I dette afsnit af Vølvens Spådom ser jeg nærmere på stroferne om Gullveig og Heiðr og det, vølven kalder den første fejde i verden.

Gullveig optræder kun i få, gådefulde vers, hvor hun brændes tre gange i Højs hal og alligevel vender tilbage i live. Jeg udfolder en fortolkning, hvor Gullveig ikke forstås som en konkret person, men som et billede på begæret efter rigdom og magt, der opstår i takt med overskud i samfundet og som bliver kilden til konflikt.

Afsnittet undersøger også forbindelsen mellem Gullveig og Heiðr, den seiðr-kyndige vølve, og inddrager sagaernes Heiðr-skikkelser for at vise et mønster, hvor vølven træder ind som en uundgåelig kraft, der sætter skæbner i bevægelse.

Til sidst præsenterer jeg en mere direkte, mytisk læsning, hvor Gullveigs brænding kan forstås som en shamanistisk indvielse, en symbolsk død, der frembringer Heiðr som vølve.

Afsnittet kredser dermed om begær, magt, skæbne og den kraft, der forandrer både guder og verden og som baner vejen for krigen mellem aser og vaner.