Legeministeriet

Den gode forældre er ret almindelig og ikke nødvendigvis særlig overskudsagtig. Faktisk er det ikke helt perfekte det bedste! Hvis børn hele tiden får stillet deres behov, lærer de ikke at være i afstanden mellem, hvad de vil have, og hvad de får.  Samtidig har ingen børn godt af at være i fokus hele tiden, og det er derfor kun godt, når forældre også interesserer sig for andre ting end deres børn, siger Lene Tangaard, psykologiprofessor og rektor på Designskolen i denne Legeministeriet Live fra Radikale Venstres landsmøde. 

Først for 50 år siden begyndte man i vores del af verden at se forældre (og især mor) som afgørende. Ellers har vi i hele menneskets historie været fælles om at opfostre børnene i landsbyen. Så sænk skuldrene: Børnehaven er ikke en afvigelse fra idealet om mor og far, men en fortsættelse af årtusinders fællesskab. Vi behøver ikke stresse hjem for at hente tidligt, men skal i stedet insistere på at få en moderne landsby med stærke vuggestuer, børnehaver, skoler, fritidshjem, klub, spejdertrup, fodboldklub og venner på vejen.  

Som barn i 90’erne gik jeg på det fedeste fritidshjem med kaniner og koloni. Men nu hvor jeg selv har fået børn, er fritidshjemmene sparet væk. En SFO i klasseværelser og på gangene er bare ikke det samme. Børn skal have lov til at træde ind i en synligt anden verden end skolen, hvor de kan lege på tværs af alder og fordybe sig i musik-, træ- og kreaværksteder. Jeg vil have, at alle børn op til 6. klasse får rigtige fritidshjem med bålhytter, geder og byggelegepladser. 

Derfor taler jeg i dette afsnit af Legeministeriet med én af Danmarks helt store fritidspædagoger, Trine Ankerstjerne. Hun tager os med tilbage til Uglebo i 1989, hvor de var 8 voksne til 40 børn (!) op til 14 år (!). Hun giver sit bud på en god frit i dag - og kommer med en kærlig opsang om, at fællesskab ikke er noget, vi får. Det er noget, vi giver.

Børn skal ikke have en time-out, smides uden for døren eller sendes hjem. De bliver ikke bedre til at opføre sig af at ‘tænke sig om’ eller ‘mærke konsekvensen’ alene. De har brug for præcis det modsatte: en voksen, der lytter og vil hjælpe dem. For børn har altid en god grund til at gøre det, de gør, og ligesom man skal have hjælp til at lære at dividere, skal man også have hjælp til at lære, hvordan man opfører sig, siger Danmarks måske allerstærkeste børneforkæmper, Børnerådets formand Bente Boserup. 

I dette afsnit af Legeministeriet tager hun os med til dengang, hun som lærer blev sparket blå og gul af en pige, og havde en dreng, der altid satte sig ved vinduet og pludselig stak af. Bente lyttede. Ikke på den der “hvordan har du det?” - “fint.” - måde. For hvis man ikke har tænkt sig virkeligt at lytte, kan man lige så godt lade være. Man må være tålmodig, spørge med ægte interesse og tage sig tiden, når de lige pludselig begynder at fortælle - også selvom man lige er i gang med at lave mad, køre bil eller putte. 

Det er ikke kun børnene, der har sommerfugle i maven første skoledag. Det er også ret vildt som forældre. Pludselig står ens barn der i skolegården med små, tynde ben under en kæmpestor rygsæk. En ny verden åbner sig. Det sætter en masse tanker i gang. For hvad går børnehaveklassen ud på? Hvad laver de? Og hvordan er man egentlig en god skoleforældre? Det kan du blive klogere på i dette afsnit, hvor jeg snakker med børnehaveklasseledernes formand Marianne Giannini. Du kan godt glæde dig til guldkorn fra 30 års erfaring. Og til at sænke skuldrene. For der er ingen grund ril at stresse over hverken bogstaver eller fødselsdage. 

Kan man elske lange køreture med børn? Ja! Bare spørg Diana Noe Klitgaard. Det er ligefrem de 24 timer ned gennem Europa, hun glæder sig mest til i sommerferien. For hun er fuld af gode idéer til at gøre køreturen til en leg. Diana har lavet en nedtællingsguirlande til børnene på 6, 5 og 3 år og en gave til hver time. For slet ikke at snakke om alle de sjove lege, hun har klar til bilen og rastepladserne. I podcasten løfter hun også sløret for mange af de skønne kreating, hun skal med på ferie, og alt det, man kan bruge dem til. Du kommer aldrig til at tage på ferie uden pensler igen.

Jeg har givet min søn og datter de samme dukker og biler, men alligevel leger de helt forskelligt. For kønshormonerne gør, at piger og drenges hjerners modner forskelligt. Drenge spiller fodbold, hvor alle, der vil, er med, mens pigerne vælger, hvem de vil lege med, og så først skal finde ud af, hvad de vil lege. Og de bruger så lang tid på at organisere legen, at det som voksen kan se ud som om, den aldrig rigtig kommer i gang. Det gør pigerne gode til sprog, mens drengene bliver fysiske. Den forskel kunne vi kunne sagtens udligne over tid, men i stedet gør vores kultur og legetøj forskellene større, fortæller hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsen i dette provokerende afsnit. Men heldigvis giver hun dig også sine bedste tips til, hvordan du alligevel sætter dine børn fri fra kønsstereotyper.

Danmark har givet to ting til verdenspædagogikken: Højskolerne og skrammellegepladserne. Men skrammellegepladserne er næsten forsvundne. Det har jeg sat mig for at gøre noget ved. For der sker noget magisk, når børn (og voksne!) leger med brædder, reb, hjul og stof. Det kan give os dybe oplevelser sammen og få os til at se hinanden og os selv på en ny måde. Vi ved ikke, hvor det fører hen, og vi er måske heller ikke særligt gode til det. Så må vi give noget af os selv og stole på hinanden. Det lærer os noget vigtigt om at være menneske, som Mathias Poulsen så fint siger det. I dette afsnit får du nogle af de fineste oplevelser fra den ph.d., han lige har afleveret på Kolding Designskole. Børn skal ikke være ret gamle, før de selv kan finde ud af at bruge hammer og sav.

Kan du huske, hvilke forventninger du blev mødt med som barn? Blev det sådan? Det er ikke så mærkeligt. Børn har det med at leve op til det billede, vi har af dem. De er derfor helt afhængige af, at vi vil dem og tror på dem. Det ved de i Tingbjerg, hvor alle plejede at tænke ret dårligt om de unge. Lærerne, ledelsen forældrene og faktisk også de unge selv. Også selvom det var helt forkert. Da de voksne ændrede deres forventninger, begyndte de unge at klare sig virkeligt godt. Det er så vildt, at jeg i denne podcast gerne vil tage dig med på rejsen. Du møder skoleleder Marco Damgaard, der selv blev mødt af ret lave forventninger i matematik, men til gengæld virkeligt fik lov til at stå på tæer i den årlige musical.

Man kan godt blive lidt svedt over at være på et fint museum med børn. Men det er en skam. For kunsten kan noget særligt med at røre noget dybt i os, åbne for fordybelse og forestillingsevne og give os et sprog for det, vi ikke har ord for. Faktisk rummer museerne en kæmpe kraft til at skabe fællesskab og modgå stress og depression, som vi kunne bruge meget mere. I dette afsnit kan du komme med til Trapholt, hvor museumsdirektør og mor til seks (!!) Karen Grøn fortæller om hendes kamp mod at blive sendt i børnerummet af hysse vagter. Og giver sine bedste tricks til ting, man kan tage med i tasken for at gøre næste museumsbesøg til en leg.

Som barn hadede Mads Brix Baulund, når velmenende voksne gav ham et ekstra slag eller fjernede konkurrencen. Det var meget federe at finde ud af, han var var god til at stå på mål eller løbe hurtigt tilbage. De fleste børn med handikap tager ikke mere skade af et blåt mærke end alle andre. Til gengæld kan de gå glip af at prøve en masse ting og dermed blive klogere på sig selv og livet. I podcasten fortæller Mads om de mange måder, man kan tilpasse lege, så de bliver sjovere - for alle!! Luk øjnene og løb baglæns!