*]:pointer-events-auto [content-visibility:auto] supports-[content-visibility:auto]:[contain-intrinsic-size:auto_100lvh] scroll-mt-[calc(var(--header-height)+min(200px,max(70px,20svh)))]" dir="auto" tabindex="-1" data-turn-id= "cc721cf3-22a8-47f7-8701-0dbdd0a17e88" data-testid= "conversation-turn-2" data-scroll-anchor="true" data-turn= "assistant">

I dagens afsnit dykker jeg ned i anerkendelse. Ikke som et smart begreb eller en rigtig sætning, man lige kan huske at fyre af – men som en måde at være i relationer på.

For anerkendelse er ikke det samme som accept. Det er ikke at sige ja til dårlig opførsel. Og det er heller ikke at give børn alt, hvad de peger på.

Anerkendelse er at blive set, mødt og forstået. Og når vi føler os set, sker der noget helt grundlæggende i nervesystemet: der kommer mere ro. Mere tryghed. Mindre kamp.

Jeg taler om, hvordan anerkendelse alt for let bliver noget, vi gør, i stedet for noget, vi er.

Om børneplaneten og voksenplaneten.

Om hvorfor forklaringer ofte skaber mere afstand – og hvorfor nysgerrighed bringer os tættere på hinanden.

Og ja… måske opdager du, at du allerede kan meget af det her – bare ikke altid derhjemme.

Tak fordi du lytter med.

Husk, du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev og få eBogen: "Sådan får du dit barn til at høre efter" eBog og Nyhedsbrev