legede med Barbie. Ingen af os går særligt meget i højhælede sko," siger Maria Øksnes.

At Barbie har flade fødder er ikke så overraskende, ifølge Maria Øksnes.

"Legetøjsproducenter er meget optagede af at følge med tiden for at kunne sælge deres produkter," siger hun.

"De, der designer Barbie, ved, at de skal håndtere kritik, fordi man antager, at alt kan have en dårlig indflydelse på børn."

Men forestillingen om, at legetøj har så stor indflydelse på børn, er overdrevet, ifølge Maria Øksnes.

"Børns socialisering og opvækst er kompleks. Det ville være ubegrundet eller overdrevet at give Barbie eller et andet legetøj skylden for børns måde ...

Spørg Videnskaben har modtaget en række interessante spørgsmål gennem vores forskellige sociale medieplatforme. Noget, der har stor interesse, er døve menneskers tanker.

På TikTok spørger Elias: "Hvis man er døv og aldrig har hørt nogen form for lyd før, hvad hører man så i hjernen, når man tænker?"

Oscar spørger også på TikTok: "Hvilket sprog tænker døve i?"

På YouTube spørger Helena: "Hører døve deres egen stemme i tankerne?"

Spørg Videnskaben er naturligvis på sagen.

I håb om at finde svar på de her interessante og tankevækkende spørgsmål har vi taget fat i Mikkel Wallentin, professor i kognitionsvidenskab ved Aalborg Universitet.

"Kan du fortælle, hvad der præcist foregår inde i hovedet på døve mennesker?" spørger vi som det første.

"Nej, det kan jeg selvfølgelig ikke. Hvis jeg kunne, ville jeg nok have en nobelpris," svarer forskeren med et glimt i øjet.

"Men jeg kan forsøge at give nogle forklaringsmodeller."

Han forklarer, at vores forestillingsevne - måden, vi blandt andet tænker og drømmer på - er tæt koblet til sanserne.

"Vi er som udgangspunkt kun bevidste om det, vi kan sanse. Vores forestillingsevne bygger derfor på det."

"Man kan sagtens være bevidst om ting, man ikke føler. Det kræver dog ofte, at det er noget, man kunne føle," siger forskeren.

Hvis man før har kunnet lugte, se, høre, smage eller føle noget, kan man forestille sig den sans på mange forskellige måder. Men mangler man en specifik sans, er det sværere.

I stedet vil hjernen tilpasse sig den manglende sans og kompensere.

"Hørebarken indgår normalt i kommunikation og sprog hos hørende. Hvis den ikke bliver aktiveret af høresansen, kan den blive aktiveret af andre sanser," uddyber forskeren.

Når døve kommunikerer gennem tegnsprog, kan samme område i hjernen aktiveres, som når hørende kommunikerer via lyde. Det samme er set hos blinde mennesker, hvor synsbarken kan blive aktiveret af blindeskrift.

Ud fra det, Mikkel Wallentin siger, bør svaret på Elias og Helenas spørgsmål være enkelt:

Døve, der aldrig har hørt en lyd før, bør ikke være i stand til at forestille sig, hvordan en indre stemme eller nogen lyd i det hele taget er.

Det er dog ikke helt så simpelt.

Mikkel Wallentin understreger, at menneskers forestillingsevne er et emne med mange nuancer. Og hvis man skal forstå, hvad der virkelig foregår inde i døve menneskers hjerne, er det bedst at tale med dem, opfordrer han. Så det har vi gjort.

Den første, vi har talt med, er Janne Boye Niemela, lingvist og faglig leder ved Afdeling for Dansk Tegnsprog under Dansk Sprognævn.

Hun har været døv i størstedelen af sit liv og arvede det fra sine forældre, der begge var døve.

Vi spørger Janne, om hun mener, at døve personer har en indre stemme.

Janne forklarer, at det spørgsmål ikke er noget, der findes et entydigt svar på.

"Det er godt nok et svært spørgsmål at svare på," siger hun og griner lidt gennem sin tolk, som vi taler i telefon med.

"Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at det kan være forskelligt fra person til person. Jeg synes personligt, at det er meget svært at beskrive, hvordan mine tanker og drømme udfolder sig. Jeg synes ikke, jeg har en indre stemme som sådan, men jeg er simpelthen ikke sikker."

Janne understreger vigtigheden af at forstå, hvor stor forskel der er på døve mennesker. I håbet om at finde frem til flere af disse nuancer har vi derfor talt med to andre døve mennesker.

Vi begynder med Asger Bergmann, næstformand ved Dansk Tegnsprogsråd.

Asger er født døv og er noget mere sikker i sit svar end Janne, hvad angår spørgsmålet, om han personligt synes, han har en indre stemme.

"Svaret er nej. Jeg har svært ved at forestille mig, hvad 'indre stemme' er for noget. Jeg har aldrig oplevet det," udtrykker han klart.

"Jeg drømmer heller ikke, at folk taler. Det er, som om alle mennesker i mine drømme er tankelæsere. Der er bare action. Det er som at se en film uden lyde og undertekster, kun et handlingsforløb."

Artiklen fortsætter under afstemningsboksen

Efter Asger får vi fat ...

"Kornet skabte det danske landbrug."

Sådan udlægger Kim Hebelstrup, der er lektor på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, det danske landbrugs spæde begyndelse.

De færreste vil formentlig være uenige. Da landbruget blev opfundet og senere indført i Danmark, var kornsorter netop fra begyndelsen de mest dominerende afgrøder. Intet kontroversielt ved det.

Men det er ikke sådan, udsagnet skal forstås. Ordene skal forstås helt ordret, forklarer lektoren:

"Kornet skabte landbruget - lige så meget som mennesker gjorde."

Landbruget var ikke en opfindelse i traditionel forstand. Kornet valgte mennesket, lige så meget som mennesket valgte kornet som sin evolutionære partner. En form for evolutionært samspil, der varede mindst 10.000 år, længe før man havde et egentligt landbrug.

"Det er lidt et filosofisk spørgsmål i tråd med, om landbruget er natur eller kultur. Men hvis man ser udviklingen fra planternes synspunkt, var det en ekstremt stor succes at slå sig sammen med mennesket," siger Kim Hebelstrup til Videnskab.dk.

Kornet blev udbredt til store dele af planeten. Menneskene gjorde arbejdet med at fjerne dens konkurrenter, ukrudt. Og overalt, hvor vi kigger i verden, har nogle få afgrøder fra vidt forskellige egne af verden, såsom ris, majs og korn fuldstændig global dominans.

En stor udfordring nu og endnu større i fremtiden, mener Kim Hebelstrup. Når der kun satses på få arter af afgrøder, har sygdom og klimaforandringer enorme konsekvenser. Landbruget skal have flere forskellige plantearter i hænderne.

Overgangen til landbrug skete flere steder på kloden uafhængigt af hinanden. I Danmark fik vi først landbrug ret sent, forklarer Kim Hebelstrup.

"Landbruget kommer sammen med de første indvandrende bønder til datidens Danmark for omkring 6.000 år siden, og fortrænger jæger-samlere," siger han.

Græsarter som byg og hvede havde på det tidspunkt allerede gjort sit indtog i Mellemøsten og Sydeuropa. Men vores nordlige klima gjorde, at det tog længere tid for kornet at tilpasse sig og senere overtage.

Udover at kornet og andre afgrøder fysisk gjorde sit indtog i verden, ændrede det også menneskets liv og kultur. Vi stoppede med at vandre rundt på Jorden i samme høje grad. Og vores kroppe begyndte genetisk at ændre sig til en ny kost.

"Ligesom arterne i landbruget gennemgik en ændring for at blive til afgrøde, skete der også nogle ændringer i det menneskelige DNA, da mennesket blev bønder," siger Kim Hebelstrup.

Kim Hebelstrup mener, at de genetiske ændringer i afgrøder og mennesker er et af de tydeligste eksempler på, at vi bør opfatte landbrugets og afgrødernes oprindelse som en evolutionær begivenhed.

Tusinder af år efter kornets indtog i det, vi i dag kalder Danmark, har landbruget ændret sig flere gange. Det til trods dominerer kornet, der oprindeligt kom fra Mellemøsten, stadig, forklarer Kim Hebelstrup.

Vi ser på landbruget som kultur. I dag opfattes landbruget bredt som en teknologisk opfindelse, der skal sørge for at give landmændene den bedst mulige høst med det største afkast.

"Vi ved ikke meget om de første bønder, men de har sikkert haft en helt anden tilgang til landbruget. Jeg gætter på en mere spirituel tilgang," siger Kim Hebelstrup og fortsætter:

"I historisk tid, og særligt med den moderne videnskabs gennembrud, får vi en større bevidsthed om landbruget. Vi adskiller os fra det spirituelle. Her opstår idéen om landbruget som unaturligt."

Men det syn på landbruget deler Kim Hebelstrup ikke. Han mener, at landbrugets oprindelse i lige så høj grad er natur og evolution. At dyrke jorden er ikke en teknologisk opfindelse, som da mennesket skabte ploven eller traktoren.

Jordbruget opstod i Mellemøsten kun meget langsomt, og ikke som én enkeltstående idé fra den ene dag til den anden. Man bevægede sig over tusinder af år fra landskabspleje til egentlig dyrkning, forklarer han.

Jacob Weiner, der forsker i planteøkologi, kan godt lide idéen om at vende det hele på hovedet og se landbrugets udvikling fra planternes ...

Royal Observatory Greenwich (ROG) i London har offentliggjort en række spektakulære billeder. Hvert år afholdes en fotokonkurrence kaldet Royal Observatory Greenwich's ZWO Astronomy Photographer of the Year.

For nylig har det historiske observatorium i London, kendt for nulmeridianen og astronomisk forskning, offentliggjort en hel række vindere.

Her kan du se nogle af dem:

På dette billede, som vandt hovedprisen i fotokonkurrencen, kigger du direkte ind i Andromedas galaksekerne. Det er altså midten af vores nærmeste galaktiske nabo, Andromeda-galaksen, som er meget større end vores egen galakse, Mælkevejen.

Billedet viser et væld af detaljer omkring den tætte galaksekerne, hvor der også er mange stjerner.

Billedet er taget gennem et teleskop med i alt 38 timers eksponering for at indfange nok lys til at afsløre alle detaljerne, ifølge konkurrencens hjemmeside.

Billedet er optaget i Nerpia i Spanien over flere dage i august og september 2024.

På dette billede, som vandt i kategorien 'Planeter, kometer og asteroider', bliver en komet ramt af solvind, der strømmer gennem vores solsystem.

Solvindene er særligt intense, fordi vi befinder os omkring solmaksimum - altså den tid i Solens cyklus, hvor aktiviteten er på sit højest.

På billedet ser vi også den detaljerede komethale med turbulente mønstre. Du kan desuden tydeligt se skyen af gas omkring kometkernen, som kaldes komaen.

Billedet er taget gennem et teleskop med 25 eksponeringer på hver 30 sekunder, ifølge pressemeddelelsen om fotokonkurrencen.

Kometen er synlig nu, men befinder sig igen uden for det indre solsystem. Den vender først tilbage i 2090'erne.

Dette billede vandt i kategorien 'Skyscape' (eller himmel-landskab). Det er et kæmpepanorama sammensat af 62 forskellige billeder, der strækker sig over en bjergkam i Mount Cook National Park i New Zealand. Billedet er taget 8. april 2024.

Billedet viser Mælkevejen, som breder sig ud over nattehimlen. Galaksekerne kan ses til venstre i billedet.

Dette billede vandt i 'Sol-kategorien'. Her ser du en del af Solens kromosfære - den inderste del af Solens atmosfære.

Den bliver vredet og forvrænget af ekstreme magnetfelter, som opstår og bevæger sig på soloverfladen.

Solens overflade, som ændrer sig fra sekund til sekund, består af hydrogen- og heliumplasma.

Billedet er taget gennem et teleskop med specialtilpassede filtre og 10 sekunders eksponering i Cedar City, Utah.

Dette billede vandt i kategorien 'Nordlys/sydlys'. Ifølge juryen er billedet taget under en kraftig solstorm 10. maj 2024.

Fotografen beskrev den røde farve som det mest intense, han nogensinde havde set fra et sydlys.

Billedet er taget med et specialiseret kamerastativ og spejlreflekskamera ved Tumbledown Bay i New Zealand.

Den ekstremt tætte kuglehob kaldet Store Kuglehob i Herkules, eller Messier 13, består af omkring 300.000 stjerner.

Den er blevet meget grundigt undersøgt og befinder sig cirka 22.000 lysår fra Jorden.

Store Kuglehob kan ses med det blotte øje på mørke nætter, men er endnu tydeligere gennem teleskop eller kikkert, ifølge fotograferne.

Fotograferne fortæller, at deres mål var at kigge så dybt ind i denne kuglehob som muligt.

Du kan se flere vindere på Royal Observatory Greenwich's hjemmeside.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

En efterårsmorgen i Lissabon i Portugal 1. november 1755 ramte det største jordskælv, der nogensinde er registreret i Europa. Det målte 8,6 på richerskalaen og vurderes at have taget livet af op mod 60.000 mennesker.

Nu har forskere fra University of Lisbon identificeret et seismisk fænomen, som formodes at være årsagen til det voldsomme jordskælv, skriver The Independent.

Et stykke tektonisk plade, der er en del af jordskorpens yderste lag kaldet lithosfæren, sank formentlig længere ned i havbunden under Atlanterhavet i et område ved Den Iberiske Halvø, og det kan have skabt jordskælvet.

Fænomenet, hvor en del af den tektoniske plade adskilles fra lithosfæren og synker ned i Jordens kappe, er i forvejen kendt for at skabe seismiske hændelser.

Men det er tidligere kun blevet dokumenteret på kontinenter, og man har troet, at den oceaniske lithosfære, også kaldet oceanbundsplader, var tilpas rigid til at modstå fænomenet.

Forskernes opdagelse har ført til publiceringen af en videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature Geoscience, og forskningen fører til en bedre mulighed for at kunne spå om fremtidens jordskælvsrisiko i Europa.

Forskerne brugte i undersøgelsen blandt andet særlige teknikker til at kortlægge jordskælv for at forstå Jordens struktur på store dybder.

Ud fra de undersøgelser kunne forskerne konstruere en detaljeret model af seismiske bølgebevægelser, der løber fra området mellem Jordens skorpe og kappe til dybder på 800 kilometer.

Der opdagede de et område på 250 kilometers dybde, hvor de seismiske bølger kunne bevæge sig hurtigere.

Det område lå under Horseshoe Abyssal Plain - den sydvestlige region af Den Iberiske Halvø, mellem den afrikanske og eurasiske plade.

Området er kendt for sin seismiske aktivitet, til trods for at forskere ikke har fundet åbenlyse tegn på overfladen, såsom undersøiske bjerge eller snoede landskaber.

Forskernes undersøgelser af de dybereliggende lag peger imidlertid på, at en del af oceanbundspladen synker ned i Jordens kappe og skaber nye forkastninger.

Det kan være forklaringen på, hvorfor jordskælvet i Lissabon i 1755 og et andet stort jordskælv i San Vincenzo i 1969 skete.

Forestil dig en syv meter lang rovdinosaur med enorme kløer, tung som en bil, der dør med en krokodilleknogle fastklemt mellem tænderne. Det lyder som en scene fra Jurassic Park - men det er virkeligheden bag en nyopdaget dinosaur i Argentina.

Det skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie.

Forskerne har døbt rovdyret Joaquinraptor casali. Den tilhører gruppen 'megaraptorer' - dinosaurer, der lignede raptorer, men var langt større.

Ifølge studiet i Nature Communications levede joaquin-raptor i Patagonien - et område i Sydamerika øst for Andesbjergene - for omkring 68 millioner år siden. På det tidspunkt levede der ingen Tyrannosaurus rex i det, vi i dag kalder Sydamerika , og derfor var megaraptorerne sandsynligvis øverst i fødekæden på kontinentet.

Fundet er ekstra specielt, fordi forskerne opdagede et ben fra en forfader til krokodiller, klemt mellem rovdyrets kæber. Det tyder ifølge palæontolog Lucio Ibiricu, der er medforfatter på studiet, på, at den nyopdagede megaraptor formentlig spiste krokodillen, da den døde.

Forskerne understreger, at knoglen også kan være endt der ved et tilfælde - for eksempel kan den være skyllet ind i dinosaurens mund, efter den var død. Men da krokodillebenet både rører tænderne og bærer tandmærker fra dinosauren, virker det sandsynligt, at joaquin-raptoren faktisk havde krokodille på menuen.

Selvom palæontologer kun fandt stykker af dens kæber, kranie, forben og et par haleben, er det et af de mest komplette megaraptor-eksemplarer, der er fundet indtil nu. En analyse af dens knoglestruktur viste, at dinosauren var mindst 19 år gammel, men endnu ikke fuldvoksen.

Megaraptorer adskilte sig fra andre rovdinosaurer med deres lange, stærke arme med enorme kløer. Til sammenligning havde den berømte Tyrannosaurus rex små, spinkle arme.

Med disse arme og kløer som våben kunne de udfylde rollen som toprovdyr i Sydamerika, mens Tyrannosaurus rex herskede i Nordamerika.