Langsomme samtaler

Når man ser på, hvad økonomisk vækst har gjort ved vores naturgrundlag, og hvordan prisen for vækst altid har været ødelæggelser, som andre generationer har skullet betale, er det nærliggende at tænke, at man nødvendigvis må være imod vækst. Når man derimod tænker på, at også seksuel frigørelse, kvindefrigørelse, social mobilitet og fattigdomsbekæmpelse er forbundet med økonomisk vækst, så er det pludselig sværere at være modstander.

Men når man på dén måde er fanget mellem to tanker, hvor man på den ene side ikke rigtig er imod vækst, men på den anden side heller ikke rigtig er tilhænger af den – hvad gør man så? Ja, så gør man som Rune Lykkeberg i denne uges Langsomme samtaler og ringer til Timothée Parrique.

Timothée Parrique (f. 1989) er fransk økonom og klimaforsker ved Lausanne Universitet og en af de fremmeste internationale stemmer inden for vækstkritik og økologisk økonomi. I 2022 skrev han en bog, der blev en overraskende bestseller i Frankrig, og som siden er blevet oversat til ni sprog. Nu er den også kommet på dansk på Hans Reitzels forlag under titlen: Afvækst eller undergang – Hvordan vi bremser væksten, gentænker økonomien og redder verden.

I bogen samler Parrique op på tankerne fra 1972-klassikeren Grænser for vækst og sætter dem ind i en samtidig kontekst med begrebet décroissance, der på dansk bedst kan oversættes til ’afvækst’. I løbet af samtalen forsvarer Timothée Parrique den grundlæggende vækstkritik og forklarer, hvorfor den ikke bare er nødvendig, men fuldstændig uomgængelig.

På mange måder er Marietje Schaake præcis den stemme, vi har brug for at høre lige nu. 

Med Trump i Det Hvide Hus er magtfulde techoligarker i fuld gang med at sætte sig på amerikansk politik og erhvervsliv, og netop dén udvikling har den 46-årige hollandske forfatter, professor og politiker brugt de seneste 20 år på at analysere. 

Marietje Schaake er professor ved Stanford University og direktør for Cyber Policy Center; som tidligere europaparlamentspolitiker fra 2011-2019 har hun arbejdet for øget regulering og kontrol med Big Tech, og så er hun forfatter til bogen The Tech Coup – How to Save Democracy from Silicon Valley, der netop handler om tech-giganternes magt, og hvordan de demokratisk kan indhegnes og stilles til regnskab.

Marietje Schaakes pointe er, at den magt, folk som Elon Musk, Jeff Bezos og Mark Zuckerberg i dag råder over, ikke er resultatet af en pludselig revolutionær omvæltning. Udviklingen har været mange år undervejs, og den er muliggjort af, at skiftende regerende politikere i adskillige generationer – lige fra Bill Clinton til Joe Biden – konsekvent har åbnet dørene for techmogulerne og inviteret dem indenfor. 

Men er slaget så allerede tabt? Har techvirksomhederne fået for meget magt? Vågnede vi for sent? Nej, det er ikke Marietje Schaakes pointe. »We’re not dead yet«, som hun siger. 

Men for verdens demokratier gælder det nu om hurtigt at indse, at alliancen med Trumps USA er død, og at ingen strategi – intet brev fra den britiske konge, ingen uværdig leflen eller kys af ringen – vil forandre hans syn på USA’s rolle over for sine gamle alliancepartnere. I stedet må vi, de vestlige demokratier, forblive tro mod vores værdier og finde sammen i nye alliancer og koalitioner. Eller som Marietje Schaake formulerer opgaven: »Stay true to your principles and speak truth to power.«

I sommer besøgte Rune Lykkeberg forfatter Suzanne Brøgger i hendes hjem på Vestsjælland til en snak om at bo på landet, om at blive gammel og om udsigterne til engang at skulle dø.

Udgangspunktet for samtalen er Suzanne Brøggers nye bog, På væggen (2024). Her fortæller hun blandt andet om, hvordan hun for 50 år siden flyttede ud af byen til en nedlagt skole på landet og dekorerede væggene med billeder af de forfattere og kunstnere, hun gerne ville føre dialog med, mens hun gradvist udviklede sig som forfatter og offentlig figur. Men også om hvordan denne offentlige forfatterfigur kun er en persona, hun tager på sig, når hun er i byen – og aldrig, når hun er på landet.

Samtalen blev første gang bragt som en serie af samtaleprogammer i Radio Information hen over sommeren 2024. Vi genudsender samtalen nu, fordi den er et eksempel på, hvordan der kan findes ro i en kaotisk tid, gennem erfaring, dybde og overblik – og ikke mindst gennem langsomme samtaler. 

Det spørgsmål er udgangspunktet for denne udgave af Langsomme samtaler, hvor Rune Lykkeberg har besøg af den franske antropolog, læge, sociolog og forfatter Didier Fassin. Han er professor ved både Princeton University og Collège de France, hvor han beskæftiger sig med moralske og sociale spørgsmål; han er også en del af ledelsen på École des hautes études en sciences sociale i Paris, og så er han forfatter til bogen Moral Abdication: How the World Failed to Stop the Destruction of Gaza (2025).

I Moral Abdication reflekterer Didier Fassin over det, han betegner som et politisk og intellektuelt kollaps i Vesten. I løbet af de seneste 15-16 måneder har vestlige regeringer givet køb på vigtige værdier og idealer ved at lade Israel udføre krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden med voldsomme militæroperationer ind i Gaza. Fassins bog er et opråb, et debatindlæg og en opfordring til, at vi tænker over, hvordan det kunne ske. Hvordan vestlige ledere – og dermed demokratiske befolkninger – har pådraget sig en form for medansvar for noget, ingen af os rigtig kan forsvare.

I løbet af samtalen gør Rune Lykkeberg og Didier Fassin status over den nuværende situation, og hvordan den kom så vidt. De tager den store tur tilbage til Fassins egen opvækst. Han fortæller, hvordan han første gang stiftede bekendtskab med Israel/Palæstina-konflikten, og hvordan den har påvirket offentlighederne i vores samfund – herunder vores regeringers forhold til demonstrationer og retten til at forsamles.

Men samtalen slutter heldigvis også med et lille håb, der peger fremad. 

Hvor står konflikten mellem USA og Kina? Der er tale om en konkurrencesituation, som hele tiden forekommer at intensiveres – men hvor er den på vej hen? Det spørgsmål er der næppe nogen bedre til at svare på end den amerikanske forfatter og professor Evan S. Medeiros, der igennem otte år var rådgiver for Barack Obama – de sidste to med særligt fokus netop på Kina.

Evan Medeiros er født og opvokset i USA. Han startede med at læse analytisk filosofi, men skiftede siden til kinesisk og skrev efterfølgende ph.d. om internationale relationer på Cambridge University. I dag er han professor på Georgetown University og forfatter til adskillige bøger, herunder antologien Cold Rivals fra 2023, hvor førende eksperter – herunder Medeiros selv – analyserer de voksende spændinger i forholdet mellem USA og Kina, og hvad de betyder for fremtiden.

Ifølge Medeiros afhænger USA’s fremtid i høj grad af, hvordan man i Washington håndterer forholdet til Beijing de kommende år. Hvis amerikanerne ønsker fremgang og respekt i verden, må de udvise større omtanke i konkurrencen med Kina, mener han. 

I løbet af deres samtale når Medeiros og Lykkeberg omkring de historiske rødder for den årtier lange rivalisering – lige fra Nixon og Kissinger over Obama og Biden og frem til Trumps tarif- og toldpolitik i dag. Men de ender i lyset. For konkurrencen med Kina behøver ikke at udvikle sig til en ny kold krig, mener Medeiros. I hvert fald så længe amerikanerne viser tilbageholdenhed og lederskab. Gør de ikke det, kan det til gengæld blive rigtig farligt. 

Allerede dengang var den i dag 58-årige forfatter, økonom og professor ved UCL Institute for Global Prosperity ved University College London en intellektuel venstrefløjsstjerne. I 2001 havde hun udgivet bogen Den Tavse Magtovertagelse: Kapitalisme og demokratiets død, som gjorde hende til en usædvanlig talskvinde for den globaliseringskritiske bevægelse, der omkring århundredskiftet manifesterede sig ved spektakulære demonstrationer mod verdensøkonomiske topmøder og mobilisering af en ny kapitalismekritik.

Men i 2020 skrev Hertz altså en opfølger til Den Tavse Magtovertagelse, som handlede om ensomhed. Ikke kun som et eksistentielt eller kulturelt fænomen, men som et resultat af årtiets politiske beslutninger.

»Jeg konstaterede, at folk var blevet mere isolerede, ensomme og fremmedgjorte,« siger hun i denne uges udgave af langsomme samtaler med Rune Lykkeberg.

Når Hertz lavede empiriske studier og talte med folk i forskellige lande, der følte sig ensomme, brugte de vendinger, som at »de ikke blev set«, og »ingen hørte deres stemme«. De tendenser, som hun havde studeret i flere år og sad og skrev om, blev radikaliserede af pandemien – og grebet politisk af højrefløjen:

»Det var genialt af højrefløjen, at de så det her. De identificerede efter min opfattelse denne efterspørgsel hos vælgere, de tilpassede og målrettede deres strategier, så de kunne tale til det,« forklarer Hertz.

I løbet af samtalen med Rune Lykkeberg tager Noreena Hertz hele turen tilbage til, hvad der skete omkring årtusindeskiftet og frem til i dag: Hvorfor mistede venstrefløjen appellen til højrefløjen? Hvad kan venstrefløjen lære af folk som Meloni, Le Pen og Trump? Og hvorfor er Hertz på trods af de senere års udvikling alligevel relativt håbefuld på både venstrefløjen, de unge progressive og klimaets vegne?

Vi europæere må lære at tænke os selv på samme måde, som inderne har tænkt sig selv de seneste hundrede år. Sådan siger den indiske forfatter, forsker og professor på Cambridge University Shruti Kapila i denne uges afsnit af Langsomme samtaler med Rune Lykkeberg.

I hendes bog Violent Fraternity: Indian Political Thought in the Global Age, der udkom i 2021, gennemgår Shruti Kapila det moderne Indiens politiske idehistorie de seneste 100 år. En af pointerne i bogen er, at hvis man ser på den indiske borgerkrig, som fulgte efter uafhængigheden, så var de gamle kolonialister, briterne, slet ikke involveret i konflikten. Alle kampene var interne opgør.

På samme måde, mener Shruti Kapila, må vi europæere lære at forstå, at fjenden ikke nødvendigvis er en trussel, som kommer udefra, og i stedet lære at forestille os fjenden som en trussel, der udvikles i vores egen kultur. Sådan er det allerede, mener hun, vi har bare endnu ikke fået ideerne til at se det.

I løbet af Shruti Kapilas samtale med Rune Lykkeberg bliver der også tid til at runde situationen i USA. For det, som amerikanerne oplever med Donald Trump lige nu, har inderne også allerede været igennem med Narendra Modi ved magten, mener hun.

Over et år efter den 7. oktober, og over et år efter Israels enorme bombardement af Gaza, men også efter Assad er faldet i Syrien, og Libanon omsider har fået en ny præsident, taler Rune Lykkeberg i denne uges Langsomme samtaler med Kim Ghattas om det store billede i Mellemøsten. Er der grund til håb? Og for hvem?

Kim Ghattas (f. 1977) er libanesisk journalist, kommentator og forfatter. Hun har både studeret statskundskab på det amerikanske universitet i Beirut og arbejdet som korrespondent i regionen for BBC og Financial Times, og i sit professionelle virke har hun gjort brug af sit dobbeltblik til at formidle Mellemøsten til Vesten – og Vesten til Mellemøsten. Kim Ghattas har udgivet flere bøger, herunder mesterværket Black Wave fra 2020, som er et forsøg på at beskrive, hvordan Mellemøsten er blevet til det, regionen er i dag – ud fra spørgsmålet: Hvad skete der med os?

Ifølge Ghattas kræver den nuværende situation i Mellemøsten, at man kan holde mindst to tanker i hovedet på samme tid: Der er grund til håbløshed, hvis man er palæstinenser, og der er grund til optimisme, hvis man er syrer. På mange måder føles det, som om vi står for enden af en epoke, og ingen aner, hvad der kommer efter, siger hun. 

Men som Kim Ghattas også minder os om: Folk i Mellemøsten har altid haft en ufattelig styrke til at overkomme modgang og modstand og skabe en bedre fremtid.

Mange, der kæmpede på allieret side under Anden Verdenskrig, har siden fortalt om krigsårene som nogle af de mest meningsfulde i deres liv. Ikke fordi slagmarkens brutalitet gik deres næse forbi, men fordi det, de kæmpede for, føjede en dybere mening til deres egen eksistens. De var sammen om det gode mod det onde. 

For den amerikanske sci-fi-forfatter Kim Stanley Robinson, der er gæst hos Rune Lykkeberg i denne uges Langsomme samtaler, er kampen mod klimaforandringerne vor tids meningsbærende generationsprojekt. Til forskel fra de store verdenskrige i det 20. århundrede handler klimakampen imidlertid ikke om at slå andre mennesker ihjel, men om at skabe varige ændringer i vores alle sammens adfærd til gavn for hele menneskeheden. Til tider kan dén opgave føles som en uoverskuelig kamp mod overmagten, men hvis man engagerer sig og tager kampen på sig, er belønningen til gengæld en følelse af dyb meningsfuldhed, mener han. Måske endda lykke.

Kim Stanley Robinson er romanaktuel med Fremtidsministeriet, der netop er udkommet på dansk. En sci-fi-roman om vores hastigt forandrende klima, som samtidig kan læses som et indlæg i diskussionen om, hvordan vi – også rent praktisk – kan løse den planetariske krise. Dét og meget andet taler han med Rune Lykkeberg om i dagens episode. God fornøjelse.

Joseph Stiglitz (f. 1943) er ikke hvilken som helst amerikansk økonom. Ud over at være professor ved Columbia University og nobelprismodtager, er han også tidligere cheføkonom i Verdensbanken. Stiglitz var endda så kritisk over for Verdensbankens rolle i udbredelsen af den økonomiske globalisering og dens konsekvenser, at han endte med at blive fyret fra stillingen som cheføkonom.