Tror du, at du kunne skrive, hvis ikke du var skizofren?

Det spørgsmål er forfatter Anna Juul blevet stillet af flere journalister. For når medierne fortæller historier om mennesker med psykiske lidelser og diagnoser skal de følge en særlig fortælleskabelon – og giver ofte et forvrænget billede af psykisk sygdom, mener Anne Juul, der selv er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole

"Jeg synes, at det er ekstremt uhensigtsmæssigt, hvis der bliver skabt en fortælling om, at psykisk sygdom skaber en særlig form for kreativitet,” siger Anna Juul.

Det er ligesom enten eller – enten historien om den psykisk syge, der nu har fundet svaret og er blevet lykkelig, eller de dybt tragiske sager, hvor psykisk syge, ofte paranoidt skizofrene, slår andre mennesker ihjel, oplever Anna Juul.

Hun ville ønske, at der kom mere fokus på mellemlaget, de mere jævne historier om, hvad det vil sige at leve med psykisk sygdom. Og at man tog en større samtale om, hvornår mennesker er syge, og hvornår det er systemet, man har indrettet, der er sygt.

”Diagnoser som ADHD, autisme, angst og depression får stor opmærksomhed. Men jeg oplever stadig et markant stigma omkring andre diagnoser fx skizofreni og borderline, og at et emne som selvmord fortsat er ekstremt tabubelagt,” siger Anna Juul.

Det efterlader et udsnit af psykiatrien i mørke. Og det smitter af på de politiske beslutninger, fx når der kommer en ny psykiatriplan, hvor det, som får opmærksomhed i medierne, ofte præger det politiske fokus. Dertil kommer hele skævvridningen og udvandingen af diagnosebegrebet, som ifølge Anna Juul følger med mediernes jagt efter traumefortællinger med lykkelig slutning.

Journalist Anne Anthon Andersen har talt med Anna Juul. Anne har læst artiklen op, så den nu ligger her i vores podcastkanal Socialt Indblik. 

Du kan læse artiklen hos Socialt Indblik. 

Udgivet af Socialt Indblik. Få vores nyhedsbrev hver uge.

”Det lykkes simpelthen ikke godt nok at få løst de klassiske sociale problemer. Det nytter ikke noget, at så få børn, der bliver anbragt, får en uddannelse. Det er ikke acceptabelt, at så mange børn, der har været anbragt, ender i hjemløshed. Det er problemer, som vi ikke har løst godt nok. Og det skal vi simpelthen gøre bedre. Ellers kan vi ikke være os selv bekendt.” 

Mads Roke Clausen er utvetydig i sin kritik af, at det i dag ikke lykkes for velfærdssamfundet at løse de alvorlige og presserende sociale problemer.

I et afsnit af podcasten PERSPEKTIV uddyber han sig kritisk og fortæller, hvilke løsninger han ser i en videreudvikling af velfærdsstaten. Mads Roke Clausen er økonom og har en fortid som embedsmand i Socialministeriet. Han er en varm fortaler for velfærdsstaten, men han har i sit arbejdsliv som tidligere direktør i Mødrehjælpen og i dag i Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS) set sprækkerne i velfærdssamfundet, som han ikke mener er designet til nutidens samfund.  

Tidligere i år udkom Mads Roke Clausen med bogen ”Det civile potentiale – frivillighed som svar på velfærdsstatens omsorgssvigt”.

Og netop frivillighed er helt central i Mads Roke Clausens fremtidsvision for velfærdssamfundet. Ikke som en afløser for fagprofessionelle, men som et supplement. Men det kræver, at både kommuner og civilsamfundsorganisationerne bakker op.  Hvad det kræver, og hvad vi vinder ved at styrke frivilligheden, fortæller Mads Roke Clausen i podcasten.  

Medvirkende: Mads Roke Clausen, direktør i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud. Tidligere direktør i Mødrehjælpen. Han er desuden tidligere formand for Frivilligrådet, hvor han rådgav regering og folketing. Mads Roke Clausen har studeret organisationsledelse på University of Oxford i England, og han har en Ph.d. i social finansiering.  

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
Musik: Johannes Elslo Udgivet af Socialt Indblik

”Man kan starte med at se i øjnene, at man formentlig overvurderer, hvor trygt der er i gruppen. Det er et virkelig godt sted at starte,” siger Rikke Høgsted til spørgsmålet om, hvordan man som leder kan vurdere niveauet af psykologisk tryghed i organisationen. 

I tredje afsnit af miniserien om psykologisk tryghed handler det særligt om lederens rolle, og hvordan lederen kan styrke den psykologiske tryghed i organisationen.

Hvordan bliver medarbejderne trygge i at kunne fortælle om fejl, problemer eller for den sags skyld deres gode idéer uden frygt for udskamning og latterliggørelse?

For selvom lederen måske selv mener, at det kan man, så er det langt fra sikkert, at medarbejderne har samme opfattelse, fortæller Rikke Høgsted.

Psykolog Rikke Høgsted deler igen ud af viden og øvelser fra sin bog ”Håndbog i psykologisk tryghed”, der udkom 15. august i år.  

Hun har som psykolog en lang erfaring med arbejdet i mentale risikoerhverv som både medarbejder og leder. Hun er leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi, og mange kender hende måske fra bestselleren ”Grundbog i belastningspsykologi”. 

Rikke Høgsted råder til, at man som leder lytter og mærker stemningen, når man er sammen i organisationen.

Og i podcasten fortæller hun mere om, hvad man skal lytte efter for at mærke tegn på, om den psykologiske tryghed er til stede eller ej.

”Jeg tænker tit, at psykologisk tryghed, hvis man sådan skulle måle det, så vil jeg næsten kunne måle det på lydene i en gruppe” siger hun.

Du får som lytter øvelser og redskaber til at arbejde med den psykologiske tryghed, og så skal du høre hvad, vi kan lære af den traditionelle japanske teknik til at reparere ødelagt keramik, Kintsugi, når vi skal håndtere de fejl, vi begår.

Udgivet af Socialt Indblik

Medvirkende: Psykolog Rikke Høgsted, leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi Tilrettelæggelse, vært og redigering: Niels Svanborg

Musik: Johannes Elslo
Grafik: Sille Jensen

”Jeg skal huske, hvem jeg er, så jeg kan gøre en forskel. Jeg skal huske, hvem jeg er, så jeg ikke mister mig selv. Det, at jeg har skrevet det ned, har været så terapeutisk, fordi man er sådan, ’det er sket’. Og nu, hvis jeg nogensinde glemmer mig selv, så kan jeg gå tilbage og huske mig selv, og vide, hvor stærk jeg egentlig plejede at være.” 

Sådan fortæller Kayla om at være en del af Bogen ”Kh Børnene”.

”KH Børnene” er otte unge voksnes egne fortællinger om deres oplevelser med vold i familien. De otte fortællinger giver et helt unikt indblik i den nærmest ufatteligt tykke kæde af svigt, som er blevet lagt på deres skuldre.  

Gennem et halvt år har de deltaget i et skriveforløb og kondenseret deres egne oplevelser. To budskaber, der går igen, er, at de som børn ikke blev lyttet til, og at der ikke var den ene voksne til stede, som kunne have gjort hele forskellen.  

”Jeg skriver så meget til dem, der ikke så mig. Jeg skriver til alle dem, som aldrig nogensinde gav mig en undskyldning. Som aldrig nogensinde gav mig en afklaring. For kommunerne, for sagsbehandlerne. For dem øverst oppe i kommunerne, som kan gøre en forskel,” fortæller Kayla i podcasten.

Du kan i podcasten lytte til interview med Kayla, der læser op af sit kapitel og fortæller mere om sin barndom, og om hvad det har betydet for hende at være en del af ”Kh Børnene” og arbejdet med fortællingerne til bogen.  

Du kan læse Kaylas kapitel her.

”KH Børnene” er udgivet af Barndom Uden Vold med støtte fra Ole Kirk’s Fond, på forlaget Ordskælv, i partnerskab med Poesiens Hus.   

Podcasten er udgivet af Socialt Indblik
Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm

”Jeg er meget nervøs for, hvad reaktionerne på bogen kommer til at være. Om folk virkelig kommer til at se bogen og høre den og læse den. Så ja, jeg er nervøs, men jeg er også virkelig, virkelig glad for, at jeg deltog i det. Mit kapitel hedder ’Brudstykker’, fordi man får ikke for meget, men man får heller ikke for lidt.” 

Sådan fortæller Glara om at være en del af bogen ”Kh Børnene” og arbejdet med den. ”Kh Børnene” er otte unge voksnes egne fortællinger om deres oplevelser med vold i familien.

De otte fortællinger giver et helt unikt indblik i den nærmest ufatteligt tykke kæde af svigt, som er blevet lagt på deres skuldre.  

Gennem et halvt år har de deltaget i et skriveforløb og kondenseret deres egne oplevelser. To budskaber, der går igen, er, at de som børn ikke blev lyttet til, og at der ikke var den ene voksne til stede, som kunne have gjort hele forskellen.  

Og at blive lyttet til er et af Glaras store håb for bogen.

”Jeg håber virkelig på, at systemet vælger at åbne øjnene og gøre noget ved det. Fordi vi er otte unge, der har fortalt om vores historie og håber på, at systemet virkelig ser noget og gør noget ved det. Der er bare så mange, der går igennem mange ting i deres liv, og de bliver ikke hørt indtil senere hen, når de er voksne. Og hvad skal man så gøre ved det, når man er voksen? Det hele begynder fra, når man er barn,” siger Glara.

Du kan i podcasten lytte til interview med Glara, der læser op af sit kapitel og fortæller mere om sin barndom, og om hvad det har betydet for hende at være en del af ”KH Børnene” og arbejdet med fortællingerne til bogen.  

Du kan læse Glaras kapitel her.

”Kh Børnene” er udgivet af Barndom Uden Vold med støtte fra Ole Kirk’s Fond, på forlaget Ordskælv, i partnerskab med Poesiens Hus.   

Podcasten er udgivet af Socialt Indblik 
Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm

”I stedet for også at sige, ’åh, vi lavede en fejl,’ kan vi også sige, ’hey, vi har identificeret et læringspunkt her, og nu har vi lært det, fordi nu har vi sammen arbejdet med det på en eller anden måde’.” 

Sådan siger psykolog Rikke Høgsted i det andet af tre programmer om psykologisk tryghed.  Rikke Høgsted er aktuel med bogen ”Håndbog i psykologisk tryghed” med undertitlen ”Tør vi? Tør vi lade være?  

Hun har som psykolog en lang erfaring med arbejdet i mentale risikoerhverv som både medarbejder og leder. Hun er leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi, og mange kender hende måske fra bestselleren ”Grundbog i belastningspsykologi”.

Et af kapitlerne i Håndbog i psykologisk tryghed handler om, hvad psykologisk tryghed ikke er. For der eksisterer ifølge Rikke Høgsted mange misforståelser om psykologisk tryghed, og i podcasten gør hun lytterne klogere på flere af de misforståelser for netop at forklare, hvad den psykologiske tryghed så er. 

En misforståelse, som Rikke Høgsted hører, er, at den psykologiske tryghed handler om, at nu skal alle til at være rigtig søde over for hinanden, og anerkende og klappe ad alt, hvad hinanden siger.  

Men det er noget værre vrøvl, fortæller Rikke Høgsted.

For i en psykologiske tryg organisation kan man sagtens være uenig og påpege hinandens fejl. Men det handler om, hvordan man gør det.  

For Rikke Høgsted er den psykologiske tryghed netop forudsætningen for en lærende kultur i organisation. Og har vi den, så kommer trivslen.

”Når vi hele tiden har den trygge læringskultur, så vil det resultere i en bedre kvalitet. Hvis du som fagperson kan lave kvalitet, og det er sikkert, så kommer din trivsel fuldstændig af sig selv. For det er faktisk derfor, vi går på arbejde. Vi går på arbejde, fordi det giver mening,” siger hun i podcasten.

Lyt med når Rikke Høgsted folder begrebet psykologisk tryghed helt ud, og fortæller hvad der kendetegner en psykologisk tryg organisation.

Udgivet af Socialt Indblik. Få vores nyhedsbrev

Medvirkende: Psykolog Rikke Høgsted, leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi 

Tilrettelæggelse, vært og redigering: Niels Svanborg

Musik: Johannes Elslo
Grafik: Sille Jensen

Lyt også til podcasten Forråelsens ansigter

Eller lyt til Kanaiefuglenes stemmer

”Vejen til mere psykologisk tryghed vil altid i ét eller andet omfang indebære en konfrontation med frygt”. 

Sådan skriver psykolog Rikke Høgsted i sin nye bog ”Håndbog i psykologisk tryghed” med undertitlen ”Tør vi? Tør vi lade være? Og netop frygten tager vi fat på i det første af i alt tre podcast, hvor Rikke Høgsted fortæller om psykologisk tryghed.

Rikke Høgsted har som psykolog en lang erfaring med arbejdet i mentale risikoerhverv som både medarbejder og leder. Hun er leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi, og mange kender hende måske fra bestselleren ”Grundbog i belastningspsykologi” 

Hun har løst krisepsykologiske opgaver i både Irak og Afghanistan og ydet danske rederier akut bistand i forbindelse med ulykker, gidseltagning og andre kritiske hændelser rundt om i verden. Situationer, hvor den psykologiske tryghed var altafgørende for både at lykkes med opgaven og for sikkerheden.

Rikke Høgsted kalder psykologisk tryghed for det mentale indeklima på en arbejdsplads. Det er det, der gør, at vi uden frygt for at blive straffet, ydmyget eller udstødt kan fortælle om fejl, bekymringer, gode idéer eller stille spørgsmål.  

Så den psykologiske tryghed handler på mange måder om at sætte noget på spil helt personligt, fortæller Rikke Høgsted. For vores trang til at høre til i et socialt fællesskab trumfer vores moral, og derfor kan vi komme til at tie stille med, noget som strider mod vores moral og faglighed, fordi vi frygter udstødelsen fra fællesskabet.  

Det fortæller Rikke Høgsted mere om i podcasten, hvor hun giver række konkrete øvelser fra sin nye bog.

I næste uge taler vi om, hvad psykologiske tryghed er – og ikke er. Og ugen efter om både lederens og medarbejderens rolle i at øge den psykologiske tryghed.

Udgivet af Socialt Indblik

Medvirkende: Psykolog Rikke Høgsted, leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi 

Tilrettelæggelse, vært og redigering: Niels Svanborg
Musik: Johannes Elslo
Grafik: Sille Jensen

”Prøv at lukke øjnene og tænk på et menneske. De færreste tænker på en person med et handicap. Og det er jo fordi, vi har lært at tænke på mennesket som værende et kropskapabelt menneske.” 

Handicapforsker Emil Falster vil have os til at reflektere over, hvordan vi mere eller mindre ubevidst diskriminerer mennesker med handicap, fordi vi har indrettet samfundet ud fra en tanke om ”et normalt menneske”. Og hvordan vi dermed så diskriminerer mennesker med et handicap.

”Altså vi har at gøre med en strukturel ulige fordeling af magt og privilegier i forhold til de mennesker, hvis kroppen varierer fra i gåseøjne det normale. Det ved vi jo godt sker,” siger Emil Falster.

Og ’vi’ er alle lige fra arkitekter, designere, skoleledere, politikere og alle andre, som er med til at skabe rammerne om det liv, vi lever.  

Det kan være i bygninger, hvor mennesker med et fysisk handicap ikke kan komme rundt, fordi bygningen er tænkt i flere plan. Eller det kan være i skolen, der er indrettet for børn inden for det såkaldte normalområde og derfor fra start ekskluderer børn, der ikke kan sidde i et støjinferno omgivet af 25 børn.  

I foråret udgav Emil Falster bogen Ableisme. Magt, menneskesyn og myten om den normale krop med bidrag fra blandt andre ph.d.-studerende på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet Olivia Dahl og med forord skrevet af digteren Caspar Eric.

Begrebet ableisme betegner diskrimination af mennesker med forskellige handicap, der sker på baggrund af, at den kropskapable bliver favoriseret i samfundet. Og for Emil Falster er det helt bevidst, at han vil have os til at tage begrebet ableisme til os.  

For hvor det måske er nyt i Danmark, er det ikke nyt internationalt, og ved at bruge det kan vi flytte debatten om, hvilket menneskesyn vi ønsker at indrette samfundet efter, mener Emil Falster.

”Det er et begreb, jeg har savnet. Også fordi, hvis jeg siger ableisme, så er der ingen, der forstår, hvad jeg siger. Så hvis vi også skal have en samtale om nogle af de ting, så er man nødt til også at introducere andre for det sprog,” siger Emil Falster.

Men det er ikke bare fysisk. Emil Falster beskriver fire forskellige niveauer i samfundet, hvor der eksisterer ableisme. Det er både strukturelt i vores samfund og helt konkret i arkitektur og design.  

I programmet her folder Emil Falster de forskellige niveauer af ableismen ud og stiller den til skue. For vi er nødt til at italesætte den for at skabe en forandring, mener han.

”Altså, vi kan godt fortsætte med at indrette til ’normalmennesket’, men lige så snart flere og flere får handicap, lige så snart flere og flere bliver kronisk syge, lige så snart flere og flere bliver ældre, så får vi et rigtig stort problem om ikke så forfærdelig mange år. Så vi bliver nødt til på en eller anden måde også at tage bestik af den måde, som vores samfund udvikler os på.”

Udgivet af Socialt Indblik
Medvirkende: Emil Falster, cand.scient.adm. og ph.d., nu post.doc. ved Universal Design Hub under Bevica Fonden og ved Aalborg Universitet.
Tilrettelæggelse, vært og redigering: Niels Svanborg
Efterarbejde på lyd: Jakob Ranum
Musik: Johannes Elslo
Grafik: Sille Jensen

”Jeg kan huske, at da jeg kom på krisecenteret, kunne jeg ikke særlig meget. Altså, det var virkelig sagsbehandlerne, der måtte hjælpe mig med alle mulige ting. Ting, som jeg ellers havde kunnet før, jeg mødte den her mand. Så da jeg kom ud i min egen lejlighed, var jeg rigtig bange for, om jeg overhovedet kunne finde ud af at bo alene.” 

Sådan sagde Iris Gold, da hun sammen med Jeanette Andersson på Folkemødet i en livepodcast fortalte om at komme tilbage til et selvstændigt liv i egen bolig efter et ophold på et krisecenter.  

Hver fjerde kvinde på landets krisecenter har haft mere end ét ophold på et krisecenter. Enten fordi de går tilbage til deres tidligere partner, og volden eskalerer, eller fordi de finder en ny partner, der udsætter dem for vold. For langt de fleste af disse kvinder gælder det, at de ikke har fået tilstrækkelig hjælp, når de forlader krisecenteret.

At skabe et nyt liv efter at have levet med en voldelig partner, kræver mere end et ophold på et krisecenter. Det kræver hjælp, også bagefter.  

I podcasten hører du Iris Gold og Jeanette Andersson fortælle om deres overgang fra krisecenter til egen bolig. Hvordan var det at stå alene? Hvilken støtte fik de? Og hvad havde de brug for? Hvor er de i dag efter krisecentret?

Du kan også høre Katrine Nordbjærg, forstander på Kvindehjemmet, fortælle om, hvordan de forbereder kvinder, der skal tilbage til deres eget hjem efter et ophold på et krisecenter.  

Anja Toxværd, frivillig designer i ”Fra Bolig til Hjem” hos Dansk Røde Kors, fortæller om, hvordan hun er med til at hjælpe kvinderne, når de skal skabe et nyt hjem.

Og Laura Kirch Kirkegaard, Direktør i LOKK fortæller, hvor de arbejder med at skabe bedre betingelser for kvinderne i overgangen fra krisecenter til hjemmet.

Debatten slutter af med, at Iris Gold spiller sit eget nummer  Boys Boys Boys. Det kan du ikke lytte til i selve podcasten, men via linket her. 

Debatten og podcasten er lavet i samarbejde med LOKK – landsorganisationen af Kvindekrisecentre. 

Lyt til eller læs flere artikler om emnet: 

Hjælp til voldsramte kvinder skaber det fundament, der skal til for ikke at gå tilbage til volden

Som frivillig arkitekt hjælper Mette voldsramte kvinder med at skabe en base, der gør, at andet også kan vokse

Voldsramte kvinder står alene, når de forlader krisecenteret. Flere af dem ender på krisecenter igen og igen  

Tilrettelæggelse og moderator: Eva Frydensberg Holm

Lydredigering: Jakob Ranum

Udgivet af Socialt Indblik i samarbejde med LOKK.

”Hvordan forvalter vi det, når livet bliver mørkt og dårligt, og hvordan kan vi forstå, at det ikke bare skal gå væk? Og hvordan kan vi forstå, at det er flugten fra det og kampen mod det, der ender med at blive lidelsen?” 

Sådan spørger psykolog Anders Sørensen i et podcastinterview. Han er ud over psykolog og ph.d. i psykiatri og mangeårig forsker i udtrapning af psykofarmaka også forfatter til bogen ”Noget I bør vide … om udtrapning af psykofarmaka”, der udkom i foråret.

Anders Sørensen har i sin praksis som psykolog mødt mennesker, der var fanget i en afhængighed af psykofarmaka. Han mener, at vi generelt både mangler en erkendelse af, at psykofarmaka er afhængighedsskabende, og at vi mangler at få den tilgængelige viden om udtrapning ud i praksis. For alternativet kan være, at brugere af psykofarmaka selv kaster sig ud i en udtrapning, og det advarer Anders Sørensen imod.

I podcasten fortæller Anders Sørensen, hvad der sker fysisk og mentalt, når man trapper medicinen ned, og hvordan abstinenserne kan forveksles med et tilbagefald.  Men udover at fortælle om udtrapning, så fortæller Anders Sørensen om, hvordan han mener, at vi bør give mere plads til følelser og det svære.  

”Det med, at man ikke må have det, som der står i diagnoserne, det er en frygtelig idé at plante i folks hoveder. Fordi det har bidraget til, at mennesker er blevet overset i deres traumer. Altså vi er ikke nået ind til årsagen til, hvorfor de reagerede, fordi vi var for hurtigt til at kalde det en sygdom. Men hvad mere skal vi så spørge ind til, hvis vi tror, at det er sådan en sygdom, der eksisterer uafhængigt af, hvad man laver, hvor man kommer fra, og hvilken kontekst man er i? Det er derfor, det ikke er ligegyldigt, om vi kalder det sygdom eller lidelse,” siger Anders Sørensen.

Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg 
Udgivet af Socialt Indblik

Skriv dig op til Socialt Indbliks nyhedsbrev her