Dy Plambeck vandt i sidste uge Politikens litteraturpris 2019 for bogen 'Til min søster'. Romanen åbner med Ayas prøvelser, mens hun med kroppen spændt til det yderste og blod over det hele er i gang med det, netop kvinder formår: At føde.

En oplevelse, forfatteren selv beskriver som udpræget ensom.

»Fødslen er et enormt ensomt sted at være. For når alt kommer til alt, er det kvinden, der skal få barnet ud. Der skal få barnet til at leve. Og at erkende det er stort«.

Selvom det er fødselsscenen, mange læsere og journalister interesserer sig mest for, når de taler med Dy Plambeck om romanen, er det ifølge forfatteren selv ikke den, der er det centrale ved værket. Romanen handler først og fremmest om kærlighed. Og den vold, der findes i kærligheden. Vi møder parret Andrea og Mark og oplever den vold, Mark udsætter Andrea for.

»Kan der eksistere kærlighed uden vold«, spørger Dy Plambeck i ugens udgave af Bogfolk.

Og her taler hun ikke nødvendigvis om en fysisk vold. Men om volden som en form for grænseoverskridelse, for kan vi leve sammen som mennesker uden at begå den vold, det er at overskride grænser? Kan vi overhovedet være til stede med os selv og hinanden, uden at vores grænser bliver overtrådt?

Plambecks roman kan godt læses med de kvindepolitiske briller på, men det er ikke en roman, der henvender sig til et bestemt køn. Og det er heller ikke en roman med en dagsorden, selvom dens feminisme er tydelig, konstaterer Jes Stein Pedersen i ugens afsnit.

I denne udgave af Bogfolk kan du - udover Dy Plambeck - møde Bogfolks bogpusher, Lise Garsdal. Hun er redaktør på Bøger-sektionen og kommer hver uge ind i Bogfolks studie og fortæller om ugens litteraturkritik og om anmeldelser af nye værker.