Langsomme samtaler

Historikeren og forfatteren Gary Gerstle fortæller i denne langsomme samtale, hvorfor Joe Biden kan blive en af de helt store amerikanske præsidenter, og hvordan han på de første 100 dage har fremlagt det mest ambitiøse reformprogram siden Franklin D. Roosevelt. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan gennemføre så store forandringer i amerikansk politik i dag.

#MeToo er en fantastisk revolution, og det er vigtigt at få undersøgt vores sprogs fordomme og fjendebilleder. Men den amerikanske identitetspolitik er også en meget stærk kulturel magt, som overlader friheden til højrefløjen, og som den europæiske venstrefløj ikke skal lade sig kolonisere af. Det forklarer den franske forfatter og aktivist Caroline Fourest i dette interview. 

Du kan også læse interviewet som artikel eller se videoen på information.dk.

Den britiske filosof Philip Goff elsker naturvidenskab, er rationalist og bekender sig til videnskabens forståelse af verden. Men han mener også, at der er bevidsthed overalt i naturen. I dette interview forklarer han, hvordan de to ting hænger sammen.

 

Du kan også læse interviewet som artikel eller se videoen på information.dk.

Kære lytter,

Esther Duflo blev økonom, fordi hun ville forandre verden, men arbejdede for langsomt til politisk aktivisme.

Hun mødte senere Thomas Piketty, der fortalte hende, hvordan hun kunne lære det, der skulle til for at en økonom kunne skabe forandringer i virkeligheden. For et par år siden blev den franske økonom belønnet med nobelprisen, fordi hun sammen med sin mand og en kollega har udviklet en original ny måde at bidrage til samfundet.

Duflo fortæller i denne langsomme samtale om sit arbejde med at forandre de økonomiske grundantagelser i politik i dag, om den nye generation af økonomer, hun selv tilhører, om de politiske opbrud, som pandemien har givet anledning til, og om hvor meget, der er på spil i Europa, hvor vaccineudrulningen ikke har fungeret, og folk er ved at miste tilliden til deres ledere:

»Jeg mener, at det, der sker i Eurupa lige nu, er meget skræmmende. Særligt med en tredje bølge, der har ramt blandt andet Frankrig, hvor jeg sidder lige nu. Regeringen kan ikke kontrollere det, og vaccinerne kommer ikke. Stemningen er sådan, at folk spørger sig selv: ’Hvad laver regeringen?’. Det kan blive rigtig farligt for det, der kommer til at ske i de næste år.«

Jeg håber, du får lige så meget fornøjelse ud af at lytte til Duflo, som jeg fik ud af at tale med hende.

Rune Lykkeberg

Kære lytter,

Baronesse Minouche Shafik har levet globaliseringen selv – hun blev født i Egypten, flyttede som barn til USA og kom siden til England for at studere på London School of Economics.

Hun har også som den yngste vicepræsident i Verdensbankens historie, og siden som deputy manager i Den Internationale Valutafond, været med til at præge globaliseringen. Og nu har hun skrevet en bog om, hvordan man globalt kan lave en ny kontrakt, som reparerer det, der er gået i stykker som følge af globaliseringen.

I denne langsomme samtale om verdenssituationen fortæller, hun hvordan man skaber nye bånd og forpligtelser mellem menneske i det 21. århundrede. Og hvorfor det er en bedre ide at opføre nye statuer af sine helte end det er at rive statuer ned af dem, man er modstander af.

Jeg håber, du kan få lige så meget fornøjelse ud af at lytte til denne samtale, som jeg fik ved at lave den.

Rune Lykkeberg

Et af de lange ord, vi har brugt allermest på Information de seneste år, er ’nyliberalisme’. Det er ikke så underligt. Den dominerende magtform, den almindelige økonomiske anskuelse har længe været nyliberalistisk. Det, der til gengæld er underligt, er, at ordet kan betyde mange forskellige ting, og det står ikke helt klart, hvornår nyliberalisme bruges som en præcis beskrivelse af en globaliseringsideologi, og hvornår det bare er noget, man bruger som betegnelse for dem, der vil skære ned.

Den canadiske historiker Quinn Slobodian har skrevet en vidunderlig bog, Globalists – The End of Empire and the Birth of Neoliberalism, hvor han forklarer, hvad nyliberalismen betyder, hvorfor den blev så magtfuld en ide, og hvordan det kan være, at nyliberalismens tid er ved at være forbi.

Jeg er så heldig, at han også stillede op til en langsom samtale og forklarede alt det, samtidig med at han fortalte, hvordan han mener, at venstrefløjen skal komme igen og erobre kampen om de globale ideer. Så hvis man vil forstå såvel nyliberalismens storhed som dens fald, kan jeg anbefale, at man lytter med her.

Kære lytter,

Kulturelt er vi alle amerikanere. Uanset om vi politisk er stærkt kritiske over for USA og analytisk er modstandere af deres forbrug, livsform og militær, lever vi med amerikansk musik, film, tv-serier og sociale medier.

Louis Menand, som er professor ved Harvard, har skrevet en fantastisk bog på næsten 900 sider, der fortæller historien om, hvordan USA’s populærkultur blev vores fælles globale horisont. Det skete på tyve år fra 1945 til 1965, og det været sådan lige siden:

»Den store indflydelse internationalt kom helt sikkert fra Elvis Presley og filmene«, fortæller han. Populærkulturen blev dannet i USA og blevet videreudviklet derovre lige siden.

Men den amerikanske kunst og litteratur var også så vigtigt for den amerikanske regering, at efterretningstjenesten CIA var med til at finansiere og udbrede den i hele verden:

»Det var vigtigt for amerikanere, at verden så, at USA ikke bare var en materialistisk kultur, som byggede op, at man tjente hurtige penge og kørte hurtige biler. Den abstrakte og eksperimenterende kunst var med til at demonstrere over for omverden, at de var en rigtig civilisation«.

Hvis du vil høre, hvordan det skete, hvem der blev lukket ind, og hvem der blev holdt ude i USA’s kulturelle gennembrud, kan du høre med på min langsomme samtale med Louis Menand.

Jeg håber, du får lige så stor fornøjelse af at lytte til hans fortælling, som jeg havde af at spørge ham om alt det,  jeg selv var nysgerrig efter at finde ud af.

Rune Lykkeberg

Kære lytter

Der er stadig, omtrent 150 år efter den amerikanske borgerkrig og 50 år efter kampene for borgerrettigheder i USA, meget stor ulighed mellem sorte og hvide i USA.

Der er også en meget stærk anti-racistisk bevægelse, som fører an i opgøret med diskrimination af sorte i det amerikanske. Men Glenn Loury, der blev berømt som den første sorte professor i økonomi på Harvard i 1982 og som har været engageret i den samtale om raceproblemerne i USA i årtier, mener, at den nye anti-racistiske bevægelse fører den forkerte kamp. Kampen for lighed mellem sorte og hvide bør ifølge Loury ikke føres som et opgør med racisme, men derimod som et omfattende udviklingsarbejde:

»Jeg tror på, at den bedste tilgang til de problemer er, at se det som et klassespørgsmål og leve op til vores forpligtelse til at udvide mulighederne i USA, så de gælder for alle amerikanere, uanset om de er rige eller fattige. Det løser ikke alle problemer med race, men mange af dem«, som han siger. 

I denne langsomme samtale om verdenssituationen forklarer Loury sin egen position, sin analyse af raceproblemerne i USA og hvorfor man skal tro det på bedste i USA, hvis man vil skabe virkelige forandringer.

God fornøjelse

Rune Lykkeberg

Kære lytter

Den amerikanske digter Claudia Rankine har skrevet en fantastisk bog, som er et lille stykke fælles amerikansk virkelighed. Hun har opsøgt de mennesker, hun ellers ikke taler med, og skrevet ned, hvordan hun selv oplevede møderne. Det har hun sendt til de andre, som så har svaret og reflekteret over deres oplevelse af mødet.

Der var ubehag, frustrationer og misforståelser i disse møder. Men øvelsen for Rankine var at blive i situationen alligevel og danne fælles forståelser af, hvordan verden er.

Det kan godt være, det ikke lyder af så meget. Men måske er det netop det, vi har brug lige nu. At undersøge vores møder med andre mennesker, skabe langsomme fælles forståelser og knytte nye bånd til hinanden.

Claudia Rankines bog, Just Us, som er resultatet af disse anstrengelser er en af de mest interessante, inspirerende og opbyggelige refleksioner, jeg har læst over, hvordan vi skal sætte verden sammen i fællesskab.

Hun forklarer i denne samtale, hvordan hun skrev bogen, hvorfor hun havde behov for at gøre sig fri af akademiske begreber om hvid sårbarhed og hvide privilegier, hvorfor der har været behov for at rive statuer ned, og hvorfor hun blev taknemlig, da hun hørte Joe Bidens indsættelsestale.

Jeg håber, du vil få lige så stor fornøjelse af lytte til samtalen, som jeg havde af at kunne stille alle mine spørgsmål til Claudia Rankine. Og høre hendes svar.

Rune Lykkeberg

Kære lytter

Jeg har altid tænkt på den amerikanske borgerrettighedsbevægelse som et forbillede for, hvordan man kan gøre op med skandaløs uretfærdighed. Og det gør jeg stadig.

Det lykkedes Martin Luther King Jr. og de andre aktivister at udstille – moralsk og politisk – den systematiske diskrimination af sorte i sydstaterne på en måde, så den amerikanske regering greb ind. De appellerede til landets politiske ledelse og højeste principper og fik gennemført virkelige forandringer. Det er der lavet mange mesterlige film om, og det bliver i dag betragtet som en triumf.

Men der skete også noget andet med borgerrettighedsbevægelsens sejre i 1960’erne. Det har den konservative amerikanske forfatter og journalist Christopher Caldwell skrevet en bog om – The Age of Entitlement, der udkom sidste år. Der blev skabt en ny politisk kultur og en ny måde at regere USA på, hævder han. Og det er den, som er omdrejningspunktet for de totale politiske kampe, vi har set i USA de seneste år, og for den polarisering, som der er blevet talt så meget om.

»Jeg tror ikke på, at kampen handler om race,« som han siger i denne langsomme samtale om verdenssituationen.

»Jeg tror, den handler om den revolution, der skete i vores måde at styre landet på, som blev frembragt af vores forsøg på at løse raceproblemet. Den virkelige diskussion handler efter min opfattelse om, hvordan landet skal regeres politisk.«

Det synspunkt folder han i denne samtale, hvor han også forklarer, hvorfor Trump er blevet meget svagere, og hvad der er Joe Bidens sværeste opgave.

God fornøjelseRune Lykkeberg