Er det sådan at jeg hellere selv vil destruere mig, end at lade andre gøre det? Eller er det sådan, at dele af mig der "havde det godt på arbejdet" egentlig bare var passivt tilfreds på den måde, hvor man kender rutinen og derfor har det godt? Måske har min daimon brudt mig ud af rotteburet, måske har mit autonome nervesystem handlet ud af et stressrespons, because I got issues.

Mine følelser er i alle fald ivrige mens jeg fortæller dig om min opsigelse og måske undergang i den her, meget cirkulære enetale, og min stemme bærer kun lige igennem, tror det er noget med luft-fugtighed.

Jeg kan godt mærke, hvordan spiralerende tanker kan risikere at trække mig væk fra virkeligheden, især når de lægger sig oven på gamle narrativer og sår.

Samtidig vil jeg tillade mig selv den harme, der nu engang er, OG se mig i relation til verden omkring – som du også altid er i relation og selv er et mikrokosmos.

I verden omkring kan vi roligt sige, at den gamle verdensorden er ved at bryde ned – husk, at penge bare er en social aftale; der er ikke en iboende værdi i tal på en skærm, men der ER en iboende værdi i hvert et menneske, og den værdi viser sig mest, når man får den plads i samfundet, som man er bedst til.

Jeg har sagt op fra et arbejde i en rusmiddelbehandling, jeg ellers var rigtig glad for. Det er jeg både ked af og forfærdet over, for jeg er ikke i en socioøkonomisk situation (f- you konto) til at klare mig uden et arbejde. Samtidig - no way at jeg vil blive hængende, hvis det eneste gode er at det er velkendt - så er det om at komme ud- i hvert fald for mig - jeg er passion, jeg bor i matrixen for tilblivelse, i sfæren for KÆRLIGHED, i kontakt med kosmisk ild, got it?

Sådan noget handler soloen om. 

Bagved ligger alt det energetiske der foregår i denne tid, hvor alle spiller deres rolle i henhold til de karmiske kontrakter. Jo mere du får øje på din skillevej, jo bedre kan du bryde ud af karmiske gentagelser.

Min vrede skiller vandene.

Hvor meget af det her er en projektion, spørger jeg mig selv, og hvor meget kan jeg spørge mig selv om dette, spørger jeg mig selv, uden at det bliver til selvtvivl? 

For nu lader jeg det stå, som er. Det gode ved at fortsætte på livsrejsen er at vi får adgang til flere perspektiver og kontinuerligt kan se nuanceret på det, der er sket. 

Tak for at være med mig, lige her, lige nu. Ønsker dig frihed til at udtrykke dig og nogle, der godt gider hænge ud, mens du gør det.

- Mannah