Langsomme samtaler

Langsomme samtaler

By Dagbladet InformationNewsPolitics
Download on the App Store
  • Favorites

    34

    Followers

  • Typical duration

    52 min

    per episode

Based on Podcast App listening data

Langsomme samtaler episodes

  • Marshall Ganz: Man ændrer ikke samfundet med høflige samtaler. Det kræver folkelig organisering og modstand

    Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er intet mindre end en amerikansk legende inden for organisering, kampagner og bevægelsesbygning. Marshall Ganz er født i 1943 i USA og blev tidligt engageret i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. I 1964 drog han til Mississippi for at hjælpe de sorte med at registrere til valget samme år og kom her til en by stærkt skæmmet af, at tre sorte mænd netop var forsvundet. Det var dén historie, som senere blev fortalt i filmen Mississippi Burning.

    Marshall Ganz blev siden engageret i Bobby Kennedys præsidentkampagne, som endte brat, da han i 1968 undergik samme skæbne som sin bror, John F. Kennedy, og blev skudt og dræbt. Marshall Ganz fandt herefter sammen med den legendariske mexikanske fagforeningsleder, Cesar Chavez, og blev de næste 16 år en del af hans bevægelse, United Farm Workers. Her lærte han teknikker og praksisser til, hvordan man forvandler folkeligt engagement til magtfulde bevægelser og går fra mobilisering til institutionalisering.

    Siden var Marshall Ganz stærkt involveret i Barack Obamas præsidentkampagne (2007-2008) og opbyggede hele den græsrodsbevægelse, som var med til at bære USA’s første afroamerikanske præsident frem til Det Hvide Hus.

    I mere end seks årtier har Marshall Ganz altså organiseret politiske bevægelser, og han er netop nu aktuel med en ny bog med titlen: People, Power, Change – Organizing for Democratic Renewal (2024).

    I denne uges udgave af Langsomme samtaler fortæller Marshall Ganz om, hvor han mener, at bevægelserne står i dag, hvad det kræver at opbygge en holdbar, folkelig modmagt og – måske mere overraskende – hvad venstrefløjen kan lære af Donald Trump.

    Afsnittet er en særudgave optaget live på Nørrebro Teater, hvor Marshall Ganz var inviteret af Mellemfolkeligt Samvirke. 

    47 min
  • Harold James: Vi står midt i et historisk økonomisk opbrud
    I denne uges udgave af Langsomme samtaler forsøger den britiske økonomihistoriker og professor Harold James at forklare rationalet bag Donald Trumps økonomiske politik og placere den i en større historie
    ---

    Vi kan godt blive ved med at sige, at Trumps økonomiske politik er dum, uvidende, ignorant, destruktiv, nationalistisk, protektionistisk og narcissistisk. Men den er samtidig en del af en større historie. Vi kan synes, det er åndssvagt, at Trump ønsker en svagere dollar, men han er ikke den første amerikanske præsident, der har tænkt tanken. Han er heller ikke den første præsident, der har haft en drøm om at erstatte skatteindtægter med toldsatser eller brændende har ønsket at gøre op med frihandelsaftaler. 

    Donald Trump er en del af en større historie, og hvis vi ønsker at forstå den, har vi brug for at se hans økonomiske politik i et større perspektiv. 

    Dét perspektiv kan den britiske økonomihistoriker og professor ved Princeton University Harold James levere. Han er udover at være prisvindende historiker også forfatter til en række bøger, herunder en af de bedste skrevet om økonomiske kriser: Seven Crashes – The Economic Crisis That Shaped Globalization.  

    I ugens udgave af Langsomme samtaler forsøger Harold James at sætte den intellektuelle revolution, som Trump & Co. står for, ind i en større historie, så den begynder at give mening. Ikke fordi man nødvendigvis behøver at bifalde hans politik, men så man i det mindste kan se, at der ligger et rationale bag. Og så man får en bedre forståelse af, hvad idéer betyder, og hvad politikere kan udrette.

    49 min
  • Mary Kaldor: Vi tager helt fejl, hvis vi tror, den største trussel mod os er militær. Den er politisk
    Det er ekstremt farligt, hvis vi alene fokuserer på større forsvarsbudgetter og forsømmer at adressere vores egne demokratiers indre politiske udfordringer, siger den snart 80-årige britiske fredsforsker Mary Kaldor i denne uges Langsomme samtale med Rune Lykkeberg
    ---

    Vi er i gang med en massiv oprustning af Europa, som kommer til at transformere vores stater, forandre vores verdenssyn, ændre vores sociale og politiske hierarkier og militarisere vores samfund.

    Vi har været igennem det før – sidste gang under Den Kolde Krig. Dengang blev oprustningen af samfundet ledsaget af fredsforskning, forskning i konfliktløsning samt adskillige kulturelle afspændingsinitiativer. Det vil sige med en bevidsthed om, at der skal være balance mellem sværdet og ordet, mellem samarbejdet og krigen, mellem oprustningen og udviklingen, det autoritære og det anti-autoritære.

    Men det ser ud til, at den igangværende oprustning finder sted uden nogen fredsforskningsinitiativer og uden nogen interesse for at opbygge en infrastruktur, hvor fjender kan blive til modstandere, der kan lave aftaler sammen. Spørgsmålet er, om vi kan lære noget af den gamle fredsbevægelse ved at se nærmere på, hvad den var, hvad den fik udrettet, og hvilken rolle den har spillet i historien. 

    Det er ambitionen bag denne uges Langsomme samtale, hvor Rune Lykkeberg taler med den næsten 80-årige britiske forsker Mary Kaldor. Hun blev født i 1946, voksede op under Den Kolde Krig, deltog i fredsdemonstrationer i 1960’erne og blev i 1980’erne en slags freds- og nedrustningsaktivist.

    En årrække arbejdede hun på det store svenske fredsforskningscenter i Stockholm, SIPRI, og blev her en stor autoritet med sin forskning i nye og gamle krige, sin begrebsudvikling og hele sin konceptualisering af, hvad menneskelig sikkerhed betyder. Hun er også forfatter til en række banebrydende bøger, herunder Human Security: Reflections on Globalization and Intervention fra 2007,  som handler om at tænke fred og sikkerhed bredere end bare et ophør af krig. Samt New and Old Wars: Organized Violence in a Global Era fra 1999, der gjorde Kaldor til et internationalt hovednavn på grund af sin begrebsliggørelse af såkaldt ’nye’ og ’gamle’ krige.

    I dagens afsnit gennemløber Rune Lykkeberg og Mary Kaldor hele fredsforskningens historie frem til i dag. De taler om Israel og om Ukraine og om hele den fredsarkitektur, der blev rejst og siden revet ned, og som nu – sideløbende med de stigende militærudgifter – må bygges op igen.

    47 min
  • Larry Diamond: Demokrater i Europa og USA må stå sammen i kampen mod autokrati og Trump
    Professor Larry Diamond er en af verdens største autoriteter, når det kommer til demokratiforskning, og han har brugt mere end et halvt århundrede på at studere emnet. I denne uge gæster han Langsomme samtaler til en vurdering af det amerikanske demokratis aktuelle tilstand
    ---

    Hvad gør man, hvis man vil vide mere om det amerikanske demokratis aktuelle krise? Man ringer selvfølgelig til Larry Diamond. Den 73-årige forsker er i dag senior fellow ved The Hoover Institution, professor ved Stanford University, og så har han forsket i demokrati og demokratiske institutioner i mere end et halvt hundrede år. Han er med andre ord en af de største autoriteter inden for international demokratiforskning. Af nogle vil han være kendt for sin tese om democratic recession – eller på dansk: demokratisk tilbagegang – som var en tendens, han begyndte at registrere i det 21. århundrede, og som han med stigende aktualitet har studeret de seneste par årtier.

    Selv blev Larry David forsker i en tid, hvor demokratiet stadig bredte sig. Fra midten af 1970’erne og frem til år 2000 overgik mange af verdens lande fra autokratier til demokratier. Men så slog recessionen – eller tilbagegangen – ind. Og hvor Larry Diamond før studerede, hvordan vi i Vesten kunne understøtte gryende demokratier i verden – ud fra den antagelse, at demokratierne i Vesten var konsoliderede – er billedet nu vendt om, så den største aktuelle demokratiske krise i de her måneder netop udspiller sig i USA.

    I denne uges Langsomme samtale med Rune Lykkeberg kan du høre, hvad Larry Diamond har at sige om det amerikanske demokratis aktuelle tilstand. Vil Trump-regeringen påføre varige skader på det amerikanske demokrati? Og hvad kan der gøres for at forhindre det? 

    48 min
  • Ivan Krastev: Europa og USA skal ikke skilles – men vi sover hver for sig

    Når man har set på et billede i lang tid og synes, at nu kan man ikke se mere, så er det altid en god idé at ringe til Ivan Krastev. For den bulgarske forfatter, forsker og intellektuelle kan som regel se noget, man ikke selv har set.

    Ivan Krastev er født i 1965 i Bulgarien og uddannet politisk forsker. Han er formand for Center for Liberale Strategiske Studier i Sofia, bestyrelsesmedlem af European Council for Foreign Relations, og så skriver han for et bredt udvalg af internationale aviser og magasiner. Det er med andre ord en af vor tids klogeste, sjoveste og mest originale analytikere, som i denne uge gæster podcasten til en knaldhård geopolitisk-økonomisk udlægning af verdens realiteter.

    Ifølge Ivan Krastev er det hovedsageligt i Europa, at det entydigt negative billede af Trump dominerer den brede forståelse. I mange andre dele af verden, hvor den liberale verdensorden mest af alt har føltes som en verdensuorden, ser man anderledes positivt og håbefuldt på den amerikanske præsident. 

    I denne udgave af Langsomme samtaler med Rune Lykkeberg folder Ivan Krastev sin argumentation helt ud og supplerer de store linjer med en håndfuld gode anekdoter.

    Og har du ikke fået nok efter dét, kan du tilmed købe Ivan Krastevs bog, Efter Europa, på butik.information.dk – eller ved at følge linket her.

    47 min
  • Tim Jackson: Omsorg er den kraft, der skal bringe vores samfund tilbage i balance

    Hvad vil det sige at tage sundhed alvorligt som et samfundsmål? Og hvad kræver det at indføre omsorg som et organiserende princip i økonomien?

    Det er nogle af de spørgsmål, den britiske økonom og forfatter Tim Jackson tager op i sin nye bog The Care Economy, der netop er udkommet på engelsk. For nylig gæstede han Borups Højskole, og denne uges udgave af Langsomme samtaler er derfor en live-version optaget i højskolens fyldte foredragssal.

    Tim Jackson er professor ved University of Sussex og direktør for Centre for the Understanding of Sustainable Prosperity, CUSP. Og så er han en nøgleperson i det internationale forskermiljø, der søger veje til en økonomi, der ikke undergraver sit eget naturgrundlag. I 2009 stod han bag Prosperity without Growth, et meget berømmet bestillingsarbejde til den daværende britiske Labour-regering med Gordon Brown i spidsen. Siden har Jackson udgivet adskillige bøger med mere eller mindre samme tema, herunder Post Growth fra 2021, der bærer den lovende undertitel: Life After Capitalism.

    Tim Jackson nye bog The Care Economy fra 2025 blev til ved lidt af et uheld. Da han brækkede sin tå, blev han nemlig ad omveje opmærksom på de økonomiske principper, der styrer vores samfund. De er ikke bygget på omsorg, bemærkede han, men funderet i jagten på vækst og en grundlæggende ubalance.  

    Ifølge Jackson har vi til eksempel skabt en sundhedsindustri, der gavner medicinalindustrien mere end os selv, og som fokuserer på symptomerne frem for årsagerne, der ofte er langt mere komplekse end et nyt diabetesprodukt kan håndtere, fordi de handler om måden, vi har indrettet vores samfund på – måden, vi spiser på, lever på og den stress, vi udsættes for. 

    I løbet af samtalen foretager Rune Lykkeberg og Tim Jackson et dybt dyk ned i årsagerne til, at vi har fået skabt en mere eller mindre hensynsløs økonomi, der systematisk ødelægger grundlaget for den omsorg, vi alle trænger til. Det handler om, hvordan vi forstår sygdom, og hvordan vi forstår vores kroppe. Og det handler om vores tilgang til helbredelse, vores omgang med medicin, og om hvad der skal til for at skabe en økonomi, der kerer sig om andet om mere end vækst: En omsorgsøkonomi.

    51 min
  • Peter Beinart: Der er ingen kræfter i verden lige nu, der kan stoppe ødelæggelsen af Gaza og det palæstinensiske folk

    Hvad fortæller amerikanske jøder sig selv for at kunne ignorere palæstinensernes skrig? Og hvad vil det sige at være jødisk efter Israels ødelæggelse af Gaza? Det taler Rune Lykkeberg med den amerikanske forfatter, podcastvært og professor i journalistik, Peter Beinart, om i denne uges udgave af Langsomme samtaler

    ---

    Peter Beinart er en af de store jødiske stemmer i den amerikanske offentlighed, og han har været stærkt engageret i debatten om israelernes besættelse af Vestbredden, angrebet d. 7. oktober 2023, og den efterfølgende krig i Gaza.

    Hans nye bog hedder Being Jewish After the Destruction of Gaza (2025), og alene titlen har vakt vrede og forargelse blandt mange amerikanske jøder, fordi fokus ikke er på Hamas’ terrorangreb, men på Israels gengældelseskrig. I bogen tager Peter Beinart et personligt udgangspunkt. Han beskriver blandt andet, hvordan han, når han kommer i synagogen, ikke længere ved, hvem der vil kigge væk, og hvem der vil række hånden frem. Han er selv en troende, praktiserende jøde, som følger jødiske ritualer og kan sin Tora, men i sine politiske synspunkter støder han mange amerikanske trosfæller fra sig, fordi de mener, at hans forsvar for den palæstinensiske sag og hans modstand mod krigen placerer ham på den forkerte side i konflikten.

    Beinart afdækker i sin bog de forsvarsmekanismer, som han mener eksisterer blandt amerikanske jøder, der fortsat støtter Israels krig i Gaza. Han giver et indblik i de historier, som gør det muligt for dem at ignorere palæstinensernes lidelser. Og de fortællinger, som tillader dem at fastholde støtten til en krig, der underminerer alt det, liberale og progressive mennesker står for.

    I løbet af samtalen med Rune Lykkeberg kommer Peter Beinart ind på betydningen af den jødiske offerfortælling, Israels oprindelsesmyte og den stærke jødiske lobby, som fortsat spiller en afgørende rolle i amerikansk politik. Men han tillader sig også at tænde et lille lys i mørket. For selv om der lige nu ikke er grund til at være optimistisk på det palæstinensiske folks vegne, så spirer der alligevel et lille håb i de ungdommelige folkelige bevægelser, som – muligvis, med tiden – kan ændre samtalen i amerikansk politik og bringe forandring til Palæstina og Israel.

    42 min
  • Daniela Gabor: Løsningen på klimakrisen er store grønne stater, der kan disciplinere kapitalismens politiske magt
    Markedet alene kan ikke drive den grønne omstilling, mener den rumænskfødte makroøkonom Daniela Gabor, der er gæst hos Rune Lykkeberg i denne uges Langsomme samtaler
    ---

    Daniela Gabor er en af de helt store kritiske makroøkonomer med særlig ekspertise inden for et felt, som mange af os måske synes er lidt kompliceret og en smule kedeligt – men som samtidig er helt utroligt vigtigt: Nemlig samspillet mellem finanssektoren, centralbankerne og finansministerierne. Det er inde i dén trekant, at hele den grønne kapitalisme formes. Det vil sige forestillingen om, at markederne kan drive den grønne omstilling frem som en trækhest.

    Det er en forestilling, som har medført adskillige fiaskoer over årene – men også store succeser. Som da Den Europæiske Centralbank i 2016 lavede det, der hedder en ’grøn taksonomi’, der støtter investeringer i grønne virksomheder og straffer investeringer i sorte virksomheder. 

    Interesserer man sig for klimaforandringer og grøn omstilling, må man forstå, hvordan denne økonomiske trekant fungerer, og hvordan man kan forholde sig kritisk til den – og det er her, Daniela Gabor kommer ind i billedet. 

    Hun er født og opvokset under Ceauşescus knaldhårde kommunisme i Rumænien og har oplevet både kommunismens sidste dage og derefter chokterapiens nyliberalistiske eksperiment. Siden flyttede hun til London og begyndte at interessere sig for kritisk makroøkonomisk teori, og i dag er hun ansat som professor ved SOAS, University of London.

    Daniela Gabor har skrevet flere fantastiske forskningsartikler om makroøkonomi, herunder ’The Wall Street Consensus’ og ’Green macrofinancial regimes’, men i ugens Langsomme samtale med Rune Lykkeberg afstår hun fra de tekniske skoleridt og leverer i stedet en pædagogisk højdramatisk indføring i mekanismerne bag den økonomiske trekant, der er kendetegnet ved meget stor magt og meget lille offentlighed. Hvilke fejl(an)tagelser gemmer den på? Og hvorfor bør man tænke langt mere kreativt? Det bliver vi klogere på i løbet af samtalen med Daniela Gabor.

    God fornøjelse.

    49 min
  • Nisreen Haj Ahmad: Vejen til en enstatsløsning er svær at få øje på lige nu. Men vi må kunne forestille os den
    Den palæstinensiske jurist og aktivist Nisreen Haj Ahmad har troet på en tostatsløsning for Israel og Palæstina hele sit liv. Men nu har hun ændret holdning. Hør hvorfor i denne uges Langsomme samtaler med Rune Lykkeberg
    ---

    Hvordan ser virkeligheden ud på den anden side af krigen i Gaza? Hvilken fremtid skal man håbe på og arbejde for? 

    Det har ugens gæst i Langsomme samtaler gjort sig en hel del tanker om.

    Nisreen Haj Ahmad er født i de besatte palæstinensiske områder i Israel i 1974, men flygtede tidligt til Jordan, fordi hendes far var politisk aktivist. Hun uddannede sig til jurist, blev rådgiver for PLO, deltog i fredsforhandlingerne i slutningen af 1990’erne og arbejdede senere på det hold, som lavede anklageskriftet mod Israels sikkerhedsmur til Den Internationale Domstol i Haag. Siden var hun med til at grundlægge Ahel i Jordan, som uddanner folk i hele Mellemøsten til politisk deltagelse og hjælper med at opbygge organisationer.

    Nisreen Haj Ahmad har altid været tilhænger af en tostatsløsning. Men de seneste måneder har hun gjort op med det, hun tidligere troede på. En tostatsløsning vil, mener hun, muligvis blive anerkendt af ledere verden over, men den vil ikke være levedygtig, og den vil være moralsk forkert. 

    I denne uges udgave af Langsomme samtaler med Rune Lykkeberg kan du høre hende argumentere for, hvorfor vi i stedet – selv om det kan være svært midt i en ødelæggende krig – må forsøge at forestille os en fremtidig enstatsløsning. Med én samlet sekulær, demokratisk, tosproget stat, hvor muslimer, kristne og jøder alle nyder samme rettigheder. 

    Nisreen Haj Ahmad kommer til Danmark i forbindelse med Mellemfolkelig Samvirkes People Power Conference, som finder sted fra den 8. til 10. april i København.

    49 min
  • Grace Blakeley: Hvis venstrefløjen ønsker radikale forandringer, må den lære at forklare folk, hvordan forandringerne skal ske
    Hvad er de progressive, venstreorienterede svar på tidens store spørgsmål – klimaforandringer, ulighed, oprustning og en ustabil verdensorden? Det taler Rune Lykkeberg med den unge stjerneøkonom og aktivist, britiske Grace Blakeley, om i denne uges Langsomme samtale
    ---

    Når nu venstrefløjen har haft ret i sin analyse af oligarkiet, af frihandelsaftalerne og af klimaproblemet – og det véd lyttere af Langsomme samtaler, at den har – ja, hvordan kan det så være, at venstrefløjen bliver ved med at tabe politisk? Hvordan kan det være, at den kritiske analyse og den store indignation ikke kan oversættes til et politisk program eller en virksom appel, som almindelige mennesker kan tilslutte sig og forstå? 

    Det er dér, Rune Lykkeberg starter ugens langsomme samtale med den unge, socialistiske stjerneøkonom Grace Blakeley, der onsdag gæstede Dagmar-biografen i København i forbindelse med CPH:DOX. Grace Blakeley (f. 1993) er aktivist og politisk kommentator, uddannet fra Oxford University og én af de skarpeste intellektuelle i en ny generation af økonomiske tænkere. 

    I sin seneste bog, Vulture Capitalism, der er udkommet på dansk fra Informations Forlag under titlen Rovdyrkapitalisme, vender Blakeley op og ned på alt det, vi troede, vi vidste om kapitalisme. For eksempel at Vestens velstand beror på frie markeder. For som Grace Blakeley viser, er nogle af verdens største virksomheder – som Boeing, Amazon og hele den amerikanske bilindustri – godt og grundigt viklet ind i statsapparaternes økonomi. 

    I løbet af Lykkeberg og Blakeleys knap timelange samtale kommer de rundt om en række af tidens store udfordringer, som alle har det til fælles, at de kalder på et svar fra venstrefløjen: 

    Hvordan kan man f.eks. lave en klimapolitik, der appellerer til andre end de højtuddannede og de privilegerede i storbyerne? Og hvordan skal den europæiske venstrefløj forholde sig til en ny sikkerhedspolitisk situation, hvor vi enten har valget mellem at leve på USA’s vilkårlige nåde eller acceptere en oprustning, som vil føre til en øget militarisering af både staten og samfundet? 

    Grace Blakeleys bog Rovdyrkapitalisme kan købes på butik.information.dk. Er du abonnent på Dagbladet Information, får du tilmed 15 procents rabat.

    54 min

About Langsomme samtaler

From the publisher's feed

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.

Best of Langsomme samtaler

Ranked by our users in the last 21 days

More shows like Langsomme samtaler

Udsyn by DR

Udsyn

29 Listeners

Verden ifølge Gram by DR

Verden ifølge Gram

28 Listeners

Skønlitteratur by DR

Skønlitteratur

6 Listeners

Kampagnesporet by Jyllands-Posten

Kampagnesporet

29 Listeners

Radio Information by Dagbladet Information

Radio Information

17 Listeners

Supertanker by DR

Supertanker

9 Listeners

Moderne Ideer by Dagbladet Information

Moderne Ideer

2 Listeners

Deutschstunde by Dagbladet Information

Deutschstunde

0 Listeners

Altinget taler om Europa by Altinget

Altinget taler om Europa

6 Listeners

Det skønne Rusland by Dagbladet Information

Det skønne Rusland

1 Listeners

Altinget Ajour by Altinget

Altinget Ajour

9 Listeners

Du lytter til Politiken by Politiken

Du lytter til Politiken

31 Listeners

Klimapodcasten: Den grønne løsning by Dagbladet Information

Klimapodcasten: Den grønne løsning

1 Listeners

Genstart by DR

Genstart

92 Listeners

Avistid by Weekendavisen

Avistid

18 Listeners

Genopdragelsen – en podcast om social kontrol by Dagbladet Information

Genopdragelsen – en podcast om social kontrol

0 Listeners

Naturvidenskaben forfra by Dagbladet Information

Naturvidenskaben forfra

1 Listeners

Samtidskunsten forfra by Dagbladet Information

Samtidskunsten forfra

0 Listeners

Støjbergs instruks by Dagbladet Information

Støjbergs instruks

1 Listeners

Pilestræde by Berlingske

Pilestræde

11 Listeners

Kampen om historien by DR

Kampen om historien

16 Listeners

Sørine & Livskraften by Kristeligt Dagblad

Sørine & Livskraften

63 Listeners

#dkpol by Altinget.dk

#dkpol

7 Listeners