“Konge-Haand og Folke-Stemme,
Begge stærke, begge fri,
De har haft i Danmark hjemme
Mange hundred Aar før vi!”

Danmark behøver slet ikke nogen grundlov, mente Grundtvig – som dog alligevel kæmpede for at blive valgt til den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848.
Alt det politiske ævl og kævl risikerer at føre til uro og revolution, mente han. Og Danmark er i forvejen styret af en naturlig forfatning, der går flere hundrede år tilbage. Samdrægtigheden mellem konge og folk.
Alligevel ville han være med i Rigsforsamlingen, for han var den, der bedst forstod folket og folkets stemme. Han kunne simpelthen ikke undværes – mente han selv.
Avisen Morgenposten var lidt mere kritisk: “af Alt i Verden er der neppe Noget, som Grundtvig er saa lidt skikket til, som til at være Rigsdagsmand, i Særdeleshed, hvor Talen er om Affattelsen af en Grundlov. Grundtvig svæver saa at sige mellem Himmel og Jord, vandrer mere i Skyerne end paa Jorden”.
Historikeren, ph.d. Jens Lei Wendel-Hansen udgiver på Grundlovsdag 5. juni bogen Grundtvig og Grundloven. Han er gæst i denne uges PORTRÆT.