Forskere har debatteret det i over 100 år og er stadig ikke enige. En sommerdag i 2021 mødtes biologerne Eske Willerslev og Jens-Christian Svenning under Søndermarkens duvende egetræer for at diskutere netop dette spørgsmål – med udgangspunkt i de store uldhårede mammutter, vildheste, uldhårede næsehorn og urokser, som spankulerede rundt i de nordeuropæiske skove og steppelandskaber for omkring 100.000 år siden. I dag kan det være svært at forestille sig, at store pelsklædte dyr med stødtænder skulle have eksisteret på vores breddegrader. Bare 1.000 år efter den første kontakt med mennesker var dyrene næsten helt væk, men både temperaturstigningernes påvirkning af deres fødegrundlag og økosystemers kollaps kan også have haft indflydelse på deres forsvinden. I denne podcast redegør Willerslev og Svenning for deres modstridende synspunkter og går hinandens forklaringer i bedene. Lyt med, når de diskuterer forklaringsmodellerne igennem og giver os et nyt perspektiv på istidsdyrenes forsvinden og vores egen mulige andel i det. For hvad var den primære årsag til, at de store uldne dyr forsvandt?

“Skoven er dynamisk. Der kommer lysninger, og der vokser nye træer op. Ligesom cellerne i vores krop heller ikke er de samme som sidste år, så er skoven under evig forandring.”   Træerne i skoven er ikke bare et naturskønt baggrundstapet for menneskets færden – de er en del af et levende, kommunikerende økosystem med historier og selvstændige liv. Skovene bevæger sig over hundredvis af år – så langsomt og umærkeligt, at mennesker ofte ikke lægger mærke til det.  Kunstneren Pia Rönicke ser på skove og træer som nomadiske ’vandrere’, der bevæger sig på tværs af kloden – både med og uden menneskelig indblanding. I samtale med biologen Hans Henrik Bruun udforsker og udfolder Rönicke træernes liv.   For er det ikke på tide, at vi gør op med forestillingen om den stabile, evige skov? Men hvad skal vi så sætte i stedet? Her kan både kunsten og videnskaben hjælpe os til at se mere åbent på træerne fra underskoven til trækronerne – så vi kan opdage skovenes vilde bevægelser og sammenhænge.   I podcasten medvirker billedkunstner Pia Rönicke og biolog Hans Henrik Bruun. Moderator er kurator Marie Laurberg fra Louisiana Museum of Modern Art. Samtalen er del af Blooms talk-serie ’Live kunstnerisk research’ og fandt sted på Louisiana i august 2020.

“When we make images of the sky, the image is a place where three things happen: speculation about cosmic space meets with technological innovation and visual experimentation.” Himlen over os er en kilde til fascination for både kunstnere og videnskabsfolk. Billedkunstneren Nanna Debois Buhl retter i sine værker sit blik og kamera mod alt fra skyer til stjerner og solpletter og stiller nysgerrige spørgsmål til videnskaben. Astrofysikeren Enrico Ramirez-Ruiz er kendt som universets bedemand, fordi han i datatunge computersimuleringer arbejder med at billedliggøre, hvordan stjerner kollapser. Fælles for den astronomiske forskning og den kunstneriske research er, at både astrofysikere og billedkunstnere bruger billeder til at fortælle historier om himmelfænomenerne over os. Hvilke billedfortællinger om himmelrummet har vi skabt indtil nu? Er arbejdet med at afbilde verdensrummet ikke kun rent objektivt? Og kan nye billeder lære os at se kosmos og fremtiden på nye måder? I denne podcast går kunstner Nanna Debois Buhl i dialog med den mexicansk-amerikanske astrofysiker Enrico Ramirez-Ruiz. Samtalen er modereret af kurator Marie Laurberg og fandt sted som ‘Live litterær research’ på Louisiana Museum of Modern Art i august 2020.

Alt er forbundet. Jorden under vores fødder, dyrelivet omkring os, ressourcerne og materialerne i vores byer – alt indgår i ét stort planetært kredsløb. Men både i sproget og videnskaberne har mennesket opdelt kloden i forskellige systemer og bestanddele, der skaber skel og kan give indtryk af, at mennesket er afsondret fra naturen. Globalisering, industrialisering og en voksende verdensbefolkning har vist, at menneskelig aktivitet ikke eksisterer i et vakuum. Vi er trådt ind i en ny geologisk epoke, den antropocæne tidsalder, hvor det står klart, at mennesket udgør en geologisk kraft på linje med andre gennemgribende naturfænomener. Menneskets skæbne er uløseligt forbundet med Jordens og viklet ind i alle dens processer – men har vi blik for, hvordan forskelligartede sfærer og fænomener griber ind i hinanden? Hvordan skal vi forstå altings forbundethed? I podcasten optræder geolog Minik Rosing, kulturgeograf Emmy Laura Perez Fjalland, antropolog Nils Ole Bubandt og forfatter Liv Sejrbo Lidegaard. Samtalen er modereret af kurator og redaktør Marianne Krogh og tager udgangspunkt i bogprojektet ’Connectedness – an Incomplete Encyclopedia of the Anthropocene’ lavet i anledning af Arkitekturbiennalen i Venedig i 2021.

Fysikken har altid været på jagt efter svar og forklaringer. Viden om atomer, partikler og kvantemekanik har sat verden i system. Men fysikere har i årevis ledt efter den ultimative teori, der kan samle og forklare alle fysiske fænomener – teorien om alting. Det er ikke lykkedes endnu. Men med partikelfysikkens standardmodel er vi ifølge fysiker Troels C. Petersen trådt et skridt nærmere målet. Standardmodellen kan nemlig lave nogle svimlende præcise forudsigelser om universet – som at slå en golfbold fra Danmark til Kina og få hole-in-one. Standardmodellen samler tre ud af universets fire kræfter – elektricitet, magnetisme og den svage kernkraft – i én teori. Men det er stadig ikke lykkedes standardmodellen at forklare tyngdekraften, den sidste store naturkraft. Og selv med alle deres udregninger kan partikelfysikerne beskrive mindre end fem procent af universet. Verden er fuld af videnskabelige mysterier. Hvad er for eksempel mørkt stof, og hvor kommer mørk energi fra? Indtil vi får svar på spørgsmål som disse, mener Troels C. Petersen, at fysikken må afvente den fulde forklaring om universets struktur, sammensætning og fundamentale love. Troels C. Petersen er partikelfysiker og lektor ved Niels Bohr Instituttet. Han har været en del af den internationale kreds af forskere, som har arbejdet med at afdække universets hemmeligheder ved hjælp af enorme partikelacceleratorer på CERN.

Vi skal regne i natur i stedet for at regne i penge. Det er budskabet fra professor Inge Røpke. I en tid præget af ulighed og klimakriser har Røpke taget det på sig at gentænke vores samfundsøkonomi med udgangspunkt i Jordens ressourcer. Der er brug for en anden økonomisk tænkning, der betragter økonomien økologisk. Økologisk økonomi kunne lyde som et møde mellem modstridende verdener. Men der er tale om en ny økonomisk teoridannelse, som er ved at gøre sit indtog på danske universiteter. Inge Røpke er Danmarks første professor i økologisk økonomi, som er et nyt tværfagligt felt, der rækker ud over mainstream-økonomiens samfundsvidenskabelige regnemetoder ved at regne naturgrundlaget med. For når klodens husholdning skal gøres op, er det alle energiregnskaber og materialestrømme, der tæller. Økologiske økonomer som Røpke interesserer sig for samspillet mellem menneskelig aktivitet og de natursystemer, der omgiver os. Derfor trækker Røpke og hendes kolleger på filosofiens arbejde med etik, ligesom de i høj grad inddrager teorier fra naturvidenskaben. Fra fysikernes termodynamiske love til biologernes forståelse af økosystemer. I forhold til traditionel økonomisk tænkning om profit, markeder, formueret og lønvurderinger forsøger økologiske økonomer at nå et spadestik dybere med spørgsmål om bæredygtighed og ressourceforbrug. I dag har millioner af mennesker en levestandard, som i høj grad skyldes, at vi udvinder og forbruger fossile brændsler. Men det indebærer også, at en del af Jordens velstillede befolkning lever på bekostning af andre. Hvis der skal velstand nok til verdens knap otte milliarder mennesker – og alle dem, der kommer efter – er det på høje tide med et nyt regnestykke for Jordens ressourcer.

I flere årtusinder har det gængse verdensbillede været, at Jorden blev skabt af guddommelige kræfter og siden har stået uforanderlig. Det var først, da Niels Steensen – også kendt som Steno – i 1600-tallet påviste, at Jorden er inddelt i forskellige lag af sedimenter, at denne anskuelse for alvor kom under pres. For i lagene af forhistorisk materiale findes fortællingen om Jordens udviklingshistorie. Lyt med, når geolog Minik Rosing tager os med til planetens indre og forklarer, hvordan Jorden og det liv, der florerer på den, har formet hinanden gennem fire milliarder år. Verdens kontinenter bevæger sig og skaber dybe kløfter, hvor oceanerne åbner sig. Vulkanudbrud slår sprækker i jordskorpen for at lede varme ud i verdensrummet. Jordskælv ryster vores virkelighed, når undergrundens plader støder sammen. Jordens indre er dynamisk og grundlaget for alt kendt liv. Men det er ikke kun naturfænomener, der former vores planet. Vores forbrug af fossile brændstoffer har givet os 25-30 gange flere kræfter, end vi naturligt besidder. Set i forhold til vores indvirkning på planeten er verdensbefolkningen altså ikke syv milliarder – men 210 milliarder. Og med sådan en tilstedeværelse begynder menneskeheden at kunne konkurrere med det, Jorden selv kan udrette. Det er på tide, at vi som passagerer på Jordens overflade må lære at lytte til Jordens stemme og lade os bevæge af den. Podcasten er optaget i Operaen på Holmen i København

Beethoven komponerede musik selv, efter han mistede hørelsen. En rovfugl kan se en mus på 400 meters afstand. Og fisk har udviklet et sidelinjeorgan, der kan reagere på trykbølger fra omgivelserne. Naturen er forunderlig og i konstant forandring. Men hvad ved vi egentligt om øjet, øret og organet, der styrer det hele – hjernen? Lyt med, når de to evolutionsbiologer Christian Damsgaard og Jakob Christensen-Dalsgaard i samtale med kognitionsforsker Signe Vangkilde diskuterer sansernes evolutionshistorie og dyrerigets store fysiologiske variation. Hvordan kan det for eksempel være, at farven gul ikke synes ens for alle? Og hvorfor fremkalder visse lyde velbehag hos den ene, men pinsel hos den anden? Ingen dyr sanser ens – alle arter oplever verden på hver deres måde. I USA kører den blinde aktivist Daniel Kish mountainbike gennem skoven, mens han udsender klik med tungen og lytter til, hvordan træerne kaster lyden tilbage. For mister du en sans, vil det påvirke de andre. Og vores sanseapparat er fantastiske til at tilpasse sig vores omgivelser. Det er blandt andet grunden til, at du kan have en samtale med nogen til en fest og stadig høre dit navn blive nævnt i den anden ende af rummet. Men det er også et billede på den kamp mellem sanserne, som evolutionens selektionspres har sat i spil. Samtalen er modereret af idéhistoriker Daniel Flendt Dreesen.

Epidemier er ikke noget nyt fænomen. Inden for de sidste tyve år har forskellige grene af ebola, SARS og MERS skabt kaos og undtagelsestilstand i store dele af verden. Før det havde vi bakteriesygdomme som pest og kolera. Og der vil altid kunne opstå nye udbrud af smitsomme sygdomme. Spørgsmålet er, hvordan vi vælger at håndtere dem. Som epidemiolog leder Lone Simonsen efter svarene på netop det. Epidemiologi er videnskaben, der undersøger historiske og aktuelle epidemier, og som kan hjælpe os til at forstå, hvordan COVID-19 spredes. Og mens vi venter på den vaccine, der kan forvandle virussen til en sæsonsygdom på lige fod med en almindelig influenza, viser epidemiologien os, at der er meget, vi kan lære af corona-pandemien. Lyt med, når Lone Simonsen sætter vores tids store pandemi i et historisk og epidemiologisk perspektiv. For selvom den nuværende situation er alvorlig, er den ikke uden fortilfælde. Og måske kan epidemiologien også forberede os på fremtidens ”disease X”. Lone Simonsen er epidemiolog og professor i folkesundhedsvidenskab ved Roskilde Universitet. I foråret blev hun kendt som ”corona-Lone” i de danske medier for sin forskning i og formidling af corona-epidemien.

For seks millioner år siden delte menneskelinjen sig fra chimpanselinjen. Siden da har vi evolutionært været på egen hånd. Så hvilke kulturelle og genetiske ændringer har betydet, at chimpansen spiser frugt og biller, mens mennesket spiser stegt flæsk og brunede kartofler? Og hvordan kan det være, at vi i Norden er så gode til at nedbryde mælkesukker, mens størstedelen af verden lider af laktoseintolerans? ”Hvis der er plak på tænderne, kan du finde rester af rådyr i munden på en stenaldermand,” forklarer professor Eske Willerslev om nogle af de nye resultater, hans DNA-forskning har banet vejen for. I samtale med iværksætter og madøre Claus Meyer trækker han tråde gennem 100.000 års madvaner og menneskets genetiske udviklingshistorie. Den største livsstilsændring i menneskehedens historie var, da vi tæmmede dyrene og begyndte at dyrke jorden. Med agerbruget udviklede vores kost sig fra kød, planter, rødder og bær til at bestå hovedsageligt af korn og primitiv mysli. DNA-forskning viser, at det har haft en indvirkning på menneskets arvemasse og kan ligge til grund for mange af vores tids livsstilssygdomme. Tag med tilbage til vores fjerne slægtninge neandertalerne, forbi stenaldermenneskets jæger-samler-samfund og frem til nutidens moderne civilisation. Det er en samtale, der vil føre dig gennem Marokkos paladskøkkener, ind i munden på en maya og ned i tarmen på en diabetisk mus. Eske Willerslev er DNA-forsker, professor og leder af Københavns Universitets Center for GeoGenetik. Han er medlem af Eventyrernes Klub og modtog Rosenkjærprisen i 2012. Claus Meyer er iværksætter og en af hovedmændene bag udvikling af det nye nordiske køkken med projekter i både Danmark, USA og Bolivia.