Langsomme samtaler

Kære lytter,

Da jeg voksede op i 1970’erne, var jeg helt sikker på, at de rigeste lande også var de frieste lande. At de lande, hvor man kørte i de største biler, havde adgang til den nye teknologi og kunne gå i det mest mondæne tøj, også var de lande, hvor man havde frihed til at sige det, man mente og selv kunne være med til at bestemme, hvem der skulle være landets politiske ledere.

Rigdom og frihed hang sammen.

Sådan tænkte Branko Milanovic også, selvom han voksede op i en helt anden del af verden på et andet tidspunkt. Han voksede op i det kommunistiske Jugoslavien i 1960’erne og tænkte, at der var rigdom og frihed i det kapitalistiske Vesten.

Men måske er det ikke sådan længere: Kina bliver en større og større økonomisk stormagt samtidig med at det bliver en mere og mere autoritær stat. Det rejser en masse spørgsmål om sammenhængen mellem kapitalisme og demokrati, velstand og frihed i verden.

Og heldigvis er økonomen Branko Milanovic en enestående kapacitet, som har studeret data, lavet overbevisende ulighedsundersøgelser og netop har skrevet en ny bog om en verden, hvor kapitalismen er den eneste mulige samfundsform. Og han besvarer alle mine spørgsmål på en måde, så jeg kom meget klogere fra samtalen:

»Kapitalismen har vundet globalt, fordi den har skabt den indre etik hos den enkelte om, at du har ret og pligt til at realisere dit begær efter velstand. Kultur og økonomi hænger på den måde sammen. Det er jo en succes. Men det betyder også, at de samfund, som kan levere økonomiske fremskridt for deres borgere, opnår opbakning i deres befolkninger. Og det, kan vi se nu, er ikke nødvendigvis demokratiske samfund.«

God fornøjelse med denne langsomme samtale med en ven af huset, Branko Milanovic.

Rune Lykkeberg

Lige nu er venstrefløjen i USA stærkere, end den har været i årtier. Den har ideer, energi og indflydelse. Nytænkningen i Det Demokratiske Parti og de store mobiliseringer, som har sat dagsorden, kommer fra de venstreorienterede, der uden frygt for fortidens fjendebilleder kalder sig for socialister.

Men hvad kan den amerikanske socialisme egentlig opnå? Er socialisme bare deres ord for socialdemokrati eller har de en vision for, hvordan det amerikanske samfund skal forandres radikalt?

Jeg har været så heldig at få mulighed for at stille alle de spørgsmål om socialismen i USA til Bhaskar Sunkara, som er en definerende intellektuel for socialismen i USA, grundlægger af og redaktør for tidsskriftet Jacobin Mag og forfatter til bogen The Socialist Manifesto.

»Vi kæmper for, at vi kan få en robust stat, som drager omsorg for sine udsatte borgere, og for at skabe et arbejderklasseparti og nogle institutioner for arbejderklassen, så de kan bestemme selv og gøre sig gældende. På kort sigt vil vores mål være at gennemføre nogle socialdemokratiske reformer i USA,« siger han i denne langsomme samtale om verdenssituationen og fortsætter:

»Det er efter min mening en forudsætning for, at vi kan danne et socialistisk samfund. Den socialdemokratiske logik kan tages videre til næste niveau, hvor den muligvis kan føre til demokratisk socialisme.«

Hvis du vil høre mere om, hvorfor det skal ske, og hvordan det skal finde sted, kan du jo lytte til min samtale med ham. Han er realist på kort sigt, idealist på lang sigt og sjov og generøs med sine betragtninger om et USA, der er gået i stykker.

Goddag kære lytter,

For over tyve år siden læste jeg en bog af en amerikansk filosof, som forklarede, hvorfor demokraterne i USA ikke kunne skabe stærke fællesskaber. Demokraterne byggede nemlig ifølge filosoffen på en politisk liberalisme, som ikke appellerer til folks følelser, deres stolthed over at komme et bestemt sted fra, deres følelser for deres familie og lokalsamfund og deres patriotisme.

Filosoffen hedder Michael Sandel, han er professor på Harvard og en af USA’s vigtigste politiske tænkere, og hans bog hedder Democracy’s Discontent.

Jeg har ofte tænkt på Sandel og den bog, når jeg har set, hvordan republikanerne med deres appeller til værdier og patriotisme og kamp mod den kulturelle overklasse har overtaget arbejdervælgere, mens demokraterne er blevet et parti for dem med de lange uddannelser, de høje indtægter og de samfundsdefinerende stillinger i storbyen.

Det var derfor vidunderligt, at Michael Sandel sagde ja til at stille op til et interview med os og forklare, hvad der er gået galt for demokraterne, og hvordan Joe Biden skal gentænke partiet.

Sandel siger til mig i denne langsomme samtale om verdenssituationen:

»Biden og demokraterne skal forstå, at de skal forbinde deres kritik af neoliberalismen med nogle værdier og den patriotisme, som højrefløjen ellers har monopoliseret. De skal tale til arbejdende folks følelser af at høre til et sted. De skal tale til det, som arbejdere drømmer om og længes efter. Deres kritik af globaliseringen skal hænge sammen med et forsvar for de lokale samfund, som folk er en del af og er formet af. De skal være patrioter på en måde, som ikke er fremmedfjendsk og racistisk, hvis de skal have arbejderne tilbage.«.

Sandel fortæller også om sin nye bog The Tyranny of Merit, om universiteternes alt for store magt i det amerikanske samfund, og om sin første samtale med den filosof, der havde defineret den liberalisme, som Sandel fik et gennembrud på at gøre op med: John Rawls.

God fornøjelse med samtalen

Rune Lykkeberg

Kære lytter

Den tyske filosof Jan-Werner Müller er en af Informations mange yndlingsfilosoffer. Han udgav sin bog ’Hvad er populisme?’ samme år, som Brexit fandt sted, og Donald Trump blev valgt. Den var et tankevækkende og originalt forsøg på at forstå de vilde opbrud, som dengang forekom os uforståelige. Vi valgte at oversætte og udgive bogen på Informations Forlag, vi inviterede Jan-Werner Müller til landet, og han har løbende stillet op til interviews med os for at hjælpe os med at trække de store linjer i en verden, som kan forekomme kaotisk og uoverskuelig.

Derfor var det oplagt for mig at vende tilbage til Jan-Werner Müller nu, hvor Trumps tid som præsident er ved at være forbi og høre, hvad vi har lært, hvor det hele kom fra, og hvor vi er på vej hen.

Han forklarer i vores samtale, at Trump er en slags tegneserieudgave af Ronald Reagan, og at vi måske skal forstå hans præsidentperiode som »afslutningen på noget gammelt snarere end begyndelsen på noget nyt. Og måske er vi virkelig i en overgangsfase«.

Hvis du vil vide, hvad der slutter, og hvad der kan komme efter, og i øvrigt høre Müllers overvejelser over hele verdenssituationen, så skal du være velkommen til at lytte med i denne langsomme samtale med Jan-Werner Müller.

Det var sjovt at lave, forhåbentlig er det også sjovt at lytte til.

Rune Lykkeberg

Kære lytter

Den franske økonom og forfatter Thomas Piketty skriver i sin nye bog, at han tror på en deltagelsessocialisme. Han skriver også, at den bygger på liberale og demokratiske principper.

Hans veldokumenterede bestsellere om kapitalismens historie og status i det 21. århundrede har de seneste år inspireret kampen mod ulighed og for social retfærdighed i hele verden.

Jeg talte for nylig med ham på Det Kongelige Bibliotek i København om, hvad han så egentlig mener med socialisme, og hvordan det kan være løsningen på de problemer, som det liberale demokrati har ført med sig ind i det 21. århundrede. Jeg spurgte ham også om, hvordan han så præsidentvalget i USA, og hvilke forhåbninger han har til præsident Joe Biden.

Her er samtalen, som jeg håber, du vil få lige så stor fornøjelse af at lytte til, som jeg havde af at deltage i den.

Glædelig jul.

Rune Lykkeberg

Goddag kære lytter

En af de bøger, som virkelig gjorde mig klogere på, hvordan Donald Trump kunne blive præsident i USA og America First kunne blive det officielle slogan for supermagten derovre, var skrevet af en forfatter, jeg ikke kendte.

Bogen hedder Behold, America og var skrevet af litteraturhistorikeren Sarah Churchwell, som er professor i amerikansk litteratur ved University of London. Den skriver en anden historie om USA, end jeg har været vant til og blotlægger nogle lange nationalistiske linjer i amerikansk politik, der forekommer stærkere end de globalistiske ambitioner hos Franklin D. Roosevelt, John F. Kennedy og Barack Obama.

Churchwell viser i bogen, hvorfor Trump på en måde snarere er en tilbagevenden til normalen i amerikansk politik end en frygtindgydende undtagelse.

Alt det og meget mere forklarer Churchwell i denne langsomme samtale om USA – hvor hun også fortæller, hvorfor hun, selv efter Trump har tabt, stadig ikke kan sove om natten.

Jeg håber, du får lige så stor fornøjelse af at lytte til hende, som jeg havde af at snakke med hende.

Rune LykkebergChefredaktør

Kære lytter

Der er en ting, jeg hele tiden har vidst, vi skulle tale om her i podcastserien Langsomme samtaler om USA: den amerikanske techkapitalisme.

I 2008 jublede vi over alle de data, Barack Obama kunne skaffe – og om alle de mennnesker, han kunne mobilisere, fordi han samarbejdede med Google. Vi hyldede det som en ny aktionsform.

I dag, 12 år senere, kalder vi den samme indsamling af data for overvågningskapitalisme. Og vi betragter det som en trussel mod menneskets frihed i det 21. århundrede.

Det er en kapitalisme, der er overalt.

Vi ved godt, at det er forkert at bruge Google, men vi bliver ved, fordi det er nemt, og fordi vi er blevet afhængige af det.

Så hvordan overvinder man techkapitalismen? Det spørgsmål har en del med det amerikanske valg at gøre. Og noget tyder på, at det er en kamp, der faktisk kan samle republikanerne og demokraterne.

Derfor skal vi tale med Shoshana Zuboff, professor emerita fra Harvard, der har skrevet den absolut vigtigste bog om kampen mod techkapitalismen, Overvågningskapitalismens tidsalder.

Lyt med, når hun fortæller, hvordan hun ser den kamp, hvordan hun ser valget, og hvorfor hun underligt nok er optimistisk omkring det 21. århundrede.

Jeg håber, at samtalen er lige så spændende for dig, som den var for mig.

God fornøjelse med endnu en langsom samtale om USA.

Rune LykkebergChefredaktør

Kære lytter

Jeg har længe tænkt, jeg op til valget 3. november har villet tale med en rigtigt radikal tænker. En, som så verden udefra, som kommer fra vores oplysningstradition, men som ikke er en del af polariseringen i USA.

En, der ikke bekymrer sig om at redde nationens sjæl.

En som Lea Ypi.

Den 41-årige tænker er vokset op i det kommunistiske Albanien, hvorfra hun rejste til Storbritannien og i en ung alder blev professor på London School of Economics.

Hun er en af Storbritanniens førende venstreorienterede intellektuelle. Og hun er vidunderligt klar at høre på. Som når hun giver os følgende advarsel:

»Hvis vi fokuserer på manden Trump i stedet for det fænomen, som han repræsenterer, risikerer vi, at vi bliver ude af stand til at forstå fænomenet, hvis det dukker op igen om fire år. Muligvis fra én, der er endnu værre eller endnu farligere.«

Jeg håber, at du får lige så meget ud af samtalen, som jeg gjorde.

Du kan også læse interviewet på skrift her.

Rune LykkebergChefredaktør

Kære lytter

De seneste fire år med Donald Trump som præsident i USA har været et vildt eksperiment med demokratiets grænser, som jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle opleve i min levetid.

I hvert fald ikke i USA.

Det er en helt ny episode i demokratiets historie, som vi kan være med til at skrive.

De seneste fire år har også været et møde med et fænomen, som vi nok har talt om tidligere og advaret en del mod gennem årene, men som vi bestemt heller ikke havde troet, vi skulle opleve som den ledende position i det amerikanske demokrati: populismen.

Vi har været nødt til at forholde os til, hvad populismen er, hvorfra den henter sin styrke, og hvordan vi skal forstå populismen som et egentligt politisk projekt.

Den, der har lært mig mest om demokratiet som historie, og den, der efter min opfattelse har skrevet den mest indsigtsfulde bog om populisme, er den franske politiske tænker, samfundsforsker og intellektuelle Pierre Rosanvallon.

Så når man skal tale om demokratiets historie, og når man skal analysere populisme, vil jeg allerhelst tale med Pierre Rosanvallon.

Og heldigvis har han sagt ja til at deltage i vores serie Langsomme samtaler om USA.

Jeg håber, I får lige så meget ud af at lytte til samtalen, som jeg gjorde af at tale med ham.

God fornøjelse.

Rune

Kære lytter

Jeg har i mange år beundret den amerikanske filosof, aktivist, forfatter og intellektuelle Cornel West. Der er ingen, der er så radikale som Cornel West, men der er heller ikke nogen, der er så gode til at omfavne dem, han er uenige med og samtidig respektere uenigheden.

Cornel West kalder sig selv for en bluesmand og jazzmand, kristen og socialist. Og så har han det mest vidunderlige temperament. Han kan udpege alt det, der er ad helvede til i verden, men han er også fortryllende begejstret og optaget af politik, film, musik, filosofi, litteratur og fællesskaber. 

Jeg var derfor så glad, da han sagde ja til at stille op til den serie af samtaler med intellektuelle om USA, som vi udsender her op til præsidentvalget den 3. november.  Gennem fire afsnit skal vi blandt andet tale klimakamp, demokrati, kapitalisme og hele den moralske orden. Og vi tager os rigtig god tid til at gøre det.

Derfor kalder vi podcasten Langsomme samtaler om USA. Du kan høre den der, hvor du normalt hører Radio Information, eller du kan finde podcastens egen kanal ved at søge på ’Langsomme samtaler om USA’ i din foretrukne podcastafspiller.

Læn dig tilbage, og lyt med.

Rune LykkebergChefredaktør

Du kan også se hele samtalen med Cornel West på YouTube.