Denne ekstra Langsomme Samtaler er en særudgave. Rune Lykkeberg har inviteret sin gamle ven, tidligere chef og intellektuelle slagsbror Bo Lidegaard på scenen i Bremen Teater til halvanden times samtale om hele verdenssituationen.
 
Udgangspunktet er enkelt: Hvad er det største problem i verden lige nu? Hvad giver mest håb? Og hvilke begivenheder, konflikter og idéer er det egentlig vigtigst at forstå, hvis man skal finde hoved og hale i den tid, vi lever i?
 
Rune har taget quizzer, tests og spørgsmål med til Bo, men der er også god tid til at gå omveje, folde argumenterne ud og blive uenige. For det er netop idéen med Informations forsamlingshus: at mødes i den virkelige verden, tale om det, der brænder på, og bagefter dele samtalen med alle dem, der ikke var i rummet.
 
Det bliver en aften med store lidenskaber, håb, uenigheder og skænderier – og med to gamle legekammerater, der forsøger at finde ud af, hvordan verden egentlig ser ud lige nu.

Denne ekstra Langsomme Samtaler er en særudgave. Rune Lykkeberg har inviteret sin gamle ven, tidligere chef og intellektuelle slagsbror Bo Lidegaard på scenen i Bremen Teater til halvanden times samtale om hele verdenssituationen. Udgangspunktet er enkelt: Hvad er det største problem i verden lige nu? Hvad giver mest håb? Og hvilke begivenheder, konflikter og idéer er det egentlig vigtigst at forstå, hvis man skal finde hoved og hale i den tid, vi lever i? Rune har taget quizzer, tests og spørgsmål med til Bo, men der er også god tid til at gå omveje, folde argumenterne ud og blive uenige. For det er netop idéen med Informations forsamlingshus: at mødes i den virkelige verden, tale om det, der brænder på, og bagefter dele samtalen med alle dem, der ikke var i rummet. Det bliver en aften med store lidenskaber, håb, uenigheder og skænderier – og med to gamle legekammerater, der forsøger at finde ud af, hvordan verden egentlig ser ud lige nu.

Denne ekstra Langsomme Samtaler er en særudgave. Rune Lykkeberg har inviteret sin gamle ven, tidligere chef og intellektuelle slagsbror Bo Lidegaard på scenen i Bremen Teater til halvanden times samtale om hele verdenssituationen.
&nbsp;
Udgangspunktet er enkelt: Hvad er det største problem i verden lige nu? Hvad giver mest håb? Og hvilke begivenheder, konflikter og idéer er det egentlig vigtigst at forstå, hvis man skal finde hoved og hale i den tid, vi lever i?
&nbsp;
Rune har taget quizzer, tests og spørgsmål med til Bo, men der er også god tid til at gå omveje, folde argumenterne ud og blive uenige. For det er netop idéen med Informations forsamlingshus: at mødes i den virkelige verden, tale om det, der brænder på, og bagefter dele samtalen med alle dem, der ikke var i rummet.
&nbsp;
Det bliver en aften med store lidenskaber, håb, uenigheder og skænderier – og med to gamle legekammerater, der forsøger at finde ud af, hvordan verden egentlig ser ud lige nu.

Bo Lidegaard: Det bliver os selv, der redder Europa

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske forfatter og klimaaktivist Bill McKibben, en af klimabevægelsens vigtigste intellektuelle gennem de seneste fire årtier. Allerede i 1989 udgav han The End of Nature, en af de første store bøger om klimaforandringer, og siden har han både skrevet en lang række bøger og været med til at skabe bevægelser som 350.org og Third Act.
 
Bill McKibben har altid haft en særlig evne til at forene mørke sandheder med lyse håb. Sidste år udgav han Here Comes the Sun, hvor hans pointe er, at den grønne omstilling har fået et historisk gennembrud: Prisen på vedvarende energi er faldet så voldsomt, at verden aldrig har haft bedre muligheder for hurtigt at bevæge sig væk fra de fossile brændsler.
 
I dag er McKibben dybt engageret i modstanden mod Donald Trump og i en ny kamp mod de amerikanske tech-giganter. Over hele USA møder planerne om enorme datacentre lokal modstand på grund af deres forbrug af jord, vand og energi. For McKibben er den kamp blevet et konkret sted, hvor almindelige borgere kan sætte grænser for en teknologisk og økonomisk magt, som de nationale politikere ikke har formået at kontrollere.
 
Han vil gå langt. Udbygningen af datacentre bør bremses, mener han, indtil samfundet har besluttet, hvordan AI skal udvikles og reguleres. Og techvirksomhederne skal kunne holdes ansvarlige for de konsekvenser, teknologien får.
 
Men samtalen handler også om den bredere modstand mod Trump. McKibben mener, at de etablerede eliter har gjort for lidt, mens lokale bevægelser og almindelige amerikanere har organiseret sig. Nu nærmer midtvejsvalget sig, hvor protesterne for første gang for alvor kan omsættes til politisk magt.
 
Rune Lykkeberg mødte Bill McKibben til et arrangement på Nørrebro i København foran et publikum på et par hundrede mennesker. De talte om aktivisternes rolle, om kampen mod Trump, om midtvejsvalget – og om, hvorfor McKibben trods alt det, der ser mørkt ud, stadig mener, at der er god grund til at tro på, at verden kan bevæge sig i den rigtige retning.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske forfatter og klimaaktivist Bill McKibben, en af klimabevægelsens vigtigste intellektuelle gennem de seneste fire årtier. Allerede i 1989 udgav han The End of Nature, en af de første store bøger om klimaforandringer, og siden har han både skrevet en lang række bøger og været med til at skabe bevægelser som 350.org og Third Act. Bill McKibben har altid haft en særlig evne til at forene mørke sandheder med lyse håb. Sidste år udgav han Here Comes the Sun, hvor hans pointe er, at den grønne omstilling har fået et historisk gennembrud: Prisen på vedvarende energi er faldet så voldsomt, at verden aldrig har haft bedre muligheder for hurtigt at bevæge sig væk fra de fossile brændsler. I dag er McKibben dybt engageret i modstanden mod Donald Trump og i en ny kamp mod de amerikanske tech-giganter. Over hele USA møder planerne om enorme datacentre lokal modstand på grund af deres forbrug af jord, vand og energi. For McKibben er den kamp blevet et konkret sted, hvor almindelige borgere kan sætte grænser for en teknologisk og økonomisk magt, som de nationale politikere ikke har formået at kontrollere. Han vil gå langt. Udbygningen af datacentre bør bremses, mener han, indtil samfundet har besluttet, hvordan AI skal udvikles og reguleres. Og techvirksomhederne skal kunne holdes ansvarlige for de konsekvenser, teknologien får. Men samtalen handler også om den bredere modstand mod Trump. McKibben mener, at de etablerede eliter har gjort for lidt, mens lokale bevægelser og almindelige amerikanere har organiseret sig. Nu nærmer midtvejsvalget sig, hvor protesterne for første gang for alvor kan omsættes til politisk magt. Rune Lykkeberg mødte Bill McKibben til et arrangement på Nørrebro i København foran et publikum på et par hundrede mennesker. De talte om aktivisternes rolle, om kampen mod Trump, om midtvejsvalget – og om, hvorfor McKibben trods alt det, der ser mørkt ud, stadig mener, at der er god grund til at tro på, at verden kan bevæge sig i den rigtige retning.

Ugens gæst i&nbsp;Langsomme Samtaler&nbsp;er den amerikanske forfatter og klimaaktivist Bill McKibben, en af klimabevægelsens vigtigste intellektuelle gennem de seneste fire årtier. Allerede i 1989 udgav han&nbsp;The End of Nature, en af de første store bøger om klimaforandringer, og siden har han både skrevet en lang række bøger og været med til at skabe bevægelser som 350.org og Third Act.
&nbsp;
Bill McKibben har altid haft en særlig evne til at forene mørke sandheder med lyse håb. Sidste år udgav han&nbsp;Here Comes the Sun, hvor hans pointe er, at den grønne omstilling har fået et historisk gennembrud: Prisen på vedvarende energi er faldet så voldsomt, at verden aldrig har haft bedre muligheder for hurtigt at bevæge sig væk fra de fossile brændsler.
&nbsp;
I dag er McKibben dybt engageret i modstanden mod Donald Trump og i en ny kamp mod de amerikanske tech-giganter. Over hele USA møder planerne om enorme datacentre lokal modstand på grund af deres forbrug af jord, vand og energi. For McKibben er den kamp blevet et konkret sted, hvor almindelige borgere kan sætte grænser for en teknologisk og økonomisk magt, som de nationale politikere ikke har formået at kontrollere.
&nbsp;
Han vil gå langt. Udbygningen af datacentre bør bremses, mener han, indtil samfundet har besluttet, hvordan AI skal udvikles og reguleres. Og techvirksomhederne skal kunne holdes ansvarlige for de konsekvenser, teknologien får.
&nbsp;
Men samtalen handler også om den bredere modstand mod Trump. McKibben mener, at de etablerede eliter har gjort for lidt, mens lokale bevægelser og almindelige amerikanere har organiseret sig. Nu nærmer midtvejsvalget sig, hvor protesterne for første gang for alvor kan omsættes til politisk magt.
&nbsp;
Rune Lykkeberg mødte Bill McKibben til et arrangement på Nørrebro i København foran et publikum på et par hundrede mennesker. De talte om aktivisternes rolle, om kampen mod Trump, om midtvejsvalget – og om, hvorfor McKibben trods alt det, der ser mørkt ud, stadig mener, at der er god grund til at tro på, at verden kan bevæge sig i den rigtige retning.

Bill McKibben: Kampen mod tech-oligarkerne begynder ved datacentrene

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den tyske politiske tænker Jan-Werner Müller, en gammel ven af podcasten og en af de intellektuelle, der har betydet mest for Rune Lykkebergs forståelse af demokrati. I bøger som Contesting Democracy, Hvad er populisme? og Demokratiets styre har Müller undersøgt demokratiets idéer, konflikter og grænser – og ikke mindst forskellen mellem demokrati og populisme.
 
Nu har han bevæget sig ud i det offentlige rum i helt konkret forstand. I sin nye bog Gade, plads, palads undersøger han forholdet mellem arkitektur og demokrati: Hvordan former de bygninger, gader og pladser, vi skaber, den måde, vi lever sammen og møder hinanden som borgere på?
 
Det oplagte spørgsmål er, om der findes sådan noget som demokratisk arkitektur. Rune Lykkeberg troede på forhånd, at svaret måtte være ja. Men så enkelt er det ikke. Demokrati kan ikke aflæses direkte i en byggestil eller et bestemt slags byrum. Til gengæld kan arkitekturen skabe bedre eller dårligere betingelser for, at mennesker mødes, ser hinanden og gør politik til deres egen.
 
Samtalen blev optaget foran et publikum på Dansk Arkitektur Center i København. Det er en samtale om gader, pladser og paladser – men først og fremmest om, hvordan de fysiske rum omkring os former det demokratiske liv, der skal udfolde sig i dem.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den tyske politiske tænker Jan-Werner Müller, en gammel ven af podcasten og en af de intellektuelle, der har betydet mest for Rune Lykkebergs forståelse af demokrati. I bøger som Contesting Democracy, Hvad er populisme? og Demokratiets styre har Müller undersøgt demokratiets idéer, konflikter og grænser – og ikke mindst forskellen mellem demokrati og populisme. Nu har han bevæget sig ud i det offentlige rum i helt konkret forstand. I sin nye bog Gade, plads, palads undersøger han forholdet mellem arkitektur og demokrati: Hvordan former de bygninger, gader og pladser, vi skaber, den måde, vi lever sammen og møder hinanden som borgere på? Det oplagte spørgsmål er, om der findes sådan noget som demokratisk arkitektur. Rune Lykkeberg troede på forhånd, at svaret måtte være ja. Men så enkelt er det ikke. Demokrati kan ikke aflæses direkte i en byggestil eller et bestemt slags byrum. Til gengæld kan arkitekturen skabe bedre eller dårligere betingelser for, at mennesker mødes, ser hinanden og gør politik til deres egen. Samtalen blev optaget foran et publikum på Dansk Arkitektur Center i København. Det er en samtale om gader, pladser og paladser – men først og fremmest om, hvordan de fysiske rum omkring os former det demokratiske liv, der skal udfolde sig i dem.

Ugens gæst i&nbsp;Langsomme Samtaler&nbsp;er den tyske politiske tænker Jan-Werner Müller, en gammel ven af podcasten og en af de intellektuelle, der har betydet mest for Rune Lykkebergs forståelse af demokrati. I bøger som&nbsp;Contesting Democracy,&nbsp;Hvad er populisme?&nbsp;og&nbsp;Demokratiets styre&nbsp;har Müller undersøgt demokratiets idéer, konflikter og grænser – og ikke mindst forskellen mellem demokrati og populisme.
&nbsp;
Nu har han bevæget sig ud i det offentlige rum i helt konkret forstand. I sin nye bog&nbsp;Gade, plads, palads&nbsp;undersøger han forholdet mellem arkitektur og demokrati: Hvordan former de bygninger, gader og pladser, vi skaber, den måde, vi lever sammen og møder hinanden som borgere på?
&nbsp;
Det oplagte spørgsmål er, om der findes sådan noget som demokratisk arkitektur. Rune Lykkeberg troede på forhånd, at svaret måtte være ja. Men så enkelt er det ikke. Demokrati kan ikke aflæses direkte i en byggestil eller et bestemt slags byrum. Til gengæld kan arkitekturen skabe bedre eller dårligere betingelser for, at mennesker mødes, ser hinanden og gør politik til deres egen.
&nbsp;
Samtalen blev optaget foran et publikum på Dansk Arkitektur Center i København. Det er en samtale om gader, pladser og paladser – men først og fremmest om, hvordan de fysiske rum omkring os former det demokratiske liv, der skal udfolde sig i dem.

Jan-Werner Müller: Demokratiet har brug for steder, hvor vi møder hinanden

Vi må ikke individualisere vor tids systemiske kriser, advarer den albanske filosof Lea Ypi. I sæsonens sidste Langsomme Samtaler møder hun Rune Lykkeberg til en stor samtale om at forene Kant og Marx, om individets frihed og jagten på hendes bedstemors sande historie.
 

I denne sidste udgave af Langsomme samtaler, inden programmet går på sommerferie, taler Rune Lykkeberg med en af sine absolutte yndlingsforfattere, den albanske politiske filosof Lea Ypi. 
Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret, men vi har gemt den til nu, fordi den kan noget andet og kan noget særligt.
Lea Ypi er født i 1979 i det kommunistiske Albanien under lederen Enver Hoxha, der var så radikal, at han syntes, Stalin og Mao var lidt for slappe. Det Albanien, hun voksede op i, var rædselsvækkende og totalitært, og hele hendes barndom byggede på en løgn. Hendes forældre var reelt dissidenter, men de turde ikke sige det til deres egen datter. Så langt kan totalitarismen gribe ind i det enkelte liv.
Men Lea Ypi oplevede også som barn, at vi selv under den hårdeste totalitarisme har en moralsk frihed. Hun er kantianer og insisterer på, at ethvert menneske har det moralske ansvar for sit eget liv. Den position lærte hun af sin bedstemor, som levede et meget hårdt liv, blev fordrevet fra det Osmanniske Rige og gift med Safa Ypi, som blev premierminister for Albanien i 1920’erne. Af sin bedstemor lærte Lea, at hun kunne opføre sig ordentligt, uanset hvor undertrykte vilkår, hun levede under.
Da kommunismen brød sammen, kom nyliberalismen til Albanien i en rabiat version, der endte i et totalt økonomisk pyramidespil. Lea Ypi har således set to store ideologier kollapse. Hun er kantianer som en kritik af totalitarismen, og marxist som en kritik af nyliberalismen. Hvis man er marxist, hævder Ypi, må man også være kantianer for at forsvare det enkelte individs moralske frihed: Marxismen giver kollektiv handlekraft, kantianismen kommer med individuel frihed. Tingene hænger sammen.
Hendes internationale bestseller Fri handlede om det kantianske. Nu har hun skrevet opfølgeren Uværdig: Forestillingen om et liv – en slags forestillet biografi om sin elskede bedstemor, som også var et stort moralsk forbillede. Men en dag på nettet ser hun et fotografi fra Mussolinis Italien fra 1941, hvor bedstemoren sidder og ser lykkelig ud under absolut privilegerede omstændigheder. Det får Lea Ypi til at spørge sig selv: Kender jeg egentlig min bedstemor? Bogen er et forsvar for bedstemorens eftermæle, men det er også en fortælling om værdighed – hvor den opstår, og hvor vi mister den.
Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret.

Vi må ikke individualisere vor tids systemiske kriser, advarer den albanske filosof Lea Ypi. I sæsonens sidste Langsomme Samtaler møder hun Rune Lykkeberg til en stor samtale om at forene Kant og Marx, om individets frihed og jagten på hendes bedstemors sande historie. I denne sidste udgave af Langsomme samtaler, inden programmet går på sommerferie, taler Rune Lykkeberg med en af sine absolutte yndlingsforfattere, den albanske politiske filosof Lea Ypi. Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret, men vi har gemt den til nu, fordi den kan noget andet og kan noget særligt. Lea Ypi er født i 1979 i det kommunistiske Albanien under lederen Enver Hoxha, der var så radikal, at han syntes, Stalin og Mao var lidt for slappe. Det Albanien, hun voksede op i, var rædselsvækkende og totalitært, og hele hendes barndom byggede på en løgn. Hendes forældre var reelt dissidenter, men de turde ikke sige det til deres egen datter. Så langt kan totalitarismen gribe ind i det enkelte liv. Men Lea Ypi oplevede også som barn, at vi selv under den hårdeste totalitarisme har en moralsk frihed. Hun er kantianer og insisterer på, at ethvert menneske har det moralske ansvar for sit eget liv. Den position lærte hun af sin bedstemor, som levede et meget hårdt liv, blev fordrevet fra det Osmanniske Rige og gift med Safa Ypi, som blev premierminister for Albanien i 1920’erne. Af sin bedstemor lærte Lea, at hun kunne opføre sig ordentligt, uanset hvor undertrykte vilkår, hun levede under. Da kommunismen brød sammen, kom nyliberalismen til Albanien i en rabiat version, der endte i et totalt økonomisk pyramidespil. Lea Ypi har således set to store ideologier kollapse. Hun er kantianer som en kritik af totalitarismen, og marxist som en kritik af nyliberalismen. Hvis man er marxist, hævder Ypi, må man også være kantianer for at forsvare det enkelte individs moralske frihed: Marxismen giver kollektiv handlekraft, kantianismen kommer med individuel frihed. Tingene hænger sammen. Hendes internationale bestseller Fri handlede om det kantianske. Nu har hun skrevet opfølgeren Uværdig: Forestillingen om et liv – en slags forestillet biografi om sin elskede bedstemor, som også var et stort moralsk forbillede. Men en dag på nettet ser hun et fotografi fra Mussolinis Italien fra 1941, hvor bedstemoren sidder og ser lykkelig ud under absolut privilegerede omstændigheder. Det får Lea Ypi til at spørge sig selv: Kender jeg egentlig min bedstemor? Bogen er et forsvar for bedstemorens eftermæle, men det er også en fortælling om værdighed – hvor den opstår, og hvor vi mister den. Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret.

Vi må ikke individualisere vor tids systemiske kriser, advarer den albanske filosof Lea Ypi. I sæsonens sidste Langsomme Samtaler møder hun Rune Lykkeberg til en stor samtale om at forene Kant og Marx, om individets frihed og jagten på hendes bedstemors sande historie.
&nbsp;

I denne sidste udgave af Langsomme samtaler, inden programmet går på sommerferie, taler Rune Lykkeberg med en af sine absolutte yndlingsforfattere, den albanske politiske filosof Lea Ypi.&nbsp;
Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret, men vi har gemt den til nu, fordi den kan noget andet og kan noget særligt.
Lea Ypi er født i 1979 i det kommunistiske Albanien under lederen Enver Hoxha, der var så radikal, at han syntes, Stalin og Mao var lidt for slappe. Det Albanien, hun voksede op i, var rædselsvækkende og totalitært, og hele hendes barndom byggede på en løgn. Hendes forældre var reelt dissidenter, men de turde ikke sige det til deres egen datter. Så langt kan totalitarismen gribe ind i det enkelte liv.
Men Lea Ypi oplevede også som barn, at vi selv under den hårdeste totalitarisme har en moralsk frihed. Hun er kantianer og insisterer på, at ethvert menneske har det moralske ansvar for sit eget liv. Den position lærte hun af sin bedstemor, som levede et meget hårdt liv, blev fordrevet fra det Osmanniske Rige og gift med Safa Ypi, som blev premierminister for Albanien i 1920’erne. Af sin bedstemor lærte Lea, at hun kunne opføre sig ordentligt, uanset hvor undertrykte vilkår, hun levede under.
Da kommunismen brød sammen, kom nyliberalismen til Albanien i en rabiat version, der endte i et totalt økonomisk pyramidespil. Lea Ypi har således set to store ideologier kollapse. Hun er kantianer som en kritik af totalitarismen, og marxist som en kritik af nyliberalismen. Hvis man er marxist, hævder Ypi, må man også være kantianer for at forsvare det enkelte individs moralske frihed: Marxismen giver kollektiv handlekraft, kantianismen kommer med individuel frihed. Tingene hænger sammen.
Hendes internationale bestseller&nbsp;Fri&nbsp;handlede om det kantianske. Nu har hun skrevet opfølgeren&nbsp;Uværdig: Forestillingen om et liv&nbsp;– en slags forestillet biografi om sin elskede bedstemor, som også var et stort moralsk forbillede. Men en dag på nettet ser hun et fotografi fra Mussolinis Italien fra 1941, hvor bedstemoren sidder og ser lykkelig ud under absolut privilegerede omstændigheder. Det får Lea Ypi til at spørge sig selv: Kender jeg egentlig min bedstemor? Bogen er et forsvar for bedstemorens eftermæle, men det er også en fortælling om værdighed – hvor den opstår, og hvor vi mister den.
Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret.&nbsp;

Lea Ypi: Musk og Trump er ikke problemet – problemet er kapitalen og fascismen

Op til midtvejsvalget i USA taler Rune Lykkeberg med den amerikanske forfatter og aktivist Rebecca Solnit om håb som en offensiv strategi og om nødvendigheden af at søge ud i mørket for at få øje på forandringen.
---

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske forfatter og aktivist Rebecca Solnit. Hun er en af de stemmer på den amerikanske venstrefløj, som for alvor har vist, hvordan man kan kombinere gadeprotester med intellektuelt arbejde og demonstrationer med idéer.
Solnit har skrevet adskillige bøger, som er blevet moderne klassikere. Blandt dem er essaysamlingen Men Explain Things to Me (2014), der lagde grunden til begrebet ’mansplaining’ – men også Hope in the Dark (2004), som er en af de vigtigste bøger om, hvorfor man aldrig må eller kan afskrive håbet. Sagen er nemlig, skriver hun, at det nye altid kommer fra dem, man ikke kan se – ellers ville det jo ikke være nyt. Magthaverne står allerede i rampelyset. Man må i stedet søge ud i mørket, hvor det nye spirer, og så man må lave sit arbejde – ligesom vi skriver artikler, holder foredrag og ja, fører langsomme samtaler. Man må sende sit arbejde ud i verden som en flaskepost og stole på, at nogen samler det op, hvis det er vigtigt nok.
Solnit står også bag bøgerne Wanderlust (2001), der handler om vandringens filosofi, og senest Orwell's Roses (2021). Her fortæller hun historien om den store antifascistiske forfatter George Orwell, der også dyrkede en rosenhave – og hun minder os om, at den progressive fløj på samme måde ikke kun skal vide, hvad den kæmper imod. Den skal også huske, hvad den kæmper for, og insistere på skønhed, glæde og fornøjelse midt i den politiske modstand.
Nu er Solnit aktuel med essaysamlingen Begyndelsen kommer efter enden: Noter om en verden af forandring (2026), som netop er udkommet på dansk hos Vinter Forlag. Her genbesøger hun analyserne fra Hope in the Dark for – midt i en mørk tid – at minde os om alt det lys, der faktisk er blevet tændt, og om alle de fremskridt, der reelt er blevet gjort. Kort før USA står over for et dramatisk midtvejsvalg, spørger Rune Lykkeberg forfatteren, hvordan man bevarer kampgejsten i svære tider. Til dem, der finder ordet ’håb’ for blødt, leverer Solnit et mere offensivt alternativ, når hun med knyttet næve siger: ”Never fucking surrender”.

Op til midtvejsvalget i USA taler Rune Lykkeberg med den amerikanske forfatter og aktivist Rebecca Solnit om håb som en offensiv strategi og om nødvendigheden af at søge ud i mørket for at få øje på forandringen. --- Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske forfatter og aktivist Rebecca Solnit. Hun er en af de stemmer på den amerikanske venstrefløj, som for alvor har vist, hvordan man kan kombinere gadeprotester med intellektuelt arbejde og demonstrationer med idéer. Solnit har skrevet adskillige bøger, som er blevet moderne klassikere. Blandt dem er essaysamlingen Men Explain Things to Me (2014), der lagde grunden til begrebet ’mansplaining’ – men også Hope in the Dark (2004), som er en af de vigtigste bøger om, hvorfor man aldrig må eller kan afskrive håbet. Sagen er nemlig, skriver hun, at det nye altid kommer fra dem, man ikke kan se – ellers ville det jo ikke være nyt. Magthaverne står allerede i rampelyset. Man må i stedet søge ud i mørket, hvor det nye spirer, og så man må lave sit arbejde – ligesom vi skriver artikler, holder foredrag og ja, fører langsomme samtaler. Man må sende sit arbejde ud i verden som en flaskepost og stole på, at nogen samler det op, hvis det er vigtigt nok. Solnit står også bag bøgerne Wanderlust (2001), der handler om vandringens filosofi, og senest Orwell's Roses (2021). Her fortæller hun historien om den store antifascistiske forfatter George Orwell, der også dyrkede en rosenhave – og hun minder os om, at den progressive fløj på samme måde ikke kun skal vide, hvad den kæmper imod. Den skal også huske, hvad den kæmper for, og insistere på skønhed, glæde og fornøjelse midt i den politiske modstand. Nu er Solnit aktuel med essaysamlingen Begyndelsen kommer efter enden: Noter om en verden af forandring (2026), som netop er udkommet på dansk hos Vinter Forlag. Her genbesøger hun analyserne fra Hope in the Dark for – midt i en mørk tid – at minde os om alt det lys, der faktisk er blevet tændt, og om alle de fremskridt, der reelt er blevet gjort. Kort før USA står over for et dramatisk midtvejsvalg, spørger Rune Lykkeberg forfatteren, hvordan man bevarer kampgejsten i svære tider. Til dem, der finder ordet ’håb’ for blødt, leverer Solnit et mere offensivt alternativ, når hun med knyttet næve siger: ”Never fucking surrender”.

Op til midtvejsvalget i USA taler Rune Lykkeberg med den amerikanske forfatter og aktivist Rebecca Solnit om håb som en offensiv strategi og om nødvendigheden af at søge ud i mørket for at få øje på forandringen.
---

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske forfatter og aktivist Rebecca Solnit. Hun er en af de stemmer på den amerikanske venstrefløj, som for alvor har vist, hvordan man kan kombinere gadeprotester med intellektuelt arbejde og demonstrationer med idéer.
Solnit har skrevet adskillige bøger, som er blevet moderne klassikere. Blandt dem er essaysamlingen&nbsp;Men Explain Things to Me&nbsp;(2014), der lagde grunden til begrebet ’mansplaining’ – men også&nbsp;Hope in the Dark&nbsp;(2004),&nbsp;som er en af de vigtigste bøger om, hvorfor man aldrig må eller kan afskrive håbet. Sagen er nemlig, skriver hun, at det nye altid kommer fra dem, man ikke kan se – ellers ville det jo ikke være nyt. Magthaverne står allerede i rampelyset. Man må i stedet søge ud i mørket, hvor det nye spirer, og så man må lave sit arbejde – ligesom vi skriver artikler, holder foredrag og ja, fører langsomme samtaler. Man må sende sit arbejde ud i verden som en flaskepost og stole på, at nogen samler det op, hvis det er vigtigt nok.
Solnit står også bag bøgerne&nbsp;Wanderlust&nbsp;(2001), der handler om vandringens filosofi, og senest&nbsp;Orwell's Roses&nbsp;(2021). Her fortæller hun historien om den store antifascistiske forfatter George Orwell, der også dyrkede en rosenhave – og hun minder os om, at den progressive fløj på samme måde ikke kun skal vide, hvad den kæmper imod. Den skal også huske, hvad den kæmper for, og insistere på skønhed, glæde og fornøjelse midt i den politiske modstand.
Nu er Solnit aktuel med essaysamlingen&nbsp;Begyndelsen kommer efter enden: Noter om en verden af forandring&nbsp;(2026), som netop er udkommet på dansk hos Vinter Forlag. Her genbesøger hun analyserne fra&nbsp;Hope in the Dark&nbsp;for – midt i en mørk tid – at minde os om alt det lys, der faktisk er blevet tændt, og om alle de fremskridt, der reelt er blevet gjort. Kort før USA står over for et dramatisk midtvejsvalg, spørger Rune Lykkeberg forfatteren, hvordan man bevarer kampgejsten i svære tider. Til dem, der finder ordet ’håb’ for blødt, leverer Solnit et mere offensivt alternativ, når hun med knyttet næve siger: ”Never fucking surrender”.

Rebecca Solnit: Hvis ikke du kan lide håb som kampråb, så prøv ’vi giver fandme aldrig op’

Kære lytter,
Her kommer noget, jeg har glædet mig til at dele med jer.
Det amerikanske valg den 3. november bliver måske det vigtigste i vores levetid. Og for at forstå at forstå de store linjer og landets voldsomme opbrud, har jeg i en ny podcastserie taget kontakt til nogle af de intellektuelle i USA, som jeg allerhelst har villet tale med.
Vi skal blandt andet tale klimakamp, demokrati, kapitalisme og hele den moralske orden, og vi tager os god tid til at gøre det.
Derfor kalder vi podcasten Langsomme samtaler om USA. Du kan høre den der, hvor du normalt hører Radio Information, eller du kan finde podcastens egen kanal ved at søge på ’Langsomme samtaler om USA’ i din foretrukne podcastafspiller.
Den første er den amerikanske professor Robert Reich, som altid har fascineret mig. Han på den ene side skrevet nogle af de mest kapitalismekritiske bøger om, hvordan overklassen løb med pengene, og hvordan globaliseringen smadrede det hele for arbejderklassen.
Men han evner også at være en del af systemet – blandt andet som arbejdsminister under præsident Bill Clinton og som rådgiver for præsident Barack Obama.
Reich er den første af i alt fire intellektuelle, jeg taler med op til skæbnevalget 3. november.
God fornøjelse.
Rune LykkebergChefredaktør
Du kan også se hele samtalen med Robert Reich på YouTube.

Kære lytter, Her kommer noget, jeg har glædet mig til at dele med jer. Det amerikanske valg den 3. november bliver måske det vigtigste i vores levetid. Og for at forstå at forstå de store linjer og landets voldsomme opbrud, har jeg i en ny podcastserie taget kontakt til nogle af de intellektuelle i USA, som jeg allerhelst har villet tale med. Vi skal blandt andet tale klimakamp, demokrati, kapitalisme og hele den moralske orden, og vi tager os god tid til at gøre det. Derfor kalder vi podcasten Langsomme samtaler om USA. Du kan høre den der, hvor du normalt hører Radio Information, eller du kan finde podcastens egen kanal ved at søge på ’Langsomme samtaler om USA’ i din foretrukne podcastafspiller. Den første er den amerikanske professor Robert Reich, som altid har fascineret mig. Han på den ene side skrevet nogle af de mest kapitalismekritiske bøger om, hvordan overklassen løb med pengene, og hvordan globaliseringen smadrede det hele for arbejderklassen. Men han evner også at være en del af systemet – blandt andet som arbejdsminister under præsident Bill Clinton og som rådgiver for præsident Barack Obama. Reich er den første af i alt fire intellektuelle, jeg taler med op til skæbnevalget 3. november. God fornøjelse. Rune LykkebergChefredaktør Du kan også se hele samtalen med Robert Reich på YouTube.

Robert Reich: Hvis vi giver op nu, overtager de autoritære kræfter verden

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.

Share Langsomme samtaler

Sign up to save your podcasts

Langsomme samtaler

Langsomme samtaler episodes

About Langsomme samtaler

Best of Langsomme samtaler

More shows like Langsomme samtaler

Udsyn

Verden ifølge Gram

Skønlitteratur

Kampagnesporet

Radio Information

Supertanker

Moderne Ideer

Deutschstunde

Altinget taler om Europa

Det skønne Rusland

Altinget Ajour

Du lytter til Politiken

Klimapodcasten: Den grønne løsning

Genstart

Avistid

Genopdragelsen – en podcast om social kontrol

Naturvidenskaben forfra

Samtidskunsten forfra

Støjbergs instruks

Pilestræde

Kampen om historien

Sørine & Livskraften

#dkpol