Antropolog Ole Høiris fra Aarhus Universitet har skrevet en vild bog. 

Titlen er ’'Den vilde' i europæisk idehistorie’ og den er fuld af barbarer, kannibaler, australnegre, hottentotter, buskmænd, vildkvinder og mange andre, som europæiske lærde gennem tiden har sat i bås.

Høiris peger i bogen på, hvor ihærdigt europæere – historikere, naturvidenskabsmænd, missionærer, kolonisatorer og mange andre – har kategoriseret indfødte i de lande, de kom frem til, som laverestående end os. 

»De mennesker, der befinder sig længst væk fra Europa, er konsekvent blevet opfattet som de mindst menneskelige. Sådan har vi tænkt i Europa i tusindvis af år. Vi er nemlig selv de mest menneskelige af alle mennesker«, siger han.

Høiris peger også på de skift, der har været i opfattelsen af 'de vilde'. Da Stillehavsøerne blev opdaget, skrev de rejsende hjem om, at de levede i en uspoleret naturtilstand. De gik nøgne rundt, plukkede brød direkte fra træerne og levede i harmoni. Hjemme i Europa førte det til billedet af ’den ædle vilde’, som modsat rationalismens Europa endnu levede i en harmonisk tilstand.

»Vi danner vores identitet i kontrast til andre, derfor kan vi ikke omtale 'de andre' neutralt. Der er altid noget på spil«, siger Høiris, der har pløjet religiøse og filosofiske tekster samt rejseberetninger fra de store opdagelsesrejsers tid igennem. 

De vildkvinder, som de skrev om, havde så lange bryster, at de kunne kaste dem om på ryggen. Om indianerne i Nordamerika var opfattelsen, at de var menenskeædere. En betegnelse, der med sikkerhed gjorde, at man kunne rubricere de indfødte som laverestående.

Også i vore dage ser vi os selv i forhold til andre, siger Høiris:

»Det kan være jyder i forhold til københavnere, danskere i forhold til svenskere, europæere i forhold til afrikanere, mænd i forhold til kvinder, mennesker i forhold til dyr.  Vores identitet har vi kun i kraft af andre«.