Før jeg skal tale med en forfatter i Bogfolk, laver jeg et manuskript. Det gjorde jeg ikke, da jeg talte med digteren Peter Laugesen, en af vores bedste og flittigste, om hans seneste digtsamling, som hedder ’Vadehave’ og er skrevet på Fanø. Jeg ringede bare op, og så tog vi den på gehør. Jeg havde streget fantastiske formuleringer under i hans bog, skrevet stikord og sidetal ned på titelbladet, og så var det bare derudad. Laugesen skriver om måger, ideologi, blæst, lyden af skrivemaskiner, himmeltegn. Han får øje på det almindelige, som ikke er til at skelne fra det væsentlige og nogle gange også er det ophøjede. Hiver poesi ud af sine egne tilstande: »små trancer/ fravær og nærvær/ opmærksomhedsskift/ søvn/ og vågen«.

Åh, hvor er det godt at læse – men også at få mulighed for at spørge ind til det og mærke hans poesi få øje på det, netop han ser, fordi han lever, som han gør: »Digteren er en flygtning / fra et sted der endnu ikke findes«. Man kan i sådan en samtale få den her oplevelse af, at det er en vismand, man har i telefonen.

Laugesen fortæller om at gribe ud efter kuglepennen om natten og halvt i drømme skrive noget ned, inden det forsvinder. Han tror ikke længere på politik. »Det er ikke muligt bare et øjeblik at fastholde noget ideologisk program«, men hans opgør med materialisme, uvidenhed og digital tomhed er ikke desto mindre stærkt anfægtende. Den nu 78-årige, superproduktive poet skriver alle sine digte i hånden. Først med pen eller blyant, siden på skrivemaskine. Han hader skærmene og vil gerne have os til at få øje på hverdagens mirakler: »Almindelige mennesker, almindelige hændelser/ almindelige skæbner. Umodne mennesker har brug for/ at der sker opsigtsvækkende ting, de har brug for/ at se på farverige, udsvævende personer«.

Det var bare en telefonsamtale, men ’bare’ er ikke et ord Laugesen bruger ofte, tænker jeg, fordi det reducerer, men lyt selv til ham!